« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Nykøbing F. den 23., 24. og 25. Juni 1911
(Sluttet).
Lørdag den 24. Juni.
V. Fælleslovene.
Lovudvalget fremlagde sit Forslag til Revision, som vedtoges med en Ændring til § 5, hvorefter Medlemmer, der indmeldes efter 1. Juli, betaler 50 Øre for Indmeldelsesaaret. -
VI. Kvindens politiske Valgret.
Efter indledende Ord af Gyrithe Lemche vedtoges enstemmigt nedenstaaende Resolution, som vil blive indsendt til Regeringen saa snart Rigsdagen atter samles:
»Atter træder Rigsdagen sammen, og vi Kvinder imødeser med største Spænding denne Samling som den, der skal bringe os Opfyldelsen af vort retfærdige Krav om politisk Valgret og Valgbarhed.
Vi tillader os derfor at anmode den høje Regering om, saafremt det i sidste Rigsdagssamling forelagte Forslag til en Ændring af Grundloven skulde vise sig uigennemførligt, da at forelægge et Forslag med den politiske Valgrets og Valgbarheds Udvidelse til Kvinderne som eneste Punkt, idet vi mener, at det strider mod Ret og Billighed, at Kvindernes Valgret vedblivende gøres afhængig af andre - den uvedkommende - Sagers Fremme.«
Vil. Fællestitel for gift og ugift Kvinde.
Fru Elise Bjerre (Sorø) talte imod Indførelsen af en Fællestitel.
Redaktør Esther Carstensen (Kbhvn.): Efter hvad Fru Bjerre her har sagt og efter hvad jeg har erfaret ved Samtaler paa Mødet i disse Dage, staar det mig klart, at Stemningen mod Sagen er saa stærk, at det vil være ørkesløst at optage en længere Diskussion om den. Jeg skal derfor ikke komme nærmere ind paa Grundene, der taler for den, de er desuden kendt, men kun indskrænke mig til at klarlægge Redaktionens Stilling i denne Sag.
Naar Red. ikke alene tydeligt har taget Stilling til Spørgsmaalet om en Fællestitel for alle Kvinder, men endogsaa i »Kvinden og Samfundet« har søgt at gennemføre Brugen af en saadan, saa maatte vi jo nok frygte, at der var dem, der vilde finde, at Redaktionen havde overskredet sin Kompetence og havde taget en Beslutning, som det rettelig tilkom Fællesmødet, som D. K.s højeste Myndighed at træffe.
Men har Red. saaledes faaet et Skær af Egenraadighed, er det dog ikke paa nogen Maade, fordi den nærer revolutionære eller oprørske Tilbøjeligheder, og det maa frem for alt ikke anses som Bevis for, at vi ikke anerkender Fællesmødet, som vor højeste Myndighed.
Red. er fuldstændig klar over, at »Kvinden og Samfundet« som D. K.s Organ maa hævde de Standpunkter, som D. K. gennem sit aarlige Fællesmøde har taget. - Og Red. har - efter fattig Lejlighed - bestandig bestræbt sig for at gøre Bladet til saa sandt og saa fyldigt et Udtryk som muligt for D. K.s forskellige Interesser og for at tage alle tilbørlige Hensyn til de forskellige Medlemmers berettigede Krav.
Selv om dette Skridt fra Red. Side, ved første Øjekast, kunde se ud som en Tilsidesættelse af Medlemmernes Ønske og Fællesmødets Myndighed, saa har det altsaa ikke været Redaktionens Hensigt dermed, og dette vilde jeg gerne nærmere paavise.
Spørgsmaalet om en Fællestitel for Kvinder rejstes, - som De ved - i »Kv. og Samf.« for 15. April i Fjor ved en Artikkel af Dr. phil. Maikki Friberg. Det fremkaldte en Storm af Indlæg, som langtfra alle kunde optages i Bladet. Jeg skylder Sandheden at sige, at det overvejende Flertal var imod en Fællestitels Indførelse; men ved at læse alle disse Indlæg, fik man paa den anden Side det Indtryk, at den egentlige Aarsag til al denne Modstand mod Tanken var den, at den var ny og overraskende; det stod for de fleste som en Umulighed at gennemføre den. Man er vant til straks ved første Omtale af eller Møde med en Kvinde at vide, om hun er gift eller ugift og tror derfor uvilkaarlig, at det er en Nødvendighed først og fremmest at faa den Sag oplyst.
Vi mente derfor, at kunde Folk først blive vant til at se alle Kvinder benævnes ens, - saaledes som Tilfældet er med Mænd, - kunde vi overbevise vore Medlemmer om, at det laa inden for Mulighedernes Rækkevidde, saa vilde rimeligvis den største Modstand herimod være brudt.
