« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindebevægelsens Grænselinier
(Efter »Frauen-Zukunft« af Rosika Schwimmer).
Paa det internationale Kvinderaads (I C W) sidste Generalforsamling gav det tasmanske Kvinderaad Meddelelse om sin Udtræden og Opløsning. j
»Vi har paa alle Omraader opnaaet Valgret og Valgbarhed; dermed er vort , Maal naaet, og vort Forbund bleven. overflødig«, hedder det i den Begrundelse, der straks affødte en Mængde Spørgsmaal. Har Tasmanien Moderbeskyttelse, lige Løn for lige Arbejde, har det virkeliggjort The- orien om teknisk Organisation af Husførelsen, har det opnaaet Kvindens Ligestilling i Ægteskabet og overfor Børnene, har det Adgang for Kvinder til alle Livsstillinger, har det dette, har det hint, hvis Opnaaelse vi betragter som Kvindebevægelsens Maal og Opgave?
Det viser sig nu, at meget af det, hvorfor Kvindesagens Forkæmpere strider varmt og tappert i alle Lande, ogsaa i hint Kulturland, endnu ikke er naaet. Erhvervelsen af Stemmeret er altsaa ogsaa dér kun et Skridt, ganske vist det betydeligste og vigtigste af alle dem, der fører til Kvindebevægelsens Maal.
Der er den Mærkværdighed ved Kvindebevægelsen, at den egentlig endnu ikke har fastslaaet sine Maal. Indenfor dens udflydende Rammer ligger de største Modsætninger lige ved Siden af hinanden. Disse bestaar ikke blot deri, at en eller anden Fordring her bliver stillet i Forgrunden, hist behandlet som en Biting, men i at én og den samme Sags Gennemførelse kræves bestemt af nogle af de til Kvindebevægelsen hørende Organisationer, og afvises lige saa bestemt af andre.
Fordringen om Stemmeret f.Eks. gælder et Sted som den allervigtigste og synes et andet Sted endnu slet ikke at være aktuel. En Del af Kvindebevægelsen fordrer kvindelig Arbejderbeskyttelse, en anden afviser bestemt denne. Kvindebevægelse kaldes nutildags saa godt som alt, hvad der bliver ydet fra Kvindeorganisationer, selv fra saadanne, som endnu er halvvejs Velgørenhedsforeninger. Men hvori Kvindebevægelsens Kendetegn bestaar, kan ikke bestemt afgøres; nu er man endelig paa det rene med, at der findes ingen i Fællesskab fastslaaede Grænselinier for denne Bevægelse.
Kvindebevægelsens Fremgang kan kun sammenlignes med Teknikens uhyre hastige Udvikling, og i Sammenligning med dens praktiske Resultater kommer den teoretiske Opstilling af dens Love, dens Grundbetingelser og fælles Maal til at staa langt tilbage. Manglen paa teoretiske Grænselinier kunde længe ikke mærkes, fordi Bevægelsen stadig skred videre frem, gik dybere ned og omsattes i Handlinger, der greb ind i hinanden som Leddene i en Kæde. Denne Fejl kan man rolig regne som en Fordel snarere end som en Mangel, for jo længere Kvindebevægelsens Love forbliver uformulerede, desto længere er vi sikrede mod en Stivnen i Læresætninger, hvis Fare truer overalt, hvor aandelige eller økonomiske Strømninger bliver ledet ind i faste Lejer.
Men Kvindebevægelsen er nu over hele Verden naaet til det Punkt, at
Spørgsmaalet om et Program træder i Forgrunden.
Paa den ene Side truer foruroligende Tegn paa Oversvømmelser, paa den anden Side er der Fare for, at Floden skal udtørres. Strømmen maa vel en Gang blive reguleret. Vanskeligheden ved at forebygge en Dogmatisering gennem stadig Udvikling, er ringe i Sammenligning med den Fare, der bestandig alvorligere truer Kvindebevægelsen fra dens Mangel paa faste Grænser.
Naar vi kaster Blikket henover Kvindebevægelsens vide Mark, finder vi ved Siden af de nationalt- eller geografisk betingede Forskelligheder en Begrebernes Mangfoldighed indenfor selv det mindste Samfund for eller imod Kvindebevægelsen, som beviser, at Grænselinierne nødvendigvis maa trækkes op.
Adskillelsen i socialistisk, radikal, moderat og konservativ Kvindebevægelse giver det Udseende af, at der findes et saaledes afskygget Program. Men vi kan imidlertid ikke længere skjule for os selv, at Kvindebevægelsen nok har Programmer, men intet Program; det begynder nu at blive en Ulempe, hvorunder ikke alene de optrædende indenfor Kvindebevægelsen, men ogsaa selve Bevægelsen lider. Og tager man Kvindebevægelsens mægtige Omraade i Betragtning, kan det derfor ikke undre, at de færreste Spørgsmaal har formaaet at samle alle. Endnu den Dag idag gives der betydelige Organisationer indenfor Kvindebevægelsen, som i det mindste foreløbig ikke vil høre Tale om Kvinders politiske Rettigheder. Den i mange Henseender udmærket organiserede schweitziske Kvindebevægelse f. Eks. staar i Stemmeretsspørgsmaalet endnu paa det Standpunkt, at de politiske Rettigheder skal være Slutstenen paa Ligeberettigelsens Bygning. Derimod gaar den engelske og hollandske Kvindebevægelse næsten kun ud paa Arbejdet for Stemmeretten.
I et Land drøfter man Spørgsmaal, der i et andet slet ikke mere er til eller aldrig har været til. For Eksempel synes det os Ungarere ganske ubegribeligt, at et Organ for Kvindebevægelsen, som den preussiske Landsforening for Lærerinder af en eller anden opdigtet Grund - thi nogen naturlig gives ikke - godkender Lærerinders tvungne Cølibat. I Ungarn har denne abnorme Forholdsregel aldrig været til. Lærerinderne gifter sig i samme Antal som andre Kvinder, ja maaske endog i større Procentantal, idet de lettere kan indgaa Ægteskab paa Grund af deres forholdsvis vellønnede, alderdomsforsørgede Stilling. Derfor kommer det aldrig dér til nogen Diskussion om den Uting, som tvunget Cølibat er.
I Østrig f. Eks. erklærede Lederen af den saakaldte radikale Kvindebevægelse haanlig alle de Kvinder for at være politisk uforstaaende og Kvindesags-Fanatikere, der paa samme Tid, som den almindelige Valgretsbevægelse var oppe, fordrede Stemmeret for Kvinder og derved gjorde det sværere for Mændene at opnaa deres almindelige Valgret. I Radikalismens Navn blev de østrigske borgerlige og socialistiske Kvinder holdt tilbage fra Deltagelse i Kampen for deres egen Ret. Den saakaldte moderate Retning indenfor den østrigske Kvindebevægelse lod sig imidlertid ikke vildlede og gjorde alt for at gøre Kravet om Stemmeret for Kvinder gældende, saa at Stemmeretten i Østrig gjaldt for at være den moderate Retnings Fordring.
I denne Forbindelse kan nævnes endnu et Eksempel fra Østrig paa Virkningen af Kvindebevægelsens Mangel paa Program, nemlig: den snerpet-afvisende Holdning, som de saakaldt radikale og moderate Retninger indtager overfor Spørgsmaalet om Kønsreformen. Thi netop dette, der i Kampen mellem Kønnene er Kærnepunktet, er næsten i alle Lande Kvindebevægelsens mest omstridte Felt.
Kvindens Selvbestemmelsesret som Barnemoder er et Spørgsmaal, som selv af de modigste Kvindesags-Forkæmpere kun bliver smuglet ind. I Almindelighed er det hidtil ikke engang blevet drøftet, om dette Spørgsmaal hørte til Kvindebevægelsen.
Mangen, der regner sig for en Kvindesagskvinde af det reneste Vand, ser i den theoretiske og navnlig i den praktiske Klædedragtsreform et nedværdigende Spørgsmaal, der ligefrem er hindrende for Kvindebevægelsen.
Amerika, den radikale Kvindebevægelses Hjemstavn, yder et af de vægtigste Beviser for Kvindebevægelsens Mangel paa Maal og dens hidtil ikke belyste Planløshed. Det har frembragt Kvindebevægelsens mest geniale Theoretiker Charlotte Perkins Gilmann, men Amerika kender mindre til hendes Lære end Evropa, i hvert Fald anerkender det den mindre. Ja de amerikanske Kvindesagsforkæmpere, der i Europa gælder for de mest radikale, afviser afgjort Perkins Gilmans Theori. I Ungarn derimod er hele Kvindebevægelsen planmæssigt opbygget paa denne. -
En af Følgerne af denne Planløshed
er, at der stadig skabes flere Punkter, hvorimod Kvindebevægelsens Fjender kan rette deres Angreb. Naar f. Eks. Kravet om frit Ægteskab og Forkastelsen deraf begge optræder som en af Kvindebevægelsens Fordringer, vil hver af disse Retningers Fjender optræde som Fjender af Kvindebevægelsen, fordi den henholdsvis kræver og afviser dette. Og saaledes gaar det med alle de Spørgsmaal, der paa den mest modsigende Maade repræsenteres under samme Titel. Det vanskeliggør ogsaa Agitationsarbejdet. Desto sejrrigere Kvindestemmeretsbevægelsen skrider frem, desto mere paatrængende nødvendig bliver det, at vi enes om at fastslaa vore Maal, thi med Stemmeretten faar Kvinderne jo Magten i Hænde til at virkeliggøre de Krav, som de tidligere kun arbejdede for.
Grænselinierne maa af stikkes, medens Kvindernes Sammenhold endnu er uberørt af Partipolitikens Paavirkning. Det er ikke tørre Dogmer, vi trænger til, men en klar, fast Retning, som fører til fælles Maal.
Hvis det internationale Kvinderaad ikke selv var et ynkeligt Offer for Usamdrægtighed, laa det nærmest at paalægge dette den Opgave at udarbejde et internationalt Program for Kvindebevægelsen.
Men da et Forbund, som frivillig stiller sig i Skranken for »Fremskridt med Moderation« ikke er egnet til at forme Maximalfordringer, tilfalder denne Opgave de radikale eller dem, der vil være det, og som hidtil i det mindste har vist Vilje til at hævde Maximum.
Jeg vilde ønske, at disse Betragtninger maatte give Stødet til en Drøftelse af Spørgsmaalet. Derfor maa jeg vel ogsaa antyde, hvorledes jeg har tænkt mig Udarbejdelsen af Kvindebevægelsens Program.
De grundig reformerende i hvert Land skulde vælge en Delegeret til en Komité, for hvilken Charlotte Perkins Gilmann skulde staa i Spidsen. Denne Komité kunde efter forudgaaende skriftlig Drøftelse forelægge sine Udkast til Behandling for en international radikal Kvindeorganisation, for derpaa gennem alle Kvindeorganisationernes Forgreninger sluttelig at blive ledet ind i det internationale Kvinderaad.
I Sommeren 1911 samles den internationale Kvindevalgretsalliance i Stockholm. Det vilde være ganske naturligt at lade disse Møder efterfølges af en Forhandling til Drøftelse af et Program. Det maa udtrykkelig bemærkes, at jeg ikke gerne vil se denne Opgave henlagt til Kvindevalg-retsalliancen, hvis Love jo udelukker det.
Iværksættelsen af denne Plan er ikke vanskelig, naar først Ønsket om at tilstræbe Fastsættelsen af et Program rejser sig i Kredse, der magter Opgaven.
NB. Kvinden og Samfundet modtager gærne Indlæg i denne Sag.
Red.
