« Tilbage til søgeresultaterne
Politisk Rösträtt för Kvinnor
Som et Led i Overvejelserne vedrørende Indførelse af politisk Valgret for Kvinder i Sverige blev det i 1909 af den svenske Regering overdraget til det svenske statistiske Bureau at udarbejde en Oversigt over Udviklingen og Gennemførelsen af Kvindevalgret i andre Lande. I. Del af denne »Utredning« er nu udkommen, udarbejdet af Professor C. A. Reuterskiöld ved Upsala Universitet. Den udgør et tykt Bind, i hvilket imidlertid langt den største Plads optages af Bilag - officielle Indberetninger om Spørgsmaalet fra svenske Gesandter, Love og Lovforslag samt Rigsdagsfor-handlinger fra forskellige Lande, kort sagt en udmærket Kildesamling, der vil kunne være Forkæmperne for Kvindevalgret til stor Nytte.
Professor Reuterskiöld gennemgaar Kvindestemmerettens Historie, citerer udførligt Condorcets og Stuart Mills Argumenter for Kvindernes Frigørelse og fremfører upartisk de mange Grunde for og
imod, som i Aartier er fremsatte for denne Sag. Redegørelsen er næsten saa upartisk, at man har ondt ved at faa fat paa Forfatterens egen, inderste Mening, som dog sikkert er den, at han stiller sig velvilligt afventende. - Sagens Gennemførelse har ingen Hast i Sverige, navnlig saa længe man ikke har set, hvorledes England vil stille sig.
Forfatteren nærer nemlig den Anskuelse, at England og Sverige er de i politisk Henseende højst udviklede Lande, idet begge disse Stater staar med en Forfatning, der er Resultatet af flere Aarhundreders Udvikling. Som Modsætning fremhæver han Frankrig og de Lande (deriblandt Danmark, Norge og Finland), hvis Forfatning er dannet efter fransk Mønster, til Dels som Resultat af mere eller mindre fredelige Revolutioner.
Frankrig er i Virkeligheden det europæiske Land, der efter hele den politiske Tankegang, saaledes som denne er udtrykt i Forfatningen, først burde have indført Kvindernes politiske Valgret. Som bekendt er dette endnu ikke sket, men Bevægelsen er i Fremgang, og som et Resultat af de der stedfindende Overvejelser er i 1909 udkommet en »Rapport«, et lignende Skrift som Prof. Reuterskiölds, hvilket han hyppigt citerer. ,
Ny Zeeland og de amerikanske Stater, som har givet Kvinderne Valgret, mener Forfatteren ikke kan sættes som Mønster for de gamle Kulturlande, idet disse »Nybyggerstater« s lovgivende Forsamlinger nærmest sammenlignes med en Samling af Kommunalraad. At Statsomvæltningerne i Norge og Finland har været medvirkende Aarsager til, at Kvinderne der fik politisk Valgret paa det givne Tidspunkt er jo en kendt Sag.
Hvad nu Grundene for og imod Kvindevalgret angaar, da anfører Forfatteren, at Udvidelserne af Valgretten i Landene i Reglen sker saaledes, at de Kategorier af Mennesker, som tilsammen er naaet til at danne »en ny Magtfaktor i Samfundet«, opnaar Valgret, idet man samtidig søger at opretholde den Fiktion, at Udvidelsen først gennemføres, naar Individerne i de ny Vælgerklasser er modnede til Valgretten. Dette gælder f. Eks. Udvidelsen af Valgretten til Industriarbejderne. Denne Udtalelse gør i Virkeligheden kort Proces med det ofte opstillede Krav om Nødvendigheden af Modenhed hos Kvinderne. Professor Reuterskiöld fremhæver, at Kvindernes Udelukkelse fra Valgretten i Almindelghed beror derpaa, at Kvinderne ikke er blevne en saadan ny Magtfaktor i Samfundet, og han mener, at dette har sin Grund i, at de, som Kvinder, ikke har fælles politiske Interesser at varetage. En Del af dem er enige om at forlange Stemmeret, men de slutter sig ellers hver for sig til forskellige politiske Partier. Dog indrømmer Forf., at et Interessefællesskab findes for de kvindelige Lønarbejdere; det kommer an paa, om de er saa talrige, at de bliver en Magt, man maa regne med. I de Lande, hvor Kvindevalgret er indført, eller hvor der agiteres livligt for den, erkender han, at der tages mere Hensyn til de arbejdende Kvinders Krav end andetsteds. Derimod synes han at undervurdere de gifte, ikke selverhvervende, Kvinders samfundsmæssige Krav paa Valgretten, skønt han etsteds siger: »at den (Valgretten) hæver Kvindernes politiske Dan-
nelse og derigennem forøger Muligheden for dem til, særlig som Mødre, at indvirke paa den kommende Slægt til Udvikling af en bedre Samfundsaand«.
