« Tilbage til søgeresultaterne

Et Ord om Bannersagen fra en af de 14

Af: Dorothea Sandal-Jeppesen

« Se emneord

Med faa Linier i Bladet af 15. Juli slutter saa Bannersagen: »Ved Afstemningen fik Dron­ning Margrethe 14 St., Faklen 17 St. og et langt overvejende Antal stemte for Skitsen af Pigen med Guldhornet.«

Men trindt om i Kredsene sidder en Del Medlemmer, der med Undren spørger, hvor­dan det Resultat kunde fremkomme efter de foregaaende Afstemninger at dømme, og jeg vil derfor gerne i Korthed gennemgaa Sagen.

Ved Fællesmødet i Silkeborg blev Banne­ret vedtaget og ifølge Beretningen tilkende­gaves det det vordende Bannerudvalg, at der var mest Stemning blandt Tillidsmændene for, at Banneret kom til at bære Dronning Margrethe’s Billede. Fru Jutta Møller, der senere blev valgt til Formand for dette Udvalg, ud­talte sig meget begejstret for et Dronning Mar­grethe-Banner.

Ved Formandsmødet den 27. Januar vistes os forskellige Udkast, alle udførlig omtalt i Beretningen i Bladet af 30. Juni, intet af disse vandt udelt Bifald; Resultatet blev imidlertid, at alle Stemmer mod 5 stemte for et Dronning Margrethe-Banner; ganske vist havde »Tegne-og Kunstindustriskolen for Kvinder«, inden Af­stemningen fandt Sted, faaet Lov at stille For­slag uden bundet Motiv, men da kun et af disse Udkast mentes at kunne komme i Be­tragtning (se Beretningen), ansaa vi Dronning Margrethe-Banneret som fastslaaet. Formands­mødets Stemmeflertal har samme Gyldighed som Fællesmødets (se de gi. Love, Parg. 15 og de ny Parg. 6), tilbage stod at skaffe Pen­gene, og i de fleste Kredse er talt om et Dron­ning Margrethe-Banner ved Indsamlingen.

Bladet af 15. Marts indeholdt et Stykke, der burde have vakt vor Opmærksomhed, der staar: at de indkomne Tilbud hverken i Hen­seende til Emne (!) eller kunstnerisk Virkning har været tilfredsstillende, derfor indbydes til en præmieret Konkurrence, og Afgørelsen læg­ges i Fællesstyrelsens Hænder, det samme, men fyldigere, kan vi læse i Beretningen, hvor det hedder: »Det viste sig, at Dronning Mar­gretheforslaget alene for Emnets Skyld ikke havde Stemning for sig.« Stakkels Dronning Margrethe, det var egentlig Dødsstødet, skønt det tilsyneladende først blev ført den 27. April; end ikke det mindste Udkast, endsige det fær­dige Banner naaede frem til Fællesmødet i Nykøbing.

Ved Mødet var intet at gøre. Fru Høegsberg begyndte en Forsvarstale for Dronning Margrethe, men blev hurtig standset af Diri­genten, der meddelte, at al Debat om denne Sag var opsat til næste Dag; men Lørdagen gik, uden Valg af Banner, og i den knap tilmaalte Tid om Søndagen var det haabløst at bringe Sagen frem. Fru Gyrithe Lemckes For­slag vandt hurtig Stemningen for sig, idet Til­lidsmændene, henrevne af hendes bedaarende Talekunst, glemte deres tidligere Begejstring for Dronning Margrethe og stemte for et Emne, der er et rent digterisk Symbol, og intet som helst har med Dansk Kvindesamfund at gøre.

Der er sikkert mange blandt Formændene, der som jeg føler os skuffede over, at vor Af­gørelse er bleven omgaaet, og at der er vist saa lidt Imødekommenhed af Bannerudvalget; men er der handlet retfærdigt af Fællesstyrelsen, maa Skylden jo ligge hos os selv. Efter Meddelelsen »Vort Banner« (15. Marts) skulde der have lydt et »Hvad er Meningen?« fra os, ligesom der ved Modtagelsen af den omsendte Udskrift af Protokollen fra Formandsmødet den 27. Januar skulde have været protesteret mod det altfor vage Udtryk, »at man hen­stiller til Bannerudvalget med alle Stemmer mod 5 o. s. v.«. For Fremtiden maa vi sørge for, at vore Afgørelser er bedre garderede. El­lers bliver de rent meningsløse.

Næstved, 25. Juli 1911.

Dorothea Sandal-Jeppesen.

 

Fru Sandal-Jeppesen har taget sig for i ovenstaaende Artikel at holde et lille Opgør med de af Dronning Margrethes Tilhængere, som paa Mødet i Nykøbing lod sig forføre til Frafald af et Medlem af Bannerudvalget, og, da det hverken staar i Fælleslovene, at Med­lemmerne ikke maa bruge de Talegaver, som Naturen har forundt dem i større eller mindre Maalestok, eller, at Medlemmerne ikke maa lade sig omstemme af Veltalenhedens Ar­gumenter, kan det naturligvis ikke have væ­ret Fru Sandal-Jeppesens Mening, at hendes Opgør skulde betragtes som andet end et rent privat Mellemværende mellem de 14 og de 17 plus 115, der foretrak »digteriske Symboler« for et »historisk« Symbol.

At hun kommer til den Slutning, at Med­lemmerne fremtidig maa være paa deres Post baade overfor Protokoludskrifter og Medde­lelser i Bladet, kan vi vist allesammen bi­falde, enten vi sidder paa Ledelsens høje Sto­le eller trindt om i Kresene; ligeledes kan vi let blive enige om det meningsløse i disse jævn­lig forekommende Sympatiafstemninger uden forbindende Betydning. Men, naar Fru San­dal-Jeppesen beskylder Bannerudvalget for Mangel paa Imødekommenhed overfor Med­lemmernes Ønsker, saa hører for Bannerud­valgets Vedkommende Enigheden op, og, skøndt enhver Diskussion om Bannersagen efter Afstemningen i Nykøbing efter vor Me­ning burde være afsluttet, kan vi dog ikke af Hensyn til vort Eftermæle tillade, at Fru Sandal-Jeppesens Beskyldning gaar over i Dansk Kvindesamfunds Historie som det sid­ste Ord i denne Sag.

Bannerudvalget havde kun Protokollernes Instrukser at rette sig efter, og de lød baade ved Fællesmødet i Silkeborg og ved Formands­mødet i København paa Frihed for Bannerudvalget til at søge forskellige Løsninger, som skulde forelægges henholdsvis Formandsmø­det og Forretningsudvalget til Afgørelse. Vi havde aldeles ingen Ret til at opfatte denne Frihed som ensbetydende med Forpligtelse til at foretrække et bestemt Emne. Skulde der vises Medlemmernes udtalte Ønske Imødekom­menhed, maatte det være fra Fællesstyrelsens og Forretningsudvalgets Side.

Ikke desto mindre viste Bannerudvalget Dronning Margrethes Tilhængere den Imøde­kommenhed at begære Sagen udsat for at faa den indanket - ikke under Forretningsud­valget, hvor Dronning Margrethes Tilhængere var i afgjort Mindretal - men under Fællesstyrelsen, hvor hendes Tilhængere ude i Lan­det havde en Mulighed for at sætte hendes Valg igennem, hvis de vilde lægge et Arbejde i at faa deres Meningsfæller indenfor Styrel­sen til at møde. Men dette skete ikke, og det var derfor ikke, som Fru Sandal-Jeppesen skriver, Dronning Margrethes Modstandere, som gav hende Dødsstødet den 27. April, men hendes Tilhængere ved deres Udeblivelse fra Mødet.

Til Trods for den ringe Imødekommenhed, som Bannerudvalget havde mødt, viste det Dr. Margrethes Tilhængere den Resignation ikke at træde tilbage, da Fællesstyrelsen i Ny­købing annulerede sin Beslutning af 27. April om - kun at lade Fællesmødet vælge mellem de 2 af den foretrukne Forslag, og tillod, at Dr. Margrethe ogsaa sattes under Afstemning. Derved udsatte Fællesstyrelsen Bannerudval­get for den Bebrejdelse, som Fru Sandal-Jeppesen heller ikke nægter sig at fremsætte, at »end ikke det mindste Udkast af Dr. Mar­grethe naaede frem til Fællesmødet«. Der var et Flertal i Bannerudvalget, som forudsaa denne Bebrejdelse og ønskede den afværget; men for ikke at hindre en fredelig Løsning af Sagen, fandt det sig i, at Fællesstyrelsen ved sin Beslutning stillede Udvalget i et saa tvivl­somt Lys. At Afstemningen i Nykøbing skul­de berede Dronning Margrethe en ny og ufor­tjent Ydmygelse, havde næppe hverken hen­des Tilhængere eller hendes Modstandere forudset, og det er jo muligt, at den kunde have været af værget, om Ordføreren for de 14, lige­som Fru Høgsberg og flere andre, havde ret­tet sine formanende Ord til Dronning Margre­thes vaklende Tilhængere fra Talerstolen Søn­dag Formiddag den 25. Juni istedetfor fra Bladets Spalter den 30. September.

Bannerudvalget.

 

Vi har ikke villet nægte at optage Fru San­dal-Jeppesens Indlæg og har derfor ogsaa maattet give Plads for et Svar fra Bannerudvalget, men Optagelse af en fortsat Diskus­sion om den Sag, som jo er afgjort, kan vi ikke indlade os paa.                           Red.

« til toppen

Emneord

Teksttype

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner