« Tilbage til søgeresultaterne
Fjorten Dage for sent
De to B’er.
Der blev let af det nye Folketingsmedlem fra Vonsild ved Dansk Kvindesamfunds Silkeborgmøde, men jeg maa tilstaa, at jeg alligevel godt kan lide Bramsen; jeg kunde for den Sags Skyld ogsaa godt lide Birck; han virkede altid paa mig som en ramsaltet Sild til al den Kvindelighedens Sødsuppe, som Partierne plejer at servere os. Vi vidste, hvor vi havde Birck, derfor var jeg ogsaa helt ked over, at han gik sin Vej; - hvem skulde nu holde Liv i Kvindernes politiske Valgret. Men Skæbnen var os gunstig, vi fik Bramsen i Stedet. Og hvad var det nu, Bramsen sagde paa Valgtribunen, som vi lo saa meget af ved Mødet i Silkeborg? - Han vilde ikke paatvinge Kvinderne den politiske Valgret, og han vilde ikke have Ulejligheden af at slæbe sin Kone med til Valgstedet. Men Herregud, Manden havde jo Ret; thi selv om vi Kvindesagskvinder siger aldrig saa tit vi og Danmark om os selv, saa er vi jo dog ikke stort flere end, at vi kunde slaa os ned alle tilsammen paa Amager, med Udsigt til at leve; det kan jo Bramsen ikke gøre for. Ganske vist kunde han have været saa fremsynet at forstaa, at vi 17-18000 Kvinder kun er Fortravet for en Fremtidsarmé; hans Galanteri mod de andre Kvinder smager en Smule af Fortid. Men ærlig talt, kan noget Parti sige sig fri for Fortidighed i Kvindespørgsmaalet? - Tænk paa Socialdemokraterne, som paa deres Odenseprogram forbød deres Kvinder at danne særlige Kvindeforeninger! Var der ikke Fortid i dette? Tænk paa den radikale Kultusminister, som ikke kunde begribe, hvad en kvindelig Seminarieforstander skulde med en stor Lejlighed og Lønforhøjelse! Var der ikke Fortid i dette med? - Og endelig, skal ikke selve I. C. Christensen som Kultusminister have svaret en kvindelig Stipen-dieansøger, at Kvinderne kunde tage sig noget nyttigere for end - som vedkommende Dame - at skrive en Musikhistorie. - Kan nogen øjne Fremtiden i dette?
Og alle disse kalder sig dog vore Venner! Nej, lad os være glade for Bramsen, han beder os gaa hjem og blive nogle flere, før han vil give os sin Stemme, og det er lige som talt ud af mit Hjærte.
Lad os møde op ved næste Valg med et antageligt Flertal, saa giver saamænd baade det første og det andet B os en politisk Valgret og deres Velsignelse i Tilgift; de kan jo heller ikke godt være andet bekendt.