Med Hensyn til de forskellige politiske Partiers Holdning til Kvindestemmeretten, fremhæver Forfatteren, at denne som Regel afhænger af, om det paagældende Parti tror at kunne vente Styrke-Forøgelse gennem de nye kvindelige Vælgere. I Belgien, hvor man tror, at de Klerikale vil faa Fordel af Kvindevalgrettens Indførelse, modsætter de andre Partier sig denne Reform, selv om de maaske ellers principielt maa være Tilhængere af den.
Det er umuligt i en kort Anmeldelse at give et blot nogenlunde udtømmende Referat af Professor Reuterskiölds Bog. Hans flere Gange fremsatte Udtalelse om, »at Kvinderne ikke danner nogen ny Magtfaktor i Samfundet«, bør imidlertid være Kvindevalgrettens Forkæmpere en Spore til at blive en Magt ved at fylke sig i maalbevidste Skarer til Kamp for politisk Ligeberettigelse med Mændene. Det vil sikkert vise sig, at Kvinderne har fælles Interesser at varetage paa Lovgivningsomraadet, selv om Professoren gerne vil bortforklare de Resultater af Kvindernes Deltagelse i Lovgivningsarbejdet, som f. Eks. er opnaaede paa Ny Zeeland.
Professor Reuterskiölds Bog har forøvrigt givet Anledning til et ubehageligt Intermezzo, i hvilket Danmark har taget Del. Formanden for den svenske Landsforening for Kvindestemmeret, Dr. Lydia Wahlström, har skrevet en længere Anmeldelse af Bogen i »Dagny« og heri bl. a, udtalt sin Samstemning med en Udtalelse fra Professoren om, at Udviklingen m. H. t. Kvindevalgret i Sveriges Nabolande næppe kan være af større Betydning for Sverige set fra et statsretligt Synspunkt. Fru Johanne Münter, som erklærer ikke at have læst Professor Reuterskiölds Bog og ejheller at ville gøre sig bekendt med den, har heraf taget Anledning til at protestere i »Kvindestemmeretsbladet«, idet hun optager denne Ytring af Dr. Wahlström som en uvenlig Handling mod de Delegerede fra Nabolandene, der snart skal samles i Stockholm til Kongres. »Dagny«s Redaktion har ment at burde fralægge sig Ansvaret, og Dr. Wahlström har set sig nødsaget til at fremkomme med en undskyldende og forklarende Artikel, i hvilken hun lægger Vægten paa, at den anførte Udtalelse, hvad der ogsaa tydelig fremgaar af Sammenhængen i Prof. R.’s Bog, drejer sig om statsretlige, altsaa teoretiske Synspunkter, medens det derimod er højst sandsynligt, at Nabolandenes Eksempel vil faa gode praktiske Følger for Kvindestemmeretten i Sverige.
Det er jo en uomtvistelig Kendsgerning, at den svenske Forfatning ligesom den engelske er Resultatet af Aarhundreders Udvikling, medens de øvrige skandinaviske Landes savner denne Sammenhæng med Fortiden. Svenskerne maa have Lov til at udtale deres Glæde herover, om de har Lyst dertil, ligesaa vel som Folkene i Nabolandene har Ret til at fremhæve deres Forfatningers formentlige Fordele fremfor den svenske.