Redaktionen besluttede derfor at vove Forsøget. At selve Tanken i sit inderste Væsen er i fuld Overensstemmelse med Kvindesagens Idé nærer sikkert ingen ringeste Tvivl om; den er kun et Led af Virkeliggørelsen af Kvindens Ligestilling med Manden. Paa dette meget vigtige Punkt havde vi altsaa den bedst mulige Samvittighed.
Og - paa den anden Side - det skal villig indrømmes, forekom Sagen os ikke at være af en saa overordentlig Betydning, at vi ikke nok paa egen Haand turde tage denne Beslutning.
Vi kan sikkert alle være enige om, at Hovedsagen er ikke, hvad man kaldes, men hvad man er, og vi mener selvfølgelig alle, at det er forholdsvis ligegyldigt, om Mændene kalder os Frue, Frk., Jfr. eller Md., naar de blot vil gøre os alle til fuldt berettigede Borgere af Samfundet. Men fordi en Sag ikke er en Hovedsag, kan den dog have et berettiget Krav om at ordnes.
For at danne en Overgang, for ligesom at vænne Folk til ikke at gøre denne bestemte Adskillelse mellem gifte og ugifte Kvinder, anvendtes til en Begyndelse Forkortelsen Fr. Den kunde for saa vidt betyde Frue saavel som Frøken, man vidste blot ikke hvilket, og man maatte i Øjeblikket altsaa lade sig nøje med den Oplysning den indeholdt, nemlig at det paagældende Individ var en Kvinde, - en Oplysning, der vistnok i de fleste Tilfælde viste sig at være tilstrækkelig. Ved denne praktiske Forkortelse vilde Redaktionen sikkert være blevet staaende, dersom den ikke - desværre - havde den beklagelige Mangel - ikke at kunne udtales. Af denne Grund mente vi derfor at maatte gøre Skridtet fuldt ud og gik i Nr. 10, 30. Maj, over til at kalde alle Kvinder Frue.
Vi haabede altsaa, at vore Medlemmer, som saaledes i nogle Nr. har set Fællestitlen gennemført uden, at der - saa vidt os bekendt - er opstaaet større Vanskeligheder eller Forviklinger deraf - skulde gaa ind paa at give Redaktionen Tilladelse til at fortsætte med vor Bestræbelse for ogsaa i denne Retning at gennemføre Kvindens Ligestilling med Manden. De maa huske, at naar der bestandig tales om, at det er den Slags Ting, Redaktionen offrer sin Tid og sine Kræfter, at for os er det en ren Bagatel at foretage de fornødne Rettelser ved Gennemlæsning af Manuskriptet eller ved Korrekturlæsningen. - Den Storm af Latter, Indvendinger og Ophævelser, som altid møder det nye og ukendte, mente vi at have redet af. Den Opsigt, som Sagen vakte, troede vi havde lagt sig. Og jeg tror endnu, at dersom vi fortsætter med Brugen af Fællestitlen, vil den stille og ubemærket glide over i vore Læseres Bevidsthed og fra deres Kreds vil den brede sig videre og videre, ligesom naar den ene Ring tager den anden paa en stille Vandflade, hvor en Sten er plumpet i.
I Udlandet, f. Eks. Finland og Tyskland, har Kvindeblade allerede i længere Tid anvendt Fællestitlen uden større Modstand, men Tiden er maaske endnu ikke moden hertil her i Landet.
Red. føler sig fuldt overbevidst om, at Fremtiden vil medføre, at ogsaa denne Forskel mellem Mænd og Kvinder udviskes, men nogen maa gøre Begyndelsen, - og hvad var da rimeligere, end at »Kv. og Samf.« gik i Spidsen her, som saa mange Gange tidligere. Og det saa meget mere, som det er givet, at vi maa begynde med at skrive Frue til alle, fordi det er saa meget lettere end at sige det. -
Dersom det var bleven vedtaget at lade Bladet fortsætte med Anvendelsen af Fællestitlen, kunde det jo meget godt anses som et foreløbigt Forsøg, Fællesmødet saaledes gik med til. Dersom det saa skulde vise sig, at Udviklingen slet ikke gaar i den antagne Retning, og at vi kommer i fuldstændig Modstrid med den herskende Tidsaand, saa kunde Sagen jo tages op igen til fornyet Drøftelse, og man kunde saa forlade den Vej, som viste sig at være blind.
Men det er vor Overbevisning, at det vil vise sig, at »Kv. og Samf.« blot var lidt forud for sin Tid, - hvad der jo kun vil tjene det til Hæder.« -
Det vedtoges derefter, at Bladet for Fremtiden skal anvende Betegnelserne Frue og Frøken for gifte og ugifte Kvinder.
VIII. Regnskab og Overslag fremlægges henholdsvis til Godkendelse og Efterretning. -
Regnskabet for 1910, der balancerede med Kr. 15,025.72, godkendtes.
IX. Forslag til Indførelse af en »Forsagelsesuge« som Led i Agitationen for Kvinders politiske Valgret.
Øjenlæge Estrid Hein (Kbhvn): Naar jeg har taget det ubehagelige Hverv paa mig at røre ved Forsamlingens Pengepung, saa er det ikke fordi, jeg tror, at jeg som Mrs. Pankhurst har særlige Evner i agitatorisk Retning, men fordi jeg synes, at der er en vis Retfærdighed i, at Formanden gaar i Ilden for Kredsens Forslag, især for de ubehagelige.
Da vi i sin Tid begyndte at drøfte denne Tanke om en Forsagelsesuge, blev der naturligvis straks anført, at det mindede uhyggeligt om de engelske Suffragetter, disse Suffragetter, som altid omtales saa haanligt i Aviserne, men om hvem vi gennem dem, der kender Bevægelsen fra første Haand, har hørt saa meget godt.
Disse Suffragetter, som i al Fald har formaaet at vække det engelske Samfund til Interesse for Kvindens politiske Valgret i en saadan Grad, at der i England næppe findes en Gadedreng, der ikke ved, at der eksisterer en Kvindernes Sag. - Disse Suffragetter, der blev modtagne med Haan, senere med Indignation, men som muligvis netop paa Grund af deres Agitation faar Foden indenfor i Parlamentet, før vi kommer ind i vor Rigsdag! - Hvor mange danske Gadedrenge - for at lodde Bevægelsens Dybde - tror De egentlig ved, at der er en Sag, der hedder Kvindens politiske Valgret?
Og hvis er Skylden? Vores alle sammens. Nogle Kvinder interesserer sig for vor Sag, faa kommer til vore Møder, ingen hjælper os med Penge.
Det er sandt, som Fru Lemche sagde i Fjor,. at naar vi har ofret vort Medlemskontingent, saa synes vi alle, vi har ofret nok. Vi vil ikke gaa saa vidt i vor Opofrelse for vor Sag, at vi vil renoncere paa nogle af alle de mange Skinddyr, vi smykker os med, eller paa nogle Tommer af de »Pleureuser«, der vajer fra vore Hatte. -
Og selv om jeg ikke mener, vi just skal bruge Suffragetternes Midler til at vække Samfundets Interesse for vor Sag, saa staar det os klart - efter den Kølighed, hvormed Folketinget og den Kulde, hvormed Landstinget modtog Regeringens Valgrets Forslag - at det vist nu er paa Tiden, at vi gaar over til en noget mere »militant«, en agressivere Fremgangsmaade og dette efter Princippet: Hjælp til Selvhjælp.
Hvad tror man f. Eks. Kbhvn.s Kredsen kan udrette for det Par 100 Kr., vi har til overs om Aaret, og hvor mange Lejligheder tror De ikke, der er, hvor vi synes, vi bør gøre noget? Spørger vi vor Kasserer, om vi har Raad, ryster hun misbilligende - eller mistrøstig paa Hovedet og holder paa Pengekassen. Skal vi agitere ved et Hjælpekassevalg, skal vi deltage i Bjørnsontoget, skal vi avertere et Møde, har vi de frygteligste Skrupler forud. Jeg har ogsaa fra Forhandlingen her et tydeligt Indtryk af, at Kredsene er i Pengetrang, ja at selve Fælleskassen just ikke har overdrevent mange Penge.
Jeg talte fornylig med en af mine gratis Patienter, der er Medlem af en Odd Fellow Loge, om hvor meget hun maatte betale i Kontingent. »Aa,« sagde hun, »det er kun l Kr. om Maaneden.« »Hvad faar De nu for de Penge,« spurgte jeg. »Jeg faar ingen Ting, men vi kommer sammen l Gang om Maaneden og drøfter Logens Anliggender. Og saa er det jo en Æressag for én at blive staaende i Logen.« - Tænk om vort Kontingent var 12 Kr. om Aaret, hvor meget mere kunde vi saa ikke faa udrettet!
Nu kommer vi fra Kbhvn.skredsen og siger i Tilslutning til Fru Lemche, at det er nødvendigt at ofre noget mere for vor Sag.
Vi er ikke saa udspekuleret ondskabsfulde, at vi forlanger Skindhalerne eller Pleureuserne eller blot nogle Tommer deraf, men vi forlanger Forsagelse paa et Punkt, hvor det er de allerfleste af os let for en kort Tid ved lidt Ekstraarbejde at yde den.
Vort Ønske er da det: vi skal spare paa den daglige Mad i en Uge.
