« Tilbage til søgeresultaterne
Opraab fra Polens Kvinder
Det ulykkelige Kongerige Polen synes endnu ikke at have tømt de Overvundne« bitre Skaal til Bunden. - Som bekendt er Polen delt mellem Rusland, Preussen og Østrig, og det polske Folk fører under disse vanskelige Forhold en haard Kamp for at bevare sin Nationalitet. Hidtil har denne Kamp været haardest i den Del af Polen, der hører under Preussen, medens russisk Polen har haft en vis Selvstændighed indenfor det russiske Rige. Heri forestaar imidlertid en Forandring, idet den russiske Regering har gjort Skridt til at lægge hele Provinsen Chelm ind under russisk Forvaltning.
Polske Kvinder har som Protest mod denne »Polens fjerde Deling« sendt et gribende Opraab til Parlamenterne i de Lande, der underskrev Traktaterne vedrørende Polen paa Wienerkongressen 1815.
Opraabet hævder, at Krænkelsen af Polens Grænser absolut ikke kan siges at være et indre administrativt, russisk Anliggende, men er et politisk og internationalt Spørgsmaal.
»Dog tier den offentlige Mening i Europa«, hedder det i Opraabet. - »Heller ikke den polske Nation bryder Europas Tavshed, eller appellerer til dens Samvittighed, fordi den ikke tror derpaa.«
»Men vi polske Kvinder tror paa det Godes Magt. Vi tror, at Retten maa være stærkere end Magten. Vi tror, at Voldsherredømmets, Rovets og Undertrykkelsens Politik maa give Plads for en Politik, der grundes paa Folkenes retfærdige Samliv; vi tror, at det ikke længere gaar an, at eet Folk lever og udvikler sig paa et andet Folks Bekostning og til dettes Skade og Smerte. Paa en Tid, hvor Nationernes Ret til selvstændig Eksistens vinder bestandig større Anerkendelse, hvor de mindste Folk løsriver sig fra Slaveriet og opnaar Menneskerettigheder, hvor endog de pinte Dyr ofte finder Beskyttelse, maa vel det til alle Sider udstykkede Polens Skæbne forekomme som et vanvittigt, blodigt Hjernespind, en Skam og Skændsel for det hele civilisede Europa, som drømmer om Afvæbning og Folkefrihed og dog ser med forbryderisk Ligegyldighed paa den uophørlige Vivisektion af en Nation, der vaander sig i Smerte.«
»Vi appellerer til Deres Samvittighed! Vi paaberaaber os den Paragraf i Wiener Traktaten, der siger: »Polens Rettigheder vil fra nu af staa under Europas Beskyttelse«.«
Opraabet, som slutter med en Skildring af de Uretfærdigheder og Grusomheder, der begaas i russisk Polen, er ogsaa bleven sendt til Formanden for »Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund«. Desværre formaar danske Kvinder jo intet andet i denne Sag end at udtrykke den varmeste Medfølelse for den ulykkelige polske Nation og haabe, at de polske Kvinders Tro paa det Godes Magt til at besejre Uretten maa retfærdiggøres.
