« Tilbage til søgeresultaterne

Dansk Kvindesamfund efter Opnaaelsen af den politiske Valgret

Af: Gyrithe Lemche

« Se emneord

Læser! Kender Du Tasmanien eller Van Diemen’s Land? - Kender Du Tasmanierinderne? - Bryd Dig ikke om, at der staar i Salomonsens Konversationsleksikon, at de er opstaaede ved en Krydsning mellem en europæisk Forbryderkoloni og nogle rø­vede Australnegerinder, det er over et halvt Aarhundrede siden; nu er Forbryderkolo­nien bleven nedlagt, og Negerinden er bleven hvid. Men hvad mere er, hun har faaet politisk Valgret og Valgbarhed, og har derfor opløst sit Kvinderaad. »Det var overflødigt« - sagde hun; og et andet Sted i det samme Nummer af »Kvinden og Samfundet« har Formanden for Hillerødkredsen udtalt den samme Formening om Dansk Kvindesamfund efter Opnaael­sen af den politiske Valgret. I Sandhed, et mærkeligt Sammentræf! Hillerødkredsen og - Tasmanien! - Tasmanierindernes Udtalelse har kaldt Fr. Rosika Schwimmer af Ungarn frem til Protest; skulde mon ikke Hillerødkredsens For­mands Udtalelse kalde nogle Medlemmer af Dansk Kvindesamfund frem? - saameget mere, som Fr. Mørk finder Dansk Kvindesamfund hinsides den politiske Valgret ikke blot overflødigt, men ogsaa farligt, fordi det kunde blive »en Forening for Kvinder, som en særegen Slags Men­nesker, kontra Mænd«.

En saadan Bekymring tager sig unæg­telig lidt overflødig ud paa et Tidspunkt, hvor disse truede Mænd er travlt beskæf­tigede inde paa Rigsdagen med at lave en Beskyttelseslov for Kvinder, som i Øjeblik­ket vil sætte Hundreder af Kvinder og i Fremtiden rimeligvis Tusinder udenfor Erhvervslivet i Fabrikkerne. Dette viser dog, at Mændene ikke har noget imod at gøre Kvinderne til en »særegen Slags Men­nesker« i Forhold til dem selv, og den Protest, Dansk Kvindesamfund har ind­sendt imod dette Forbud, viser os omvendt, at Dansk Kvindesamfund har overordentlig meget imod, at Kvinderne paa denne Maade gøres til »særegne Mennesker«.

Skulde da denne Modvillie kunne tænkes at ophøre med Erhvervelsen af den politiske Valgret? - Ligger det ikke nær­mere at tænke, at havde Kvinderne haft den politiske Valgret i det Øjeblik, hvor Dansk Kvindesamfund indsendte sin Protest, da havde der paa Stedet dannet sig en Kæde af stærke Kvindeviljer tværs over alle Par­tilinier, og de Ord havde lydt fra alle kvindelige Folkerepræsentanter som med én Mund: Ingen Undtagelseslove for Kvin­der, intet Indgreb i vor Erhversfrihed! Og Forbudet havde rimeligvis været ude af Verden med det samme; ikke blot fordi Kvinderne i den politiske Valgret besad det nødvendige Vaaben, men ogsaa fordi de i Dansk Kvindesamfund besad den Samkraft, som gjorde dem i Stand til at bruge dette Vaaben med Udbytte.

Forbudet mod Kvinders Natarbejde, det er Haanden, der skriver paa Væggen for os Kvinder: »Mere af denne Slags kan I vente Jer, om I ikke vedbliver at holde sammen«. - Jeg vil haabe, at Dansk Kvindesamfunds Medlemmer forstaar at tyde Skriften og ikke lader sig forvirre af fremdukkende Opløsningstilbøjeligheder, som maaske lader sig begrunde ud fra  tasmanske Tilstande, men ikke ud fra Forhold som vore, hvor Lovgiverne belaver sig paa med den ene Haand at stryge Grundlovens politiske Undtagelsesparagraf for Kvinder, og samtidig med den anden Haand indfører en ny Undtagelsesparagraf for os paa Erhvervslivets Omraade, en Pa­ragraf, der netop vil gøre Kvinderne til det, som Hillerødkredsens Formand frygter mest af alt: »en særegen Slags Mennesker« i Forhold til Mændene.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner