« Tilbage til søgeresultaterne
Briet Asmundsson
Det var i 1906 til den internationale Kvindestemmerets-Alliances Kongres, at Briet Asmundsson kom herned til os fra Island. Vi havde søgt at overtale flere af de dygtige, islandske Kvinder til at rejse herned til Kongressen, men alle havde Forhindringer. Fr. Briet var den eneste,
som viste os den Ære, og i sin islandske Dragt var hun opsigtsvækkende mellem os andre og repræsenterede dygtigt de berømte islandske Sagakvinder med de faa Ord og den stærke Vilje.
Ikke alene dette, men hun opfattede hurtigt de Traade, der snoede sig gennem Kongressen og saa straks, hvad hun helst skulde gøre.
Om sit tidligere Liv fortæller hun selv, hvorledes hun i 1887 kom til Reykjavik fra Nordlandet og 31 Aar gammel holdt det første Foredrag om Kvindernes Stilling og Rettigheder, en Sammenligning mellem hvad de havde, og hvad de burde have. Ingen Kvinde havde tidligere holdt et Foredrag paa Island og berørt disse store Samfundsspørgsmaal. Det var Digteren Grimur Thomsen, der havde bragt hende paa denne Tanke, og hendes Forlovede, Redaktør Asmundsson, opmuntrede hende til at gaa i Ilden. Hun talte med megen Varme og blev meget ivrig i sit Foredrag, som ikke alene indbragte hende bragende Bifald, men Penge - hvad hun haardt behøvede. I 1888 holdt det unge Par deres Bryllup, men først i 1894 begyndte Briet Asmundsson at redigere sit eget Blad - omhyggeligt undgaaende alle politiske Emner, men da Reykjaviks andet Kvindesagsblad efterhaanden svandt ind, tog hun Kvindesagen op som sit Blads Hovedemne.
Da den internationale Alliance i 1908 holdt sit Møde i Amsterdam, havde Briet Asmundsson lovet at komme, og en Indbydelse var udstedt til hende som Gæst hos en Familie i Holland. Men hun, der havde udtalt saa varme Ønsker om at være tilstede udeblev. Hvad skulde det vel hjælpe, at hun kom, det islandske Forbund var jo endnu ikke dannet!
Medens man i Amsterdam talte om, hvad der vel kunde være hændet Fr. Asmundsson, siden hun udeblev, benyttede hun den korte Sommer til paa Hesteryg at ride fra By til By de lange Veje for at danne de Foreninger for Kvindestemmeret, der siden kunde knyttes sammen med den af hende stiftede Kvinderetsforening i Reykjavik og blive til det af Alliancen fordrede nationale Forbund, som det var hendes Stræben at skabe. Det lykkedes Fr. Asmundsson at danne flere Landforeninger. Nu gjaldt det at frembringe den fornødne Enighed for Sammenslutningen. Ved Aarsmødet i Juni 1909 naaede hun saa vidt, at det nationale islandske Kvinderetsforbund blev dannet.
Jeg har haft den Glæde at være i livlig Brevveksling med Fr. Asmundsson lige fra 1905, da jeg som international Sekretær for D. Kv. Valgretsforbund blev den Haand, som Mrs. Chapman-Gatt benyttede for at drage Island ind i Alliancen.
Dette er senere blevet optaget i den Internationale Kvindestemmerets-Alliance og i »Jus Suffragii« budt Velkommen i en Skrivelse fra Præsidenten Mrs. Chapman-Catt. -
Forbundet bestaar foreløbig af 4 Foreninger, og man venter Tilslutning fra flere andre.
Det islandske Landsforbund er dannet efter den svenske Kvindeorganisations Mønster, der af Mrs. Chapman-Catt - Alliancens dygtige Organisator - er tilkendt Prisen for en god Organisation.
Det er ganske interessant i dette Øjeblik at mindes de Omstændigheder, der har været medvirkende til, at Bygningen blev opført og især at tænke paa den ihærdige Vilje og det store Arbejde, der førte den islandske Kvindebevægelse ind i den vældige Strøm, der sætter den i Forbindelse med alle Landes mægtige Flod, der ruller hen mod Maalet: Kvindernes Frigørelse.