« Tilbage til søgeresultaterne
Om Enker og deres Børn
II
Under Forhandlingerne i Folketinget fik Forslaget da ogsaa, som man kunde vente, den bedste Modtagelse. Alle var enige om, at der burde hjælpes; kun om Maaden og Omfanget af Hjælpen var der delte Meninger. Der faldt dog et Par Ytringer, som ikke bør være uimodsagte. Folketingsmand Klaus Berntsen udtalte en Frygt for, at 1) Lysten til Selverhverv i mange Tilfælde vilde indsnævres, naar man stillede Enkerne saaledes, at de blot havde at søge til det offentlige, og at 2) den private Godgørenhed vilde indskrænkes i samme Grad, som vi henviste al Forsørgelse af Enker og faderløse Børn til det offentlige, til Stat og Kommune.
Nej! Der er et Lavmaal af Midler, der virker lammende paa al Energi, og mon ikke den Moder, der skal ernære sig og sine 6 Børn ved Rengøringsarbejde eller den anden Moder, der med sine 3 Smaa-piger skal leve af de 40 Kr. mdl., som hendes Arbejde kan skaffe, eller den Kvinde, om hvem vi forleden kunde læse i Aviserne, at hun - ved pludseligt Dødsfald - var blevet Aleneforsørger for 9 Børn, hvoraf det yngste var et Spædbarn - mon ikke disse 3 Kvinder, og mon ikke de 2 føromtalte Enker og mange, mange flere er komne ned under det Lavmaal. Lad enhver Husmoder og børneopdragende Kvinde stille sig selv alvorligt overfor dette Spørgsmaal. Langtfra at virke ansporende virker den yderste Nød lammende og opfordrer til ganske at give Kampen op. - Der er endnu hengaaet for kort Tid til, at man kan have nogen begrundet Mening om, hvordan de nye Alimentationslove virker; man er endnu kun kommet dertil, at man har kunnet se deres Mangler; men alene af det Materiale, der foreligger, - f. Eks. her inde hos os*) -tror jeg tydeligt at kunne se, at den ugifte Barnemoder, der faar sine Barnepenge regelmæssigt udbetalt gennem Kommunen, har mere Lyst og mere Energi til sit Arbejde, er mindre fristet til og mindre udsat for at gaa til Grunde, fordi hun kan arbejde med noget Haab om at kunne ernære sig og sit Barn, og derved vinder hun Respekt for sig selv.
*) Nødlidende Kvinders Kontor.
Og det, det nye Forslag til Lov gaar ud paa, er jo kun at ligestille - økonomisk - den fattige Enkes Børn og den ugifte Moders. Hvorfor skulde det virke mere demoraliserende paa Enken end paa den ugifte Moder og den fraseparerede Hustru at have bestemte Midler til sit Barns Underhold.
Og mon virkelig den private Godgørenhed vil indskrænkes, fordi Stat og Kommune indser, at den har Forpligtelser over for de faderløse Børn, der er født i Ægteskab, som den allerede har erkendt sine Forpligtelser overfor de Børn, der er født udenfor Ægteskab. Jeg tror det ikke. Tværtimod. Vedtagelsen af en Lov, som den her foreslaaede, vil kun virke inspirerende paa Godgørenheden, der nu lammes og tynges af en uoverkommelig Opgave, der burde lægges helt andre Steder. Det fremgaar af vor Aarsberetning, at af de 641 Mødre, der i Vinteren 1908- 1909 fik nogen Hjælp gennem »Nødlidende Kvinders Kontor« var 205 Enker, altsaa omtrent en Trediedel. »Frederiksberg Hjælpekasse« beretter, at den blandt sine 1761 Ansøgere har haft 311 Enker, der er blevet understøttet med ca. 20,351 Kroner. Ganske vist har Hjælpekassen ogsaa hertil faaet store kommunale Tilskud med det bestemte Formaal at hjælpe Enker. I voksende Erkendelse af, at den Hjælp, ubemidlede Enker skal have til deres faderløse Børn, ikke bør være Fattighjælp, er det mere og mere blevet Skik, at lade »Hjælpekasserne« paatage sig Enkernes Forsorg. I Svendborg Byraad blev det saaledes foreslaaet 12. Januar i Aar, at de fattigunderstøttede Enker overførtes til »Hjælpekassen«. Forslagstilleren oplyser om, at det kan lade sig gøre ved et Tilskud paa 800 Kr. fra Kommunen og siger: »Det vilde være en god og retfærdig Handling at fri de 31 Enker, vi har, fra Fattigvæsnet«. Og det er ikke den eneste Hjælpekasse, hvor lignende Forslag er komne frem og vedtagne. Men at lade Enkenøden afhjælpes af de fri Fattigkasser kan dog kun være en midlertidig Foranstaltning.
