« Tilbage til søgeresultaterne
Fra Kredsene
Løsning.
Ved Generalforsamlingen den 30. Januar 1911 blev der foretaget Valg af nye Medlemmer til Styrelsen i Stedet for afgaaede: Pastor Pedersen, Dyrlæge Jensen, og Fruerne Jensen og Riis. Nyvalgte blev Fru Dorthea Rasmussen, Fru Andrea Lund og Fru Danielsen. Genvalgt blev Pastor Pedersen og Fru Jensen.
Næstformanden gav en Oversigt over, hvad der har været udrettet i det forløbne Aar.
Regnskabet godkendtes.
Ved et Medlemsmøde, holdt sammen med Styrelsesmøde i Præstegaarden den 28. Marts, oplæste Formanden en »Brevveksling« om det daværende Vielsesritual fra Begyndelsen af 90erne mellem »En Jydsk Præstekone« og Pastor Thomas Rørdam, som stillede sig paa et yderst konservativt Stade. - Ritualet blev dog efter denne Polemik reformeret, men dog blev meget af det stødende tilbage, som jo nu ved »Dansk Kvindesamfund«s Initiativ helt er bleven udeladt af det nye Forslag, som sikkert vil blive autoriseret.
Den 30. Maj holdtes Møde i Præstegaarden, hvor Reservelæge Lehmann holdt et udmærket Foredrag om Jeanne d’Arc.
Kort før Agitationsugen i September holdtes Medlemsmøde hos Dyrlæge Jensen, hvor Formanden oplæste Mrs. Crapman Cats Foredrag »Kendsgerninger«, holdt ved Kongressen i Stockholm. Og endelig den 30. September talte Folketingsmand Mads Larsen i Forsamlingshuset varmt og godt for Kvinders Valgret. Og Dansk Kvindesamfunds Resolution blev enstemmig vedtaget.
Balslev-Ejby.
Søndag den 8. Oktober afholdt Føns-Udby og Balslev-Ejby-Kredse Agitationsmøde for Kvindens politiske Valgret paa Udby Pigehjem.
Der var mødt mange Deltagere, og Mødet formede sig til en hel Fest. Det er gammel Tradition for Møderne paa Udby Pigehjem (den tidligere Højskole), at de er hyggelige og fornøjelige.
I den smukt pyntede Gymnastiksal bød Fru Lind den store Forsamling og Talerne, Fru Jutta Bojesen Møller og Lærer Mosegaard, Middelfart, velkommen. I hjærtelige Ord tolkede Fru Lind Kredsens Glæde over at se vor kære Æresformand iblandt os. Og da Fru Jutta Møller derefter besteg Talerstolen og holdt et livligt og dygtigt Foredrag om Kvindesagen, vandt hun alle Hjærter. De lunkne blev interesserede og selv Tvivlere erklærede sig for overvundne. Fru Møller forstaar at finde Vej til Hjerterne.
Lærer Mosegaard talte over Thesenssagnet og derefter vedtoges Resolutionen enstemmig.
Under den paafølgende Fællesspisning sang Hjemmets unge Piger flerstemmig Sange og Aftenen sluttede i fornøjeligt Samvær.
Korsør.
Ved Agitationsmødet den 18. September talte fhv. Folketingsmand Abrahamsen fra København. Hr. Abrahamsen holdt et udmærket agitatorisk Foredrag om Kvindesagens Udvikling gennem de sidste 40 Aar. Resolutionen oplæstes og vedtoges enstemmig. I Dagene før Mødet havde Styrelsen ladet omdele ca. 500 Flyveskrifter blandt Byens Befolkning. Adgangen til Mødet var gratis.
Den 3. November holdtes Medlemsmøde, ved hvilken Lejlighed Hr. Læge Lund holdt Foredrag om Barnepleje. Frk. Lærer Holst fornøjede Forsamlingen ved at læse Carl Ewalds Eventyr: Edderkoppen.
Den 28. November havde vi offentligt Møde med Foreningens Æresformand Fru Jutta Bojsen Møller som Taler. Emnet var »Camilla Collet«. Fruen fortalt frisk, fornøjeligt og interessant. Ved det efterfølgende Kaffebord underholdt Fruen Deltagerne med Smaatræk fra sin Barndom og Ungdom.
Aarhus.
Kredsen har i Løbet af Maanederne Oktober-December 1911 haft følgende Møder og Sammenkomster:
Den 18. Oktober afholdtes en selskabelig Sammenkomst i den folkelige Forsamlingsbygning med Koncert af Musikdirektør Gade og Fru Koncertsanger Mimi Gade (Kbhvn.).
Den 9. November havde Kredsen i Forbindelse med Aarhus Kvindevalgretsforening et offenligt Møde med Foredrag af Adjunkt Bjerre (Horsens) over Emnet »Fremtidens Kvinde og Børnene«. Mødet havde samlet mange Tilhørere, der fulge Foredraget med stor Interesse. Taleren skildrede et stort Børnehjem i London - tilsyneladende et Mønster i sit Slags - men paaviste derefter dets uhyre Mangler i Retning af at udvikle Børnene til Mennesker, der praktisk talt kunde klare sig i Livet, og i Retning af at opdrage deres Villiesliv. Lignende Skavanker vilde i større eller mindre Grad klæbe ved alle større Børnehjem, selv om disse som Nødhjælp var uundværlige.
Selv et fattigt Hjem frembød overordentlig store Fortrin i Retning af at kunne virke opdragende paa Børnene, sammenlignet med Børnehjemmene, hvis der da i et saadant Hjem fandtes en Far og Mor, der havde Omsorg for deres Børn og dog nogen Tid at ofre for dem. Intet - selv ikke den bedste teoretiske Opdragelse i et Børnehjem - kunde erstatte det virkelige og gode Hjems umiddelbare opdragende Indflydelse.
Taleren tog i høj Grad Afstand fra Ellen Hørups og Mrs. Gilmans Teorier om, at Kvinder, for at frigøre sig for en Del af det hjemlige Arbejde, skulde overlade Omsorgen for de smaa Børn til andre, f. Eks. til Fællesopdragelseshjem, og slog i det hele stærkt til Lyd for Kvindens Betydning for Hjemmet.
Som den bedste Erstatning for det egentlige Hjem omtaltes de gode Plejehjem. Taleren ønskede i langt højere Grad, end det nu var Tilfældet, at faa Kvinder ind i Arbejdet for Plejehjem og Værgeraad. Han kunde ønske, at der i Mangel af Plejehjem oprettedes ganske smaa Børnehjem, som kunde indrettes i Lighed med et virkeligt Hjem og ledes af en Kvinde, der herigennem kunde faa ikke alene en Livsstilling, men ogsaa en Livsgerning.
Kredsen har i Løbet af Efteraaret haft fire Medlemsmøder, der har været afholdt i Dansk Kvindesamfunds Klublokale og har vundet stor Tilslutning blandt Medlemmerne.
Ved de to første (9. Oktober, og 13. November) blev der holdt Foredrag om »Mathilde Fibiger« og »Pauline Worm« henholdsvis af Frk. Bjerre og Frk. Kommunelærer Anna Jørgensen. Man havde valgt de nævnte Emner for at genopfriske Erindringen om disse to ejendommelige Kvindeskikkelser, der fortjener at mindes, ikke blot fordi de var udprægede Personligheder, men ogsaa fordi de hver paa sin Maade har virket som Banebrydere for Kvindesagen herhjemme.
Den 7. November fortalte Fru Høeg-Christensen livligt og fornøjeligt om sine Oplevelser paa en 16 Dages Selskabstur gennem Holland og Belgien til Paris.
Derefter indledede Frk. Bjerre en kort Diskussion om Spareugen, der resulterede i en Indsamling blandt Medlemmerne, som tænktes tilendebragt i Januar.
Den 11. December holdt Folketingsmand, Pastor N. Joh. Laursen et alvorligt og tankevækkende Foredrag om Shakespeares »Macbeth« eller rettere Dramaets Hovedpersoner.
Odder.
Generalforsamling holdtes den 11. Januar.
Efter at Formanden havde fremlagt det reviderede Regnskab aflagdes Beretning om Kredsens Arbejde i det forløbne Aar:
I Juli 1911 var der Medlemsmøde i Fillerup Skole, hvor Formanden aflagde Beretning om Nykøbingmødet.
Mødet sluttedes med en hyggelig Fællesspisning ved hvilken de Medlemmer af D. K., der bor i Fillerup, var Værtinder. Nogle af Byens Gaardejere gav Køretur for Mødets Deltagere. I September den 22. holdt Kredsen Agitationsmøde, hvor cand. phil. Helene Berg talte om »Kvindens Indsats i det offentlige Liv«. Mødet var godt besøgt og i det hele meget vellykket. I November-December lod Kredsen afholde Samariterkursus. Dr. Lauritzen, Odder, ledede Kursuset med stor Dygtighed, og det var meget godt besøgt. Som sædvanlig samles Kredsens Medlemmer til Maanedsmøder i Vinterhalvaaret. Ved disse Møder virker stedlige Kræfter. Der er afholdt Foredrag om Samfundsspørgsmaal med paafølgende Diskussion, oplæst forskellige Ting vedrørende Kvindesagen m. m.
Kredsens Aftenskole for unge Piger ledes af Anne Jensen, Odder, i hvis Hjem den afholdes, samt af Fruerne Malling, Iversen og Boberg. Der er i Vinter som sædvanligt fuldt Hus.
Efter at Formanden havde aflagt sin Beretning foretoges Valg af Styrelsen samt Delegerede til Fællesmødet i Kolding.
Efter Tur afgik følgende: Fruerne Iversen, Skakke, Malling-Pedersen, Povlsen og Frk. Jensen. Genvalgte blev: Fruerne Iversen, Skakke og Frk. Jensen. I Stedet for Fru Malling-Pedersen, der bestemt frabad sig Genvalg, valgtes Frk. Holbæk, i Stedet for Fru Povlsen. Fru Marie Andersen, Fillerup. Suppleanter blev Frk. Dyrberg og Fru Povlsen.
Valgte til Delegerede blev Fruerne Skakke og Bank-Nielsen samt Formanden, Frk. K. Jensen.
Horsens.
Det første Medlemsmøde i det ny Aar afholdtes Tirsdag den 9. Januar. Redaktør Pedersen indledede en Diskussion om »Skolens Tilsyn«; hvilket Emne jo var meget aktuelt, da Loven Dagen efter skulde til Behandling i Folketinget. Redaktøren gav en kort og klar Fremstilling af det nye Lovforslag og omtalte særlig de Punkter, hvori det afviger fra den nugældende Lov. - Den paafølgende Diskussion drejede sig næsten udelukkende om det heldige eller uheldige i, at Forældrene fik Ret til Indblanding i Skolens Anliggender.