« Tilbage til søgeresultaterne

Rene Linier

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Jeg skal ikke nægte, at jeg blev greben af en vis Højtidelighed, parret med dyb Respekt for mig selv, da jeg i sidste Num­mer af Kvinden og Samfundet saa mine under privat Mærke her i Bladet og andet­steds fremsatte Meninger indankede af Frk. Lund Jakobsen for Fællesstyrelsens Skranke. At jeg, en mellem femten, og tilmed ganske nyfødt Medlem, kunde tænkes at tale offentlig i hele Styrelsens Navn, ja endnu mere, at lægge Foreningens gamle Kurs om, det smigrede mig over al Beskrivelse.

Men nu véd altsaa Frk. Lund Jakob­sen, at saaledes er det ikke, og jeg haaber, at hun og andre ængstede Sjæle vil falde til Ro efter Redaktionens korrekte og vær­dige Svar og muligvis lade Tæppet gaa ned for det truende Fremtidsperspektiv, hun i sin Artikel oprullede for Dansk Kvinde­samfund under den formodede nye Kurs. - G. L. løber Landet rundt og snakker som hun har Forstand til, men Dansk Kvindesamfund beholder sine Mænd og sine unge og sine forventede Arbej­derkvinder.

Det kunde altsaa synes unødvendig at spilde flere Ord paa Spørgsmaalet: Hvor styrer vi hen? siden Redaktionen har sva­ret paa Fællesstyrelsens Vegne: »Vi styrer mellem de partipolitiske Skær«.

Men var det Svaret, Frk. Lund Jakob­sen havde ventet? Havde ikke hendes Spørgsmaal en dobbelt Bund: Med eller mod Partierne?

Frk. Lund Jakobsen kan ikke lide min Situationsplan, hun mener, den er vildle­dende. Hun kender en hel Mængde Mænd af alle Partier, som gerne vil give os Kvin­der politisk Valgret, og synes det er ubil­lig, jeg kalder dem vore Modstandere, og hun kender omvendt en hel Mængde Kvin­der, som slet ikke vil have Valgret; og synes det er Overdrivelse at kalde dem vore Venner. - Det gaar mig akkurat paa samme Maade. Men jeg kender ogsaa en hel Mængde Mænd af den formueprivile-gerede Overklasse, som kun ønsker at blive af med deres Privilegium, og jeg ken­der ikke saa faa af den upriviligerede Un­derklasse, som er lige glade i al Politik og alle Reformer; men ikke desto mindre tvivler jeg om, at Frk. Lund Jakobsen vil benægte, at mellem denne Overklasse og denne Underklasse løber der en skillende Linje »rød som den blodige Uret selv osv.«

Og ganske paa samme Maade med Mænd og Kvinder. Saa længe Lovgiv­ningsmagten udelukkende er lagt i de før­stes Hænder, løber der mellem dem og de sidste, uanset al gensidig Velvilje, en skil­lende Linje, »rød som den blodige osv.!«

Jeg kunde forstaa, om enkelte Mænd havde ondt ved at se denne Linje, men at der er Kvinder, som ogsaa har det, for­uroliger mig næsten.

Det er nemlig efter min - altsaa gan­ske private - Mening en af Kvindesagens vigtigste og vanskeligste Opgaver i dette Øjeblik at holde disse to lige uretfærdige Skillelinjer ude fra hinanden, thi sker det, at de krydses, løber Dansk Kvindesam­funds Skude med det samme ind paa et af de saa frygtede partipolitiske Skær.

Frk. Lund Jakobsen, som synes at nære større Interesse for Partierne end jeg, burde vide, hvor meget de rene Linjers Politik her betyder, og hun burde kunne overføre denne Politik ogsaa paa Kvinde­bevægelsen.

Thi hvor forvirres ikke Linjerne for ens Øje, naar man hører hende sige, at det er Kvinderne, som i det væsentlige skal bygge Broen over Skellet mellem Kvinde og Mand. - Vi kan agitere og dygtiggøre os og ofre paa vor Sag, saa meget vi vil, - før Mændene bliver enige om, at nu skal Broen bygges, slipper vi ikke over, thi: - med Lov skal man Bro bygge - og det er Mændene, dem paa den anden Side, som skriver Loven.

Kvindernes politiske Valgret har nu saa mange Tilhængere i begge Ting og inden­for alle Partier, at Broen kan slaaes, hvad Dag det skal være, hvis Mændene vil vise den samme Interesse og Offervillighed, som Frk Lund Jakobsen anbefaler Kvinderne saa varmt at vise. Thi det er ikke vor manglende Dygtighed eller Mod eller Offervilje, som skiller os fra den politiske Valgret i Øjeblikket, men Partiernes mod­stridende Interesser, derfor forholder det sig, som jeg i en af mine udgivne Taler har sagt: »Ikke de enkelte Medlemmer, men Partierne er det, som er vore Modstan­dere.«

Hvad Kvindernes personlige Dygtiggø­relse angaar, saa kan Frk. Lund Jakobsens Formaninger i saa Henseende umulig have Adresse til mig, som til Dato ikke har holdt en Tale, som ikke har været spæk­ket med ganske de samme Formaninger.

Frk. Lund Jakobsen har gjort mig den Ære at læse min Tale: Floden, og anven­der et Citat deraf, hun burde have mær­ket sig og citeret ogsaa Slutningsordene af dette Foredrag, som henvendt til Mændene siger: »Sammen gaar vi (Kvinderne) mod Havet, men i Havet der mødes vi med Jer«.

For disse Ord og for dette Foredrag har jeg modtaget saa mange Beviser paa Forstaaelse netop af Mænd, at jeg uden Bekymring vedbliver at holde min Situationsplan med dens lige, røde Linjer op mod Frk. Lund Jakobsens med dens Snoninger og Bugter.

Hvad endelig ’Spørgsmaalet: Enkers offentlige Forsorg angaar, saa bunder det efter min Mening - som jeg udtalte i Silkeborg - dybere og rækker videre, end at Dansk Kvindesamfund uden videre kunde støtte det i den af Socialdemokratiet ønskede Form; ud fra en Paralelisering med ugifte Mødres Understøttelse var det i hvert Fald uantageligt. Men mere herom ved næste Aarsmøde, naar det indenfor Fællestyrelsen nedsatte, Udvalg har fore­lagt sine Resultater.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner