Madame Curie

Efter Dagny

Der findes vel næppe i vore Dage et kvindeligt Navn, der er mere kendt og skat­tet i hele den dannede Verden end Mme. Curies; thi med det er nemlig fast sammen­knyttet en af vor Tids mærkeligste Opda­gelser for ikke at sige den mest epokegø­rende, og med det nærmere Kendskab til

Radium og dets Egenskaber, har der aabnet sig hidtil uanede Vidder ud over baade den fysisk-kemiske Videnskab og den medicinske. Derfor er ogsaa Efterretningen om, at Mme, Curie for anden Gang har faaet Nobelprisen, overalt blevet hilst med den største Tilfredshed.

Marie Sklodowska, Mme. Curie, blev født i Warschau den 7. Nov. 1867. Hen­des Fader var Lærer der. Moderen havde før sit Giftermaal haft en privat Kostskole, af hvilke der findes mange i Polen, hvor man kun nødigt sender Børnene til de rus­siske Statsskoler. I en saadan fik Marie sin første Undervisning, men overflyttedes senere til en Statsskole. Allerede fra sine Barneaar viste hun en afgjort Sans og In­teresse for de naturvidenskabelige Fag, og hun var aldrig i Tvivl om, i hvilken Ret­ning hendes videre Uddannelse skulde gaa.

Aar 1893 kom hun til Paris, hvor hun snart tog den franske Licentiatgrad baade i den fysisk-kemiske og matematisk-astronomiske Afdeling. Aar 1895 blev hun gift med den daværende Laborator, senere Pro­fessor ved Ecole de chimie et de physique i Paris, Pierre Curie. Samtidig fik hun Til­ladelse til at arbejde i hans Laboratorium. Hun sysselsatte sig i Begyndelsen med Staalets magnetiske Egenskaber, og først Aar 1898, altsaa for kun 13 Aar siden, be­gyndte hun sin banebrydende Undersøgelse indenfor Radioaktivitetens Omraade.

Aar 1895 havde Røntgen gjort sin mær­kelige Opdagelse af Røntgen- eller X-Straalerne, der, usynlige for det blotte Øje, ejer Evnen til at trænge igennem ellers uigen­nemtrængelige Materier   og ogsaa derefter indvirke paa en Fotografiplade. Aaret efter gjorde Becquerel den Iagttagelse, at det tid­ligere kendte Stof Uran stadig og under alle Forhold udsendte Straaler af lignende Virkning.   Skulde der muligvis findes andet Slof med samme Egenskaber? For at ud­forske dette, begyndte Mme. Curie sine Undersøgelser,  og hun kom til  det Resultat, at Uranmineraliet maatte indeholde et Stof, som ejede stor Evne til at udsende Straaler, men som sandsynligvis forekom i saa ringe Mængde, at man ikke før havde lagt Mær­ke dertil. Dette forekom Pierre Curie saa interessant, at han satte de Undersøgelser, han var i Færd med, til Side, for sammen med sin Hustru at hellige sig til at uddrage denne Substans af Uranmineraliet. Ved de kemiske Separationer de foretog, opdagede de, at Uranen ikke alene indeholdt én men to aktive Bestanddele. Den ene kaldtes ef­ter Mme. Curies Fædreland for Polonium, den anden Radium paa Grund af dets straalende Egenskaber.

