« Tilbage til søgeresultaterne
De første kvindelige Læger i Østen
Hedningemissionsbevægelsen og Kvindebevægelsen er to Verdensbevægelser, der i deres nuværende Skikkelse er omtrent lige gamle. De er løbet Side om Side i de kristne Lande. Begge har de sit Udspring i Kristendommen. Og dog har de staaet hinanden meget fjærnt. Ærlig talt, de der stod i den ene Lejr havde ikke megen Fidus til dem, der stod i den anden, og omvendt.
De to Bevægelser har staaet og staar tildels endnu hinanden meget fjærnt, men pudsigt nok paa et Punkt har de rakt hinanden Haanden. De har været hinanden behjælpelige med at sende Østens helt eller delvis indespærrede Kvinde den kvindelige Læge.
I 1849 faar Elisabeth Blackwell, der er født i England i 1821 og i 1832 er udvandret til Amerika sammen med sine Forældre, Tilladelse til at studere Medicin i Geneva i Staten New York, efter forgæves at have banket paa 12 medicinske Fakulteters Dør. Denne storttænkende og vidtskuende Kvinde brød trods al Fordom og Modstand herved, ikke alene en ny Vej for Kvindens Selverhverv, men banede ogsaa Vej for mange, mange Kvinders Helbredelse for Sygdomme, som de nu enten undsaa sig ved at gaa til den mandlige Læge med, eller gik for sent til ham med.
Ude i Østen - det var ikke bedre f. Eks. i Afrika, men her holder vi os nu til Østen - led Mændene i Almindelighed, men Kvinderne i Særdeleshed frygteligt under den Behandling, der ved Overtro, Uvidenhed og navnlig Forsømmelse blev dem til Del under Sygdom. Den bekendte Dr. theol. Duff skriver hjem fra Indien i Begyndelsen af forrige Aarhundrede, at der trænges enormt til en »kvindelig Missionær, der har lidt Begreb om Lægekunst«. Det var smaa Fordringer, men Opmærksomheden for Trangen til den kvindelige Læge vækkes derved saa smaat.
I 1851 stifter Udgiveren af Godey’s Lady’s Book og Ladies’ Home Journal Mrs. Sarah I. Hale i Philadelphia, »Kvindernes Lægemissionsselskab« med det Formaal at sende kvindelige Læger ud paa Missionsmarken. Selvfølgelig vakte dette »fremtrædende« Skridt en Storm af Spot og Modstand. To unge kvindelige Læger stod rede til at drage ud til Østen, men intet Selskab vilde antage dem, ingen vilde lønne dem. Først en Snes Aar efter var Tiden moden til, at hendes Tanke kunde bringes til Udførelse.
Da opretter nemlig en Lægemissionær, Dr. I. L. Humphrey en Lægeskole for Kvinder med 9 Elever - Børn fra Børnehjemmet i Bareilly i Indien - i Nain i Tal 1. Maj 1869. Han var tilskyndet hertil af Hindu, Pandit*) Nund Kishore, der vidste, hvilke rædselsfulde Lidelser, Kvinderne under Fødsler var udsat for paa Grund af de uvidende Fødselshjælperskers Mishandling.
*) Lærd Mand, Professor.
Han tilbød selv at afholde Halvdelen af Udgiften ved deres Uddannelse, hvis Regeringen vilde overtage den anden Halvdel, noget Provinsens Guvernør med Glæde gik ind paa. Efter to Aars Kursus underkastede 4 af dem sig Regeringens Lægeeksamen. De høje Herrer - engelske Læger, en af dem bl. a. Overinspektør for Hospitalsvæsenet - nærede ikke liden Tvivl om, hvorvidt de tilstrækkelige kundskaber virkelig var blevne proppede ind i disse kvindelige Kyllingehjærner. Men til deres Forbavselse klarede disse smaa Damer sig stolt, tog med Glans samme Eksamen som de unge, indfødte Mænd og fik samme Ret som disse til at praktisere.
Da dette »vanskelige Eksperiment« var lykkedes over Forventning i Indien, kunde man ikke længere holde den hvide Kvinde tilbage, og i 1869 Udsendtes den senere saa bekendte Dr. Clara Swain til. Bareilly i Indien. Hun begyndte med Poliklinik og med at uddanne 17 unge Kvinder til Læger. Patienterne strømmede sammen; i den første Uge var der alene 108. Senere fik hun bygget det første Kvindehospital i Indien, tildels opført ved Hjælp af en muhamedansk Fyrste, hvis Hustrus Liv hun havde været Redskabet til at redde.
Den første indiske Kvinde, der begyndte at studere Medicin efter at have faaet en Uddannelse i Forvejen, der nogenlunde svarer til vor Studentereksamen, var den bekendte Forfatterinde Fru S. Satthianadhan, gift med Professor S., Madras. Ingen af os kan forestille os, hvilket Mod der den Gang krævedes af den unge Pige for at gøre dette Skridt. Desværre tvang Sygdom hende til at holde op, inden hun fik sin Eksamen.
Den første Kvinde, der tog medicinsk Embedseksamen ved Madras’ Universitet var Ostindierinden Frk. Ellen d’Abreu. Hun antoges i 1891 som Dansk Missionsselskabs første Lægemissionær. Mens hun i 1892-93 opholdt sig her i Danmark, bl. a. for at studere Kvindesygdommenes Behandling paa Professor Howitz’ Klinik, havde jeg den Glæde at gøre hendes personlige Bekendtskab.
Den første kvindelige Dr. med. i Indien var Fru Anandabai Joshee. Hun tog Doktorgraden i Pennsylvanien og udnævntes derefter til Overlæge for Kvindeafdelingen for Albert Edward Hospitalet i Kolhapur 1886. Desværre døde hun af Tuberkulose, inden hun overtog sit Embede. -
Den første kvindelige Lægemissionær rejste ud til Kina i 1873. Det var Dr. med. Frk. Lucinda L. Coombs (senere Fru Strittmater). Med store Ofre havde hun selv skaffet sig Uddannelse paa Kvindeuniversitetet i Pennsylvanien. 2 Aar efter, at hun var kommen til Kina, aabnede hun dér det første Kvindehospital.
Dr. med. Kying Yiio Mee er Kinas første indfødte kvindelige Læge. Hun tog medicinsk Embedseksamen i New York i 1885 som den dygtigste af det Hold. Hun er en fremragende Specialist i Mikro-Fotografi, og er i den Anledning bleven optaget som Æresmedlem i Washingtons Selskab for videnskabelig Mikroskopi. I 1887 blev hun Lægemissionær i Amoy under et hollandsk reformert Selskab. Foruden sit Hospital, der var kendt i vide Kredse, havde hun et stort Klientel fra de højststaaende og nedad. I Maj 1889 var hun saa overanstrængt, at hun maatte opgive sin Gerning her. Hun tog da over til Japan, hvor Dr. med. Mc. Cartee, hendes gamle Lærer fra Ningpo, nu var Lægemissionær. Der arbejdede hun i 5 Aar i Kobe. Senere har hun giftet sig med en Portugiser, Signor Ecada de Silva, og bor nu i Amerika.
Korea faar sin første kvindelige Lægemissionær i 1887 i Dr. med., Frøken Metta Howard. I 1889 aabnede hun det første Kvindehospital. Kongen viste dette den store Opmærksomhed at sende det et Navn:
»Po Goo Nijo Goan« (Hjem for mange syge Kvinder), indrammet og malet i de kongelige Farver. I Løbet af to Aar behandledes her over 3000 Patienter.
Den første indfødte kvindelige Læge er Dr. med., Fru Ester Kim Pak. Hun begyndte sin Løbebane i 14 Aars Alderen som Tolk for en kvindelig Lægemissionær, der til Gengæld lærte hende at lave Medicin og behandle lettere Sygdomstilfælde. Men sin Uddannelse har hun faaet og sin Doktorgrad har hun taget i Amerika. Hun er nu Lægemissionær i Pjøng-Yang og meget anset.
Vi er naaede gennem Indien og Kina til Korea. Det kunde være fristende at aflægge Besøg i Bhot i en af Indiens Nordvestprovinser og høre Lægemissionær, Dr. med.. Frk. Martha Sheldon fortælle om, hvorledes hun som den første kvindelige Læge flere Gange har besøgt det lukkede Land Tibet. Vi burde endnu høre lidt om Dr. med. Frk. Mary M. Bowman i Siam., Dr. med. Frk. Sarah K. Cummings og Dr. Kei Okami i Japan og Dr. med. Frk. Mary E. Bradford i Persien. Men Pladsen tillader denne Gang ikke mere.
Kun en Ting maa jeg have Lov til at sige til Slutning: hvert eneste af disse Navne, baade paa de kvindelige Læger, jeg her nævner tilsidst, og paa dem, jeg har fortalt lidt om, repræsenterer gode, fremragende, betydelige, kristne Kvinder, som vi hver for sig vilde have Udbytte af at stifte nærmere Bekendtskab med. Og naar Vestens Kvinde har Grund til at sige Kvindebevægelsen en Gang Tak, fordi den gav hende den kvindelige Læge, saa har Østens Kvinde Grund til at bringe den Takken tidobbelt.
