« Tilbage til søgeresultaterne
Fjorten Dage for sent
»Svagsind«.
Der var en Gang et Sted i Holland en lille Dreng, som paa sin Skolevej spaserede forbi et Dige. Han opdagede da, at Havet ved en eller anden Tilfældighed havde skaffet sig Indpas gennem et lille Hul og nu borede videre og videre paa dette Hul, som blev større og større. Den lille Dreng var en betænksom lille Dreng, som forudsaa, at dette vilde ende med en Oversvømmelse, om ikke Hullet blev stoppet i Tide. Saa tog han da først sit Pennalhus ud af Tornysteret og stak det i Hullet, men Vandet piblede lystig ind ved Siderne, og Hullet voksede; saa tog han sine Skolebøger, en for en og stoppede dem derind, men Hullet voksede; og tilsidst stoppede han selve Tornysteret derind. Men det forslog alt sammen lige lidt, Havet masede paa og strømmede allerede i en bred Flod ind over Marken bagved.
Da opgav den lille Dreng Ævret og tog Benene paa Nakken hjem, saa hurtig de kunde bære ham.
Jeg kan ikke lade være at tænke paa denne lille, hæderlige Dreng, naar jeg læser den paa Tillges Forlag nylig udkomne Bog: »Om Kvindens fysiologiske Svagsind« af den tyske Nervelæge Dr. Moebius og især naar jeg læser Oversætteren, Hr. August Nissens Fortale, som i det væsentlige gaar ud paa, at nu maa den »saakaldte« Kvindesags Modstandere her hjemme gøre et Forsøg paa for Alvor at dæmme op for Bevægelsen, der ellers let kan tilføje Samfundet »ubodelig Skade«.
Jeg kan heller ikke lade være at tænke paa Luther, som vist alle synes var en meget fornuftig Mand. Han sammenfattede sit Svar til Modstanderne af den reformatoriske Bevægelse i disse korte Fyndord:
»Er Værket af Gud, - hvo hæmmer det da?
Er Værket af Satan, - hvo fremmer det da?«
Anden Bevisførelse brugte han ikke, men jeg er ogsaa ganske overbevist om, at baade Dr. Moebius og Hr. Aug. Nissen vilde have kasseret ham infamt. Deres Agt er tværtimod at gaa grundig og videnskabelig tilværks overfor disse vildledte Kvinder og ikke længer indskrænke sig til »godmodig Satire eller spottende ironiske Bemærkninger«. Altsaa, frem med Pennalhuset og ind i Hullet med det. Vi skal ingen Oversvømmelse have; Jorden er frugtbar nok, og vore gamle Vejrmøller skal have Lov at staa, hvor de staar.
Men Havet maser paa, Pennalhuset gaar tilsøs.
Da tager Hr. Aug. Nissen ligesom den betænksomme lille Hollænder en Bog ud af Tornysteret og smiler grusomt ved sig selv.
Dr. Moebius: »Om Kvindens fysiologiske Svagsind«. Nu skal det have en Ende med dette Hav, nu skal Hullet stoppes.
Svagsind betyder efter Dr. Moebius den Tilstand, som ligger midt imellem Aandssvaghed og normal Tilstand.
Et Bevis imellem mange paa det kvindelige Svagsind er følgende:
Af 30 Kvinder har kun 5 kunnet svare Forfatteren nøjagtig paa, hvor langt der er mellem Dresden og Leipzig, og hvor mange Indbyggere der er i Leipzig. Kvinderne er hentede i Flæng blandt Folkeskolens og den højere Pigeskoles Elever, blandt gifte Koner og blandt Frøkener af god Familie.
Af 30 Drenge har 6 svaret nøjagtig paa samme Spørgsmaal, Resten tilnærmelsesvis. Drengene er alle Elever i næstøverste Klasse i én og samme højere Borgerskole.
Unægtelig, som Forfatteren selv siger, et »beskedent Forsøg paa et psykologisk Bevis«, som muligvis vil forvolde andre endnu mere Morskab, end han efter eget Sigende skal have haft selv. Men Dr. Moebius har, som den radikale Modstander af alle Halvmænd og Feminister, han er, ogsaa anatomiske Beviser at føre i Marken. Han maaler Kvindens Hoved og vejer hendes Hjærne og beviser ud fra det førstes Lidenhed og den sidstes Mindrevægtighed, at hun maa være Manden aandelig underlegen. At Barnets Hoved og Hjærne er forholdsvis større end Mandens, indrømmer han, men gaar med en ganske uvidenskabelig Letbenethed hen derover, og synes at finde en Trøst i, at der hos en bajersk Kone er opdaget en dyrlignende Type.
Denne Bog er det altsaa, Hr. Aug. Nissen er saa ondskabsfuld at stikke i Hullet, og hvis det skulde vise sig, at den ikke forslaar, tvivler jeg ikke om, at han har flere i Tornysteret, maaske et helt Bibliotek af Tyskere og i yderste Fald heller ikke vil betænke sig paa at ofre Tornysteret med. Thi noget alvorligt maa der som sagt gøres, og Hr. Aug. Nissen er saamænd ikke bange for at tage det op hverken med Havet eller Satan selv; - thi at Kvindesagen er »af Satan« det er tydeligt nok baade hans og Dr. Moebius’ paa Forhaand givne Slutning.
Og først naar Havet respektløs har fortæret baade Pennalhuset og Dr. Moebius og hele Videnskabens Tornyster og er ifærd med at lege Smut med alle de gamle Vejrmøller og drukne Landet i sin Syndflod, da tager han Benene paa Nakken og redder sit paa det tørre.
