« Tilbage til søgeresultaterne

Fra Kredsene

« Se emneord

Aarhus.

Agitationsmødet d. 20. Septbr. i den folke­lige Forsamlingsbygning med Talerne Fr. Jutta Bojsen Møller og Hr. Folketingsmand, Pastor Laursen, var besøgt af ca. 400 Tilhø­rere og fik det smukkeste Forløb.

Efter at Fr. Lærer Bjerre havde aabnet Mødet ved paa D. K.s Vegne at byde Forsam­lingen og de to Foredragsholdere velkommen, besteg Fr. J. B. M. Talerstolen; og med den for Fruen ejendommelige, af Liv, Godhed og Hjertelighed prægede Fremtræden, kom der straks den livligste Vekselvirkning i Stand mellem hende og Tilhørerne, saa de med udelt Interesse fulgte hendes med Ordsprog og Ci­tater krydrede Tale. Særlig Omtale fik Søstrene Fibiger, der blev Banebrydere for Kvin­debevægelsen ved i sin Tid at rejse Kravene for Kvindens Uddannelse og for Kvindens Valgret. Deres Arbejde kom til at danne Grundlaget for D. K.s Program 1870.

Hr. Pastor Laursen, som derpaa fik Or­det, havde som ung faaet et levende Indtryk af Pouline Worm, der blev noget af en Teo­log, idet hun maatte tage Spørgsmaalet op om, hvorvidt Kvinder ogsaa var Mennesker. Vaabnene, som Modstanderne dengang hentede fra Paulus, vilde ingen vove at anvende nu, da en bedre Oversættelse foreligger. Taleren pe­gede derefter paa alle de Forandringer, der til Fordel for Kvinderne var foregaaet inden for Samfundslivet i Løbet af de sidste 40 à 50 Aar. Vejen til Maalet: politisk Valgret, spær­redes endnu af et Par store »Sten«: Grundlovsforandringen og - skjult Uvilje. Men Kravet om politisk Valgret burde omfatte alle Kvin­der: gifte og ugifte.

Tilhørerne lønnede begge Foredragshol­derne med stærke Haandklap.

Et ekstraordinært Fællesmøde afholdtes af Kredsens Medlemmer i Højskolehjemmet d. 23. Septbr., Aften Kl. 8. Forhandlingen drejede sig om D. K.s fremtidige Stilling til »Kvindelig Læseforening«. Der vil senere fremkomme en Redegørelse herfor.

Den 7. Novbr. holdt Kredsen atter et of­fentligt og udmærket godt besøgt Møde i den folkelige Forsamlingsbygning, hvor Forfatteren Jak. Knudsen holdt et udmærket Foredrag om Shakespeare. Han dvælede især ved den store Digters Belysning af Følelseslivet, saaledes som det kommer frem i »Kong Lear« og »Othello«.

Den 10. December afholdt D. K. et Møde i den folkelige Forsamlingsbygnings store Sal med Folketingsmand I. C. Christensen som Ta­ler. Formanden aabnede Mødet med at byde saa vel Taleren som Tilhørerne velkommen, hvorefter Folketingsmanden tog Ordet. Han begyndte med at fastslaa som en Kendsger­ning, at Kravet om Kvindens Valgret nu ikke vilde møde nævneværdig Modstand nogen Steds. Saa snart man blot kunde blive enig om den Grundlovsændring, der var nødven­dig for Valgreformen, vilde dette Spørgsmaal være løst. - Derpaa skildrede han Ho­vedlinierne i dansk Politik i Tilslutning til en Omtale af vort Forsvar og vore internationale Forpligtelser. Den Ro og Stilhed, der havde hersket under hele Foredraget, afløstes ved dets Slutning af stærke Haandklap. Fr. Anna Laursen takkede, og det store og overordent­lig vellykkede Møde sluttede derpaa, som det var begyndt, med en Sang af C. Hostrup.

Nykøbing F.

Ved en Misforstaaelse inden for Nykøbing F.-Kredsen er der ikke i længere Tid bleven indsendt Meddelelser om Kredsens Virksom­hed. Dette betyder dog saa langtfra, at Kred­sen har været uvirksom. Vi kan tværtimod se tilbage paa en ualmindelig smuk Begyn­delse af Vinterarbejdet. Styrelsen bestaar nu af: Fr. Skolebestyrer Oline Olsen (For­mand), Fr. Magdalene Gustavsen, Adjunkt Pe­ter Garde, Fr. Solveig Jacobsen, Fr. Julie Møl­ler, Fr. Hanne Jensen og Fr. Maren Sønder-gaard. - Vi har i Fr. Ostenfeld & Olsens Sko­lelokaler afholdt en meget stærkt besøgt 2 Dages Udstilling. Denne faldt sammen med Agitationsugen, og ved det hervæ­rende Møde holdtes et fængslende Foredrag om Kvindernes Valgret af Dr. phil. H. L. Møl­ler. Senere har Fr. Borgerrepræsentant Thora Knudsen talt interessant om et beslægtet Emne, og endelig har vi d. 11. ds. haft et stærkt besøgt offentligt Møde med Foredrag, ledsaget af Lysbilleder, af Fr. Redaktionsse­kretær Daugaard om de engelske Stemmeretskvinder.

Harlev og Omegn.

Kredsen afholdt sin aarlige Generalforsam­ling i Harlev d. 9. Decbr. Regnskabet fremlagdes og godkendtes. Derefter valgtes 3 Sty­relsesmedlemmer i Stedet for de efter Tur afgaaede, nemlig: Formanden Johanne Mohr, Kirstine Rasmussen og Nelly Christensen. For­manden frabad sig Genvalg, da hun i Løbet af Aaret rejser fra Kredsen. Valgt blev Pastor Kristensen, Sygeplejer Eline Jensen og Nelly Christensen, sidstnævnte valgtes til Formand. Hr. Pastor Kristensen holdt derefter et ud­mærket Foredrag om Plejehjem og de uheldig stillede Børn i Samfundet. Bagefter fulgte en livlig Forhandling om Afholdelse af vore Mø­der. Vi har siden Foreningen stiftedes, af­holdt vore Møder skiftevis i Hjemmene, med en eller anden af vore stedlige Kræfter som Taler. Den Maaned vi har en fremmed Taler, er vi i et Forsamlingshus. Et af Medlem­merne ankede over disse Møder i Hjemmene, idet han mente, at det afholdt mange mindre velstillede i at være med, og dersom vi ikke kunde afholde vore Møder i Forsamlingshu­sene, vilde han ikke være med længere. Flere havde Ordet for at klare vort Standpunkt i denne Sag, godt støttet af Medlemmerne. Vi er enige om at fortsætte som begyndt, hvor­efter ovennævnte Medlem meldte sig ud. Jeg tror, at vi paa Landet arbejder bedst i smaa Kredse. Vi kan jo samles til større Møder en Gang imellem. Maalet er at dygtiggøre os til Arbejdet i Hjem, Kommune og Stat. Hver Kreds maa arbejde, som den kan bedst, saa gror vi stille men sikkert.

Det kunde være interessant at høre andre Landkredses Mening om denne Sag.