« Tilbage til søgeresultaterne
Lidt om Mrs. Gilmans Theorier
Det er med velberaad Hu, jeg skriver »Lidt« over disse Linier, da det at sammenfatte Mrs. G.s Theorier - dem hun selv skriver en Bog, »Hjemmet«, paa 360 Sider om og endda kalder den en Studie - i et Par Bladartikler, absolut kun kan blive »lidt« - og maaske utilstrækkeligt til, at Læserne kan faa et virkeligt Indtryk af hende.
Jeg vil hovdesagelig i det følgende lade Mrs. G. tale selv.
Bogens Overskrift lyder: »Skal Hjemmet være vor Verden - eller Verden vort Hjem?« Mrs. G. mener absolut det sidste, og for at dette skal naas, vil hun have Hjemmet radikalt forandret - ikke fordi hun vil forringe Hjemmets Betydning, siger hun, tvertimod hævder hun bestemt, at Bogens Hensigt er at opretholde og forbedre det. »Her er Kritik, dyb og indgaaende Kritik; men Maalet er ikke at berøve os en væsentlig Bestanddel af Hjemmets Liv - snarere at fri os fra Forhold, som ikke alene er uvæsentlige, men i høj Grad skadelige for Hjemmet. . . . For Barnets Skyld skulde Hjemmet være det Sted, hvor det følte sig lykkeligt og fik sand Udvikling; for den Voksne et Sted, hvor Lykken bor og den Aand findes, som er nødvendig, for at Verdensarbejderen kan udvikle sig skønt og kraftigt. Vi er her i Verden for at tjene Samfundet paa bedste Maade og for at finde det fuldkomneste Udtryk for vor individuelle Vækst. Et ret Hjem er af væsentlig Betydning for begge Dele.« - Hun mener, at vort Hjemliv hæmmes og skades af forskellige Forhold, som ikke alene ikke er nødvendige, men rent ud fordærvelige for Hjemmet, og at vi vil gøre vel i at fjerne dem. Alle menneskelige Institutioner er underkastede Udvikling, men Hjemmet er det lykkedes at holde afstængt, saa det enten staar paa et ret primitivt Standpunkt: Manden fri, Kvinden hjemmebundet; Manden anvender sine Evner i 1000 forskellige Bedrifter,
Kvinden er fremdeles henvist til sine huslige Arbejder.
I én Sum gaar Kritiken i denne Bog ud paa, at Hjemmet har ikke udviklet sig i Forhold til alle andre Institutioner, og ved sin forældede og konservative Stilling standser det Udviklingen i andre Retninger. Videre: at de 2 Hovedfejl ved Hjemmets Stilling til Nutidens Liv er: Vedligeholdelsen af primitive Industrigrene i et moderne industrielt Samfund; Begrænsning af Kvindernes Virkefelt til disse Industrigrene.
Imod det virkelige Hjem siges ikke et Ord, og Bogen vil ikke fremtræde som en Billedstormer, der vil ødelægge det, men som en Gartner, der dristig vil beskære et overordentlig dyrebart Træ, saa at det virkelige Hjemliv kan blive bedre grundlagt og bære rigere Frugt, naar alt, hvad der er uvæsentligt, skæres bort.
De ældste hjemlige Forestillinger er Ly, Sikkerhed, Velvære, Hvile og Moderkærlighed - dem har vi stadig bevaret i al deres Enkelhed og Begrænsning; senere fulgte Hjemmets Hellighed, Stilhed og Kvindens Indestængthed; endnu senere kom personlig Smag, Bekvemmeligheder og Hævdelse af Personligheden til.
Sammenlignet med Fakta, staar disse Ting saadan: Vor Sikkerhed er betrygget ved borgerlig Lov og Orden - ikke ved hjemligt Forsvar. Mod det moderne Livs virkelige Farer er Hjemmet ingen Betryggelse (?) Forsaavidt Hjemmet er beskyttet, sker det gennem Samfundets Fremskridt - ved offentligt Politi, som passer Freds og Ordens Opretholdelse, og ved det offentlige Sundhedsvæsen, som paatvinges ved Lov. - Det vilde være godt for os, om vi kunde holde op at indbilde os, at Hjemmet er et trygt Sted, og overføre vore Ideer om Ly, Sikkerhed, Hygge og Ro til Byen og Staten - da vilde vi i langt højere Grad kunne sikre vort Hjem disse Goder.
Hvad der mest hindrer Fremskridt er, at visse Industrigrene bibeholdes indenfor Hjemmets snevre Grænser, og at visse Forestillinger om Hjemmets Væsen endnu ihærdigere fastholdes.
En af de Myter, som særlig fremtrædende hænger fast, er den om Privatlivets Fred«.
Med dette Udtryk menes Ret for den enkelte til at trække sig tilbage i Ensomhed, til at gøre hvad man vil uden at blive iagttaget, kritiseret, hindret. For Familien som samlet Flok findes den nok for en Del, men ikke for Individet. Navnlig for Moderen er endog Begrebet forsvundet fra hendes Sind. Og denne Sammenflokken sig fører sædvanligst til Mundhuggeri, eller, hvad der er usigeligt skadeligt for Karakteren, det kærlige Herredømme, som det stærkeste Medlem udøver, og de andres mere eller mindre fuldstændige Underkastelse.
En anden Myte er »HjemmetsHellighed«.
At spise, sove, klæde sig, hvile sig, more sig er gode og nyttige Ting - men hvorfor mere hellige end andre? -
Dernæst kommer vi til »Forplantningens hellige Funktion«.
Moderskabet er fælles for alle levende Væsner - men vi holder det ikke helligt hos Dyrene - hvorfor hos Menneskene? Er det bedre end Retfærdighed, Frihed, Kunst, Industri, Religion o. s. v.?
»Moderskabets hellige Pligter« forplanter Slægten, men gør intet for at forbedre den (?) Er en intelligent, dygtig Moder mere hellig end en uvidende og svag? Hvor er Grænserne?
Den mest fremtrædende af Myterne og den, der bliver mest almindelig og andægtig troet, er Dogmet om »det moderlige Instinkt«. Moderen i sin Egenskab af Moder antages at vide netop, hvad der er godt for hendes Børn. Man grunder denne Theori paa Iagttagelser af de lavere Dyr. Dér ser man, at Moderen uden Undervisning gør alt for at hjælpe sin Unge! - Instinkt! - Det højeste Moderinstinkt kan man se hos en kærlig Høne, der ligger og ruger - Porcelænsæg!
Havde Menneskebørns Mødre et iboende Instinkt, som ledede dem til at sørge paa rette Maade for deres Børn, da vilde de ogsaa gøre det! - Gør de det? Spørg Lærere og Præster, hvor mange af de Børn, de arbejder med, der kommer paa Afveje trods de moderlige Instinkter; og spørg Militærlægen, som undersøger de Unge, om deres legemlige Sundhed.
Vi røres, naar vi taler om store Mænds Mødre, men h v e m i den sunde Fornufts Navn opfostrer vor store og tiltagende Mængde Idioter, degenererede, lastefulde og forbryderiske Individer? Skal Mødrene have Æren for alt det, som er godt, og Fædrene Ansvaret for alt det, som er ondt?
Nej, at vi er, som vi er, skyldes bægge disse Faktorer - Mødre og Fædre.
At Barnepleje og Opdragelse er gaaet frem, skyldes intelligente Anstrengelser af Læger, Plejere o. s. v. - at de endnu staar paa saa lavt et Standpunkt, skyldes, at vi overlader disse ædle Funktioner til at ledes af en Evne, som selv hos Dyrene ikke er ufejlbar. - Den menneskelige Moder maa vise, at hun forstaar sit Kald, derved at hun udvikler sit Legeme, vælger en kraftig, ædel Mage, studerer Barnealderens Behov og imødekommer dens rette Krav - eller overlader dem til andre, der er bedre skikkede dertil.
Men Barnets Tid i Hjemmet! Naar er den?
Moderens væsentlige Dagværk er Omsorgen for Huset - ikke for Barnet; Forfærdigelsen af Klæderne - ikke Dannelsen af Karakteren. - Følg hendes Dag, Time for Time; tæl Minuterne, som ofres til Barnets Tilsyn, og sammenlign dem med den Tid, der gaar til at tænke over de forskellige Retter til Maaltiderne, Indkøb af Fødemidler, Arbejdet med at holde rent eller paase, at andre gør det; og »Pligterne« i selskabelig Henseende for den Kvinde, som er fritaget for husligt Arbejde.
Sammenlign 100 Forretningsmænds Samtale med 100 husholdningsførende Kvinders, og lær at faa Respekt for de mange Gange større Vanskeligheder, Hjemmets Arbejder frembyder; og selv i det rige Amerika er det de 90 % af Kvinder, som »gør deres eget Arbejde«.
Intet af det, der har trukket Manden op ad den sociale Udviklings Vej har berørt den til Hjemmet bundne Kvinde. De hæmmende Skranker for hendes Virkekraft er 1) hendes gennemsnitlige Dygtighed, 2) hendes moderlige Karakter: paa Grund af hendes Rigdom paa Kraft og Taalmodig-hed falder det hende ikke ind at gøre Tingene lettere for sig selv; men hendes Arbejde er kun for Familien - Familien er tilfreds, hvad behøves saa mere? Dog, hvor Pligt og Stræben ikke gaar længere end til vore egne Blodsforvante, er der ingen Plads for Vækst. Hun arbejder kun for sin Familie-tjener den i Stedet for Verden.
Dernæst kommer 3) hendes Afsondrethed. Uagtet Manden har taget op og udviklet alle vigtige Haandværk, har han dog overladt et stort Antal af de primitive Arbejder til Hjemmets Omsorg. Kvinden laver Mad, gør rent, syr, reparerer, plejer Børnene o. s. v. - men skal vi da aldrig faa en Hustru, som er Mandens Lige i Stedet for Husets Trælkvinde?
Der maa prøves en ny Arbejdsmethode med mindre Arbejde for hende. Huset vil ikke blive forsømt, hvad det derimod nu bliver ved hendes forældede Arbejdsmethoder - dem maa hun holde op med og i Stedet for lære noget andet. Som det nu er, er Hjemmet som Værksted yderst utilfredsstillende, fyldestgør paa ingen Maade Verdens voksende Krav.
De to Hovedindustrigrene - Tilberedningen af Føden og Børneplejen - kan næppe overvurderes; og saa staar disse to Samfundsarbejder paa det absolut laveste Arbejdstrin i vor Civilisation - fordi de udføres i Hjemmet. (!) Man maa frit kunne vælge sin Mad, men der er ingen Grund til, at den skal laves til én personlig, 1) medfører det et umaadeligt Spild af Kræfter, 2) kommer dertil den store Ødselhed med en Uendelighed af ligeartet Køkkenmateriale, endvidere 3) Sløseriet med Brændsel og 4) Ødselheden ved at købe ind i smaa Partier. Indkøb af Mad i store Partier af kyndige Personer vilde øjeblikkelig hæve Næringsmidlernes Beskaffenhed. Kogning er en Kunst, en Videnskab, et Haandværk, men intet af dette kan nogen Sinde gøre Fremgang uden at følge Lovene for al industriel Fremgang i Specialisering, Sammenslutning, rimelig Konkurrence og Ansporing af den store Verden? Kappelyst. - Forstandig ordnet Næring har Hjemmets Kok næppe tænkt paa - Hjemmet selv sætter ubønhørlig Grænse for Hjemmets Madlavning.
Føj saa til dette den stadig voksende Mangel paa Tjenestefolk.
Hjemmet bør befries for disse Industrigrene. Udgifterne ved at leve vil formindskes med to tredie Dele, og det produktive Arbejde forøges med de ni tiende Dele af Kvindekønnet, som nu »gør deres eget Arbejde«. Dette »eget Arbejde« gør, at Kvinden ikke faar Lov at beskæftige sig med det sociale Arbejde. Derved tvinges hun til at imødekomme en normal Trang - Trangen til Virksomhed iblandt og Samvær med andre Mennesker - ved abnorme Midler og kaster sig ind i det usunde »Sel-
skabsliv« - men vi trænger til andre Samkvemsmidler end Selskabslivet for at finde Sandhed, Sundhed, trofast Venskab, for at opelske det bedste i os, bevare et rent og roligt Liv i Hjemmet, udfolde et beaandet og frugtbringende socialt Liv. I vor Tid gaar det let at finde saadanne Midler; og Kvindeklubber er gode Indretninger. Saa snart alle Kvinder faar Lov at leve et sundt, virksomt, almennyttigt Liv og faar Adgang til offentlige Møder, vil den Skik, bestandig at gaa paa Visiter og i Selskaber ophøre, og hun vil vende tilbage til det sande Hjems Ro og Fred.
Vor Tids Kvinder har jo en forholdsvis stor Frihed til at »gaa omkring«, men der er ingen Tvivl om, at vor tidligere Bundethed til Hjemmet baade fysisk og sjæleligt har skadet os; vi er bleven blegede og blødgjorte; der tiltrænges nu intet Bevis for, at frisk Luft, Sol og udendørs Bevægelse er væsentlig for Sundheden, og at Sundheden er af væsentlig Betydning for Skønheden. Det har ikke været til Gavn for Kvinden, at hendes utallige Mængde smaa Arbejder har været indendørs, men det har ogsaa skadet hendes Børn.
Og nu hendes Sjæl! Hvordan er Slægtens aandelige Vækst bleven paavirket af hendes Forbliven i Huset? Tænk et Øjeblik over, hvordan Menneskehedens Standpunkt vilde være, om ogsaa hver eneste Mand var bleven siddende hjemme! Men alt det, Manden har udviklet og faaet Del i, er bleven nægtet Kvinden; alt det, som bidrog til Civilisation, Fremskridt, Menneskeslægtens Vækst opad og fremad mod Idealet - alt finder Sted udenfor Hjemmet.
Lidt har hun jo faaet Del i gennem Faderen og Manden den Tid, de har opholdt sig i Hjemmet, hvis de har villet og kunnet gøre hende delagtig i deres Oplevelser; og efterhaanden som Manden blev mere frisindet og klogere, forbedredes hendes Stilling; men de største menneskelige Goder har man nølet længst med at give hende - Uddannelse og Folkestyre; - det sidste af den gamle velkendte Grund, at det vilde drage hende bort fra Hjemmet, - som om hendes Eksistens beroede paa, at hun blev der! At tilbringe hele sit Liv med at passe sine egne Affærer i sit eget Hus vil uundgaaeligt indsnævre det aandelige Syn. Videregaaende Interesser og Omsorger bevirker øjeblikkeligt et udvidet Syn.
(Fortsættes.)
