« Tilbage til søgeresultaterne

I Anledning af »Frue« eller »Frøken«

Af: Olga Hoffmann Canitz

« Se emneord

Skønt dette Spørgsmaal efter at være behandlet i Dagspressen nærmest ligner en presset Citron, og at se det fra en ny Side vil være omtrent lige saa vanskeligt som det berygtede Eksperiment at plukke Haar af den Skaldede, vil jeg alligevel gerne have Lov til at sige et Par Ord i den Anled­ning.

At indføre en fælles Fruetitel af Hen­syn til det Mindretal af ugifte Mødre, der har deres Børn hos sig, - og de alene kan jo generes af Betegnelsen Frøken - vilde dog være ret urimeligt, saa meget mere som »Fruen« vil være lige saa udsat for de Voksnes indiskrete: »hvor og hvem er Manden« som Barnet af Kammeraternes: »hvad er din Fader?«

Noget andet er, at Kvinderne nok kunde skilte lidt mindre med baade Frue og Frøken. Kommer en Mand ind i en Forretning og ønsker sig det købte tilsendt, siger han dog ikke: Vil De sende det til Sagfører, Hr. saadan eller saadan, men selv om en Dame opgiver sin Stilling som Lærerinde, Sølvsmed, Bogholderske el. L, vil hun hypigt indføje Fru eller Frøken foran Navnet. Som om det i mindste Maade angik Ekspedienten i Forretningen, hvor­vidt jeg er gift eller ej!

Og hvad Tiltalen angaar - ja, saa sy­nes jeg egentlig godt, man overalt kunde benytte Formen »De«, der, høflig overfor de unge, ærbødig overfor de ældre burde træde i Stedet for 3die Person, der lige­som stiller den ene Part paa et lavere Trin.

Jeg skal ogsaa gerne straks tilstaa, at jeg finder den russiske Form for Tiltale - For- og Efternavn uden Fru, Frøken eller Hr. foran - smuk, naturlig og prak­tisk, navnlig, naar vi Damer beholdt vort Pigenavn; - og hvorfor skal vi dog bort­lægge dette, hvortil Barndommens og Ung­dommens fagreste Minder er knyttede, og hvorom vi selv og andre dog forbandt Ind­trykket af en Personlighed?

Ikke en Gang sit Fornavn faar man altid Lov at beholde. Er der flere Brødre i den nye Familie, kan den unge, nygifte Frue godt opnaa at faa sit første Brev som gift med en Udskrift som f. Eks. Fru Premierlieutnant Julius Hansen, hvor kun det lillebitte »Fru« tilhører hende, der for faa Dage siden havde baade For- og Efter­navn; Fru Premierlieutnant Hansen er ikke stort bedre; det minder nærmest om Frelsens Hær!

Mod Bibeholdelse af Pigenavnet køres i Reglen op med et Skyts, kaldet »praktiske Hensyn«. Det er noget i Retning af Kre­dit, Underskriven af Dokumenter, Køb, Salg o. L, men i disse Ægtepagternes og Særejernes Tid, er Mandens Navn absolut ikke nogen Borgen for, at han betaler sin Hustrus Regninger eller anerkender For­pligtelser, hun maatte have indgaaet (jvfr. den Hustru, der maatte tilbagelevere sit Tandsæt, da Manden ved Dom blev frifunden for at betale Tandlægen).

Jeg synes ærlig talt, Skilsmissernes Overraskelse og de dermed forbundne Navneforandringer, hvert Øjeblik maa stø­de imod disse »praktiske Hensyn«. Føl­gende Fænomenr er aldeles ikke noget Særsyn:

Frøken Marie Hansen bliver i Ægte­skabet Fru Holm. Samtidig med den paa­følgende Skilsmisse antager hun atter sit Pigenavn men beholder Fruetitlen, bliver altsaa nu F r u Hansen. Spørger nu en Ikkeindviet: hvilken Hansen er den Dame gift med?« fremkommer den indviklede Forklaring, at Fruen ikke er gift Han­sen, men født Hansen, at hun var gift Holm o. s. v., o. s. v. Da det kun er i Ordsprogene og moralske Fortællinger, at de brændte Børn skyer Ilden, søger Fruen rimeligvis Lykken i et nyt Ægteskab, og den 4de Forandring viser sig i Form af Fru Jørgensen.

