« Tilbage til søgeresultaterne

Fjorten Dage for sent

« Se emneord

Chantecler.

Fremskridtets Hane skraber i Jorden og galer, saa det kan høres i syv Kirke­sogne. Den har fundet en ny »Kvinde­sag«.

Ganske vist, Kvinden og Samfundet fandt den først paa sin Vej og begyndte at pille ved den, men saa hævede der sig straks i Bladets Spalter nogle kraftige Rø­ster, som erklærede, at der ikke var Fugls Føde for den virkelige Kvindebevægelse paa den Sag, og saa lod Dansk Kvindesam­fund den ligge og drog ad Silkeborg til.

Men saa var det Fremskridtets Hane kom spankulerende med Øjnene i Jorden, opsat paa at finde noget at putte i Høn­sene - et Aalehoved eller en anden næ­rende Føde, - mens Dansk Kvindesam­fund holdt Rigsdag i Silkeborg. Og den fandt »Sagen«, som Dansk Kvindesamfund havde ladet ligge, og tilkaldte straks sin kvindesaglige Konsulent, og hun erklærede Sagen for egnet til en Enquete og paatog sig med vanlig Beredvillighed Arrange­mentet.

Og nu har Fremskridtets Hane staaet Uge efter Uge og skrabet i Jorden og galet: »En Kvindesag, en ny Kvindesag! Ingen Frøkener mere - eller - ingen Fruer mere - eller - hverken Frøkener eller Fruer mere!«

Og Hønsene er stimede til og har kastet sig over Aalehovedet - om Forladelse: En­queten - og har under behørig Kaglen lagt hver sit lille private Æg deri. Saa og saa mange Frøkener har erklæret, at de ikke for alt i Verden vil være det eneste, som mange af dem maaske i Virkeligheden er: Deres Fædres Frøken-Døtre; og saa og saa mange Fruer har erklæret, at de ikke for alt i Verden vil være det eneste, som mange af dem maaske i Virkeligheden er: Deres Mænds Fruer.

Hvis det kvindelige Fremskridt lod sig maale paa al den Selvfølelse og Selvstændighedstrang, der stiger symfonisk op af denne Kaglen, saa var Kvindesagen sin Løsning meget nær. Men det praktiske Liv gaar sine egne Veje paatværs af alle En­queter og Theorier, og det vil blive ved med at kalde en Frøken for Frøken, ligetil Antallet af gifte »Frøkener« har gjort Viel­sesattesten til en Latterlighed; og det vil blive ved med at kalde en Frue for Frue, ligetil hun har erhvervet sig det Navn, som alene gør en saadan Titel overflødig. Med dette praktiske Liv er det, Dansk Kvinde­samfund har allieret sig, og derfor lod det Fruerne og Frøkenerne ligge for at gaa til Silkeborg og arbejde videre paa den Selv­rejsning, som er al Kvindesags Kærne.

Men endnu staar Fremskridtets Hane og skraber i Jorden og galer; og hvis den imellem synes at blunde med det ene Øje, er det kun fordi den spekulerer paa den næste Kvinde-Enquête. Thi samme Hane er en stor Skælmsmester; den ved lige saa godt som Dansk Kvindesamfund, at der ikke er Fugls Føde for Kvindebevægelsen paa disse Diskusioner, men netop derfor holder den saa meget af dem, thi det er Ha­nens Pligt at sørge for, at Hønsene morer sig, ellers kunde gerne en af dem af lutter Kedsommelighed finde paa at gaa sine egne Veje, f. Eks. ad Silkeborg til.

G. L.

Redaktionen giver G. L. Ret i, at Spørgsmaalet »Frue eller Frøken« maa an­ses for at være af underordnet Betydning for Kvindesagen, men det trænger dog til en Løsning. Vi har modtaget saa mange forskellige Indlæg, at vi ikke kan betragte Sagen som udtømt og giver derfor Ordet til en af Indsenderne.                   Red.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner