« Tilbage til søgeresultaterne

Kontordamer

« Se emneord

Bladet »København« har i Januar Maaned bragt en Række Artikler om Kontor­damer, der for saa vidt kan hilses med Glæde af den kvindelige Kontorstand, som en Række store Arbejdsgivere har udtalt sig gennemgaaende anerkendende om de­res kvindelige Personale, en enkelt dog med det ofte gennem »Kv. og Sf.« fremholdte Krav om en grundigere Uddannelse.

Udgangspunktet for denne Artikelrække var en Kronik af Hr. Knud Poulsen, som - efter at have citeret den her i Bladet tidligere tilbageviste Krønike om det store amerikanske Jernbaneselskab, der afskedi­ger sit kvindelige Personale, - kastede Smuds paa en hel Stand, de kvindelige Tjenestemænd i den tyske Post- og Tele­grafetat. Hr. Poulsen refererede en »højtstaaende« (unævnt) tysk Postembedsmands Artikel i et (ligeledes unævnt) tysk Blad, ifølge hvilken disse kvindelige Tjeneste­mænd havde ydet meget utilfredsstillende Tjeneste, samtidig med at de beskyldes for Sladder, Angiveri o. 1.

En Forespørgsel til »Kaufmännischer Verband für weibliche Angestellte«s Ho­vedkontor i Berlin for at faa opklaret,hvorledes det forholdt sig med den højtstaaende Postembedsmands Angreb paa det kvinde­lige Personale, fik det Svar, at der ikke var fremkommet et saadant Avisangreb fra en højtstaaende Embedsmand indenfor Etaten. Da Postvæsenet, under hvilket Telegraf og Rigstelefon hører, i stedste sti­gende Grad antager Kvinder, turde dette være et Bevis for, at de ledende Mænd in­denfor Etaten er tilfredse med Kvindernes Arbejde.

Efter dette henvendte Skriveren af disse Linjer sig til »København«s Redaktion og anmodede om Optagelse af en kort Notits, hvori Hr. Poulsen opfordredes til at navn­give den højtstaaende tyske Embedsmand og det Blad, i hvilket hans Angreb var fremkommet. Redaktionen var villig her­til, men først skulde Notitsen - som rime­ligt var - sendes Hr. Poulsen til Erklæ­ring, og denne Herre opholdt sig i - Au­stralien! Det vil altsaa vare adskillige Maaneder, inden »København« kan give de Kvinder, der er blevne angrebne i dets Spalter, den Oprejsning, som de forment­lig har Krav paa, og man undres noget over, at et stort Blad har villet optage en saadan Artikel, sendt fra Australien, uden forud at undersøge Berettigelsen af de deri indeholdte Angreb paa en hel Stand i vort Naboland.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner