« Tilbage til søgeresultaterne
Hvorfor Fru Håkonsson meldte sig ind i Valgretsforeningen
Det i de sidste Aar blandt socialt og politisk interesserede Kvinder staaende Spørgsmaal: Er De Medlem af Valgretsforeningen? var ogsaa blevet rettet til Fru Håkonsson, en overordentlig dygtig og hæderlig, selvforsørgende Kvinde. Men Fru H. svarede »nej« og motiverede det energisk med følgende Ord: »Nej, jeg siger mange Tak, men jeg hverken er eller vil nogensinde blive Medlem af den Forening, og jeg fatter ikke, hvorfor man skulde gøre sig Besvær med saadant noget, som man ikke er nødt til. Mændene har styret Verden hidtil - saa godt som de har forstaaet sig paa det, haaber jeg - og paatager sig ogsaa nok at styre videre, naar de bare faar Lov at gøre det i Ro og Fred. Kvinder har vel nok at passe med Hus og Hjem og Mand og Børn - og Tjenestefolk ikke at forglemme! - uden at de ogsaa behøver at blande sig i Politik! Jeg for mit Vedkommende har fuldt op at gøre med at passe mit Pensionat - 14 Senge er ikke Smaating at holde Orden paa; - og naar man saa som jeg er ene om at forsørge og opdrage 4 Børn, saa gælder det min Sandten at hænge i Nat og Dag uden at spilde Tiden med at rende til politiske Møder. Man maa være glad, om man Søndag Eftermiddag kan smutte hen i Kirken og høre en Salme«.
Et Par Maaneder efter meldte Fru H. sig ind i Valgretsforeningen.
»Fortæl mig Grunden til denne glædelige Omvendelse,« sagde Foreningens Formand.
»Ja, gerne - og lad ogsaa andre faa det at vide, jeg skylder Sagen et Forsoningsoffer,« svarede Fru H. og satte sig mageligt til Rette i Sofaen. »De kender jo mine Forhold, men det er maaske alligevel bedst, jeg gentager dem ganske kort for at klare Sammenhængen. Min Mand forlod Hjemmet for 12 Aar siden, efter at han først havde sat de Penge overstyr, som jeg havde efter Far, og efterlod mig med 4 smaa Børn. Mor og jeg flyttede saa sammen og oprettede et Pensionat. Dette gik rigtig godt i nogle Aar, til Mor døde. Det faldt mig aldrig ind, at jeg ikke havde fuld Dispositionsret til min Mødrenearv. »Nej, det har De rigtignok ikke,« oplyste den Jurist, som jeg henvendte mig til for at faa Raad. »De er ikke Enke, heller ikke Fraskilt, De har ikke Ægteskabskontrakt hverken fra før eller efter Giftermaalet, og i Testamentet er der ikke noget om, at Deres Mors Efterladenskaber skal tilfalde Dem alene og unddrages Deres Mands Forvaltning. De har Ret til efter Forevisning af Attester om, at De staar uden Midler, at faa en saa stor Del af Deres Mors Arv, at De og Børnene ikke lider Nød. Men Deres Mand er eneberettiget til at oppebære og forvalte Deres Mors efterladte Midler.« - Jeg blev som lamslaaet, og paa mit Spørgsmaal om, hvad der vilde være bedst for mig at gøre, raadede han mig til at søge Skilsmisse, skønt jeg naturligvis burde have gjort det, inden Mor døde. Da min Mand opholdt sig paa ubekendt Sted, skulde jeg lyse efter ham i Aviserne. Hvis han saa ikke lod høre fra sig inden et Aars Forløb, skulde jeg være fri. - »Men hvis han ser Efterlysningen og kommer hjem og tager hele Arven?« - Borgmesteren trak paa Skulderen: »Ja, den Risiko løber De jo!« -
Det gik som jeg frygtede, fortsatte Fru H. sin Fortælling - min Mand kom hjem, han var ikke længere borte end i Christiania. Han havde Plads som Bogholder hos en Enke, der havde en eller anden Forretning. Pengene fik han - Rub og Stub - og rejste af Sted igen for at blive Kompagnon i Enkens Forretning. Børnene og jeg skulde følge efter, hed det sig. Dette var altsaa Resultatet af mine hæderlige Forældres livslange Arbejde og Sparsommelighed, at en fremmed Mand i et fremmed Land og med en fremmed Kvinde skulde bortødsle de Penge, som de med Møje havde skrabet sammen, medens deres eneste Barn næsten maatte lide Nød.
Og saadant noget kaldes »Forvaltning«.
Skilsmisse vilde han ikke høre Tale om. Lykkeligvis beholdt jeg da Møblerne, enten Håkonsson nu glemte dem eller syntes, at jeg dog ogsaa kunde faa lidt Smuler af Arven. Saa maatte jeg altsaa fortsætte med Pensionatet - Folk syntes, der var gjort mig Uret og var gode imod mig - og godt er det gaaet mig, 2 af Børnene kan allerede forsørge sig selv. Jeg har været ved godt Mod, og har det somme Tider knebet, har jeg bare prøvet at tage fat med friske Kræfter - men i Dag brast Taalmodigheden rigtignok, jeg har ikke en Smule tilbage-------«
Fru H. maatte styrke sig med et Glas Vand, inden hun kunde fortsætte: »Sagen er, ser De, at jeg nu til Efteraaret tænker paa at udvide mit Pensionat og har lejet en Lejlighed, der støder op til min. Til den ny Lejlighed hører en Telefon, som jeg vil overtage. Saa gaar jeg i Dag til Telefonkontoret for at faa Kontrakten overskrevet paa mit Navn. »Er De ugift?« fik jeg til Svar paa min Forklaring. - »Nej.« - »Er De da Enke?« lød det næste Spørgsmaal. I Tvivl om, hvad jeg skulde svare, da jeg ikke i 5 Aar har hørt fra min Mand, spurgte jeg, hvad det kom Sagen ved, da det dog var mig, der baade skulde bruge og betale Telefonen. Men saa ligetil var Sagen ikke. - »Har De en Mand, er det naturligvis ham, der skal underskrive Kontrakten.« - »Men jeg har ingen Anelse om, hvor han er,« svarede jeg, som nu begyndte at blive utaalmodig, - »skulde jeg maaske forskrive ham hjem fra Amerika eller Australien for at underskrive en Telefonkontrakt?« - »Ja, som
De vil, men Deres Navn - en gift Kvindes duer ikke - saadan er Loven.« - Den unge Mands Tone var ubeskrivelig overlegen. - »Er Loven virkelig saadan,« svarede jeg, saa er det paa Tiden, at den bliver forandret,« - og saa gik jeg sporenstrengs her hen for at blive indmeldt i Valgretsforeningen.
»Duer ikke!« udbrød Fru H. bittert. »Jeg følte det, som jeg fik et Slag i Ansigtet, saadan skammede jeg mig, da jeg listede mig ud derfra. Alle disse svære Aar har jeg hæderligt stræbt for at forsørge mine Børn og skaffe dem en god Opdragelse; jeg har punktligt betalt mine Skatter til Stat og Kommune, - og saa bliver jeg behandlet som et umyndigt Barn eller en Forbryder. Er Sveriges Lov saadan mod Sveriges Kvinder, saa er det sandelig paa Tiden, at vi slutter os sammen for at faa den forandret, saa den kommer i Overensstemmelse med Retfærdighed og sund Fornuft.«
Og saa gik Fru H. sin Vej med rankere Ryg og fastere Skridt end ellers - hun var tydeligt nok kommen til Indsigt om sit Menneskeværd - skønt hun var gift.
