« Tilbage til søgeresultaterne
Pigebørns Stilling i Statens Fællesskoler
Da jeg for nogle Aar siden paa »Dansk Kvindesamfund«s Fællesmøde i Horsens tog Spørgsmaalet om Vilkaarene for Pigebørns Opdragelse og Undervisning under den den Gang nye Skolelov op til Drøftelse, vakte det kun ringe Sympati og Interesse. Staten havde aabnet sine Skoler for Pigebørn og havde derved lettet disse Adgang til den højere Undervisning; det var en Imødekommenhed fra Statens Side overfor Kravet om Kvindens og Mandens Ligestilling i Samfundet og burde - mente man - mødes med Tak og ikke med Kritik. Det kom altsaa ikke til nogen Forhandling den Gang, og jeg vilde næppe have indladt mig paa noget nyt Forsøg paa at vække Interessen for denne Sag hos »Dansk Kvindesamfundet Medlemmer, hvis ikke dette Blads Redaktør direkte havde opfordret mig dertil.
Der hersker en stor Overtro paa, at enhver Opgave, Staten tager i sin Haand, faar den bedst mulige Løsning. Da Staten derfor ved at gøre sine Drengeskoler til Fællesskoler ogsaa tog sig af Pigebørns Undervisning og Opdragelse, blev disse Statens Fællesskoler straks i manges Øjne en Slags Mønsterskoler, hvorefter ogsaa Pigeskolerne burde indrette sig. Og sandt er det, at Folk nok burde have Ret til at vente, at naar Staten paatog sig at undervise Landets Kvinder, vordende Mødre for den kommende Slægt, saa var det ogsaa forud nøje overvejet, om den Undervisning, der tilbødes, var af en saadan Art, at den tjente til Udvikling ogsaa af de specielt kvindelige Anlæg og Evner. Det er en Hovedbetingelse for Samfundets Trivsel, at Individerne faar Lov til at udvikle sig hver efter sin Natur. Kun da kan hver især finde og udfylde sin Plads i Livet. Og mere end noget andet er det en Livsbetingelse for Samfundets Lykke, at de mandlige og kvindelige Ejendommeligheder ikke udviskes.
»Dansk Kvindesamfund« har arbejdet stærkt paa at skaffe Kvinder Adgang til mange Erhverv, som tidligere var forbeholdt Manden, og jeg mener ganske vist ogsaa, at intet Lovbud skal hindre nogen i at indtage den Stilling, han eller hun mener at kunne gøre Fyldest i. Men paa den anden Side er jeg overbevist om, at der er en stor Del Arbejder, som egner sig meget lidt for Kvinder, og som de derfor gør sig selv og Samfundet størst Tjeneste ved at holde sig fra, medens der er andre, hvor netop Kvinders Virken er til den største Velsignelse, fordi det bedste og dybeste i Kvindens Natur gennem dem kommer til Udfoldelse. Det bliver derfor en vigtig Opgave for Skolen gennem Opdragelse og Undervisning her at vejlede Pigebarnet i den rigtige Retning, ved at pleje og udvikle de specielt kvindelige Interesser hos hende.
Dette er en Opgave, som Staten i sine Fællesskoler fuldstændig har overset.
Indtil 1903 var Pigeskolen ene om Pigebørnenes Undervisning under Forhold, hvor allerede en ny Tid stillede nye Opgaver og nye Krav. Betænker man den store Revolution, der i de sidste Aartier er foregaaet i Kvindens Stilling i Samfundet, forstaar man, hvor vanskelig og sammensat en Opgave, Pigeskolen stod overfor. - Den maatte indrette sin Undervisning efter Livets Krav. Den unge Kvinde kendte tidligere intet andet attraaværdigt Maal end det at blive Hustru og Moder; nu kom den nye Tid og krævede, at hun først og fremmest skulde uddannes til at skaffe sig et Erhverv, hvorved hun kunde ernære sig selv, for at hun ikke før eller senere skulde blive henvist til at leve af andres Naade. Og Pigeskolen var straks lydhør overfor de nye Røster og satte det som Skolens væsentligste Maal at føre de unge Piger op til de samme Eksaminer som deres mandlige jævnaldrende og helst lade dem bestaa Prøverne med saa gode Resultater, at det var klart for alle, at Kvindens Evner ingenlunde er ringere end Mandens.
Men efterhaanden som Aarene gik, forstod mange Pigeskoler, at Opgaven var af en langt mere sammensat Karakter, og at de gjorde Uret mod den unge Pige ved at lægge deres Læseplan lige efter Drengeskolernes. For det første var deres Elever i de Aar, hvor Skolens Krav til anstrængende aandeligt Arbejde er størst, i legemlig Henseende mindst modstandsdygtige, saa Skolegangen for manges Vedkommende medførte nedbrudt Helbred. For det andet lagde Skolens Arbejde saa stærkt Beslag paa Elevens Tid og Kræfter, at hun ikke mere kunde faa Lejlighed til at tage Del i Hjemmets Gerning. Medens den unge Pige tidligere fra Barnsben vænnedes til at være tjenende og ydende under huslige Sysler, baade de mere direkte nyttige og nødvendige og de, der væsentlig bidrager til at forskønne og oplive Hjemmet, blev hun nu i saa mange Tilfælde blot den nydende, der paa enhver Maade maa opvartes. Og mange Pigeskoler begyndte at forstaa det bunduheldige i, at de - skønt den langt overvejende Del af Eleverne før eller senere giftede sig og stiftede Hjem - dog intetsomhelst havde gjort for at dygtiggøre dem til denne store Samfundsopgave.