Faa af os Kvinder sætter saa stor Pris paa Mad, at vi ikke godt er i Stand til at benytte
- i en Uge - billigere Ting end de, vi benytter til daglig.
Vi kan bruge:
Margarine i Stedet for Smør,
Mælk i Stedet for Fløde,
Maltkaffe i Stedet for Kaffe,
Kalvekød i Stedet for Lammekød,
Sild i Stedet for Rødspætter,
Kartofler i Stedet for Grønærter.
Alle disse gode Raad, som De vil kunne faa - for 10 Øre - i et lille Hæfte, hvor Fru Berg-Nielsen har gjort os den Tjeneste at udarbejde en Sparespiseseddel for os, vil De sikkert hver især kunne forøge med mange andre.
Da vi drøftede Spørgsmaalet om en Forsagelsesuge indenfor vor Bestyrelse, sagde en: »Lad os ikke lægge for megen Vægt paa Besparelse af Maden for ikke at irritere vore Mænds Maver.« Jeg synes slet ikke, vi skal frygte for at drage Mændene med ind i Forsagelsen. De er jo dog ikke helt uden Skyld i, at vi endnu ikke har Valgretten.
Tænk om Prof. Bircks Kone, naar han bebrejder hende den sløje Middagsmad, kan svare ham: »Ja den faar Du ene og alene, fordi vi ikke har Valgret.«
For øvrigt vil jeg sige, at det sikkert for mange af os, der til daglig ikke gaar til den yderste Sparsommeligheds Grænser, vil være meget sundt og meget lærerigt at sætte vor Levevis ned i en Uge.
Vi har maaske længe haft Lyst til at indføre Margarine i vor Husholdning, men ikke turdet for vor Kokkepige. Tænk, hvor let det nu vil gaa at faa begyndt, naar vi kan sige til hende, at vi gør det for at skaffe baade hende og os selv Valgret.
Naturligvis har vi ikke tænkt os Maden, som det eneste Punkt, der skal forsages paa. Nej alle de smaa Omraader, vi selv alene kan forsage paa, de skal med. Vi maa ikke ryge, ikke køre i Sporvogn uden absolut Nødvendighed, gøre vor Lørdagsrengøring selv, ikke gaa paa Konditori, Restauration, Biografteater eller Theater.
Kommer der Venner til Aften - i Forsagelsesugen skal man for Resten ikke være for gæstfri - saa faar de en Kop The og en varm Hvede; De kan godt forklare dem, hvorfor de bliver snydt for Paalægget, og De kan godt agitere for at faa dem til selv at deltage i Forsagelsen.
Vi har tænkt os, at Forsagelsesugen, der jo ogsaa skulde virke som en Slags Agitation, retteligst burde lægges sammen med »Agitationsugen for Kvindens politiske Valgret« i September.
Og vi har tænkt os, saafremt Forsamlingen gør os den Glæde at slutte sig til Tanken om Forsagelsesugen, da at foreslaa, at 10 % overlades Fælleskassen - vores allesammens Mo’er.
Der har jo af og til været talt om at iværksætte en Landsafstemning - en Kvindeafstemning - om vor Valgret. Skulde den Ulykke indtræffe, bør vi ogsaa have samlet os et Agitationsfond til Imødegaaelse af denne i mine Øjne saa ganske uretfærdige Maade at skaffe vor Sag en Afgørelse paa.
I det lille Hæfte, der sælges for 10 Øre Stykket (5 Øre for 10 Stkr. og derover), vil De finde to Spisesedler: en billig og en lidt dyrere for l Uges Kost.«
Forslaget vedtoges med den Ændring, at Ugen kaldes en Spareuge og at Kredsene stilles frit med Hensyn til Besparelsesmaaden.
X. Distrikternes Betydning.
Elisa Petersen, M. B. (Næstved): Dansk Kvindesamfund ledes jo, som det er Medlemmerne bekendt, af en Fællesstyrelse paa 15 Medlemmer fordelt over hele Landet; Medlemmerne er derhos organiserede i lokale Kredse med en Styrelse paa mindst 5 Medlemmer i Spidsen. Det er vor lovmæssige Organisation.
Imidlertid har Kredsene af og til - og det var ikke de daarligste Kredse - følt Trang til indbyrdes i større Tal at drøfte Spørgsmaal af udvidet lokal Betydning, og har da slaaet sig sammen 4-5-6 Kredse for at drøfte disse, for at enes om en Fællesoptræden paa vore aarlige Fællesmøder, hvad enten det nu gjaldt at faa valgt Repræsentanter, som man mente særlig vilde varetage de saaledes sammensluttede Kredses Interesser, eller det gjaldt Sager af almindelig Interesse for Kvindesagen, Foredragsrækker el. lign.
Saadanne Kredsmøder med Udsendinge fra en nærmere afgrænset Række Kredse blev mere og mere almindelig, de første Distrikter dannedes, tog Form og begyndte at virke, og da der sidste Aar blev fremsat Tilbud om de billige Foredrag i Agitationsugen, blev der samtidig fremsat Forlangende om, at de Landsdele, hvor Distriktsordningen endnu ikke havde fundet Sted, foretog en saadan, da Arbejdet med at ordne Foredragsrækker for hele Landet, derved lettedes betydeligt, idet hver Formand nu ordnede Foredragsrækken for sit Distrikt.
Distrikterne staar altsaa nu som et Led i vor Organisation; at benytte dette Led paa bedste Maade, bliver nu Opgaven.
For at søge indført en ensartet Forretningsgang indenfor Distrikterne har et Udvalg indenfor Fællesstyrelsen udarbejdet Udkast til Bestemmelser for Distrikter under D. K., dette Udkast har i Gaar været forelagt samtlige Distriktsstyrelser med Henstilling om, at disse Bestemmelser indføres i alle de enkelte Distrikter.
Formaalet med Distriktsinddelingen udtrykkes i Udkastet, som værende dette at bringe et tættere Samarbejde i Gang mellem Kredsene, samt at agitere for Dannelsen af nye Kredse.
Der foreslaas, at hver Distrikt ordner sig med en Styrelse paa 3-5 Medlemmer, at denne Styrelse saa mindst én Gang aarlig med 3 Ugers Varsel indkalder Repræsentanter for de sammensluttede Kredse til et Distriktsmøde, hvor Spørgsmaal af Interesse for Kredsene drøftes. Vinterens Arbejde planlægges, Foredragsrækker og Kursus ordnes o. s. v.
At hver Kreds under Distriktet betaler til Distriktskassen mindst l Kr. aarlig for de første 100 Medlemmer, yderligere l Kr. for hver følgende 50 Medlemmer. Omkostningerne for Kredsene er ikke store; men hvilken Nytte har saa Kredsene af denne Ordning?
Ja, naar jeg nu skal udrede Betydningen af disse Distriktsdannelser, saa maa jeg først pege paa, at Institutionen er saa ung, at man ikke endnu kan komme frem med Erfaringerne, og derefter bedømme Institutionens Betydning; men alene dette, at Institutionen er vokset frem af en Trang hos mere fremskredne Medlemmer til at høre andre Kredses Medlemmer udtale sin Mening om Sagerne, af en Lyst til at lære andre Medlemmer at kende, det varsler godt, for det varsler om Samfølelse, om Samarbejde, og de to Faktorer er nødvendige om man vil føre en stor Sag igennem. De Kredse, der begyndte, har haft det rette Syn, det har været Kredse, der har haft Lyst til at udvide deres Horizont, til at være med, de har haft Interesse for Kvindesagen længere ud end til deres egen lille Kreds - og det er godt.
Vi Kvinder føler os altfor lidt solidariske med Kvinder Verden over, var der mere Samfølelse bl. os, vilde vi følge de mange smaa og store Sejre, som Kvinder, der kæmpe for det samme, som vi, vinder Verden over, vilde vi kunne bringe mere Begejstring med i Arbejdet for Kvindernes Sag - og Begejstring og Tro bærer over mange af de Skuffelser, man er udsat for, navnlig i de smaa Kredse, hvor det ene Tag efter det andet glipper, og Ligegyldigheden møder én alle Vegne.
At udvikle denne Samfølelse og bringe godt Samarbejde mellem Kredsene, er Distriktets første Opgave.
Nogen Politik kan der jo ogsaa være i Sammenslutningerne. Vil en Kreds have noget frem, ja, saa siger det da sig selv, at forstaar den at sætte sit Ønske frem paa Distriktsmødet, at gøre de andre Kredse medinteresserede, saa Ønsket bliver til et fælles Krav fra de sammensluttede Kredse, saa har det større Betydning, hvad enten det nu gælder et Krav til Fællesstyrelsen eller et Krav til Fællesmødet - man er altid stærkere, naar man staar Ryg mod Ryg. Naar Distrikterne og Fælles-styrelsen virker i Kontakt med hinanden, da vil ethvert berettiget Krav fra Kredsene lettere blive hørt, end hvor en enkelt Delegeret paa Fællesmødet staar frem med Krav alene paa sin Kreds’ Vegne.
Kredsenes Forslag skulde med andre Ord først kunne passere den Skærsild, der hedder Distriktsmødet; duer Kravet ikke, ja, saa passerer det ikke Skærsilden; men er det stærkt nok til at passere Distriktsmødet, saa er Chancen for at faa det igennem ogsaa blevet langt større.
Det skulde, som De ser, være en Fordel for et Forslag at have passeret Distriktsmødet, én Fordel er der endnu, Kredsene faar langt lettere Mod og Lyst til at føre en Tanke frem paa det lille Møde, prøve den der. Mange Kredse kan gaa med udmærkede Planer, men mangler Mod til ene at bringe den frem paa det store Møde.
Jeg tror Kredsene gennem Distriktsordningen skal komme mere med i Arbejdet.
Paa den anden Side er det jo selvfølgelig ikke Meningen, at Institutionen skal virke hæmmende paa Medlemmernes Ønsker.
Ethvert Medlem har sin lovmæssige Ret til at fremsætte sine Krav paa forretningsmæssig Maade paa Fællesmødet, og der søge dem gennemførte; men den Vægt, Distriktsmødets Anbefaling kan være, maa Medlemmet undvære.
Det er altsaa Distriktets Opgave at vejre Stemningen i Kredsene til de forskellige Krav, at være Fortaler for Kredsene hos Fællesstyrelsen og at bistaa denne med Raad i lokale Spørgsmaal, og her er en ikke ringe Opgave. Efterhaanden som D. K. udvider sit Medlemsantal er det nødvendigt eller dog ønskeligt at have saadanne Bindeled mellem Fællesstyrelsen og Kredsene; det letter i høj Grad Arbejdet for Fællesstyrelsen, naar Forbindelsen med Kredsene er fint mærkende.
Men Institutionen kan ogsaa have en gavnlig Indflydelse paa Livet i Kredsene. Her gaar vi rundt, hver i sin lille Kreds og synes kun, det er rigtig, som det gaar til dér, undertiden gaar det slet ikke og man taber Modet.
Det er altid af Betydning at udvide sin Horizont, at have Øjne og Øren aabne, hvad kan der ikke, naar man vil, læres paa saadanne Distriktsmøder. Man kommer i Forbindelse med de andre Kredse, lærer deres Arbejdsmaade at kende, lærer hvorledes de faar Tag i Kvinderne, lærer hvorledes de økonomisk ordner sig, man faar nye Idéer, nye Tanker; og én stor Betydning til har Distriktsmødet eller kan have, nemlig den - at oplære Medlemmerne i den Kunst at lede et Møde, at give det Form, og det er ingen lille Kunst. I mange Kredse tager man ikke saa lidt bagvendt paa den Ting, og synes slet ikke den har fjerneste Betydning.
Det er et forkert Syn.
Vil vi forlange i det offentlige Liv at staa sideordnet Manden, maa vi stræbe efter at udvikle os dertil, vi har ikke Lov at slaar af paa Fordringerne til os selv. Det er slet ikke saa let i en Diskussion at sætte sin Mening klart og tydeligt frem, at stille Ændringsforslag, at dirigere o. s. v., saadan noget maa man vænne sig til. Ved vore Distriktsmøder bør vi stræbe efter at lede vore Møder saa smukt som muligt, stræbe efter at faa saa mange med i Diskussionen som muligt; Distriktsmøderne kan derved være af stor og opdragende Betydning.
Endelig er der foreslaaet Distrikterne om muligt samtidig med det aarlige Møde sammen
med den Kreds, hvor Mødet holdes, at lade afholde et for Kvindesagen gavnligt offentligt Møde, saa ogsaa udadtil vil disse Distriktsmøder kunne faa Betydning.
Sluttelig vil der vel nok de fleste Steder blive endt med en lille selskabelig Sammenkomst, Kvinderne er jo da heldigvis endnu ikke mere blaserede, end at de kan samles og føle sig festlig stemte ved Smørrebrød og The à l Kr. Den festlige Del har ogsaa sin Berettigelse.
Naar nu Byens Blade efter et saadant Distriktsmøde - jeg vil dog indskyde, at jeg synes, at selve Distriktsmødet bør være privat, uden Presse - fortæller om, at saa og saa mange Kredse har holdt Møde, fortæller om det offentlige Møde, om den selskabelige Sammenkomst, mon der saa ikke er en Agitation deri, der naar ud over egne Rækker? Jeg tror det, og jeg tror fast paa, at Distriktsord-ningen kan faa sin store Betydning som Led i D. K.s Organisation.
Hvor store Distrikterne skal være, ja, jeg tør ikke sige det, Beliggenheden kan jo gøre saa meget. Det Distrikt, jeg har den Ære at være Formand for, tæller 15 Kredse, og vi var enige om ikke at dele det. Jeg vil tro, at under 10 Kredse maa der helst ikke være. Jo flere Kredse, der deltager, jo flere Synspunkter kan der komme frem, des større Betydning faar Mødet; det er ogsaa lettere at give et Møde parlamentarisk Form, naar der møder mange. Efter Forslaget skal kun 2 Repræsentanter for hver Kreds være stemmeberettigede; men hver Kreds bør gøre sit til at faa saa mange Medlemmer som muligt til at deltage.
