« Tilbage til søgeresultaterne
De engelske Kvinders Kamp for Valgretten
De seneste Dages Begivenheder har bragt de engelske Stemmeretskvinder endnu mere i Forgrunden end hidtil. Vi bringer derfor i det følgende en nærmere Redegørelse taget efter det engelske Kvindestemmeretsblad »Votes for women«.
Red.
Hvorledes Mændene vandt deres Stemmeret.
»Hvorledes i Verden I Kvinder kan tænke Jer, at I fremmer Sagen ved Lovstridigheder, kan jeg for min Part ikke begribe«. Saaledes udtrykte Dommeren sig forleden i Retten i Bow Street. Hvis Sir Albert de Rutzen talte som et almindeligt Menneske ikke som Dommer kun, saa maa han være fuldkommen uvidende om de Midler, der efter Historien bragte Mændene Stemmeretten. Vi henviser ham til Lord Morley, som i sin Bog om W. E. Gladstones Liv omtaler den Kendsgerning, at Reformen af 1867 blev gennemført paa Grund af Oprørsmøderne i Hyde Park. Og han fortsætter: »Det er værd at lægge Mærke til, at ingen af den Tids stor Forandringer blev gennemført i Parlamentet før efter stærkt Pres og alvorlige Uroligheder udefra.
Det var saaledes O’Connel, der befriede Katolikerne, det var politiske Forbund, der udefra pressede Valgretsreformerne af 1832 og 1867 frem.
I 1831, da Forslagene til en Valgretsreform, forkastedes i Parlamentet, blev der Oprør over hele Landet. Betydelige Ejendomme blev ødelagte og mange Menneskeliv gik tabt. Alene i Bristol ødelagdes der i Løbet af seks Timer Ejendomme til en Værdi af 1,800,000 Kroner, - to Sider af et af Byens Torve blev nedbrændt til Grunden. I 1832 blev den ønskede Valgreform til Lov, og Regeringen erklærede aabenhjertigt, at til trods for at denne Reform var gennemført, var det dog ikke muligt at opretholde Orden i Landet.
Kvinder er - ligesom i sin Tid Mændene - blevne tvungne ud i Kampen og de har vist en bemærkelsesværdig Selvbeherskelse og stort Maadehold. Deres Arbejdsmaader er i Sandhed blide, sammenlignet med de Methoder, som Mændene med saa stort Held har anvendt«.
Hvad har Kvinderne gjort for at faa Stemmeret.
Kvinderne agiterede gennem mange Aar paa rolig og lovlydig Maade. Utallige Ansøgninger og Andragender er blevet underskrevne og indsendt til Underhuset og Regeringen. Fra Aaret 1866 til 1879 blev der indgivet
Over 9000 Andragender med ialt 3 Mill. Underskrifter
til Støtte for Kravet om Kvinders Stemmeret. I 1896 blev en saadan Henvendelse til Medlemmerne af Parlamentet underskrevet af
over 1/4 Mill. Kvinder.
Efter Valgreformen i 1867 var mange af den Mening, at Kvinderne efter Lovens Ordlyd var Vælgere. En Bevægelse i den Retning rejstes blandt Kvinderne i Manchester og af 4,215 kvalificerede Kvinder, krævede 3,924 eller 92 % at stemme. Rettens Dom gik imidlertid Kvinderne imod og henviste dem til Parlamentet.
50,000 Møder.
Over hele Landet er der blevet afholdt utallige offentlige Møder med paafølgende Vedtagelse af Resolutioner til Gunst for Kvindestemmeretten. Alene et Forbund »Womens Social and Political Union« f. Eks. har, i de 5 Aar, det har eksisteret, holdt over 50,000 Møder inde og ude. Af disse var den store Hyde Park Demonstration Søndag d. 21. Juni 1908, hvor 1/2 Mill. Mennesker var forsamlede, uden Tvivl
Verdenshistoriens største politiske Demonstration.
Andre store Demonstrationstog er blevet afholdt i alle større Byer rundt i Landet. Ved nogle af disse har over 100,000 Mennesker været til Stede. Indendørs Møder har været afholdt i de store Byer i Lokaler, der rummer op til 6000 Mennesker. - Atter og atter har disse mægtige Rum været overfyldt af Tilhørere, der med Begejstring understøttede Kvindernes Krav.
l Million 500 tusind Kroner!
Kvinderne har med store Ofre bidraget mange Tusinde til et »Kamp-Fond«. Alene ovennævnte Forbund »Womens Social and Political Union« har rejst over 1 1/2 Mill,, og mange Tusinder er blevet indsamlet af andre Foreninger. En stor Del af disse Summer er bidraget fra Tusinder af Arbejder-Kvinder, som bittert føler deres Trang til Stemmeretten.
Til Trods for den Kraft og Udholholdenhed, hvormed Kvinderne har fremført deres Krav om Stemmeret, til Trods for, at der her kun er Tale om at lade simpel Retfærdighed ske Fyldest, staar Englands Kvinder dog stadig politisk retsløse, og de har som Følge heraf fundet det nødvendigt at gribe til kraftigere Midler.
Hvorledes Kampen begyndte.
Det var i 1905 Sir Eduard Grey*) holdt et stort Møde i Manchester.
*) Regeringskandidat, nu Minister.
To Kvinder, Christabel Pankhurst (Jurist) og Annie Kenny (Fabrikspige) bestemte at undersøge, hvorledes den liberale Regering vilde stille sig med Hensyn til Kvindestemmeretten, hvis den holdt sin Plads efter Valget. Efter at Sir Eduard Grey’s Tale var forbi, rettede de to Kvinder i Spørge-Timen et Spørgsmaal til ham angaaende dette Punkt, men skønt andre Spørgsmaal fra Tilhørerne blev besvarede, blev dette tilsyneladende overhørt, og da de gjorde Fordring paa at faa et Svar, blev de af Opsynet med Vold fjærnet fra Mødet. De holdt et Protestmøde udenfor Salen, blev arresterede og kastede i Fængsel. - I de fem Aar fra 1906-1910 vedblev Ministrene ved deres Møder at behandle Kvinderne saaledes. Undertiden faldt Spørgsmaalene ved Slutningen af Mødet, til andre Tider formede de sig - ligesom det plejer at være Tilfældet hos mandlige interpellerende Pla-geaander - som Afbrydelser i Ministerens Tale. I næsten alle Tilfælde blev Kvinderne smidt ud med Magt, intil Ministrene tilsidst bestemte helt at udelukke Kvinder fra deres Møder. Da Kvinderne protesterede herimod i Gaderne udenfor Mødestederne, udkommanderedes en stor Politistyrke til at tage sig af Mængden, som kom for at hjælpe Kvinderne. Mange Kvinder blev fængslede.
Deputationer til Premier-Ministeren.
Et stort Antal Kvinder er ogsaa blevet arresterede, fordi de har forsøgt først paa fredelig og lovmæssig Maade, senere med Magt at træffe Mr. Asquith i Underhuset i den Hensigt at fremstille deres Sag for ham.
600 Kvinder sendt i Fængsel.
Alt i alt er for denne Sags Skyld ca. 600 Kvinder bleven fængslede af den Liberale Regering. Af disse har over 100 udstaaet Tvangsernæringens Pinsler, fordi de nægtede at tage Føde til sig og paa denne Maade søgt at protestere mod Uretten.
Hvad Kvinderne forlanger.
er ikke Stemmeret til enhver Kvinde, men: Stemmeret til Kvinder paa samme Betingelser som til Mænd. Der er for Øjeblikket ca. 7 1/2 Mill. Mænd, som har Stemmeret. Fik Kvinderne Stemmeret paa samme Betingelser, vilde Vælgertallet forhøjes med ca. l 1/4 Mill. - De mandlige Vælgere vilde stadig være i Overtal, Forholdet vilde være omtrent: 6-1.-
Forligs-Forslaget
var et Forsøg, der i indeværende Aar blev gjort i Underhuset for at finde et upartisk Grundlag, hvorfra Sagen straks kunde føres frem til Lov. Forslaget vilde som Lov give Stemeret til ca. l Mill. kvindelige, kommunale Vælgere. De Kvinder, som vilde komme i Betragtning, var:
Kvinder som betaler Afgifter og Skatter, og af dem er i London ca.:
87 pCt. Arbejder-Kvinder.
I andre Byer varierer Forholdet mellem 80 og 90 %. Dette Lovforslag gav ikke netop, hvad Kvinderne ønskede, men de blev dog enige om at modtage det som en foreløbig Indrømmelse. Det blev forhandlet i Underhuset, og d. 12. Juli
vedtoges det efter anden Behandling med et Flertal af 110 Stemmer.
Medlemmer af alle politiske Partier stemte for det.
Men det standsedes, fordi den liberale Regering forlangte dets fremtidige Skæbne lagt i sin Haand. -
Med andre Ord:
Skønt Underhuset saa tydeligt som noget har givet sit Ønske til Kende, har Mr. Asquith og hans Regering bestemt ikke at ville indrømme Tid til Forslagets videre Behandling.
Som i sin Tid meddelt i »Kv. og Smf.« instillede Kvinderne øjeblikkelig deres Kamp mod Regeringen, da ovennævnte Forligs-Forslag blev fremlagt i Parlamentet, og de erklærede, at de vilde forholde sig rolige, indtil Regeringen, naar Parlamentet i dette Efteraar atter traadte sammen, gav Meddelelse angaaende sin Stilling til dette Forslag. Erklærede Regeringen sig uvillig til at viderebefordre det, vilde Kvinderne atter optage deres krigerske Arbejdsmaade. _ Allerede den 12. Novbr. svarede en af Ministrene, Sir Edward Grey, paa Forespørgsel af en Deputation af Kvinder, at Regeringen ikke saa sig i Stand til i dette Aar at sætte denne Sag paa Dagsordenen. Man var altsaa for saa vidt klar over Regeringens Holdning, men afventede dog Premierministerens Programtale i Underhuset. Den var bebudet til Tirsdag den 15., den Dag, da Parlamentet traadte sammen, - den blev udsat til Onsdagen og atter til Fredag den 18., da Ministeren endelig fremlagde den for et tæt besat Hus. Den indeholdt ikke et Ord, ikke en Hentydning til Kvindestemmeretten - men den bekendtgjorde, at Parlamentets Opløsning vilde finde Sted den 28. November, idet de Forhandlinger, der var ført mellem Lederne for de liberale og konservative Partier angaaende Overhusets Ret til at forkaste i Underhuset vedtagne Forslag, ikke havde ført til noget Resultat. Nye Valg vilde finde Sted i December.
Kvindernes Deputation.
Paa samme Tid, som denne Meddelelse blev givet i Underhuset, holdt Kvinderne Møde i den nærliggende »Caxton Hal«. Straks efter at være underrettet om Mr. Asquiths Hensigt at lægge Forligsforslaget paa Hylden, bestemte man øjeblikkelig at sende en Deputation til ham.
Den bestod af 300 Kvinder, der deltes i Afdelinger paa tolv. I Spidsen var Mrs. Pankhurst, Grundlægger og Leder af det største militante*) Forbund, og Mrs. Garrett Anderson, Borgmester i Adleburgh, en af Englands første kvindelige Doktorer og Søster til den bekendte Mrs. Fawcett, Præsident for Englands ældste Kvindestemmeretsforbund.
*} Krigerske.
Af andre kendte Personer fandtes i Deputationen Mrs. Cobden-Sanderson, Mrs. Neligan, som er 78 Aar gammel, - Prinsesse Sophia Duuleep Singh o. m. a.
Som sædvanlig var Parlamentsbygningen beskyttet af en større Politistyrke, hvis Opgave det var at holde Kvinderne borte. Et Øjenvidne beretter, at det ved denne Lejlighed ikke var den samme Afdeling Politi, der plejer at være i Tjeneste, naar Kvinderne gør et Fremstød mod Underhuset. »Gennem vore Sammenstød med disse Mænd fra Afdeling A, havde de lært at kende os og delvis forstaa, hvad vi stræber efter, og af den Grund behandlede de Kvinderne saa hensynsfuldt som muligt, medens de dog samtidig gjorde deres Pligt. Men de Mænd, med hvem vi ved denne Lejlighed stod Ansigt til Ansigt, var en hel anden Type, de var baade hensynsløse og usømmelige. - De forstod ikke at optræde korrekt i Embedsmedfør; man saa dem skoggerle og spotte de Kvinder, de mishandlede. De værste Brutaliteter synes dog at være begaaet af en Afdeling fra en af Forstæderne, er aabenbart bestod af kun halvt uddannede Mænd. Politiet havde til sin Hjælp denne Gang en Del civilklædte Personer.
Jeg saa et af Medlemmerne af Deputationen, Mrs. Ada Wright, forsøge paa at kæmpe sig frem. Flere Betjente greb hende, løftede hende fra Jorden og kastede hende tilbage i Mængden. Et Øjeblik efter saa jeg hende løbe frem igen. En Politibetjent slog hende med al sin Kraft. Hun faldt til Jorden. I næste Øjeblik var det Sted, hvor hun laa, omringet af kæmpende Mandskikkelser. Hun rejste sig, hun blev igen slaaet til Jorden. Jeg saa derefter en høj graahaaret Mand med Silkehat bane sig Vej til hende for at beskytte hende. Tre, fire Betjente greb ham og førte ham bort. Atter og atter saa jeg Mrs. Wrights høje lysklædte Skikkelse, og atter og atter blev hun slaaet til Jorden; hvor ofte ved jeg ikke. Det var et oprørende Syn. Det sidste jeg saa af hende var, at hun laa besvimet med Hovedet op imod en af Overhusets Mure, nær ved Indgangen. -
Aldrig, i alle de Forsøg vi har gjort paa at faa Mr. Asquith i Tale, har jeg set saa megen Tapperhed fra Kvindernes Side og saa megen Brutalitet paa Politiets Side, støttet af enkelte civilklædte Mænd. Heldigvis var der dog blandt Mængden en Del brave Mænd, som hjalp Kvinderne frem, og som blottede Hovederne, naar de blev ført forbi af Politiet. - »Lad hende komme frem, hun har jo Ret til det«, raabte de, og de gav lydelig deres Indignation til Kende, naar Politiet i sit Overmod brød Kvindernes Bannerstænger sønder.
Et Sted blev Mængden ved at stille følgende Spørgsmaal til Politiet:
»Hvorfor behandles disse Kvinder saadan ? Er deres Deputation en Ulovlighed, saa arrester dem straks. Er de i deres Ret, saa lad dem passere«.
Den Afdeling, Mrs. Pankhurst ledede, havde kæmpet sig frem til St. Stephens Indgang ved halv et Tiden. Der blev nægtet dem Adgang, men de stillede sig op og ventede. Kl. 3,30 blev Mrs. Pankhurst og Borgmester Garrett Andersen ført til Premierministerens Værelser, hvor hans Sekretær modtog dem for at sige dem, at Mr. Asquith ikke vilde høre dem. -
Kampen varede i seks Timer lige til Mødet i Underhuset hævedes ved Sekstiden.
Der var da arresteret 117 Kvinder og 2 Mænd.
