« Tilbage til søgeresultaterne
Et Ord om Bannersagen fra en af de 14
Med faa Linier i Bladet af 15. Juli slutter saa Bannersagen: »Ved Afstemningen fik Dronning Margrethe 14 St., Faklen 17 St. og et langt overvejende Antal stemte for Skitsen af Pigen med Guldhornet.«
Men trindt om i Kredsene sidder en Del Medlemmer, der med Undren spørger, hvordan det Resultat kunde fremkomme efter de foregaaende Afstemninger at dømme, og jeg vil derfor gerne i Korthed gennemgaa Sagen.
Ved Fællesmødet i Silkeborg blev Banneret vedtaget og ifølge Beretningen tilkendegaves det det vordende Bannerudvalg, at der var mest Stemning blandt Tillidsmændene for, at Banneret kom til at bære Dronning Margrethe’s Billede. Fru Jutta Møller, der senere blev valgt til Formand for dette Udvalg, udtalte sig meget begejstret for et Dronning Margrethe-Banner.
Ved Formandsmødet den 27. Januar vistes os forskellige Udkast, alle udførlig omtalt i Beretningen i Bladet af 30. Juni, intet af disse vandt udelt Bifald; Resultatet blev imidlertid, at alle Stemmer mod 5 stemte for et Dronning Margrethe-Banner; ganske vist havde »Tegne-og Kunstindustriskolen for Kvinder«, inden Afstemningen fandt Sted, faaet Lov at stille Forslag uden bundet Motiv, men da kun et af disse Udkast mentes at kunne komme i Betragtning (se Beretningen), ansaa vi Dronning Margrethe-Banneret som fastslaaet. Formandsmødets Stemmeflertal har samme Gyldighed som Fællesmødets (se de gi. Love, Parg. 15 og de ny Parg. 6), tilbage stod at skaffe Pengene, og i de fleste Kredse er talt om et Dronning Margrethe-Banner ved Indsamlingen.
Bladet af 15. Marts indeholdt et Stykke, der burde have vakt vor Opmærksomhed, der staar: at de indkomne Tilbud hverken i Henseende til Emne (!) eller kunstnerisk Virkning har været tilfredsstillende, derfor indbydes til en præmieret Konkurrence, og Afgørelsen lægges i Fællesstyrelsens Hænder, det samme, men fyldigere, kan vi læse i Beretningen, hvor det hedder: »Det viste sig, at Dronning Margretheforslaget alene for Emnets Skyld ikke havde Stemning for sig.« Stakkels Dronning Margrethe, det var egentlig Dødsstødet, skønt det tilsyneladende først blev ført den 27. April; end ikke det mindste Udkast, endsige det færdige Banner naaede frem til Fællesmødet i Nykøbing.
Ved Mødet var intet at gøre. Fru Høegsberg begyndte en Forsvarstale for Dronning Margrethe, men blev hurtig standset af Dirigenten, der meddelte, at al Debat om denne Sag var opsat til næste Dag; men Lørdagen gik, uden Valg af Banner, og i den knap tilmaalte Tid om Søndagen var det haabløst at bringe Sagen frem. Fru Gyrithe Lemckes Forslag vandt hurtig Stemningen for sig, idet Tillidsmændene, henrevne af hendes bedaarende Talekunst, glemte deres tidligere Begejstring for Dronning Margrethe og stemte for et Emne, der er et rent digterisk Symbol, og intet som helst har med Dansk Kvindesamfund at gøre.
Der er sikkert mange blandt Formændene, der som jeg føler os skuffede over, at vor Afgørelse er bleven omgaaet, og at der er vist saa lidt Imødekommenhed af Bannerudvalget; men er der handlet retfærdigt af Fællesstyrelsen, maa Skylden jo ligge hos os selv. Efter Meddelelsen »Vort Banner« (15. Marts) skulde der have lydt et »Hvad er Meningen?« fra os, ligesom der ved Modtagelsen af den omsendte Udskrift af Protokollen fra Formandsmødet den 27. Januar skulde have været protesteret mod det altfor vage Udtryk, »at man henstiller til Bannerudvalget med alle Stemmer mod 5 o. s. v.«. For Fremtiden maa vi sørge for, at vore Afgørelser er bedre garderede. Ellers bliver de rent meningsløse.
Næstved, 25. Juli 1911.
Dorothea Sandal-Jeppesen.
Fru Sandal-Jeppesen har taget sig for i ovenstaaende Artikel at holde et lille Opgør med de af Dronning Margrethes Tilhængere, som paa Mødet i Nykøbing lod sig forføre til Frafald af et Medlem af Bannerudvalget, og, da det hverken staar i Fælleslovene, at Medlemmerne ikke maa bruge de Talegaver, som Naturen har forundt dem i større eller mindre Maalestok, eller, at Medlemmerne ikke maa lade sig omstemme af Veltalenhedens Argumenter, kan det naturligvis ikke have været Fru Sandal-Jeppesens Mening, at hendes Opgør skulde betragtes som andet end et rent privat Mellemværende mellem de 14 og de 17 plus 115, der foretrak »digteriske Symboler« for et »historisk« Symbol.
At hun kommer til den Slutning, at Medlemmerne fremtidig maa være paa deres Post baade overfor Protokoludskrifter og Meddelelser i Bladet, kan vi vist allesammen bifalde, enten vi sidder paa Ledelsens høje Stole eller trindt om i Kresene; ligeledes kan vi let blive enige om det meningsløse i disse jævnlig forekommende Sympatiafstemninger uden forbindende Betydning. Men, naar Fru Sandal-Jeppesen beskylder Bannerudvalget for Mangel paa Imødekommenhed overfor Medlemmernes Ønsker, saa hører for Bannerudvalgets Vedkommende Enigheden op, og, skøndt enhver Diskussion om Bannersagen efter Afstemningen i Nykøbing efter vor Mening burde være afsluttet, kan vi dog ikke af Hensyn til vort Eftermæle tillade, at Fru Sandal-Jeppesens Beskyldning gaar over i Dansk Kvindesamfunds Historie som det sidste Ord i denne Sag.
Bannerudvalget havde kun Protokollernes Instrukser at rette sig efter, og de lød baade ved Fællesmødet i Silkeborg og ved Formandsmødet i København paa Frihed for Bannerudvalget til at søge forskellige Løsninger, som skulde forelægges henholdsvis Formandsmødet og Forretningsudvalget til Afgørelse. Vi havde aldeles ingen Ret til at opfatte denne Frihed som ensbetydende med Forpligtelse til at foretrække et bestemt Emne. Skulde der vises Medlemmernes udtalte Ønske Imødekommenhed, maatte det være fra Fællesstyrelsens og Forretningsudvalgets Side.
Ikke desto mindre viste Bannerudvalget Dronning Margrethes Tilhængere den Imødekommenhed at begære Sagen udsat for at faa den indanket - ikke under Forretningsudvalget, hvor Dronning Margrethes Tilhængere var i afgjort Mindretal - men under Fællesstyrelsen, hvor hendes Tilhængere ude i Landet havde en Mulighed for at sætte hendes Valg igennem, hvis de vilde lægge et Arbejde i at faa deres Meningsfæller indenfor Styrelsen til at møde. Men dette skete ikke, og det var derfor ikke, som Fru Sandal-Jeppesen skriver, Dronning Margrethes Modstandere, som gav hende Dødsstødet den 27. April, men hendes Tilhængere ved deres Udeblivelse fra Mødet.
Til Trods for den ringe Imødekommenhed, som Bannerudvalget havde mødt, viste det Dr. Margrethes Tilhængere den Resignation ikke at træde tilbage, da Fællesstyrelsen i Nykøbing annulerede sin Beslutning af 27. April om - kun at lade Fællesmødet vælge mellem de 2 af den foretrukne Forslag, og tillod, at Dr. Margrethe ogsaa sattes under Afstemning. Derved udsatte Fællesstyrelsen Bannerudvalget for den Bebrejdelse, som Fru Sandal-Jeppesen heller ikke nægter sig at fremsætte, at »end ikke det mindste Udkast af Dr. Margrethe naaede frem til Fællesmødet«. Der var et Flertal i Bannerudvalget, som forudsaa denne Bebrejdelse og ønskede den afværget; men for ikke at hindre en fredelig Løsning af Sagen, fandt det sig i, at Fællesstyrelsen ved sin Beslutning stillede Udvalget i et saa tvivlsomt Lys. At Afstemningen i Nykøbing skulde berede Dronning Margrethe en ny og ufortjent Ydmygelse, havde næppe hverken hendes Tilhængere eller hendes Modstandere forudset, og det er jo muligt, at den kunde have været af værget, om Ordføreren for de 14, ligesom Fru Høgsberg og flere andre, havde rettet sine formanende Ord til Dronning Margrethes vaklende Tilhængere fra Talerstolen Søndag Formiddag den 25. Juni istedetfor fra Bladets Spalter den 30. September.
Bannerudvalget.
Vi har ikke villet nægte at optage Fru Sandal-Jeppesens Indlæg og har derfor ogsaa maattet give Plads for et Svar fra Bannerudvalget, men Optagelse af en fortsat Diskussion om den Sag, som jo er afgjort, kan vi ikke indlade os paa. Red.