Vilde saa sluttelig hvert Distrikt nedsætte et Udvalg til at virke for Dannelse af nye Kredse, og hvert Distrikt virkelig tage sit Ansvar op, ja, saa tror jeg, D. K. er velhjulpen med dette nye Led i Organisationen.«
Flere af Distriktsformændene anbefalede Distriktsordningen, som mange Steder synes at virke tilfredsstillende, og som sikkert har gode Fremtidsmuligheder.
XI. Afstemning med Hensyn til Banneret.
henlagdes til Søndag Morgen, da man ventede paa et Forslag til et Dronning-Margrethe Motiv, der var forsøgt skaffet til Veje. Dette mislykkedes, og man maatte derfor nøjes med en Beskrivelse af et af Anna Munch tegnet Udkast. - Ved Afstemning fik Udkastet med Dr. Margrethe 14 Stemmer, Udkastet med Faklen 17 Stemmer og et langt overvejende Flertal stemte for Skitsen af Pigen med Guldhornet, som fandtes afbildet i sidste Nummer. -
Offentligt Møde.
Under spændt Opmærksomhed fra den talrige Forsamling holdt Dr. phil. Starcke et meget interessant Foredrag om »Arbejdsvilkaar i Nutidens Samfund«.
Efter at have fremstillet den frie Konkurrences Vilkaar, - hvorledes det frie Arbejde, der har sin Løn i sin Fortjeneste, spænder Menneskets Arbejdsvilje og driver det frem til at yde det meste og det bedste - i Modsætning til Monopolinteressernes Indflydelse, der er slappende og sløvende, gik Taleren over til at omtale Lønarbejdet, der betales efter Overenskomst. Lønarbejderne delte han i to forskellige Klasser, Funktionærerne og Daglejerne, hvoraf de første faar deres Løn efter hvad der anses for passende til deres sociale Stilling, medens Daglejerne betales med det mindste, deres Arbejde kan faas for og hvad de menes at kunne nøjes med.
Naar Kvinderne nu søger at trænge ind paa Arbejdsmarkedet under Løsenet: Samme Løn for samme Arbejde, saa er dette i Virkeligheden et nyt Princip, som, hvis det gennemføres, vil sprænge de nuværende Rammer, og Kvinderne maa gøre sig klart, at dersom de vil hævde dette Krav, vil det i mange Tilfælde føre til, at Mænd vil blive foretrukket.
Under den paafølgende Diskussion, hvori deltog bl. a. Fru Berg-Nielsen, Overretssagfører Munch Petersen og Frk. Louise Neergaard, hævdedes det enstemmigt, at Kvinderne maatte stille Kravet om samme Løn for samme Arbejde, selv om det skulde vanskeliggøre dem Konkurrencen om Arbejdet, og det fremhævedes fra flere Sider, at Kvinderne aldrig maa glemme at arbejde for Sammenslutning og for deres Dygtiggørelse i deres Fag.
Til Slut udtalte Dr. Starcke, at det glædede ham at se, at Kvinderne holdt Fanen højt; hvad han forøvrigt aldrig havde tvivlet om.
Søndag den 25. Juni.
Valg til Fællesstyreisen o. s. v.
XII. Udfaldet af Valgene er meddelte i sidste Nummer. -
XIII. Fastsættelse af Samlingssted for næste Fællesmøde. -
Forsamlingen modtog med Begejstring en Indbydelse fra Koldingkredsen.
XIV. Forskelligt foreliggende.
Blandt andet vedtoges at sætte en Indsamling i Gang for at erhverve et Billede af afdøde Svend Høgsbro til Ophængning paa D. K.s Hovedkontor. - 57.50 indkom ved Mødet.
Eftermiddagens Udflugt og Aftenens Fest.
Kl. 21/2, laa flere Dampere sejlklare for at bringe en talrig Skare af Mødets Deltagere, deres Værter og Borgere i Nykøbing til Hamborgskoven paa Lolland.
Her talte Forfatterne Thit Jensen og Gyrithe Lemche. -
Det var i første Øjeblik lidt af en Skuffelse, at Thit Jensen læste sit Foredrag op, ligesom hendes Stemme til en Begyndelse havde ondt ved at trænge igennem; det varede dog ikke længe, før hun havde faaet Tag i Forsamlingen, der med stor Interesse fulgte det udmærket opbyggede Foredrag, hvis enkelte Billeder ligesom med Hammerslag drev den bærende Tanke ind i Tilhørernes Bevidsthed.
