« Tilbage til søgeresultaterne

Vore Døtres Fremtid

« Se emneord

Under denne Titel fremkom allerede for længere Tid siden nogle Artikler i »Kvinden og Samfundet«; den sidste, under hvilken der staar »fortsættes« findes i Nr. 5/1910. Af forskellige Grunde, - og navnlig den knappe Plads i Bladet - er denne Fortsættelse stadig bleven udsat; men da Spørgsmaalet om vore Døtres Fremtid altid er brændende og særlig af Interesse for D. K. som Bæreren af Kvindesagen her i Landet, har det ikke været Meningen at opgive den. Redaktionen har nu ment at kunne faa Plads til at genop­tage Spørgsmaalet, og det er da med Glæ­de, at jeg vender tilbage hertil.

I de forudgaaende Artikler søgte jeg at vise, hvor nødvendigt det er - hvorledes man end er stillet - at man giver sin Dat­ter ligesom sin Søn en Opdragelse og en Uddannelse med et bestemt Maal for Øje, saaledes at hun bliver i Stand til ikke alene at sørge for sig selv, men ogsaa at udnytte sine Evner paa en tilfredsstillende Maade. Og ikke nok med, at hun er i Stand hertil, hun maa forstaa, at det er hendes Pligt at bringe noget ud af sine Ev­ner og sin Uddannelse, saa at disse bliver rentebærende og ikke en død Kapital. For at dette skal kunne gennemføres, maa den­ne Tanke fra Pigebørnenes tidligste Alder være dem en Selvfølge; de maa vokse op med den ligesom Drengene altid har gjort det, for saaledes vil det sikkert blive dem lettest at finde sig til Rette i den Verden, som vi nu lever i - og som jo ikke er den samme som vor Bedstemoders.

Skønt det er vore Døtres Fremtid, jeg her taler om, bliver vi nødt til at gøre en lille Afstikker til vore Sønners Opdragelse.

Det er min fulde Overbevisning, at hele Samfundets Fremtid kommer til at hvile paa Principet om Kvindens Ligestil­ling med Manden. Og skal dette gennem­føres, saa maa der begyndes fra Grunden med Børnenes Opdragelse, og her er en stor og vigtig Opgave baade for Skole og Hjem.

Hvorledes Skolen stiller sig overfor denne, har Redaktionen lovet at skaffe en sagkyndig Udtalelse om. Hvorledes Hjem­met i mange Smaating kan og bør yde sit Bidrag, vil jeg i det følgende søge at paa­vise.

Naar Udviklingen saaledes maa med­føre Overgangen til et helt nyt Princip fra det gamle om Mandens Overherredømme, saa er det i Virkeligheden en me­get stor Omvæltning, der foregaar, og det er kun rimeligt, at der er mange nedar­vede Vaner og Idéer, megen gammel Over­levering, - hvis Grundtanke slet ikke staar os klar, - som i høj Grad trænger til at revideres. -

Naar man f. Eks. læser nedenstaaende Anekdote, saa finder man den komisk:

 

Resignation.

Hustruen skriver paa sin Roman, og Manden, der er bange for at forstyrre hen­de, spørger stilfærdigt: Er Du snart fær­dig?

Hustruen svarer:

-  Jeg skal lige til at slaa Helten ihjel.

-  Naar Du har gjort det, kan Du maaske sy en Knap i mine Benklæder? lyder det stilfærdigt.

 

Grunden er vist ikke saa meget den, at Konen skal til at slaa Helten ihjel som den, at Manden virkelig skal vente, mens det sker, med at blive hjulpet.

Men hvis vi nu reviderede denne tra­ditionelle Opfattelse, mon vi saa slet ikke skulde kunne faa Blik for det komiske i Mandens Ynkelighed, ikke engang at kun­ne sy en Knap i sine Benklæder, saa at han bliver nødt til at forstyrre Konen paa et saa spændende Punkt i hendes Roman, som maaske tilmed er en vigtig Faktor i Familiens Eksistensmuligheder.

Her er jeg ved et Punkt, hvor jeg er vis paa at møde en Del Modstand, ikke paa Grundlag af fornuftige Ræsonnemen­ter, men derimod af indgroet Overlevering, som aldrig har været kritisk prøvet og un­dersøgt. Det betragtes i Almindelighed som under en Mands Værdighed at be­skæftige sig med Husgerning, Haandarbejde, kort sagt alt det, som egentlig forstaas ved kvindelige Sysler.

