« Tilbage til søgeresultaterne
»Kvindernes Fælleskorrespondance«
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel).
I en Artikel her i Bladets Nr. l, 1910, »Kvindesagen og dens Presse«, skildrer Gyrithe Lemche alle de Vanskeligheder et Medlems- og Maanedsblad har at kæmpe med.
»Et Medlemsblad er intet Vindu til Verden, kun til Gaarden. Udenfor paa Gaden gaar Diskussionens Strøm levende og vekslende forbi; naaer Genlyden Gaardvinduet, er den levende Lyd forlængst opslugt af andre, nye Lyde«.
Det var ud fra lignende Betragtninger at den Tanke opstod hos mig : at aabne Kvinderne Adgang til Landets Presse, til det store Publikum i Byerne og paa Landet, og derigennem ved Henvendelse til Tusinder og atter Tusinder af Læsere give dem Lejlighed til at agitere for deres Sag.
Kvindebladene vil dog bestandig kun komme et Mindretal i Hænde og vil navnlig holdes ganske uden for Mændenes Opmærksomhed, mens Dagbladene har deres store sikre Kreds.
Der kan paa denne Maade skabes Muligheder for Brydning af Meninger og Tanker, hvori baade Mænd og Kvinder hele Landet over kan drages med, og sidst men ikke mindst vil det utvivlsomt kunne lykkes at tilføre Redaktionerne Tanker og Synsmaader, der kan fuldstændiggøre og rette de sociale, politiske og økonomiske Betragtninger, der hidtil har været prægede af en særlig mandlig Ledelse.
Opfyldt af disse Tanker begyndte jeg i April 1909 »Kvindernes Fælleskorrespondance«. Den omhandler Spørgsmaal af alle Arter, der falder ind under Kvindesagen, udelukkende skrevet af Kvinder og altid under Navn.
Nogle af de største Provinsdagblade tegnede sig straks som Abonnenter, og de skrivende Kvinder til hvem jeg henvendte mig, var gennemgaaende glade for dette Andelsfortagende og har ydet værdifuldt Stof hertil.
Der udsendes foreløbig kun tre Artikler om Maaneden og af disse Artiklers Underskrift vil man kunne overbevise sig om, at det ikke er nogen Parti-Korrespondance, men at jeg har søgt at faa alle Retninger indenfor Kvindebevægelsen med, hvad der naturligvis har bidraget sit til de hyppige Diskussioner.
Virksomheden er dog hovedsagelig bygget paa den Vending i Kvindesagen, som kendetegnes ved den ny kommunale Valglov og paa Kravet om politisk Stemmeret.
Med Tak til dette Blads Redaktion, der med stor Venlighed har opfordret mig til at fortælle om mit Foretagende, vil jeg slutte med at sige til de skrivende Damer indenfor dette Blads Læsekreds:
Enkeltvis rækker man ikke langt.
De, der sidder ude i Landet véd bedst, hvor svært de nye Tanker om lige Pligt og lige Ret for Mand og Kvinde har ved at faa Fodfæste, - hvor lidt Ideerne er blevet til Virkelighed.
I Flok rækker vi ud til den fjærneste Krog i Landet.
Har vi først Folks Aviser, har vi dem selv.
Og hver eneste Draabe vil gøre sit til at udhule Stene af Fordom.
