« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
Hillerød.
Kredsen og Hillerød Kvindevalgretsforening afholder i Vinterens Løb en Række fælles Sammenkomster.
Den første fandt Sted den 12. Oktober, hvor Oberst N. P. Jensen holdt et politisk Foredrag, der omhandlede vor politiske Historie fra Midten af sidste Aarhundrede til nu.
Overfor Spørgsmaalet om Kvindernes politiske Valgret stillede han sig afventende; men vilde dog stemme derfor.
Fr. Mørk sluttede Mødet med at udtale Ønsket om, at disse Foredrag maatte dygtiggøre og oplyse Kvinderne til det politiske Arbejde, som Fremtiden vil kræve af dem, og meddelte, at Folketingsmændene J. C. Christensen, Rode og K. M. Klausen havde givet Løfte om i Vinter at tale ved Møderne.
Ørslev-Bjerge.
Kredsen holdt sit Agitationsmøde for Kvindens pol. Valgret den 22. Septbr. Fr. Vibeke Salicath holdt et udmærket oplysende Foredrag om Kvindebevægelsen fra tidligere Tider til nu, og lagde Kvinderne stærkt paa Sinde at søge at dygtiggøre sig til kommende Tider.
Den 26. Oktober holdt Kredsen Generalforsamling, hvor Regnskabet blev fremlagt og godkendt. Man vedtog at afholde et Kogekursus i den nordlige Del af Sognet i Lighed med det, der afholdtes i den sydlige Del i Fjor. Og bliver der ved dette Kursus Stemning for et Sykursus, tænker man sig Muligheden af at faa oprettet et saadant senere hen paa Vinteren.
Kolding.
Kredsen holdt den 27. Oktbr. et velbesøgt Medlemsmøde paa Højskolehjemmet. Straks ved Mødets Begyndelse oplæstes et Brev fra Formanden, Fr. Lund-Jakobsen, hvori denne meddelte, at hun paa Grund af Sygdom maatte se sig nødsaget til straks at nedlægge sit Formandsskab. Det vedtoges som Svar herpaa at afsende en Hilsen til Fr. Lund-Jakobsen med Tak for hendes store Arbejde for Koldingafdelingen, lige siden dens Oprettelse.
Næstformanden, Fr. Helen Petersen, leder Arbejdet indtil videre.
Fr. Madvig holdt derefter et fortræffeligt Foredrag om Velgørenhedskongressen i København, i hvilken hun havde deltaget, og paaviste heri, hvorledes en Del af de Forslag, som blev bragt frem paa denne Kongres, allerede nu praktiseredes af Hjælpekassen i Kolding.
6te Distrikt.
(Form. B Jørgensen, Aalborg.)
Agitationsugen for 6te Distrikt havde Fr. Esther Carstensen som Taler. Søndag den 18. September talte Fr. C. i Aars, hvor hun i et klart Foredrag udviklede, hvad det er D. K. vil. - Formanden for Folketinget, A. Thomsen, var til Stede og sluttede sig fuldtud til Taleren. I Nørresundby var Mødet den 19. og i Vedsted den 20. - Folketingsmanden for Kredsen, Søren Frederiksen, var indbudt - men var forhindret i at komme til Stede. Landstingsmand Jørgen Berthelsen talte ved Mødet i Vedsted. - Den 20. Møde i Aalborg; Kredsens Folketingsmand N. C. Christensen kunde fuldt ud slutte sig til Taleren. - Den 21. var Mødet i Løgstør, hvor Folketingsmand L. Kvist var til Stede og talte; og den 22. talte Fr. C. i Ranum.
Resolutionen blev vedtaget alle Steder undtagen i Ranum, og nye Medlemmer indmeldt i Kredsene.
D. K. havde Ære af det Valg, den havde gjort, ved at udsende Fr. Carstensen som Taler.
Aalborg.
Mandag den 24. Oktober havde Kredsen Medlemsmøde.
Fr. Wilson aflagde Beretning om Mødet i Silkeborg - klart og godt. - Formanden meddelte, at Aalborg Byraad havde i Aar til Husholdningsskolen givet Bolig, Gas, Brændsel og 600 Kr. - i 1908 fik D. K. 300 Kr. og i 1909 400 Kr.
En af de Elever, der begynder paa Holdet nu i November, en ung Pige paa 18 Aar, tjener som Pige i Vejgaard - en lille Forstad til Byen - og maa for at kunne deltage i Undervisningen, give en Kone 25 Øre for at malke de 11 Køer, som det er hendes Pligt at gøre. Disse 25 Øre betaler hun af sin Løn, samtidig giver hun 6 Kr., der er Betalingen for 6 Ugers Undervisning - og vandrer saa efter sin Gerning den 20 Minutters Gang fra sit Hjem til Aalborg.
Dette til Efterfølgelse for andre unge Tjenestepiger.
København.
Kredsen afholdt den 3die November sit første Medlemsmøde i Studenterforeningen, hvor man til disse Møder har faaet smukke og hyggelige Lokaler. Fr. Laura Wilkens indledede en Diskussion om »Hjem Og Børnehjem« og talte med megen Varme om det gode Familiehjems Betydning for den opvoksende Slægt, i Sammenligning med hvilket selv de gode Børnehjem ikke kunde give Børnene den samme Ballast med ud i Livet. Adskillige Medlemmer deltog i Diskussionen, og det lod til, at Medlemmerne satte Pris paa dette Styrelsens Forsøg paa at give dem Lejlighed til Meningsudveksling under mere private Former og til hyggeligt Samvær bagefter ved en Kop The.