« Tilbage til søgeresultaterne
I Anledning af »Frue« eller »Frøken«
Skønt dette Spørgsmaal efter at være behandlet i Dagspressen nærmest ligner en presset Citron, og at se det fra en ny Side vil være omtrent lige saa vanskeligt som det berygtede Eksperiment at plukke Haar af den Skaldede, vil jeg alligevel gerne have Lov til at sige et Par Ord i den Anledning.
At indføre en fælles Fruetitel af Hensyn til det Mindretal af ugifte Mødre, der har deres Børn hos sig, - og de alene kan jo generes af Betegnelsen Frøken - vilde dog være ret urimeligt, saa meget mere som »Fruen« vil være lige saa udsat for de Voksnes indiskrete: »hvor og hvem er Manden« som Barnet af Kammeraternes: »hvad er din Fader?«
Noget andet er, at Kvinderne nok kunde skilte lidt mindre med baade Frue og Frøken. Kommer en Mand ind i en Forretning og ønsker sig det købte tilsendt, siger han dog ikke: Vil De sende det til Sagfører, Hr. saadan eller saadan, men selv om en Dame opgiver sin Stilling som Lærerinde, Sølvsmed, Bogholderske el. L, vil hun hypigt indføje Fru eller Frøken foran Navnet. Som om det i mindste Maade angik Ekspedienten i Forretningen, hvorvidt jeg er gift eller ej!
Og hvad Tiltalen angaar - ja, saa synes jeg egentlig godt, man overalt kunde benytte Formen »De«, der, høflig overfor de unge, ærbødig overfor de ældre burde træde i Stedet for 3die Person, der ligesom stiller den ene Part paa et lavere Trin.
Jeg skal ogsaa gerne straks tilstaa, at jeg finder den russiske Form for Tiltale - For- og Efternavn uden Fru, Frøken eller Hr. foran - smuk, naturlig og praktisk, navnlig, naar vi Damer beholdt vort Pigenavn; - og hvorfor skal vi dog bortlægge dette, hvortil Barndommens og Ungdommens fagreste Minder er knyttede, og hvorom vi selv og andre dog forbandt Indtrykket af en Personlighed?
Ikke en Gang sit Fornavn faar man altid Lov at beholde. Er der flere Brødre i den nye Familie, kan den unge, nygifte Frue godt opnaa at faa sit første Brev som gift med en Udskrift som f. Eks. Fru Premierlieutnant Julius Hansen, hvor kun det lillebitte »Fru« tilhører hende, der for faa Dage siden havde baade For- og Efternavn; Fru Premierlieutnant Hansen er ikke stort bedre; det minder nærmest om Frelsens Hær!
Mod Bibeholdelse af Pigenavnet køres i Reglen op med et Skyts, kaldet »praktiske Hensyn«. Det er noget i Retning af Kredit, Underskriven af Dokumenter, Køb, Salg o. L, men i disse Ægtepagternes og Særejernes Tid, er Mandens Navn absolut ikke nogen Borgen for, at han betaler sin Hustrus Regninger eller anerkender Forpligtelser, hun maatte have indgaaet (jvfr. den Hustru, der maatte tilbagelevere sit Tandsæt, da Manden ved Dom blev frifunden for at betale Tandlægen).
Jeg synes ærlig talt, Skilsmissernes Overraskelse og de dermed forbundne Navneforandringer, hvert Øjeblik maa støde imod disse »praktiske Hensyn«. Følgende Fænomenr er aldeles ikke noget Særsyn:
Frøken Marie Hansen bliver i Ægteskabet Fru Holm. Samtidig med den paafølgende Skilsmisse antager hun atter sit Pigenavn men beholder Fruetitlen, bliver altsaa nu F r u Hansen. Spørger nu en Ikkeindviet: hvilken Hansen er den Dame gift med?« fremkommer den indviklede Forklaring, at Fruen ikke er gift Hansen, men født Hansen, at hun var gift Holm o. s. v., o. s. v. Da det kun er i Ordsprogene og moralske Fortællinger, at de brændte Børn skyer Ilden, søger Fruen rimeligvis Lykken i et nyt Ægteskab, og den 4de Forandring viser sig i Form af Fru Jørgensen.
Nu vil jeg nok spørge, om det ikke havde været nok saa praktisk, hvis Damen fra Vugge til Grav var vedbleven at være Marie Hansen?
Beholdt man Pigenavnet, forsvandt ogsaa den meningsløse Pynten sig med Mandens Titler, der - jeg indrømmer det gerne - ved Præsentation kan være vejledende, men som alligevel præger Hustruen som Maanen, der laaner sit Lys fra Solen, ligesom jeg synes, det maa være noget ærgerligt for den, der f. Eks. ved ihærdig Flid har erhvervet sig en Doktorhat, at høre hveranden Lægefrue tituleres Fru Doktor. Ganske vist, - det er Brug, at naar Titlen staar før Frue, tilhører den Hustruen; bagefter angiver den Ægteherrens Stilling (altsaa Redaktør Fru C = Fruen er Redaktøren; Fru Redaktør C = Manden er det), men dels overholdes dette ikke, dels er Forskellen ikke tilstrækkelig tydelig paa denne Maade.
Der siges mellem Aar og Dag saa mangt et overflødigt Ord; vilde det mon da være uoverkommeligt at præsentere en Dame som »Marie S., Oberst P.’s Hustru«, i Steden for at give hende militær Rang? Hermed slog man samtidig en Pæl gennem det utaalelige: hvad er hun født? som man næsten kan se Folk hviske i samme Øjeblik, man som Frue er bleven dem forestillet.
Lad os altsaa i Tiltale og udenpaa Breve udelade baade Frue og Frøken. Lad os beholde vort Pigenavn, og har vi en Stilling eller en Virksomhed, lad os da anbringe den foran vort Navn. Hvad de unge Piger angaar, der endnu ikke »er« noget, ja, saa lad dem da være Frøkener; »Faders Datter«, som den unge Mand er »Faders Søn«. Lad denne Titel være det Diminuativ, der maner dem til Arbejde og Flid, saa de snarest mulig sprænger denne Puppeham og bliver selvstændige Lærere, Inspektører, Kunstnere, Haandværkere, eller hvad deres Hu staar til. Om vi samtidig kunde holde fast ved én Betegnelse, enten Stillingen beklædtes af Mænd eller Kvinder, var det ganske rart. Der er absolut noget »en Grad lavere« ved disse tricer, inder, ske’er o. a. kvindelige Betegnelser. Og er Ordet endelig umuligt at forandre som Læge, Fotograf, Svend o. l, saa skal der jo nok blive anbragt et »kvindelig« foran, skønt Fornavnet dog skulde synes ganske tilstrækkelig oplysende.
Men nu opløftes selvfølgelig et Ramaskrig fra de gifte Damer, der skal opgive den stolte Fruetitel og staa der med deres Pigenavn uden at kunne tilføje nogen Stilling, thi hyppig opgives jo denne ved Giftermaal. Som om det at styre et Hus og opdrage Børn ikke var en regulær Stilling, der burde være mindst lige saa anset og lønnende som enhver anden! Alle fornuftige Mennesker er vel enige om, at der kræves et Fond af Evner, Dygtighed, Administrationstalent, Pligtfølelse, Udholdenhed og godt Humør til at udfylde en »Husfrues« Plads, og det er Fruernes egen Skyld, naar denne Stilling ikke bliver respekteret tilstrækkelig baade indad- og udadtil.
Lad enhver, hun være sig gift eller ugift, der bærer Ansvaret for Husets Styrelse, være »Husfrue«, og angiv denne Stilling som Udskrift paa Breve, ved Præsentation, og naar Navnet opgives i Forretninger og andet Steds, og lad det saa være en ganske privat Sag, om »Husfruen« er gift med den Mand, hvis Hus hun styrer, eller ej. (At en »Frue« ikke altid behøver at være gift, ses bl. a. ved Betegnelsen »Oldfrue«.)
Lad os faa »Husfrue«stillingen frem i første Række, hvor den hører hjemme, saa den ærer den, der beklæder den, mere end de laante Fjer, en Mands Navn, Stilling og Titel dog i Grunden er.
