« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig værnepligt
Den tanke, at kvinden også har en værnepligt at aftjæne, har ofte været fremsat, siden kvinderne begyndte at vågne herhjæmme, og i den senere tid synes det, som om Kravet vokser sig stærkt, både i udlandet og herhjæmme. Også i »Kvinden og Samfundet« har spørgsmålet været taget op til drøftelse, og Magdalene Lauridsens indlæg har indeholdt meget godt og sandt.
Det synes mig dog, som om en af de væsenligste grunde til at ville indføre en værnepligt for kvinden, ikke er bleven nævnt. Noget af det bedste ved værnepligten er den overordenlig opdragende indflydelse, den vil have på kvinden derved, at hun kommer til at føle sig som borger i sit fædreland med pligter overfor dette. Kvinderne må overfor sit fædreland føle sig så forunderlig ansvarsløse: det er jo mændene, som regerer landet, gennem stemmeretten øver indflydelse på lovgivningen og gennem værnepligten værger sit land mod ydre fjender. Kvinden er ansvarsløs på det andet punkt. Men dette er uhyre usundt for hele kvindens udvikling, og man ser også grumme mange tomme og forfængelige unge piger, i middelstanden og de højere klasser tillige mange unge piger, der slet ikke kender til det virkelige liv. Værnepligten burde for kvinder som for mænd være tvungen for alle, som ikke af helbredshensyn blev »kasserede«. Dette vilde tillige i høj grad hjælpe til at slette klasseforskellen. Mangen datter af rige forældre, som ikke havde nødig at erhverve til livets ophold ved sit arbejde, og som ikke havde meget andet at gøre end at more sig, klæde sig fint og søge at behage, vilde have uhyre godt af at komme til at udføre et alvorligt arbejde sammen med folk af en anden samfundsklasse, føle at derigennem, at de var hendes landsmænd og havde pligter overfor det samme fædreland som hun, var der et bånd mellem dem, som kunde blive værdifuldt for hende. Og ved at se livet på lidt nærmere hold, vilde der i de gode naturer vækkes alvår og ansvarsfølelse.
Men jeg er ikke enig med fr. M. Lauridsen i, at det er husholdning, kvindernes værnepligt skal bestå i.
Fr. Lauridsen skriver, »at kvinder ikke i mindre omfang end mænd har pligt til at værne det samfund, hun er medlem af«. »Men hvilken form var naturligere end en planmæssig uddannelse i at værne og hygge et hjæm, så det blev et hjæm, samfundet måtte anerkende som godt? Staten måtte kunne pålægge kvinderne en sådan uddannelse som pligt, når den sælv afholdt udgifterne.« -
Disse to ting modsvarer ikke hinanden. Når manden arbejder som arbejder, håndværker, embedsmand o. s. v., kommer dette ganske vist hans fædreland til gode, men han arbejder for at erhverve til livets ophold for sig sælv, hustru og børn. Dette modsvares af kvindens arbejde i hjæmmet for mand og børn, og skaber hun et godt hjæm, kommer det også samfundet til gode. Men når manden aftjæner sin værnepligt, gør han det kun for fædrelandets skyld, for at kunne hjælpe det, hvis det kommer i nød. -
Kvindens værnepligt bør også bestå i et arbejde, hvormed hun kan komme sit fædreland til hjælp, når det kommer i nød, nemlig sygepleje og samaritergerning. Kommer fædrelandet i krig, vil der kræves langt flere kv. sygeplejere, end der findes til rede, da hospitalerne jo ikke kan blottes helt. Om end den kvinde, der har aftjænt sin værneuligt ved et års tjæneste i sygepleje og samaritergerning, ikke kan gøre samme nytte som en helt uddannet kv. sygeplejer, så kan hun dog sikkert tage en gerning op i krigstilfælde under en uddannet sygeplejers ledelse. Og ligesom mændene efter endt militærtjeneste ofte bliver indkaldt en kortere tid for at opfriske sine militærøvelser, så kan den ugifte kvinde også blive indkaldt til en eftertjæneste for ikke at glemme det lærte. Og det vil være en glimrende opdragelse for enhver vordende moder! Ja, den kvinde gives vel ikke, som ikke ofte i sit liv får brug for kenskab til sygepleje og nødhjælp!
At lære husholdning er også en udmærket ting for alle kvinder, men det hører ikke hen under værnepligten. I mange skoler er der jo indført undervisning i husvæsen, og vi har udmærkede husholdningsskoler; tvinge kvinderne til at søge den uddannelse synes det mig ikke, man kan.
Når kvinderne nuomstunder har mindre lyst til husligt arbejde, ligger dette måske i to ting: l) at der af husligt arbejde ofte lægges mere på kvindens skuldre, end hun kan magte, og 2) at det huslige arbejde ikke agtes efter fortjæneste. Når en datter går hjæmme og hjælper med disse tusinder af småting: at støve af, gøre lamper rene, tælle til vask, efterse linnedet o. s. v., mener mange - og lader hende det mærke - at hun egentlig »ingenting har at bestille«, og alt tilfældigt arbejde læsses paa hende. Og vore tjænestepiger, hvor bliver de ikke ofte overlæssede? Den sociale stilling, der gives dem, svarer ikke til det store arbejde, de udfører, selv om lønnen er stor nok. Det huslige arbejde består af masser af småting, som synes ringe hver for sig, men som alligevel ikke kan undværes, og som sluger et menneskes hele arbejdskraft. Men såvel hustruen som datteren og tjæ-nestepigen trænger til at føle, at deres arbejde værdsættes, og kun ved at agte og værdsætte det huslige arbejde efter fortjæneste kan man give kvinder lyst til at udføre det. Pålægge hende det som en værnepligt kan man ikke med retfærdighed, men måske et mindre kursus i husvæsen kan følge med uddannelsen i sygepleje.
Hvor kvinderne skal få den uddannelse i sygepleje og nødhjælp, kan jeg ikke udtale nogen bestemt mening om. Om de skal lære et år på de store sygehuse landet over eller der skal oprettes en skole for dem, det er et spørgsmål, lovgiverne må afgøre. Men der må være kvinder med til at give den lov. Førend kvinderne sidder i rigsdagen, bør der ikke røres ved den sag. Men jeg synes, det vilde være kønt, om noget af det første, kvinderne gjorde, når de blev valgbare, var at pålægge sig selv en pligt til fædrelandets gavn. Indtil den tid kommer, da der sidder kvinder i Danmarks rigsdag, kan vi forhandle dette spørgsmål og nå til klarhed, og så vil vi inderlig håbe, at den tid ikke er fjærn, da Danmarks kvinder selv kan pålægge sig pligter til fædrelandets gavn.
21. April 1911.