Taleren lod dem skue ud over Tidens Hav og dér være Vidne til, hvorledes Oldtidens store Kulturlande som mægtige Skibe bruste frem, ladede med Kunst, Videnskab, Intelligens og Krigermod, Skønhed og høj Kultur. Ægypten med sine Pyramider og Sphinxer, Babyloniens hængende Haver, Grækenlands Kunst og Roms Kejservælde, vi saa dem alle dukke frem i Horisonten, glide stolte og brede, med svulmende Sejl og klingende Spil ind paa Tidens Hav, hvor deres Skæbne imidlertid blev at gaa under, saa de nu som triste Vrag taler deres manende Sprog til os, Øjeblikkets Sejler.
Har vi da mon lært af dem? Lært, at Grunden til deres Undergang var den raadnende Mast, som ingen tænker paa at frelse i Tide? Styrer vi ikke til Dels samme Kurs? Er vi ikke paa god Vej til at ende som de, med en Kultur, der bliver til Overkultur, Fester, der bliver til Orgier, Glæde, der ender i Udskejelse?
Vi staar højt i Kultur og Intelligens. Vi underlægger os Elektriciteten og vi flyver gennem Luften, vi trykker paa én Knap, og der kommer Lys og paa en anden, og der kommer Varme, men er derfor vor Mast alligevel ikke raadden? Ser vi ikke om os Forbrydelser, Nydelsessyge, Uredelighed, Hang til Luksus, Leven over Evne, Udskejelser og Blødagtighed? Begaar vi ikke samme Fejl som de store Folkeslag, der gik under, de, hvis Mast raadnede, fordi de glemte at tage Kvinderne med?
Kommer de med nu, kan vor Mast maaske endnu frelses; de vil bringe det renere Syn, de friske Kræfter, det varme Hjærte; de vil værne om det centrale, om Masten, saa Skibet ikke gaar under. Dette er Kvindernes Mission, og derfor er det paa høje Tid, at der kaldes paa dem. -
Taleren høstede stærkt Bifald for sit Foredrag, der navnlig mod Slutningen virkede pompøst og indtrængende.
Derefter gentog Gyrithe Lemche, navnlig af Hensyn til de mange Fremmede, sit Foredrag fra Aftenen før, der ligeledes gjorde megen Lykke.
Der var nu lige Tid til med de smaa Skibe at naa tilbage til Byen og blive klædt om til Middagen, der var ansat til Kl. 7.
Blandt de mange Taler, der blev holdt ved dette i alle Retninger overmaade vellykkede Festmaaltid, skal vi særlig standse ved Fru Lemches Tale til de afgaaende Medlemmer af Fællesstyrelsen.
Med virkelig Sorg saa’ hun Overretssagfører Astrid Rickmann træde tilbage fra Fællesstyrelsen; hun haabede ikke, dette betød, at Ungdommen svigtede, thi netop de Unge maatte vi have med. Med mange smukke Ord om Overretssagførerens Dygtighed, Elskværdighed og Arbejdsevne takkede Taleren hende paa Dansk Kvindesamfunds Vegne for hendes store Arbejde for Sagen.
Med megen Varme og Følelse holdt nu Fru Lemche den Tale, hun havde haabet at kunne rette direkte til Kredsens tidligere Formand, Fru Stampe Feddersen, der jo desværre var forhindret i at være til Stede. Hun skildrede hendes opofrende Arbejde for Kvindesagen, hendes usvigelige Tro og Kærlighed, fremfor alt: hendes kloge, vidtskuende Blik, der Gang paa Gang havde stillet hende paa Korsvejen som den tro og paalidelige Vogter, der viste Retningen, i hvilken der skulde gaas. Uadskillelig var hendes Navn knyttet til Kvindernes Sag, aldrig vilde Dansk Kvindesamfund glemme, hvad det skyldte hende.
Under det fornøjelige Samvær vekslede Sange og Taler i lang Række: der taltes for det nye Medlem af Fællesstyrelsen, Birkedommer Esmann, der udbragte Kvindens Skaal, for Jutta Bojsen-Møller, for de Nykøbing Værter, der virkelig maa siges at have præsteret noget fortrinligt og enestaaende i Retning af Gæstfrihed og Fest-Arrangement, for Gæsterne, for Thit Jensen, hvis Foredrag man ønskede trykt til Gavn og Glæde for Kredsenes Medlemmer Landet over, og for mange, mange flere. Som sagt, Aftenen forløb saa vellykket og hyggelig som ønskes og tænkes kunde, - og atter var et Fællesmøde tilbagelagt.
En hel lille »Udvandring« fandt Sted næste Dag med Morgentogene, der var stuvende fulde af Deltagere, der endnu en Gang maatte give deres Begejstring Luft i et af Hurraraab ledsaget
»Nykøbing leve!«