Nu vil jeg nok spørge, om det ikke havde været nok saa praktisk, hvis Damen fra Vugge til Grav var vedbleven at være Marie Hansen?

Beholdt man Pigenavnet, forsvandt ogsaa den meningsløse Pynten sig med Mandens Titler, der - jeg indrømmer det gerne - ved Præsentation kan være vej­ledende, men som alligevel præger Hu­struen som Maanen, der laaner sit Lys fra Solen, ligesom jeg synes, det maa være noget ærgerligt for den, der f. Eks. ved ihærdig Flid har erhvervet sig en Doktor­hat, at høre hveranden Lægefrue tituleres Fru Doktor. Ganske vist, - det er Brug, at naar Titlen staar før Frue, tilhører den Hustruen; bagefter angiver den Ægte­herrens Stilling (altsaa Redaktør Fru C = Fruen er Redaktøren; Fru Redaktør C = Manden er det), men dels overholdes dette ikke, dels er Forskellen ikke tilstrækkelig tydelig paa denne Maade.

Der siges mellem Aar og Dag saa mangt et overflødigt Ord; vilde det mon da være uoverkommeligt at præsentere en Dame som »Marie S., Oberst P.’s Hustru«, i Steden for at give hende militær Rang? Her­med slog man samtidig en Pæl gennem det utaalelige: hvad er hun født? som man næsten kan se Folk hviske i samme Øje­blik, man som Frue er bleven dem fore­stillet.

Lad os altsaa i Tiltale og udenpaa Breve udelade baade Frue og Frøken. Lad os beholde vort Pigenavn, og har vi en Stilling eller en Virksomhed, lad os da an­bringe den foran vort Navn. Hvad de unge Piger angaar, der endnu ikke »er« noget, ja, saa lad dem da være Frøkener; »Fa­ders Datter«, som den unge Mand er »Faders Søn«. Lad denne Titel være det Diminuativ, der maner dem til Arbejde og Flid, saa de snarest mulig sprænger denne Puppeham og bliver selvstændige Lærere, Inspektører, Kunstnere, Haandværkere, eller hvad deres Hu staar til. Om vi sam­tidig kunde holde fast ved én Betegnelse, enten Stillingen beklædtes af Mænd eller Kvinder, var det ganske rart. Der er ab­solut noget »en Grad lavere« ved disse tricer, inder, ske’er o. a. kvindelige Beteg­nelser. Og er Ordet endelig umuligt at forandre som Læge, Fotograf, Svend o. l, saa skal der jo nok blive anbragt et »kvin­delig« foran, skønt Fornavnet dog skulde synes ganske tilstrækkelig oplysende.

Men nu opløftes selvfølgelig et Rama­skrig fra de gifte Damer, der skal opgive den stolte Fruetitel og staa der med deres Pigenavn uden at kunne tilføje nogen Stil­ling, thi hyppig opgives jo denne ved Giftermaal. Som om det at styre et Hus og opdrage Børn ikke var en regulær Stilling, der burde være mindst lige saa anset og lønnende som enhver anden! Alle fornuf­tige Mennesker er vel enige om, at der kræves et Fond af Evner, Dygtighed, Administrationstalent, Pligtfølelse, Udholden­hed og godt Humør til at udfylde en »Hus­frues« Plads, og det er Fruernes egen Skyld, naar denne Stilling ikke bliver re­spekteret tilstrækkelig baade indad- og ud­adtil.

Lad enhver, hun være sig gift eller ugift, der bærer Ansvaret for Husets Sty­relse, være »Husfrue«, og angiv denne Stil­ling som Udskrift paa Breve, ved Præsen­tation, og naar Navnet opgives i Forretnin­ger og andet Steds, og lad det saa være en ganske privat Sag, om »Husfruen« er gift med den Mand, hvis Hus hun styrer, eller ej. (At en »Frue« ikke altid behøver at være gift, ses bl. a. ved Betegnelsen »Old­frue«.)

Lad os faa »Husfrue«stillingen frem i første Række, hvor den hører hjemme, saa den ærer den, der beklæder den, mere end de laante Fjer, en Mands Navn, Stilling og Titel dog i Grunden er.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner