« Tilbage til søgeresultaterne
»Kvindebevægelsens Grænselinier«
Rosika Schwimmer søger med sin Artikel »Kvindebevægelsens Grænselinier« at give Stødet til en Sammenslutning af alle Jordens Kvindeforeninger under et aldeles, bestemt og skarpt afstukket Fælles-Program. Selv viser hun sig i denne Artikel noget fanatisk - se Angrebet paa »Interantionalt Kvinderaad« - og ret ensidig, altsaa formentlig ikke egnet til personlig at være Fører i en Samlingsbevægelse. Men derfor kunde hendes Tanke selvfølgelig være god nok og altsaa bidrage til Fremskridt i Kvindesagens Historie.
Jeg tror imidlertid, at denne Plan om et ensartet Program for alle de vidt forskellige Lande og Folkeslag ikke alene vil vise sig som en Umulighed, men vistnok ogsaa vil virke højst uheldigt for Sagen. En Umulighed vil det uden Tvivl være at fastslaa Regler, hvorefter der kan leves og arbejdes blandt Sydens og Nordens Kvinder, Amerikas og Ruslands, - og saa fremdeles. Man ser jo tydeligt af Fr. Schwimmers egen Artikel, hvilken Forskel der er alene mellem ungarske og preussiske Forhold, og hvor vidt forskellige Opfattelser, der gør sig gældende f. Eks. mellem de schweitziske og de engelske Kvinder med Hensyn til den bedste Arbejdsmaade. Og det er jo aldeles rimeligt, - en Bevægelse maa virkelig vokse som den naturligt kan i de forskellige Landes Jordbund. Den faar et andet Præg i de mere demokratiske Folk end hos de militaristisk-konservative, den maa fremtræde forskelligt i det protestantiske og i det katolske Land. At tvinge en stor livskraftig Bevægelse ind i en kunstig ensartet Ramme vil kun skabe Splittelse. Er der Liv og Vækst i Bevægelsen, dør den ganske vist ikke af et saadant Forsøg, den lader blot Rammen staa tom, forlader den og de Førere, som tømrede den sammen, og bryder sig som før sine egne Veje. Men slige Forsøg kan dog let bringe Splid i Stedet for Samling, og i saa Fald sinker de blot.
Det er vist en Kendsgerning, at det altid er de mere yderliggaaende Retninger i en Bevægelse, som stærkest interesserer sig for Programmer, maaske fordi de i højere Grad end de konservative er i Besiddelse baade af Mod og skarp Klarhed i Livssynet. Men til Gengæld er de mere tilbageholdende Elementer de talrigste, - dette gælder i ethvert Fald i Kvindebevægelsen, og alle de, der kender Forholdene paa Landet og i de smaa Byer, vil kunne bekræfte dette. Der er værdifulde Kræfter blandt alle disse stilfærdige, og der maa vises dem fuldt Hensyn, hvad ogsaa sker her i Danmark, hvor Bevægelsen ledes tiltalende besindigt i sund Vekselvirkning med det virkelige Liv. Det er kun naturligt, at alle disse stilfærdige ikke med Sandhed kan fylke sig om yderliggaaende Theorier, som ofte endog forekommer dem at stride mod etisk-religiøse Fordringer, de stiller til sig selv.
Og hvad gaar saa forresten disse Krav ud paa, som Fr. Schwimmer flere Gange vender tilbage til? Vi kan virkelig ikke tage dem ubeset. »Kvindens Selvbestemmelsesret som Barnemoder«, -siger hun f. Eks., er et Spørgsmaal, som kun »smugles ind« selv af »de modigste Forkæmpere«, - maa vi saa ikke meget hellere være fri for at se det optaget paa noget Program! Den udelukkende selviske Selvhævdelse paa Tværs af Samfundslovene og i en Slags Krig med Mændene ligger heller ikke for os Danske, og vist de fleste af os mener, at der findes bedre Veje, hvorpaa vi kan kæmpe os fremad til vor Ret. Og forøvrigt er det jo netop her i Landet foreslaaet som et Punkt paa vort Program, at vi tilbyder os som fredelige Medarbejdere i Samfundsarbejdet ved Siden af Mændene. Ved Fællesmødet i Odense for nogle Aar siden blev det, som bekendt, vedtaget, at vi ikke alene ikke vil danne noget særligt Parti, men at vi end ikke vil opstille særlige Lister til Valgene »undtagen i Nødsfald«.
Vi har hidtil i vor Agitation stærkt fremhævet det gode Hjem med den store moderlige Indflydelse som Forbillede for det offentlige Liv, - kort sagt vor Arbejdsmaade har været fredelig herhjemme, - og med Rette, for det er en fornuftig Maade, som passer godt til vore Forhold. »Hun kom uden Tynge, hun kom med Fred«, - det er ganske vist heldigt, at Typen er bleven kraftigere og mere bevidst end Folkevisens blide, lille Dronning, men alligevel, - mon vi ikke høster de bedste Frugter af vor Frihedskamp, dersom vi fastholder dette som vor Maade at ville »komme med Fred«. Ikke passiv Ligegyldighed, - ingenlunde. Men et varmt og bevidst Arbejde i fredelig Aand som det, vi hidtil har gjort herhjemme, vil vistnok ogsaa i Fremtiden føre os videst her i Danmark.
Jeg kan altsaa ikke se andet, end at Rosika Schwimmers Theorier med deres maskinmæssige Tvangsprogram vil være ret ugennemførlige og i ethvert Fald ikke egner sig for vort Folk. Jeg tror ligesom Fr. Paludan-Müller, at »Fremskridt med Moderation« er den eneste Maade, hvorpaa Mennesker af vidt forskellige Meninger, Kundskaber, Samfundslag, Alder o. s. v. o. s. v. i det hele taget kan bringes til at gaa fremad i Flok.
Men et Enhedsmærke er der dog for al Kvindebevægelse over hele Jorden: Kravet om Stemmeretten. Det er Fanen, hvorunder vi kan mødes fra alle Lande. Det er vort fælles Program.
I alt det enkelte og særlige derimod, maa vi have Lov til at arbejde i Frihed, hvert Folk for sig.