Jeg kom saaledes engang i Samtale med en højerestillet Embedsmand til at udtale, at jeg tit ønskede, at det var almindeligt for Droskekuskene at strikke; de kunde saaledes anvende deres megen Ventetid paa en nyttig Maade i Stedet for at sove eller sidde paa Beværtning og blive tyk­kere og tykkere for hver Dag. Manden afviste med Foragt en saadan Tanke; det vilde være dybt under Droskekuskens Vær­dighed at udføre et saadant Arbejde, som kunde være godt nok til Kvinder, men til Droskekusken, Nej! - Den højerestillede Embedsmands Høflighed var nu ikke stør­re end hans Ræsonnementsevne! - Hvor­ledes skulde et Strikketøj kunne være un­der nogens Værdighed, naar de ikke der­for forsømte andre og vigtigere Opgaver? Er det mere overensstemmende med Mandfolkeværdigheden at sove og drikke Tiden bort end at anvende den til at strikke Strømper, saa ser det galt ud med denne Værdighed. Men den trænger vist ogsaa til at reformeres fra Grunden.

Naar f. Eks. de senere Aars fortvivlende Arbejdsløshed i saa høj en Grad har vir­ket ødelæggende for Tusinder af Hjem, saa er det uden Tvivl det, at det ligger under Mandfolkenes Værdighed at gøre det Arbejde, som ligger lige for dem. Naar Ko­nen maa paatage sig Forsørgerens Pligt og forlade Hjemmet for at tjene det fornødne til Familiens Underhold, falder det saa i al Almindelighed Manden ind, at han kunde forsøge at holde Huset i Orden, lave noget Mad, se efter Børnene? Nej, det vil­de være dybt under hans Værdighed, - det sømmer sig langt bedre for denne Skabningens Herre at tilbringe sin Tid paa Beværtningen med at drikke det op, som Konen fortjener - ellers var han dog ikke noget rigtigt Mandfolk.

Og det tragikomiske ved denne Betragtningsmaade, som viser, hvor usolidt dens logiske Grundlag er, viser sig, naar det f. Eks. drejer sig om Søfolk, hvis Man­dighed dog i Reglen er temmelig ubestridt. For en Sømand er det fuldstændig kor­rekt at gøre rent, holde Orden, vaske, koge, ja endogsaa stoppe Strømper og sy Knapper i. Hvorfor i al Verden skal saa en Mand sætte al sin Værdighed til ved paa Landjorden at udføre et Arbejde, som han med oprejst Pande kan udøve om Bord i et Skib, selv naar det ligger ved Bol­værk.

Eller er det maaske slet ikke selve Ar­bejdet, der er saa foragteligt? En Kok og en Skrædder, selv en Tjener og en Vin­duespudser - især naar de er dygtige - nyder jo i høj Grad deres Medborgeres Ag­telse. Hvor er dog den skjulte Mening i denne Begrebsforvirring? Det skulde vel ikke være den, at Kokken, Skrædderen o. s. v. arbejder i deres Fag for en mere eller mindre rimelig Betaling, medens en Husmoders Arbejde udføres uden nogen­sinde saa meget som at vurderes, endsige indbringe en Øres Vederlag. Det holder Manden - og her maa jeg for en Gangs Skyld give ham Medhold - sig for god til. -

For endelig at komme til Sagen, her vore Sønners Opdragelse, - vi maa altsaa lade dem vokse op med den Forestil­ling, at et ærligt Arbejde kan vi alle være bekendt at udføre, - forudsat at vi gør det ordentligt og ikke forsømmer noget an­det og vigtigere dermed - for det første. Og for det andet, at det er ynkeligt ikke selv at kunne sy en Knap i sine Benklæ­der eller stoppe et Hul paa sine Strømper, kort sagt, at en ordentlig Mand kan klare sig selv og skal ikke være afhængig af sin Kones Hjælp.

Hvorfor desuden skulde vore Drenge ikke have den Fornøjelse at kunne an­vende deres Hænder ogsaa paa den nyt­tige Maade, som Haandarbejde er. Naar man samler sin Familie hyggeligt til Højt­læsning, saa er det Synd at Drengene skal sidde med Hænderne i Skødet, hvis de da ikke piller, brækker i Stykker eller vælter med dem, fordi det falder dem unaturligt at lade dem være uvirksomme.

I en senere Artikel skal jeg komme til­bage til vore Sønners Opdragelse i Ret­ning af andre Smaating, som ligesom den omtalte øver sine store Virkninger i det daglige Liv.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner