Den »lille« Grundlovsændring og - »en endnu mindre«

Piper i Landstinget ³°/₃ 1911: »Vi have Ting at beskæftige os med af gan­ske anderledes Vigtighed for Folk og Land, end denne Sag kan være i Øje­blikket«.

Disse Ord fra Grundlovsforslagets Be­handling i Landstinget, disse Ord, som fal­der tungt som Jorden fra Graverens Spade paa Kistelaaget, de bør ikke desto mindre virke paa os Kvinder oplivende som et Ba­sunstød, faa os til at slaa Øjnene rigtig op, se paa hverandre og sige med det lille Nik, som lover saa meget for Fremtiden: »Nu maa det være nok; nok med alle disse ær­bødige Ansøgninger og Tiggergange; nok med disse Interpellationer fra Valgtribu­nerne, hvis Besvarelse dog har vist sig ikke at binde sin Mand, nok med al denne Hand­len og Prangen med en Sag, som ikke en Gang dens tilsyneladende Forkæmpere har vist sig i Stand til at vurdere efter For­tjeneste. To Gange har vi nu set vort Krav om politisk Valgret fremtræde i Tinget un­der Eskorte af de demokratiske Garantier, som ligger i Valgrettens Udvidelse til Ty­endet og de 25aarige, én Gang har vi set det eskorteret af Kravet om en Landstingsreform. Var vor Sag da ikke god nok til at gaa alene? - eller - var den maaske for god, for indlysende og uafviselig til at slippe for at gøre Tjeneste som Slæber af andre, mindre indlysende Sager?«

Dette Spørgsmaal maa vi Kvinder stille os selv, mens vi endnu har i frisk Erin­dring de Ord, hvormed det frikonservative Partis Ordfører afviste Grundlovsændrin­gen i Landsthinget: »Under Hensyn til den Sympathi, som vi har for Kvindernes po­litiske Valgret, og under Hensyn til den ab-solute Mangel paa Sympathi, som vi har for Nedsættelsen af Aldersgrænsen til 25 Aar, ville vi ikke indlade os paa o. s. v. - - - « thi disse Ord indeholder en utvety­dig Tilkendegivelse af, at det ikke saa me­get var Kravet om Valgrettens Udvidelse til Kvinderne, som dette Kravs Eskorte, der rejste Hindringen fra dette Partis Side, ligesom vi ogsaa har Grund til at tro, at blandt de Ting, Højres Ordfører sagde, han fandt tiltalende ved Grundlovforslaget og ikke helt forkastelige, var ogsaa Kvinder­nes politiske Valgret. - Men selv om dette kun er Antagelser, saa er Sandheden om Kvindernes politiske Valgret dog uimodsi­gelig den, at aldrig er der endnu blevet af­æsket Partierne i begge Ting en Erklæring om, hvorledes de forholdt sig til dette Krav alene, altid har de samtidig skullet svare paa, hvorledes de forholdt sig til flere andre, dette Krav i Virkeligheden uved­kommende Spørgsmaal, og disse Spørgs­maal har plumret Vandene og fortaaget Svarene for os, saaledes at vi har været ude af Stand til at afgøre, hvor vi havde vore Venner og hvor vore Modstandere. Derfor er heller aldrig nogen Sag bleven saa grundig forkvaklet og forkludret som vor, der jo i sig selv ikke indeholder noget Stof til Agitation, fordi den ikke i Virkelig­heden betyder noget Indgreb i den bestaaende politiske Magtfordeling. Lad det da nu engang komme an paa en Prøve, lad vort Krav om politisk Valgret møde frem paa Rigsdagen uden Eskorte af Garantier hver­ken til den ene eller den anden Side, og lad os saa høre Partierne hver for sig ud­tale deres Mening om denne Sag alene. Der er nu sagt saa mange smukke og sympathiske Ord om Kvindernes Valgret, at vi nok tør gaa ud fra, at i det mindste de, som kalder sig vore Venner, ikke kan have no­get at indvende imod en saadan Venskabsprøve. Hvis derfor det lille svagelige Væ­sen, som Socialdemokratiets Ordfører kaldte denne Grundlovsændring, skal vise sig ikke at kunne staa for det iskolde Vand, Højres Ordfører kastede over det, lad os saa hurtigst mulig faa Begravelsesceremonierne fra Haanden, og lad der af dette højst blandede og uensartede Grundlovsforslags Grav opstaa et ublandet og levedygtigt Forslag om at give os Kvinder den poli­tiske Valgret paa lige Fod med Mænde­nes i Øjeblikket; thi først da sker der os vor Ret, først da kan vi med uhildet Blik skelne mellem vore Venner og vore Mod­standere. Men lad det ske snart, thi der er til Trods for ovenstaaende Citat af Lands­tingsmand Pipers Grundlovstale ikke i Øjeblikket nogen Sag af saa stor Vigtighed for Land og Folk, som den at faa den Fa­bel ud af Verden, at der findes lige og al­mindelig Valgret i et Land, hvor alle Mænd hersker enevældig over alle Kvinder. Vil man opføre en tidsvarig Bygning, maa man først sørge for at have Fundamenterne i Orden; men vil Mændene nu indrette sig paa alene at bygge Landet en ny Forfat­ning med en tidssvarende Omfordeling af Magten, da er Fundamenterne ikke i Or­den, da kommer denne Forfatning til at mangle sin ene Grundpille, Kvinderne, og da skal det nok vise sig, at den er bygget paa gyngende Grund.

Højres Afvisning af den lille Grund­lovsændring vil med Rette vække megen Misbilligelse og Harme hos Kvinderne, men det eneste, vi i denne Situation har at gøre, er, forekommer det mig, at samle os om dette Forlangende, at vort Krav om politisk Valgret faar Lov til at møde frem for Tin­gene endnu engang, men uden al Eskorte, og at Spørgsmaalene om Aldersgrænsens

Nedsættelse og Tyendets Valgret bliver henlagt til den store Grundlovsændring, hvor de rettelig hører hjemme, fordi de betegner en Omfordeling af den politiske Magt i Overensstemmelse med Udviklin­gens Krav. Hvis Højre overfor en saadan indskrænket Grundlovsændring skulde vise sig ligesaa afvisende som overfor den fore­liggende, og hvis de andre Partier skulde vise sig lige saa imødekommende som i Øjeblikket, da vidste vi Kvinder, hvor vi havde vore Venner, og hvor vore Mod­standere, og da kunde vi med større Tryghed end nu lægge vor Sag i vore Venners Hænder.

Naar de Begravelsesceremonier, som kaldes Udvalgsbehandlinger, er overstaaede, vil Tidspunktet være kommet for os Kvinder til at stille et Krav som det her foreslaaede, gid vi da maa kunne se saa ganske uhildet paa vort eget Tarv, at vi kan mødes i Enighed om at stille det.