I de følgende Aar foretog Parret, mange Undersøgelser, dels hver for sig, dels sam­men. Mme. Curie arbejdede specielt paa at rense Radium, som endnu var meget sam­menblandet med andre Stoffer. Først 1902 lykkedes det hende at fremstille et Deci­gram rent Radiumsalt, nemlig Radiumklo­rid. Man kan forstaa, hvilket uhyre Arbej­de, der laa bagved dette Resultat, naar man hører, at hun, for at opnaa dette, som det synes, ubetydelige Kvantum Radium, maat­te bearbejde flere Tusind Kilo af Uranstof­fet. Men var Kvantum’et kun lille, var dets Virkninger saa meget større. Man havde her et Stof, som var en Million Gange saa aktivt som Uran. Endvidere fastslog Mme.Curie Radiums Atomvægt. Disse 2 Arbej­der var det vigtigste Indhold af hendes Aar 1903 offentliggjorte Doktordisputats. Læ­ser man en Redegørelse over de Undersøgel­ser, som Parret Curie udførte i disse Aar, maa  man forbavses over den Metode og Energi, hvormed de fuldendte dem. Man ser da ogsaa af den Begejstring, hvormed de gav sig i Lag med det, at her var intet Spørgsmaal om »Leder« og »Medhjælper«, men her arbejdede to store Begavelser med samme brændende videnskabelige Interesse, og det var kun derved, det lykkedes dem at fuldbyrde dette Kæmpearbejde. Ikke hel­ler var de ydre Forhold skikkede til at lette Undersøgelserne. I et Forord til sin Mands nys udgivne Arbejde omtaler Mme. Curie, hvordan de ved deres kemiske Arbejder var henviste til et   midlertidigt indrettet Skur med Jordgulv og Glastag, hvor Solen brænd­te om Sommeren, og hvor de om Vinteren var daarligt beskyttede mod Blæst og Regn. Dog siger hun, at disse Aar var de bedste og lykkeligste i deres Liv, fordi de helt og fuldt fik Lov at hellige sig deres fælles Arbejdsinteresse.    Det var i dette Skjul, at Mme. Curie paa grovt tilhugne Borde  og Brædder udbredte sine kostbare Radiumspræparater. Hun beskriver ogsaa den Be­gejstring, der greb dem, naar de underti­den om Aftenen eller Natten traadte ind i deres lille Laboratorium og saa alle deres Radiumspræparater lyse sig i Møde i Mør­ket. Overordentlig kostbare var disse Un­dersøgelser, og Penge havde de ikke.    Den østrigske Regering havde gratis overladt dem en Del Undersøgelsesmateriale, nogen Understøttelse fik de ogsaa fra det franske Akademi og af private Givere, men alligevel var det svært for dem at faa det til at slaa til. Saa kom i Aaret  1903 Nobelprisen i Fysik, hvoraf de i Forening fik den ene Halvdel, medens den anden tildeltes Uranstraalernes Opdager Becquerel.     Herigen­nem rettedes Frankrigs Opmærksomhed mere paa dem, og det var lige efter No­belprisens Uddeling, at et særligt Professorat i Radioaktivitet blev oprettet for Pierre Curie ved Sorbonne. Samtidigt aabnedes der ham et lille Laboratorium, bestaaende af nogle smaa Værelser som egentlig var be­stemte til forberedende naturvidenskabeli­ge Studier. Her blev Mme. Curie ansat som Laborator, og de haabede nu paa en ny Tid, hvor de kunde arbejde under lykke­ligere Forhold. Og saa tilintetgjordes disse Forhaabninger af det forfærdelige Ulykkes­tilfælde, som i April 1906 ramte Pierre Cu­rie, da han blev knust under en Vogn paa en Gade i Paris. Haardt var det Slag, som derved ramte hans Hustru og deres 2 Døtre, og ogsaa Videnskaben led ved hans Død et uerstatteligt Tab.

Kort efter Mandens Død blev Mme. Curier ansat som Docent ved Sorbonne, men først 1909 blev hun Professor. Hun har imidlertid hele Tiden forestaaet det af Man­den oprettede Laboratorium i Radioaktivi­tet. Her har hun altsaa hele Tiden kun­net arbejde og har ogsaa med levende In­teresse og beundringsværdig Energi fortsat sine Undersøgelser indenfor de radioaktive Stoffers Verden, hvorved hun væsentlig har bidraget til det storartede Resultat, Forsk­ningen har naaet paa dette Omraade i de sidste Aar. Det mærkeligste, hun har ud­ført, er Isoleringen af Grundstoffet Radium i ren Form, (tidligere er det kun forekom­met som Salt), hvilket hun naaede for godt et Aar siden.

Laboratoriet er i disse Aar blevet bety­deligt udvidet, saa at der nu er Plads til ca. 15 Arbejdere; da det imidlertid fra Be­gyndelsen ikke var oprettet til sin nuværen­de Brug, er det ret ubekvemt og utilstræk­keligt i mange Retninger; men i Foraaret blev Grundstenen lagt til et nyt Laborato­rium, hvortil man haaber at kunne flytte om et Par Aar. Det ligger i Nærheden af Panthéon og bliver nok noget i sin Slags enestaaende.

Foruden en Mængde videnskabelige Ar­tikler har Mme. Curie ogsaa udgivet en Læ­rebog i Radioaktivitet i 2 Bind. Den er ba­seret paa de Forelæsninger, hun i disse Aar har holdt ved Sorbonne og udmærker sig ligesom disse ved Klarhed og Sikkerhed i Fremstillingsmaaden. Det er et storartet Værk, som optager og sammenfatter de vig­tigste Arbejder indenfor Radioaktivitetens Omraade; og paa samme Tid giver den Be­vis for, hvor stor en Indsats Forfatterinden selv har gjort der.

Foruden sin rent videnskabelige Virk­somhed har Mme. Curie ogsaa været Læ­rerinde. Fra 1900-1906 underviste hun ved den franske Stats Lærerindeseminarium i Sevres.

Naturligvis tager hendes Hjem ogsaa en Del af hendes Tid og Interesse. I hendes smukke Villa i Scean udenfor Paris vokser hendes 2 livlige og begavede Døtre op (14 og 7 Aar). Dem giver hun en Del af sin Dag, underviser endogsaa selv dem og nog­le af deres Kammerater i naturvidenskabe­lige Fag. Da hun imidlertid ofte tvinges af sit Arbejde til at forlade dem, ser hun ger­ne, at Venner kommer ud og gør Livet glad og fornøjeligt for dem.

Skønt Mme. Curies første og største In­teresse er Videnskaben, holder hun dog me­get af Musik og Skønlitteratur; særlig elsker hun sit Fædrelands Poesi.

I videnskabelige Kredse i Paris nævnes Mme. Curies Navne altid med den største Agtelse. Hun har nok Modstandere, men ogsaa mange Venner, som ved at værdsætte baade hendes store Begavelse og fine, noble Karakter. Man ser hende ofte sammen med Videnskabens fornemste Repræsentanter i Paris. Af sine Elever er hun ogsaa højt skattet.

Stor var Skuffelsen hos hendes Venner og Beundrere, da hun ikke blev valgt ind i det franske Akademi i Vinter. Det var kun én Stemme, der skilte hende fra hen­des vigtigste Medbejler, Browly, ogsaa fremragende, selv om han maaske ikke kunde maale sig med Mme. Curie. Han havde imidlertid allerede 2 Gange været opstillet som Kandidat og var desuden 70 Aar. Da han saaledes sandsynligvis næppe vilde komme paa Tale en anden Gang, ansaa mange det for en Æressag at stemme paa ham. Det er ogsaa højst ualmindeligt, at nogen bliver indvalgt allerede ved første Præsentation, hvad Tilfældet vilde have væ­ret med Mme. Curie; men næste Gang er hun nok sikker paa Pladsen, selv om en eller anden skulde modarbejde hende ud fra »Kvindesagssynspunktet«.

Enkel og beskeden i sin personlige Fremtræden, gør Mme. Curie dog et paa én Gang imponerende og vindende Indtryk. Over hendes Væsen hviler en dyb Alvor, som i Begyndelsen næsten kan virke tryk­kende; vel mærker man snart, at det ofte kan brydes af et spøgefuldt Ord, men no­get melankolsk og vemodigt er der dog al­tid i det kloge Ansigt, som taler om gennemstridte haarde Prøvelser. Men man ser ogsaa, at der findes Vilje og Evne til at be­kæmpe alle Besværligheder, baade ydre og indre. Saa snart Talen falder paa Arbej­det, bliver hun stærkt optaget deraf, og man maa næsten studse over hendes Evne til at gribe Emnet og hurtigt og klart at udvikle sine Anskuelser. Man føler, at hun til Bunds behersker, hvad hun taler om.

Alt i alt gør Mme. Curie Indtryk af en ualmindelig storslaaet og helstøbt Person­lighed, som man beundrer, ikke blot for hendes banebrydende Arbejde i Videnska­bens Tjeneste, men ogsaa for, hvad hun er og virker som Menneske.