At det gøres, er kun et Eksempel mere paa, hvordan Spørgsmaalet breder sig, trænger paa og kræver sin Løsning. Og at Hjælpekasseinstitutionerne - her i København Frederiksberg Hjælpekasse og Københavns Understøttelsesforening - slet ikke magter denne Opgave, trods de store Tilskud fra Kommunen, bevises bedst derved, at en lille privat Forening (dér ganske vist ogsaa faar Tilskud af Stat og Kommune, men dog mest virker med private Midler) har maattet og stadig maa hjælpe saa mange Enker, der kommer til os i den yderste Nød.
Ligesom Alimentationsloven tager dette nye Lovforslag ganske særlig Sigte paa at hjælpe Børnene. Og trods alt det meget, der gøres af Stat og Kommune og ad privat Vej, hvor trænges der ikke stadig til Hjælp her. Jeg tænker ganske særligt paa de Børn, der i 12-14 Aars Alderen, ja endnu tidligere maa være med til at tjene Brødet i det fattige Hjem, Mælkedrengene, Bypigerne, de smaa Avisbude o. s. v. o. s. v. I »Statistiske Efterretninger« for Februar Maaned oplyses det, at der i København er 10,000 Skolebørn, der har lønnet Arbejde for fremmede, og at blandt Friskolebørn paa over 13 Aar Halvdelen af Drengene og en Trediedel af Pigerne har lønnet Arbejde. Her tales slet ikke om Børn paa 9-10-11 Aar, der ogsaa undertiden maa hjælpe deres Moder med at tjene til Livsophold for dem og sig.
Tidligst muligt kastes disse Børn ind i den haandgribeligste Eksistenskamp, og har en Dreng eller Pige i et saadant fattigt Hjem Lyst og Evne til noget særligt, da er Vejen spærret: Bydreng, Formiddagspige, det er deres Fremtidsudsigter. Man maa beundre de fattige Mødre, der til det yderste nægter sig alt for at give sin Dreng eller sin Pige en Faguddannelse, der har mere Fremtid i sig baade for ham og for hende; men man maa ikke undre sig over, om Horisonten lukker sig om den, hvis hele Liv bliver en opslidende Kamp for at faa det til at slaa til. Der er socialt Udsyn i dette: I samme Forhold som de faglærte Arbejderes Tal formindskes, øges det store Proletariat. Der kan herimod indvendes, at der er nok faglærte Arbejdere; men det er et andet Spørgsmaal, der maa søges løst for sig. Det er dog anerkendt, at det er bedre at høre til de første end til de sidste, siden »»Børneforsorg« og »Værgeraad«, der tager sig af betlende Børn, sørger for, at disse oplæres i en Profession og saaledes rykker op fra de løse Arbejderes Hær i de faglærtes Aristokrati*)«.
*) Kriminalretsassessor Jul. Møllers Pjece »Om Betleri og Almisse«.
Alle vil dog gerne frem, og denne naturlige Opdrift er sikkert ikke til Skade for Samfundet.
Der er saa vist ingen Fare for, at velgørende Institutioner og privat Godgørenhed skal svækkes, fordi vi føjer et manglende Led til vor Lovgivning og gør et Skridt fuldt ud, der kun er gjort halvt. Retfærdighed og Godgørenhed forholder sig dog ikke saaledes til hinanden, at den ene kan træde i Stedet for den anden. En Mangel i den ene kan derimod hindre den anden i at naa sin fulde Udfoldelse. Lad os gøre vore Love saa gode og retfærdige som vel muligt - det vilde være den største Ære for vort Folk at gaa foran her - der skal nok endda blive Plads saavel for human Velgørenhed, som for kristelig Barmhjærtighed, ja først da bliver der rigtig Plads for dem.
Marts 1910.
