« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
(Forsinket paa Grund af Pladsmangel).
Lemvig.
Onsdag den 20. April 1910 afholdt Kredsen Generalforsamling paa Teknisk Skole. Der er i Aar kun holdt 2 Foredrag nemlig Fru Ankjær: »Forældre og Børn«, og Frk. Daugaard: »Kvindestemmeretten i England«, og desværre har baade de og Medlemsmøderne den 2den Onsdag hver Maaned været daarligt besøgt. Der fremlagdes Regnskab over Børnetøjet, som trænger til at anbefales Medlemmernes Velvilje, vi har i Aar kun kunnet uddele lidt. Kredsens Regnskab fremlagdes og godkendtes. Som Udsendinge til Mødet i Silkeborg valgtes Fru Jensen og Frk. Lærerinde Nikoline Hørning. I Stedet for Fru Lilholt, som ikke ønskede Genvalg, valgtes Fru Strande ind i Styrelsen, og i Stedet for fru Stausholm, som er flyttet bort fra Kredsen, Fru Willemoes til Suppleant. Den øvrige Styrelse genvalgtes.
Gjelsted.
Følgende Møder har været afholdt i det forløbne Aar:
Agitationsmøde i Gjelsted i Forening med Balslev og Ejby Kredse, som allerede omtalt af Fru Lind.
I Oktober Forældremøde afholdt sammen med Danm. Lærerfor. Kredsmøde. Lærer Balling, Holte, talte om det 4. Bud og Skoleinspektør Mortensen, Odense, om Bibelhistorieundervisning.
Forfatter E. Egeberg oplæste en Aften i Novbr. af sine Værker og i December talte Redaktør Helge Hostrup om Kvindesagens Forkæmpere, særlig om Fru Elisabeth Hostrup. Fru Lemche var ogsaa paa sin Foredragsturne her i Kredsen. I Vintermaanederne har vi tillige haft 3 Medlemsmøder. Karen Mortensen, Torup, har her fortalt om Frederika Bremer, Frk. Barsøe, Skaarup, om sin Rejse i Schweitz og Italien og Frk. Demant om Hans Rostgaard. Ved Generalforsamlingen i Februar genvalgtes 4 Styrelsesmedlemmer nemlig: Fru Pastorinde Barfod, Frk. Lærerinde G. Nielsen og Frk. Bogholderske H. Nielsen samt Frk. Lærerinde Lucie Jensen.
Til Delegerede ved Silkeborgmødet valgtes Fru Christensen, Kindstrup, og Frk. Lærerinde, Nielsen, Gjelsted.
Frederikshavn.
Aaret har været virksomt, og Kredsen har nu godt Fodfæste og kan glæde sig ved stigende Medlemsantal. Vi har søgt at arbejde efter Dansk Kvindesamfunds hele Program: Agitationsfest, Foredrag og Møder og forskellige Kursus. I Oktober talte Hr. Skoleinspektør Hald om Henry George, i December havde vi et stærkt besøgt Møde med Foredrag af Pastor Aug. Christensen, og i Februar var Frk. Th. Daugaard vor Gæst og glædede os med sit livlige Fordrag om de engelske Kvinders Kamp for Valgretten.
En Læseforening med en ugentlig Mødeaften, Ugeblade og Tidsskrifter, har ikke ret villet trives for os i Vinter; derimod har vi haft Held med vore Kursus, og de er endnu i fuld Gang. Det ene er et Gymnastikkursus for unge ubemidlede Piger, som for 50 Øre maanedlig faar Undervisning to Aftener om Ugen. Dette Kursus sættes der megen Pris paa af de Unge. Endvidere et Vandrekursus i Husholdning, hvortil der er velvilligt overladt os frit Lokale i Tekniske Skole, og Kommunen har bevilget os frit Gasforbrug. Tilslutningen har været meget stor, og de mange Elever er varmt interesserede i Arbejdet. Disse Kursus har stor Betydning for Dansk Kvindesamfund ude omkring i Landet. Ved Generalforsamlingen i Foraaret traadte Formanden, Frk. Valeur, efter Tur tilbage, og da hun ikke ønskede Genvalg, valgtes Fru C. Møller til Formand, medens Frk. Valeur og Fru Petersen genvalgtes til Bestyrelsesmedlemmer. Vor sidste Bedrift er endelig en vellykket Fest, som vi fejrede forleden d. 20. April paa Valglovens Aarsdag under livlig Deltagelse og med ypperlig Stemning.
Stubbekøbing.
Ved Generalforsamlingen d. 24. April genvalgtes de efter Tur fratrædende 4 Bestyrelsesmedlemmer. Frk. Kath. Vestergaard (Fm.), Frk. Ludv. Petersen (Kasserer), Fru Petersen og Fru Wad. Til Revisorer: Frk. Strate og Frk. Ellen Hansen, og til Repræsentant ved Fællesmødet i Silkeborg valgtes Formanden.
Af Foredrag, der har været holdt i Aarets Løb, skal nævnes: Sagfører Ditlevsen: De kommunale Valg; Fru Søgaard: Ægteskabet før og nu, samt en Aftenunderholdning af Fru Betty Hennings. Der har været afholdt 3 Sykursus, l i Byen og 2 paa Landet, samt et meget vellykket Samariterkursus, der blev ledet med stor Dygtighed af Læge Juul og med en Tilslutning af over 50 Deltagere. Kredsen har faaet 28 nye Medlemmer og tæller nu 83.
Fejø.
Ved Generalforsamlingen d. 20. April afgik efter Tur 3 Styrelsesmedlemmer, deriblandt Kredsens Formand, Fru Christiane Rasmussen, ingen af de fratrædende ønskede Genvalg. Regnskabet oplæstes og godkendtes. Valgte blev Fru Christine Nielsen, Larsine Mortensen og Fanny Nielsen (Fmd.). Suppleant Fru Anna Christensen. Til Delegerede til Fællesmødet i Silkeborg valgtes Fru Meyer, Fru Rasmussen og Frk. Sygeplejerske Larsen. Efter Generalforsamlingen blev afholdt en lille vellykket Koncert af stedlige Kræfter. Derefter Bortlodning af et haandforarbejdet Sengetæppe, skænket af Fru Boesen (Hørsholm) til Indtægt for Foreningen.
Ringkøbing.
Foreningen stod i Efteraaret med en tom Kasse. Men saa holdt den Fest. Fru Anna Gnudtzmann sang Folk sammen, og før og efter Sangen rullede Tombolahjulet, og det rullede en pæn lille Sum ned i den tomme Kasse. Kredsen kunde saa faa følgende Foredragsholdere: Fru Dorf, Krabbesholm, der talte om »Elisabeth Cady Stanton«. Historiegranskeren, Pastor Jørgensen fra Fårup holdt et historisk Foredrag. Fru Andersen, Uldum, talte om Samlivet i Hjemmet. Det var altsammen godt og vel, hvis der bare havde været nogle flere Tilhørere, men til disses Undskyldning skal det siges, at Styrelsen havde været lidt uheldig med Tiden; der kan saa let indtræffe uforudsete Hindringer.
Flere Medlemsmøder, der næsten har været de hyggeligste, har været afholdt med Oplæsning, Sang og Samtaler om mange Ting. Desuden er afholdt et 3 Ugers Sykursus med Frk. Olsen som Lærerinde.
Den 27. April: Generalforsamling. Som Udsending til Aarsmødet i Silkeborg d. 3.-5. Juni valgtes Frk. Constance Smith, Fru Nikoline Holm og Fru Frederiksen.
Ulfborg.
Den 15. April holdt Kredsen sin aarlige Generalforsamling, hvor Formanden aflagde Beretning om Virksomheden i det forløbne Aar. Regnskabet fremlagdes og godkendtes. Af de tre efter Tur afgaaende Medlemmer af Styrelsen, genvalgtes de to og i Stedet for Dyrlæge Jakobsen valgtes Fru Kirstine Pedersen, Ulfborg.
I Aarets Løb har vi haft 2 offentlige Møder, det ene med Forstander Jeppesen som Taler om den kommunale Valgret og Valgmaade, og det andet med Fru Dorf, Krabbesholm, som talte om Selma Lagerlöf. Vi har desuden haft 6 Medlemsmøder, hvor forskellige stedlige Kræfter har indledet.
Tillige har vi haft en fornøjelig Koncert af Fru Julie Rosenberg.
Rødby.
Den 3. Maj holdt Kredsen sin aarlige Generalforsamling, hvor Formanden aflagde Beretning om Virksomheden i det forløbne Aar. Medlemsantallet er i stadig Fremgang, og vore Møder; er som Regel godt besøgte. Vi har her i Løbet af Vinteren haft 5 offentlige Møder med Foredrag.
I Oktober talte Fru Gudrun Rørdam livligt og klart om Kvindens sociale Stilling i Samfundet og hendes Arbejde i Kommunens og Statens Tjeneste.
I Februar holdt Pastor Gotfredsen fra Nykøbing et smukt Foredrag med Emne: Ydmyghed og Kraft.
I Marts holdt Borgmester Kirk fra Nakskov for en meget talrig Forsamling et overordentlig interessant Foredrag over Emnet: Fra Tilregnelighedens Overdrev.
I samme Maaned talte Fru Ankjær ved et Møde for Kvinder fint og forstaaende om: »Moder og Barn«.
Ved Vinterens Slutningsmøde holdt Byens Sognepræst, Pastor Liisberg, et godt og dybt alvorligt Foredrag, hvori det bl. a. blev lagt Kvinderne paa Sinde at vaage vel over Ungdommens Opdragelse. Formanden har i Vinter forsøgsvis hver 14. Dag i sit Hjem samlet de af Byens unge Piger i 14-16 Aars Alderen, der tjener udenfor Hjemmet, til Møder om Aftenen. Da der har vist sig stor Tilslutning til disse Sammenkomster, haaber vi paa, at de maa kunne fortsættes ad Aare. Kredsens Formand er Fru Lærerinde Knudsen. Den øvrige Styrelse: Fru Aarby, Frk. Rask-Hasle, Fru Ruth Hansen, Frk. Munk, Fru Borgmesterinde Jensen og Fru Jørgensen; de to sidstnævnte nyvalgtes ved sidste Generalforsamling.