« Tilbage til søgeresultaterne

Folketingsvalgene og Kvindevalgretten

« Se emneord

Da Arbejdet for Kvindens politiske Valgret mere og mere er traadt i Forgrun­den blandt de mange forskellige Opgaver, for hvis Løsning D. K. virker, har Hoved­kontoret ved Valget i Aar ligesom tidligere sat et stort Arbejde ind paa at gennemføre Interpellationen af alle Folketingskandida­terne angaaende deres Stilling til Kvindens politiske Valgret. Det lykkedes saaledes at træffe Aftale med Interpellanter til alle Valgsteder i Landet med Undtagelse af 8. Det var beklageligt, at disse skulde mangle, men der er jo desværre endnu Kvinder, der ikke forstaar Betydningen af en virke­lig samlet Optræden.

Det samme viste sig ogsaa ved, at der flere Steder af to forskellige Personer blev stillet Kandidaterne det samme Spørgsmaal angaaende deres Stilling til Kvindens politiske Valgret, hvad der samtidig med at virke komisk desværre maatte gøre et uheldigt Indtryk paa Forsamlingen, fordi de danske Kvinder ikke engang i denne deres store fælles Sag har kunnet samles til fælles Handling. Dansk Kvindesam­fund har ikke Skylden herfor. Naar det fra anden Side har været hævdet, at jo flere Gange Spørgsmaalet blev fremsat, jo større Vægt fik det, saa har dette Valg fastslaaet det meningsløse i denne Opfattelse.

Naar en Gentagelse af det samme Spørgsmaal, - som enhver kunde forudse - har fremkaldt Latter og Utaalmodighed, hvorledes mon saa f. Eks. blot 5 vilde virke?

Interpellationen, der saaledes blev stil­let Kandidaterne paa over 100 Valgtribu­ner lød: »Paa Dansk Kvindesamfunds Vegne tillader jeg mig at spørge, om Kan­didaterne i den kommende Rigsdagssam-ling vil arbejde for Kvinders politiske Valgret og Valgbarhed, og om Kandida­terne ved et muligt Forslag til Grundlovs­ændring vil arbejde for, at der hertil knyt­tes en Ændring gaaende ud paa, at Kvin­der faar samme politiske Valgret og Valg­barhed som Mænd«. Den var bleven til­sendt Interpellanterne sammen med en Opfordring til at meddele Hovedkontoret den valgte Kandidats Svar.

Som man kunde vente er disse Svar i overvejende Antal et ubetinget Ja paa begge Spørgsmaal, og mange af de gen­valgte har desuden kunnet henvise til de­res Deltagelse i Vedtagelsen af Grundlovs-ændringen i April Maaned.

Modstand mod deres Krav behøver Kvinderne ikke at frygte af det nyvalgte Folketing; selv Sekretær Wulf har erklæ­ret ikke at ville stille sig absolut imod det, selv om han tror, at vi alle vil staa os bedst ved, at Kvinderne nøjes med den kommunale Valgret. Som et enestaaende Tilfælde kan det vist more Læserne, at Gaardejer Bramsen ikke vil være med at paatvinge Kvinderne politisk Valgret, skønt Kvinderne kan være lige saa fornuf­tige som Mændene; »men der bliver dog ikke saa lidt mere Ulejlighed, naar man, for at gøre sin Stemme gældende, altid skal slæbe sin Kone med.«

Som sagt, den største Hindring, Kvindevalgretten vil møde, bliver ikke Mod­stand men derimod Hensynet til de for­skellige Partiinteresser. Det viste sig tyde­ligt i Debatten om Grundlovsændringen i det afgaaede Folketing, og vi tør desværre ikke haabe, at det nyvalgte vil bringe no­get Brud paa denne Tradition. Det fremgaar ogsaa af en Del af Kandidaternes Svar paa Interpellationen. Skønt enten Tilhæn­gere eller ikke principielle Modstandere af Kvindevalgretten erklærer adskillige ikke at kunne gaa med til en Grundlovsæn­dring, som giver Kvinden fuld Borgerret, medmindre denne ogsaa opfylder deres Partis forskellige politiske Krav. Selv Fø­reren for det Parti, der som et af de første, satte Kvindens Valgret paa sit Program, og som erklærer sig at være Tilhænger af, at Kvinderne faar samme statsborgerlige Ret som Mændene i enhver Henseende og til enhver Tid udtaler, »men man kan komme til at staa overfor en Forfatningsforandring, hvor den priviligerede Valgret til Landstinget ikke er taget væk, og det kan jeg ikke være med til«. -

Altsaa alt i alt har vi faaet mange smukke Ord og Løfter - det har vi ogsaa faaet før - men vi skal ikke gøre os Forventninger om, at Kvindevalgretten vil blive behandlet anderledes end tidligere, nemlig som et underordnet Spørgsmaal, der vil blive taget med paa Slæb, hvis der kan opnaas Enighed om de øvrige Spørgs­maal, der er Partierne imellem.

Det er klart, at det ikke er gaaet op for vore Folketingsmænd, hvor stor og hvor vigtig Sagen er, og hvor stor den Uretfærdighed er, som hele vort Regerings-system hviler paa, naar selv Modstanderne af den priviligerede Valgret til Landstin­get ikke kan gaa med til først og frem­mest at afskaffe det Fødselsprivilegium, som selv den ringeste Mand har forud for den mest fremragende Kvinde, Mandens priviligerede Valgret til Folketinget.

Kvinderne maa nu sætte alt ind paa, at overbevise Lovgiverne om, - først og fremmest Nødvendigheden af at indføre Kvindens politiske Valgret og Valgbarhed, selv om der er en Del andre - under­ordnede Spørgsmaal - som saa maa vente paa bedre Lejlighed. Men dernæst maa vi alle gøre os klart, at den der er over­bevist om et Kravs uafviselige Retfærdig­hed, har den Pligt at gøre, hvad der staar i hans Magt for, at det sker Fyldest.

Mange Kvinder har ved dette Valg vist, at de forstod dette og har ved at deltage i Vælgermøderne og ved at møde ved Valget sikkert ogsaa haft Indflydelse paa Kandi­daternes Udtalelser.

« til toppen

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner