« Tilbage til søgeresultaterne
Brev fra vor internationale Præsident, Carrie Chapman Catt
Syd-Afrika.
(Sluttet.)
Vi tog til Syd-Afrika i det Haab at kunne bringe lidt Hjælp til den nye Valgretsbevægelse, som maa kæmpe for at vinde Fodfæste midt under de forvirrede Forhold, som fulgte efter Krigen. Hvor meget vi har hjulpet, vil vi aldrig faa at vide. Det er en Trøst at vide, at der blev dannet en Forening for hele Unionen, og. at vi har kunnet hjælpe Kvinderne med at danne den. Men nu, da Opholdet dér ligger bagved os, og vi nærmer os Ægypten, hvor vi næste Gang skal standse, er vi tilbøjelige til at tro, at vi har modtaget meget mere, end vi gav.
For mit personlige Vedkommende maa jeg tilstaa, at jeg aldrig før i mit Liv har lært saa meget i 4 Maaneder. Vi erkender, at vort Syn er blevet videre og friere ved at komme i Berøring med de sydafrikanske Problemer. Dets tragiske Historie har uddybet vor Ærefrygt for Mændenes uforfærdede Tapperhed og for Kvindernes ligesaa kække Heltemod. Vor Tillid til vor Sags uundgaaelige Sejr i alle Lande er bleven stærkere, og vor Tro paa Menneskehedens hurtige Fremtrængen henimod et mystisk Hinsides er bleven fornyet; et Hinsides, hvis Natur vi ikke nu kan forudsige, men som sikkert omfatter større Frihed for alle Folkeslag, større Overensstemmelse og Forstaaelse og større Overbærenhed med hverandre.
Vi forlader Syd-Afrika, visse paa, at i dette Land, der er saa uligt alle andre, vil Folket, gennem Udviklingens hemmelighedsfulde Processer, opnaa en stor Bestemmelse, og at værdifulde Bidrag til Verdens Civilisation vil komme i sin Tid. Vi efterlader kære Venner der, med hvem vi har vekslet Haandtryk i sympatisk Forstaaelse, og vi forlader et Land fuldt af et særligt Trylleri.
Syd for Ækvator er der vendt op og ned paa Aarstiderne, og vi kom til Kapstaden sidst paa Vinteren, d. 8. August, hvor Varmedunke, Flonelsnatkjoler og Natsokker var nødvendige Artikler om Natten, og varme Klæder og tykke Plaider om Dagen, Modeforretningerne udfoldede nye. Foraarstoiletter, men om det var de Moder, vi efterlod i London, eller dem vi skal se der næste Aar, var jeg ikke erfaren nok til at opdage, Inden en Maaneds Forløb var vi midt i Foraarets herlige Udfoldelse af Oranger, Citroner, Kirsebær, Pærer og Mandelblomster. Saa kom Sommeren, for i Virkeligheden er der hverken Foraar eller Efteraar. Vinteren, Regntiden, bliver paa én Dag til Sommer. Vi har undgaaet Midsommerens Hede, som kommer i Februar, men Varmedunkene blev ombyttede med Vifter og Parasoller nogle Uger efter. Landet er forskelligt fra alle andre Lande baade ved sit Udseende og sine Produkter. Da den hvide Mand kom dertil, saa’ han, at den sorte Mand satte Ild paa Græsset i det tidlige Foraar og saa det friske Græs komme hurtigt frem, grønt og blødt. Man fortæller, at den i Indfødte har faaet denne Time i Agerdyrkning for Aarhundreder siden af Lynilden. Den hvide Mand fulgte hans Eksempel, og hvor vi kom frem i Begyndelsen af vor Rejse, brændte Græsset eller var lige blevet brændt. Drifter af overordentlig langhornet Kvæg, vildt udseende Geder, tykuldede Faar eller smukke, snehvide Angorageder kunde man se til alle Sider i det bebyggede Land. Strudse saa man til alle Tider paa Dagen. Imellem de beboede Landsdele kan Toget timevis fare gennem stille, øde Egne, hist og her saas spredt stenede »kopjes« og lavt voksende Træer og Krat. Det er et Land med faa Broer. I Regntiden findes der brusende Floder, men Vandet forsvinder hurtigt og efterlader en fuldkommen tør Flodseng.
Landet er bogstaveligt oversaaet med smaa, brune Jordhøje, der i Afstand ligner Høstakke. De er lavede af Termiten eller den hvide Myre. Deres Hjem er under Jorden, og de smaa Høje fremkommer ved den Jord, som de skyder op for at skaffe sig Plads. De Indfødte bruger denne Muld til Gulvene i deres Hytter, og de er saa jævne og haarde som Asfalt. Boerne gravede dem ud og brugte dem til Ovn. Paa denne Maade hævner Menneskene, baade Sorte og Hvide, sig over disse Plageaanders Ødelæggelser.
Syd-Afrika har Monopol paa Produktionen af Strudsfjer, endvidere gør det Fordring paa at frembringe de 90 pCt. af hele Verdens Diamanter og betydeligt over i Halvdelen af det Guld, der aarlig udgraves. Det strenge Arbejde udføres af de Indfødte. Vi saa disse sorte Mennesker i deres Kraals. I deres fredede Landomraade, i Miner, i Fabriker og Hoteller. Overalt interesserede de os. Deri menneskelige Races Børn«, kaldes de i Sydafrika, men de gør Mænds Arbejde. Vi ved, hvad den hvide Mand mener om dem, men vi har forgæves spekuleret paa, hvad de mener om den hvide Mand.
Takket være Valgretskommitéerne i de forskellige Byer fik vi Tilladelse til at besøge Diamant- og Guldminer, en stor Dynamitfabrik, Jordbrug af enhver Art, Skoler, Gymnasier, Hospitaler og Fattiggaarde og i det hele saa meget som muligt, der kunde bringe os i Berøring med Livet i Landet. Vi har smagt mærkelige Frugter, Guava, Mango, Granattable m. fl., men de delikate Ananas og Bananer af første Klasse, som vokser der, var dog de bedste af alle. Vi har faaet store Buketter af vidunderlige Blomster, som vi aldrig har set før og maatte undre os over Jordens Rigdom. Vi har gravet i Sandet paa Strandbredden efter de pragtfulde Konkylier, som ogsaa ved deres talløse Variationer vidner om Skabelsens Vidundere. Vi har samlet sjældent Frø, noget dejligt purpurfarvet, paa Træer og Buske, hvert enkelt et nyt Bevis paa Afrikas Herligheder. Vi har set vore fjerne Slægtninge, Aberne, lege i Træerne; og i 8 godt indrettede Musæer har vi fundet mange Arter af dette besynderlige Lands Dyrevarieteter. Fra det første Øjeblik, da vi fik »Table Rock«, Kapstadens barske Vogter, i Sigte og til det sidste Syn af Durbans svajende Palmer var vor Glæde fuldkommen. Vi kom for at arbejde, men det føles, som om vi havde haft den længste og mest forfriskende Ferie i vort Liv. Man siger, at Afrika er det usundeste Land, der kan tænkes, men vort Helbred og vore Kræfter er styrkede, jeg vilde ønske, jeg kunde sige det samme om vor Skønhed, men ak! Afrikas Sol har brændt os mørkebrune og givet os adskillige Fregner med som Erindring.
Aden, 12. Nov. 1911.