« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindevalgretten i Portugal
Kvinderne i Portugal har nu Valgret og Valgbarhed til Parlamentet paa samme Betingelser som Mændene. Det er fastslaaet ved den Kendsgærning, at l - en - Kvinde, Dr. med. Caroline Beatriz Angelo d. 28nde Maj nedlagde sin Stemmeseddel i Valgurnen - under stærkt Bifald fra de mandlige Vælgere, som fyldte Salen til sidste Plads. Det kunde synes noget lidt, som om kun en Kvinde opfyldte de stillede Betingelser, - men dette er da heller ikke Tilfældet. Ved næste Valg vil sikkert en stor Skare Kvinder møde frem for at øve deres Borgerret, og forhaabentlig vil vi ogsaa til den Tid kunne lykønske Portugal til dets første kvindelige Parlamentsmedlemmer.
Det er paa en højst usædvanlig Maade, at Portugal har opnaaet at gennemføre denne store Reform; - man kunde næsten fristes til at sige, at det er kommet sovende til det; kun har det ikke været Kvindesagens Forkæmpere, der har sovet.
Republikken Portugals nye Valglov udsiger: »at Vælgere og valgbare er de Portugisere, som er myndige, bor i Landet, kan læse og skrive og er Familieoverhoved.«
Da den 33aarige Dr. med., der som Enke ernærer sig selv og sin lille Datter, forlangte at optages paa Valglisten, blev dette hende imidlertid nægtet, og Spørgsmaalets Afgørelse henvist til selve Regeringen, som svarede, at Loven ikke angik Kvinderne. Dr. Angelo henvendte sig da til Domstolene. Dommen, som ikke kunde appelleres, gik ud paa, at Fru Beatriz Angelo, Enke, Dr. med., boende i Lissabon, har Ret til at afgive sin Stemme. At hun opfyldte alle Lovens Betingelser var der naturligvis ingen Tvivl om, Spørgsmaalet har øjensynlig været, om hun kunde kaldes Portugiser! Dommens Præmisser udtalte sig derfor herom: »Af vort Sprogs egentligste Betydning fremgaar det, at det her drejer sig ikke alene om Mænd, men ogsaa om Kvinder, thi naar man siger, Portugal har 6 Millioner Indbyggere, mener man saavel Mænd som Kvinder; ellers vilde man sige f. Eks.: 3 ½ Mill. Kvinder og 2 ½ Mill. Mænd, hvad der vilde være latterligt og upassende. Og navnlig---siger Lovens Tekst bestandig, at Kvinder saavel som Mænd er portugisiske Borgere. . . . Den anklagede gør sig saaledes skyldig i en grammatikalsk Fejltagelse, naar han hævder, at Portugisere og portugisiske Borgere er udelukkende Mænd.« -
Desværre faldt denne Afgørelse saa sent, at Fristen til Optagelse paa Valglisterne var udløben, saa at alle andre valgberettigede Kvinder derved var afskaarne fra at stemme, og af samme Grund var det umuligt at søge Dr. Angelo opstillet som Kandidat ved Valget.
Dr. med. Beatriz Angelo, hvis Navn saaledes er bleven historisk, har med Rette gjort sig fortjent til sin Berømmelse. Født i Guarda modtog hun sin første Uddannelse i denne Bys Latinskole, hvorimod de medicinske Studeringer fuldendtes med Udmærkelse i Lissabon. Dr. Angelos Specialitet er Kvindesygdomme, og hun er den første Kvinde i Portugal, der har foretaget Operationer under den lærde Operatør Dr. Sabino Coetho, hvis særlig fortrukne Elev hun var.
Hun fortsatte sine Studeringer ogsaa efter, at hun havde giftet sig med en af sine Studiefæller, med hvem hun levede i et meget lykkeligt Ægteskab, indtil han døde for et Aar siden. Nu praktiserer Dr. Angelo i Lissabon.
Som Formand for Kvindesagsforeningen i Portugal har hun været selvskreven til at gaa foran og bryde den Breche i Muren, som nu aabner hendes Medsøstre Adgang til fuld Borgerret i deres Land.