« Tilbage til søgeresultaterne
Ledere af Arbejdet for Kvindens politiske Valgret i andre Lande
En af de Skikkelser, som uvilkaarlig tildrager sig Opmærksomheden paa de internationale Kvindevalgrets -Kongresser, er Annie Furuhjelm. Høj og statelig med et klogt Ansigt indrammet af et svært, tidlig graanet Haar virker Lederen af den finske Delegation allerede i det Ydre udmærket repræsentativ, og da hun tillige er i Besiddelse af fremragende Sprogkundskaber, har hun den for Repræsentanten for en lille Nation uvurderlige Fordel, at hun uden Vanskelighed kan give sit vægtige Indlæg i Kongressens Forhandlinger paa et Verdenssprog. Det er derfor fuldkommen naturligt, at Annie Furuhjelm paa Kongressen i London blev valgt ind i Alliancens Præsidium som 2den Vicepræsident.
Annie Furuhjelm, der nu er 51 Aar gammel, har da ogsaa som faa Kvinder Forudsætninger for at kunne virke i det internationale Arbejde. Hun er født i Alaska, kort før denne Landsdel afstodes til Amerika, og hun tilbragte sin Barndom i Østsiberien. Faderen tilhørte en anset finsk-svensk Adelsslægt, var Søofficer i russisk Tjeneste og Guvernør først i Alaska derefter i Siberien. Moderen tilhørte en gammel skotsk Slægt. Ved nogle Aars Rejser og Studier i Europa blev Annie Furuhjelm velbevandret i de europæiske Hovedsprog og disses Literatur. Efter at have tilbragt nogle Aar i St. Petersborg tog hun med sin Fader Ophold paa Slægtens Gods i Finland. Dette laa i en afsides Skovegn, hvor Lægen var en sjælden Gæst og vanskelig at faa hentet, og de Kundskaber i Sygepleje og elementær Lægehjælp, som Annie Furuhjelm havde erhvervet sig ved et Studieophold i Helsingfors, kom derfor i høj Grad Befolkningen til Gode. Efter et Besøg i England og Skotland hos sin Moders Slægt vendte hun hjem til Finland ved Udbruddet af den store Kajana Hungersnød, og i den skrækkelige Vinter, da denne rasede, ofrede hun sig for at bringe Hjælp og Trøst i de hjemsøgte Egne.
Ikke blot ved filantropisk Arbejde har Annie Furuhjelm erhvervet sig en Forgrundsstilling i den finske Kvindeverden, men ogsaa som Forfatter og Kvindesagsforkæmper. Fra 1901 til 1908 var hun Redaktør af Kvindebladet »Nutid« og samtidig »ansvarshavende Udgiver«, hvilket sidste sikkert ikke har været nogen tom Titel. De økonomiske Kaar for Kvindeblade er vanskelige overalt i Verden og dobbelt vanskelige i et lille Folk, hvor tilmed to Sprog - svensk og finsk - forringer Mulighederne for Udbredelsen af et Blad og medfører, at der findes baade et svensk og et finsk Kvindesagsblad. Saa meget mere maa det paaskønnes, at man i Finland har kunnet opretholde et saa stateligt svensk Kvindeblad som »Nutid«, igennem hvilket de andre skandinaviske Lande er i Stand til at følge Forholdene i det finske Kvindesagsarbejde.
I 1903 blev Annie Furuhjelm Næstformand for det finske Kvindesagsforbund »Unionen«, og i 1908 afløste hun Lucina Hagman som Formand. Efter at de finske Kvinder i 1906 havde faaet politisk Valgret, stiftedes i 1907 paa Annie Furuhjelms Foranledning »Svenska Kvinnaforbundet« i Finland; hun blev straks Formand i Centralstyrelsen og har været det siden. Forbundets Formaal er at forene Finlands svensktalende Kvinder til fælles Arbejde for Højnelse af deres politiske Indsigt og til Fremme af svensk Kultur baade i Hjemmene og i Samfundet. I politisk Henseende slutter Forbundet sig til det »Svenske Folkeparti«. Annie Furuhjelm har af dette Parti været opstillet som Kandidat til Landdagen, men opnaaede ikke Valg. Denne hendes politiske Ilddaab og de Ubehageligheder, der fulgte med Valgkampagnen, fristede hende ikke til yderligere Forsøg, saa meget mere som hun følte, at hendes Arbejdsfelt til Gavn for Kvinderne mere laa paa andre Omraader end Politikens.
Foruden i de allerede nævnte har Annie Furuhjelm siddet i adskillige andre Styrelser, været Medlem af Skoledirektionen o. m. m.
Meget Arbejde vanskeliggøres og megen Arbejdskraft splittes i Finland gennem de fortvivlede politiske Forhold. Svensk og finsk staar ofte baade sprogligt og politisk fjendtligt overfor hinanden, medens de i Fællesskab maa lide under det russiske Herredømme. Deltagerne i Kongressen i Amsterdam i 1908 vil huske, hvilket dybt Indtryk Efterretningen om et nyt russisk Overgreb paa Finlands Frihed gjorde paa de finske Delegerede. Annie Furuhjelms bedrøvede Ansigt efter Modtagelsen af denne Efterretning indpræntede sig i alle de Tilstedeværendes Erindring, men hun har sikkert ogsaa bevaret Mindet om den varme Bølge af Sympati, der som det rette Resultat af international Samfølelse strømmede hende i Møde fra de mange kvindelige Repræsentanter for fremmede Lande.
Kvinderne i de mange mindre begunstigede Lande bør vide Annie Furuhjelm Tak for, at hun, der i sit Land har opnaaet de samme politiske Rettigheder som Mænd, gennem sit Arbejde i den internationale Kvindevalgretsalliance lader sine Evner og sin Erfaring komme dem til Gode.