« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig politi i Norge
I anledning av at der fra »Dansk Kvindesamfund« er indsendt et andragende til justitsministeriet og til magistrat og borgerrepræsentationen i flere byer, om at faa kvinder ansat i politiets tjeneste, har jeg tænkt mig, at det muligens kunde interessere »Kvinden og Samfundet«s læsere at høre litt om, hvad der er gjort og opnaad i Norge, hvor samme spørsmaal har været brændende i en række av aar.
Som alt hvad der er nytt og usedvanlig, vakte tanken om at faa kvindelig politi, en heftig motstand. Og passerte de vanlige faser: haan, latter, mistro, mistillid til evner osv., slik som vi kvinder altid har været vant til at bli møtt i vore forsøk paa at faa kvinder ind i de stillinger, hvor vi synes de bør være, og hvor der hittil bare har været ansat mænd. Men det som tiden og de fremskredne forholde kræver, det vinder litt efter litt terræn ogsaa i menneskenes sind, og som det er gaat med de fleste av vore krav, saaledes med dette: vi har vundet frem til seir ogsaa her! Omend vi endda staar ved den første begyndelse, hvad kvinder som patruljerende politi i gaterne angaar.
Vi har nu nemlig allerede længe hat kvinder i politiets arresttjeneste.
»Norsk Kvindesagsforening« har omtrent fra sin tilblivelse for 26 aar siden, hat tanken oppe, og sammen med Sædelighedsforeningen har den i flere aar arbeidet ihærdig og uavladelig for denne sak. Der har været holdt store massemøter, hvor resolutioner vedtokes og indsendtes til myndigheterne, man har skrevet om den i dagspressen, og foreningens energiske og for denne sak saa varme formand, fru Randi Blehr, har personlig henvendt sig til de fleste av dem som hadde med sakens avgjørelse. I 1900*) gik det igjennem, og vi fik i Kristiania 2 kvindelige sluttere i druk-kenskapsarresterne for kvinder.
*) Ikke 1890 som anført i Kv. og S. nr. 20.
Som bekjendt skal alle drukne mennesker undersøkes, naar de i den elendige tilstand, hvori de har hensat sig selv, blir brakt til politistationen. De puttes flere sammen i en celle**), og mange av.de drukne mennesker har ofte redskaper paa sig, hvormed de kan bibringe sig selv eller sine medfanger skade.
**) Indtil 1900 var der i Kra. fællesceller, hvor mænd og kvinder var sammen, men ogsaa dette fik N. K. ophævet.
Disse redskaper maa selvfølgelig berøves dem under opholdet i arresten. Mange har ogsaa tyvekoster. Og disse skjuler de ofte paa sit legeme. Naar man saa tænker sig, at undersøkelser ogsaa for drukne kvinders vedkommende, har været utført av mænd, saa spør jeg om vi kvinder, som er saa heldig stillet, at vi lever paa lysere sider av tilværelsen, om vi, naar vi vet dette, har lov til at slaa os til ro og være sløve og likegyldige, om vi ikke alle som én i blufærdighetens, barmhjer-tighetens og retfærtighetens navn maa rope et stop! dette vil og kan vi ikke finde os i længere? Og det var derfor med glæde og som en befrielse for noget der tynget som byrde paa samvittigheterne, at norske kvindesakskvinder mottok budskapet om, at det av de to nævnte foreninger indsendte andragende var blit bevilget. -
Det gaar godt med de kvindelige sluttere, direktøren er fornøid med dem, og der er grund til at tro, at nu er den ting, at vi har kvindelige sluttere, gaat over til at bli en aldeles selvfølgelig ting. - Selvfølgelig!
Men sindene arbeider videre og videre. Seig utholdenhet maa der til, og taalmodig arbeide maa man utføre. I to byer blev der saa endelig i løpet av l aar ansat patruljerende kvindelige politibetjente, idet der 23de decbr. 1909 ansattes en kvinde i Stavanger, og i september d.a. fik man ogsaa en i Kristianssand. Det er naturligvis for tidlig endda at kunne uttale sig om hvorledes de har virket. Men vi faar haabe det bedste for sakens store betydnings skyld. Det gjælder naturligvis om at skaffe de personer som er særlig skikket til at ta fat her. Men det gjælder vel overalt hvor nye baner brytes!-
I Kristiania er den mærkelige ting sked, at finansutvalget hadde fremsat forslag til
bevilgning av en kvinde i opdagelsesavdelingen, hvilket vakte endel røre i politileiren og avfødte protestmøter og avisskriverier. Hvor ønskelig det end kunde være at faa kvinder anbrakt ogsaa i opdagelsespolitiet, mener norske kvinder dog at det som det først og fremst gælder om, og som man nu ikke kan og bør vente længer paa, dét er at faa kvinder ind i ordensvernet, det politi, som har opsigt med og danner vakt for barn og ungdom overalt hvor der er færdsel, og hvor disse kan være utsat for fare av den ene eller anden art.
Stadsadvokat Fridtjov Hegge, som er formand i Kristiania Venstreforening og medlem av bystyret, foreslog i et formandskapsmøte for kort tid siden, at »kommunen bevilget løn til 2 kvinder i ordenspolitiet«. Forslaget fik flertal i formandskapet, men ved behandlingen i bystyret kom der fra konservativ side et ændringsforslag som gik ut paa at bevilge »2000 Kr. til at 2 kvinder ansattes »forsøkvis« i ordenspolitiet«.
Jeg har faat mig tilsendt det stenografiske referat*) av de uttalelser, som stadsadvokat Hegge kom med, da saken var for i bystyret, og da jeg tror de kan interesse, og jeg skulde ønske de ogsaa kunde bli et indlæg til gunst for Dansk Kvindesamfunds bestræbelser for at faa kvindeligt politi, vil jeg be om at faa lov at citere dem.
*) Optat i »Aftenposten«.
Efter at ha konstateret at de fleste av bystyrets medlemmer er enige om at der er behov og plads for kvinder ogsaa i politiets tjeneste, saa det ikke er nødvendig at opta nogen debat om saken i dens al-mindelighet, uttaler hr. Hegge: »Vi ogsaa er vel nu kommet saa langt, at hvad vi end mener eller ikke mener om den ting - det krav som er kommet fra kvinderne, om at de ogsaa skal repræsenteres i en i alle livets forhold saa indgripende etat som politiet, det krav kan nedvoteres, men det kan aldrig i længden motstaas, enten det saa nedvoteres en eller to ganger. Det behøver jeg derfor ikke at indlate mig paa.
Naar jeg har optat forslag i formandskapet om disse to kvindelige konstabler, saa er det, fordi jeg mener der er behov for kvinder til politiets assistance. Jeg skal nævne et par av de punkter, hvor jeg mener der er behov for dem.
Vi har for det første Værgeraadet. Det kræver i meget stor utstrækning politiets assistance til at opta rapporter om forholdene i hjem, hvor der kan være spørsmaal om, hvorvidt enten forældrenes forhold til børnene eller børnenes forhold til forældrene, kræver indskriden fra Værgeraadet. Disse rapporter, som er noksaa mange i Aarets løp, har tidligere været optat av distriktsbetjentene eller av overkonstablerne eller av andre av politiets styrke som har været for haanden. Det er klart at skal disse rapporter bli paalidelige og uttømmende, kræver de lang erfaring, og de samme folk maa faa behandle saa mange tilfælde som mulig. Der skal nemlig lig mangen gangen en betydelig indsikt og erfaring til for at kunne skjelne mellem fat-Værgeraadet intet at gjøre, det er ved vanrøgt Værgeraadet skal skride ind. Det er den ene side av saken, og her, synes jeg, skulde netop kvindelige politifunktionærer være de rette til at ta det arbeide op og lede undersøkelsen av hjemmene, med en ganske anden grad av utsikt til positivt utbytte end mænd kan, de være saa dygtige som de være vil, og ha saa god vilje som mulig.
Saa kan jeg nævne et andet gjøremaal for dem. Den ordning, som nu omtrent undtagelsesfrit, er gjennemført, er den at alle kvinder som arresteres for drukkenskap, fra hvilket distrikt i byen de end indbringes, saa føres de til hovedstationen. Enkeltvis, i undtagelsestilfælde vet jeg det ikke har været gjort; men i regelen er det gjort. Og saa fremstilles de da næste morgen for fuldmægtigen. Da skal de kvindelige politifunktionærer være tilstede; de skal være tilstede ved den eksamination som foregaar. Paa den maate lærer de at kjende dette klientel av mere eller mindre prostituerte kvinder, og mere eller mindre alkoholiserte kvinder av dem, som er paa vei til at bli samfundets stedbørn. De kvindelige politifunktionærer skal ha den opgave at hjælpe disse kvinder tilrette, og kanske skaffe dem arbeide i den utstrækning gjøres kan. Det er en stor opgave for politifunktionærerne. Politiet har ikke bare til opgave at bringe folk i straf; det har ogsaa den opgave rent socialt, samfundsmæssigt at hjælpe folk paa ret vei, hvor hjælpes kan.
En anden Side er at vi har behov for politik vinderne i varetægten av børnene. Vi maa erindre at vor by begynder at bli en storby med alle de farer storbyen har for barn. Disse kvindelige politifunktionærer skal bl. a. utsættes ved lekepladserne, hvor børnene er utsat for efterstræbelser, ikke bare av gamle mænd, men ogsaa av andre.
Videre har vi sædelighetsforbrydelser.
Her er nok at gøre for kvinder, meget mere end for to, det er klart; men dette er ogsaa bare begyndelsen. Disse kvinder skulde i det væsentlige sortere under ordenspolitiet, og nogen af dem under opdagelsespolitiet. Men ordenspolitiet og opdagelsespolitiet er ikke saa skarpt avgrænset, at de ikke kan tilkaldes fra den ene etat til den anden, naar der er specielle ting som foreligger«.
Ja, tænkte og talte mange danske og norske mænd som stadsadvokat Hegge, saa nølet man hverken i Danmark eller i Norge med at skaffe mange kvinder ind i politiets tjeneste!
Kjøbenhavn, 25de decbr. 1910.
