« Tilbage til søgeresultaterne
Ledere af Arbejdet for Kvindens politiske Valgret i andre Lande
III
Dr. phil. Millicent Garrett Fawcett.
Det Navn, der staar over disse Linier, er nøje knyttet til næsten alt Arbejde for Kvindernes Frigørelse i England i de sidste 40 Aar.
Mrs. Fawcett tog ivrig Del i Bestræbelserne for at give Kvinderne Adgang til Universiteterne, og i 1870 holdtes i hendes Hus det Møde, der førte til Oprettelsen af Newnham College under Gambridge Universitetet, hvorved Kvinderne fik Adgang til dette berømte Universitets Forelæsninger. Det maa have været hende en stor Glæde, at hendes Datter Philippa, der dengang kun var 2 Aar gammel, senere - i 1890 - vandt Gambridge Universitetets højeste Pris i Matematik.
Under Mrs. Josephine Butler’s Ledelse var hun med til at føre den sluttelig sejrrige Kamp mod de Love, der i England berøvede prostituerede Kvinder al personlig Frihed og satte dem i Klasse under Landets værste Forbrydere.
Mrs. Fawcetts Navn er dog mest knyttet til den engelske Kvindevalgrets-Bevægelse. Hun indsaa, at ingen Sejr for Kvinderne kunde være fuldkommen sikker, med mindre de fik Retten til at være medbestemmende i Lovgivningsarbejdet.
I 1867 (fire Maaneder efter sit Giftermaal med Professor Fawcett) talte Mrs. Fawcett paa det første offentlige Møde for Kvinders Valgret i London. Dette Møde overværedes af mange af Englands berømte Mænd, deriblandt John Stuart Mill og Charles Kingsley. Det paafølgende Aar talte hun i Brighton for en mægtig Forsamling. Professor Fawcett var netop bleven valgt til Parlamentsmedlem for denne By, og nogle af hans Venner anmodede ham indtrængende om at forbyde sin Hu-
stru at tale dér, da det muligvis kunde skade hans fremtidige politiske Stilling. Han afslog dog bestemt disse Opfordringer.
I 1871 gik Mrs. Fawcett paa en stor Agitationsrejse i de engelske Byer. Det maa vel erindres, at paa den Tid var det nærmest anset som uanstændigt, at en Kvinde talte ved et offentligt Møde. Dirigenten paa et af Møderne ansaa det for nødvendigt at forsikre Forsamlingen om, at de kvindelige Talere »virkelig var fuldkommen agtværdige«. Under disse Omstændigheder skulde der mere end almindeligt Mod til at tale i en Forsamling, og man forstaar, at der kunde være Anledning til paa et af Møderne at vedtage en Resolution, der takkede Mrs. Fawcett »for det Heltemod, med hvilket hun havde holdt sin dygtige og interessante Tale«. Naar man ved, at Mrs. F. endnu efter 40 Aars Øvelse kun med Overvindelse taler paa offentlige Møder, synes denne Tak dobbelt berettiget.
Det taalmodige, ihærdige, grundlæggende Arbejde for Kvinders Valgret i England skyldes væsentlig Mrs. Fawcett, og det er derfor en Selvfølge, at hun staar som Leder af Englands Nationale Kvindevalgretsforbund. Hun hylder en fredelig Taktik og har ikke været med i »Suffragetternes« hidsige Kamp.
Om Mrs. Fawcett’s private Liv er kun lidt trængt ud til Offentligheden. Hendes afdøde Ægtefællle Professor Fawcett plejede at sige, at han for en stor Del skyldte sin Hustru det Held, der havde fulgt ham i det offentlige Liv og Parlamentet.
I sit Hjem forstaar Mrs. Fawcett at forene sit offentlige Arbejde med Hjemlivets Fred. Sin uhyre Korrespondance besørger hun om Formiddagen, i den øvrige Tid beskæftiger hun sig gerne med Haandarbejde, Musik eller selskabeligt Samvær med sine mange Venner. - Hun er Æresdoktor ved St. Andrews Universitet.
Ved Kvindevalgrets -Kongressen i London i 1909 var hun Genstand for megen Hyldest, bl. a. af den store Kvindeprocession paa 10,000 Kvinder til Albert Hall. Det Ønske, der da blev udtalt, gentager vi her: »Gid hun maa opleve at se Frugterne af sit Arbejde«.
Mrs. G. Despard.
I Forbindelse med Portrættet af Lederen for de »moderate« Kvindevalgretsforkæmpere i England er det rimeligt at bringe et Billede af en Repræsentant for »Suffragetterne«, hvis Kamp »Kv. og Sf.« jævnlig har bragt Beretninger om.
Mrs. C. Despard er, som man ser af Billedet, en elskelig gammel Dame, der ingenlunde ser ud til at ville begaa Voldshandlinger, og man kan forestille sig, at en Politibetjent vil betænke sig to Gange paa at lægge Haand paa hende, saa meget mere som hun er Søster til den fra Boerkrigen kendte, i England saa populære, General French. Ikke desmindre er Mrs. Despard gentagne Gange bleven arresteret, naar hun sammen med andre Medlemmer af »Women’s Freedonis League« har søgt at bane sig Vej enten i Procession til Parlamentet eller i Deputation til Premierministeren for at frembære Kvindernes Ønsker.
Mrs. Despard er Katolik, og hendes Arbejde er stærkt præget af Troen paa Religionens Magt til at forbedre de uheldige sociale Forhold. Hun har lejet en Lejlighed i et af Londons Fattigkvarterer og har indrettet en Slags Vuggestue for fattige Smaabørn. Forældrene bringer Børnene til
hende om Morgenen og henter dem igen om Aftenen, og Mrs. Despard fortæller med Stolthed, at »His Majesty’s inspector« altid udtaler sig med Tilfredshed om hendes »Babies«, der er velplejede og ved godt Huld.
Paa de internationale Kvindekongresser hilses hendes høje, ranke Skikkelse altid med stort Bifald, naar hun staar frem for at tale. Det synes saa indlysende, at denne gamle, erfarne Kvinde, skolet i socialt Arbejde, har Ret i sin Fordring om ved sin Stemme at faa Indflydelse paa Lovgivningsarbejdet.
Ogsaa her hjemme er Mrs. Despard kendt, bl. a. deltog hun i den internationale socialdemokratiske Kvindekongres i 1910. Hun vakte Opmærksomhed ved sin Protest imod en Resolution om, at Socialdemokratiets Kvinder ikke maatte samarbejde med Overklassens Kvinder. Hun hævdede bestemt, at de socialdemokratiske Kvinder hverken kunde eller burde undvære den Hjælp, de kunde faa fra Kvinder uden for den egentlige Arbejderstand.
