« Tilbage til søgeresultaterne
Lige Kaar for Hustru og Mand
Under ovenstaaende Titel er der lige udkommet en Bog, som vi Kvinder i høj Grad maa paaskønne. Den paapeger den uhyre Uretfærdighed, det er, at Hustruen lever i fuldstændig økonomisk Afhængighed af Manden og maa modtage alle Penge, baade til Husets Førelse og til sin og Børnenes Klædedragt som en Naade af Manden. Den Finfølelse, hvormed Forfatteren har forstaaet de Pinsler, mangfoldige Hustruer maa gennemgaa forat faa de nødvendige Penge, vil sikkert blive Balsam paa mangen underkuet Kvindes Sjæl!
Først paaviser Forfatteren i varme Ord, at Hustruens Betydning for Hjemmet er fuldt saa stor som Mandens, og kommer derpaa til det, som maa kaldes Bogens Kærne, nemlig Paavisningen af, hvorledes det praktisk kan ordnes saaledes, at Hustruen faar Medraadighed over det fælles Hjem og de fælles Midler til dets Opretholdelse. Hans Forslag gaar ud paa, at saalænge Loven ikke yder Hustruen fuld Retfærdighed, bør retsindige Mænd gaa ind paa en Ordning af Formueforholdet, som gør Kvinden til Mandens ligestillede, idet Manden deler Raadigheden over Fællesboet med Hustruen. Dette mener Forfatteren kan naas ved, at Ægtefællerne i de Tilfælde, hvor de har faste Indtægter, ved Aarets Begyndelse lægger et Overslag, hvor de først opstiller de nødvendige Udgifter til Husets Førelse, saasom til Bolig, Mad, Brændsel, Skatter o. s. v., og deler, hvad der bliver tilovers, i to lige store Dele, hvoraf den ene tilfalder Manden, den anden Hustruen, til deres private Fornødenheder. Forfatteren opstiller saa nogle Eksempler. Mod disse har jeg kun det at indvende, at Vedligeholdelse, Vask og Børnenes Klæder er opstillede paa Ægtefællernes personlige Overslag, mens jeg synes, de hører til paa det fælles. Dette er Forfatteren imidlertid selv klar over, idet han ønsker saa meget som mulig ført paa det fælles Overslag.
For Forretningsfolk ser Forfatteren en Vanskelighed, som han imidlertid ikke mener er uovervindelig, idet han hævder, at »Forretningens Ledelse meget vel kan udøves af begge Ægtefæller i Forening« enten som to »Kompagnoner« eller »ved at den ene helt eller delvis gennem en retsgyldig Overdragelse afstod sin Raaderet og Andel i Ledelsen udadtil til den anden, saaledes at dennes blev som en Slags ansvarlig Forretningsfører for Boet«. Han mener, at det bør være saaledes »at de nærmere Bestemmelser herom kommer til at hvile paa andre Hensyn end det i denne Forbindelse i sig selv absurde Spørgsmaal om det paagældende Individs Køn«. Dette er saa indlysende rigtigt, og selve Livet fører Vidnesbyrd derom. Der er grumme mange Hustruer, som har Pengekassen og fører hele Regnskabet, ja, jeg har selv kendt en Hustru, som med Duelighed styrede et helt Baroni, fordi hendes Mand ikke forstod sig paa Pengesager og Forretninger.
Mod denne fortrinlige Bog - udgaaet fra en finttænkende, nobel Mands Pen - har jeg kun det at indvende, at han øjensynlig ikke kender denne Sags Historie hertillands, nemlig det store Arbejde, Dansk Kvindesamfund allerede har udført i den Sag. Naar Ægteskabslovgivningen ved Lov af 7. April 1899 blev en Del forbedret, skyldes dette i første Række den Bevægelse, som rejstes af Dansk Kvindesamfund i 80-erne. Paa Dansk Kvindesamfunds Opfordring indledede daværende Overretssagfører Zeuthen i April 1883 og daværende Højesteretssagfører Høgsbro i November 1884 i D. K. i København Forhandlinger om »Hustruens Retsstilling«. Det var stærkt besøgte og overordentlig livlige Møder, hvor Meningerne delte sig mellem at kræve Særeje og Fælleseje med Fællesraadighed. Hr. Zeuthen begyndte ligeledes efter Dansk Kvindesamfunds Opfordring Udarbejdelsen af et Smaaskrift om Hustruens Retsstilling, men det saa aldrig Dagens Lys, og i dets Sted udgav Hr. Høgsbro i 1892 et Smaaskrift til Brug ved Dansk Kvindesamfunds Agitation under Titlen »Kvinden og Ægteskabet efter gældende dansk Ret«. - Mange Kvinder var den Gang for ængstelige til at tage Ordet offentlig, men i D. K.’s Maanesskrift for 1885 - Kvinden og Samfundet - tog flere, hvoriblandt underskrevne, Ordet og fremhævede særlig det samme, som Hr. Ingerslev, at Hustruen ved at nedlægge sit Arbejde i det fælles Hjem, burde faa en uomtvistelig Ret til Medraadighed over dette. Underskrevne foreslog bl. a. i en mundtlig Forhandling, (efter at have søgt efter i en Bog om Handelsforhold), at Hustruen ligesom det stundom finder Sted for den ene Kompagnons Vedkommende i et Handelshus, skulde indtræde som passiv Interessent i sin og Mandens Forretning, saaledes at han styrede det udadtil, men hun var berettiget til at efterse Bøgerne naar som helst, og han skulde aflægge Regnskab for hende ved Aarets Slutning.
Disse Møder og Artikler kaldte den Stemning til Live, hvis Frugt blev Loven af 1899, men de ledende Mænd - Professor Deuntzer og Justitsminister Nellemann - tog ikke Kvinderne med paa Raad, thi saa kunde vi ikke have ladet os nøje med det Fremskridt, der skete.
Da Loven i Begyndelsen af 1899 var til Behandling i Tingene, vilde Underskrevne have rejst en Adressebevægelse i Dansk Kvindesamfund for at faa indført to Bestemmelser i Loven: 1) at Manden ikke alene skulde have Hustruens Samtykke til at afhænde faste Ejendomme, Værdipapirer o. s. v., som havde tilhørt Hustruen inden Ægteskabets Indgaaelse eller lød paa hendes Navn, men ogsaa naar disse havde tilhørt Manden, ud fra det Synspunkt, at begge Dele hørte til del fælles Bo, som begge Ægtefællerne var lige interesserede i at bevare og 2) at Hustruen skulde have Medbestemmelsesret over de fælles Børn.
Det lykkedes mig imidlertid ikke at sætte denne Adresse i Gang, men af et Smaaskrift - Formueforholdet mellem Ægtefæller - som jeg havde skrevet til Brug ved Agitationen, og hvori jeg havde fremsat de to ovennævnte Krav, lod jeg omdele et Eksemplar til hvert af begge Tings Medlemmer og til alle Ministrene.
Siden den Tid har Dansk Kvindesamfund ved Aarsmødet i 1907 nedsat et Udvalg, hvori sad en saa anerkendt udmærket retskyndig som Professor Munch-Petersen. Dette Udvalg har udarbejdet et »Udkast til Lov om Formueforholdet mellem Ægtefæller og Ægtefællers Forældremagt over deres Børn« og indgivet dette til Justitsministeren.
Flere af Dansk Kvindesamfunds ledende Personligheder har været oppe hos Ministeren og talt personlig med ham. Justitsminister Høgsbro, som havde en lige saa fin og nobel Tænkemaade overfor Kvinderne som Hr. Ingerslev, lovede ogsaa at udarbejde et Forslag om Moderens Medraadighed over Børnene, men dette Forsæt kom han aldrig til at udføre.
Gid mange Ægtepar vilde læse Adjunkt Ingerslevs lille udmærkede Bog og indrette sit Liv derefter, saa at Livet i stor Udstrækning indførte en bedre Ordning end den hidtil gængse og derved beredte Jordbunden for den retfærdige Ægteskabslovgivning, som maa komme.
Dog nu er det kommet til at staa klart for os Kvinder, at skal vi rettelig kunne kæmpe for vor Sag, maa vi selv have Vaaben i Hænde, det eneste Vaaben, hvormed man kan kæmpe med Udsigt til Sejr, nemlig: politisk Valgret og Valgbarhed! Derfor har vi sat saa store Kræfter ind paa at skaffe os den! Lad Ægteskabsloven med sine himmelraabende Uretfærdigheder - tænk paa, at Moderen ikke har retslig Medraadighed over sit Barn! - nu hvile til den Dag kommer, da den danske Kvinde sidder som fuldmyndig Borger i den danske Rigsdag.
Den yngre Slægt, som nu er opvokset, véd ofte ingen Besked om Dansk Kvindesamfunds store, trælsomme Arbejde for Kvindens Ret, men Dansk Kvindesamfund arbejder endnu, det trænger til al den Støtte, det kan faa, og Mænd med en saa udpræget Retfærdighedssans som Hr. Ingerslev hører hjemme i vore Rækker! Gid vi snart maatte hilse ham Velkommen der!