Mange begyndte at indse, at Eksamensfordringerne burde ud fra Livets egne Krav og ud fra pædagogiske og fysiologiske Hensyn stilles væsentlig anderledes til Piger end til Drenge. Og at i al Fald, selv om Skolen skulde bøje sig for Tidens Krav og føre sine kvindelige Elever op til de samme Eksaminer, som afsluttede Drengenes Skolegang, saa burde og kunde dog Vejen til at naa dette Maal være forskellig for de to Køn. Det gjaldt om at faa Forældrene med til at forlænge deres Døtres Skolegang med et Aar; saa kunde der raades Bod paa meget. Men selv denne ene lille og saare vigtige Ting umuliggjordes, da Staten optraadte som Pigeskolens Konkurrent.
Staten fandt, at den 4-aarige »Mellemskole« og det 3-aarige »Gymnasium« passede udmærket for Drengene, og uden at ænse nogensomhelst Forskel mellem mandlige og kvindelige Elever, hverken i Anlæg, Kræfter eller Livsmaal, lukkede den saa sine Skolers Døre op paa vid Gab ogsaa for Pigebørn og sagde til dem: »Hæng paa.« Og tankeløse Forældre indmeldte deres Pigebørn i saa store Mængder i Statens Fællesskoler, at Pigeskolen kom til at føre en hensygnende Tilværelse, hvor al Tale om Reformer var saa godt som udelukket.
Som Forholdet nu er, kommer Pigebarnet i Virkeligheden, fra den Dag hun begynder sin Skolegang, ind i en Drengeskole, og det gør hun - paa enkelte Undtagelser nær - hvad enten Skolen kaldes Fællesskole eller Pigeskole. Staten har ødelagt den virkelige Pigeskole. Pigebarnet maa følge en Læseplan, der udelukkende er lagt med Drenges Tarv for Øje, og hvor alt, hvad der er ejendommeligt for hende som kvindelig Elev, vanrøgtes og tilsidesættes. Har hun haft Kræfter nok til at gaa hele Skolen igennem, saa hun ender sin Skolegang med Studentereksamen, staar hun da i de fleste Tilfælde ganske blank overfor en hvilkensomhelst almindelig kvindelig Opgave. Skolen har gennem mindst 11 Aar lagt Beslag paa al hendes Tid og alle hendes Kræfter, og i Stedet for den livsglade, hjælpsomme unge Pige, som tidligere var Hjemmets Pryd, er der vokset en ung Kvinde op, der ikke er optaget af synderlig andet end sig selv, sit Erhverv og sine Fornøjelser. Fortsætter den unge Pige ikke sine Studier, vil hun i Almindelighed søge sig et eller andet Levebrød, og hun skal da som oftest med færre Kræfter udrette samme Arbejde som sine mandlige Kolleger. Heller ikke efter Skoletidens Afslutning levnes der hende under disse Forhold Tid til Hjemmets Arbejder.
Jeg sætter nu, at saadan en ung Pige gifter sig; det gør jo dog heldigvis endnu de fleste. Er hun et samvittighedsfuldt Menneske, der gerne vil kunne magte den Gerning, hun gaar ind til, og har hun økonomisk Raad dertil, vil hun søge til en Husholdningsskole. Men det siger sig selv, at det kun er de rent overfladiske Ting, et saadant Kursus kan bøde paa. Intet kan erstatte de legemlige Kræfter, som er gaaet tabt Ungdommen igennem. Det daglige Slid har sat sit Stempel ikke blot paa Nerverne, men ogsaa paa Sjælelivet, og selv med sin bedste Vilje evner den unge Husmoder nu ikke at faa det aabne Øje for alle Hjemmets Brøst og den hjælpsomme, øvede Haand, der kan hele dem. Jeg vil i denne Sammenhæng slet ikke tale om den langt større Vanskelighed, den unge Husmoder staar overfor, naar hun ogsaa i Ægteskabet maa fortsætte sin Gerning udenfor Hjemmet.
At den unge Pige, naar hun er kommet til Skelsaar og Alder, søger sig en Livsstilling, hvor hun baade kan lære Arbejdets Glæde at kende og faa Lønnen derfor, er kun godt og vel. Og hun kan med Rette gøre Fordring paa, at hendes Opdrager tager Hensyn ogsaa hertil. Men at lade dette Hensyn blive i den Grad eneraadende, at man derover fuldstændig ser bort fra hendes store Livskald som Hjemmets Bevarer og Slægtens Moder og Opdragerinde, kan dog aldrig forsvares, hverken overfor den unge Pige selv eller overfor Samfundet.
Vi maa derfor forlange af Staten, at dersom den fremdeles mener sig kaldet til at være Leder af Pigebørns Opdragelse og Undervisning, at den da behandler dem som det, de er, og tager tilbørlige Hensyn til deres specielle, fra Drengenes vidt forskellige Anlæg og Opgaver i Livet. Den Undervisning, de nu spises af med i Statens saakaldte Fællesskoler, kan de under ingen Omstændigheder være tjente med.
Uldum Præstegaard.
