« Tilbage til søgeresultaterne
Sangene fra Festmaaltidet
Mel.: Jord i hvis Favn der myrdes.
Højt spændes Buen viden over Lande,
Pil krydser Pil,
gnistrende Haansord naar fra Strand til Strande,
fænger som Ild,
fylder vort Sind med Sorg, saa vi maa sande,
Vid uden Varme er som iskoldt Smil;
Spottens klare, skarpe, saarende Røst
det er høj Kulturtids goldeste Høst.
Ny Sæd vi .Kvinder lægge vil i Mulde,
elske den frem,
skærme dens spæde Spirer vel for Kulde,
da skal vort Hjem,
Danmark, i Læ og Ly af Fred tilfulde
frydes ved Fremtids Kaar med Guld i Gem.
Stærke Viljers Vækst ved Varme og Vid
varsle Vaar i Danmark, ny Blomstringstid.
D. P.
Før — Nu.
Mel.: Det haver saa nyligen regnet.
Barske Tider med Gny af Spær og Panser
suste hærgende fordum Over Jord;
Krigerhær, dragne Sværd og skarpe Lanser
knuste Fredens og Frugtbarhedens Flor.
Men fra Krigsluens Bavn,
gemt i Kvindernes Favn,
bares Livet paa Moderarm i Havn.
Og de vogted det tro bag snævre Mure
under Vuggens og Rokkehjulets Gang,
trygt og tyst ved sit Bryst de bar i Bure
Modersmaalet, den danske Folkesang.
Ude Blodstrømme randt,
inde Kvinderne spandt
og den bristende Livstraad atter tvandt.
Altid spredtes som Hegn de tusind Arme
om de spirende, spæde Livets Frø;
Gry og Kvæld randt et Væld af Hjærtevarme,
som gav Næring, at ej de maatte dø.
Under Uvejrets Sky,
dæmred Fremtidens Gry,
lønligt Kvindehaand tændte det paany.
- Tider skifte; - med blanke Arbejdsvaaben
bygger Folket nu frit sit Hus i Fred; -
Burets Dør, stænget før, i Sol staar aaben,
nu er Kvinden i Folkets Virke med.
Intet Bur, intet Baand
kan nu hæmme vor Aand,
kan nu binde vor varme Hu og Haand.
Vi har Ret til at tænde Festens Kærter,
vi er vokset, fordi vi tro har stridt, -
Dag for Dag gror vor Sag i tusind Hjærter,
Aar for Aar slaar de Hjærter mere frit.
Under Kampe og Savn
trygt i Kvindernes Favn
bæres Sejren en Vaardag frelst i Havn.
C.M.
Valgret og Skuddag*).
*) Man havde haft den gode Ide at gemme denne Sang i Knallerter, hvis muntre Skud yderligere forhøjede Stemningen.
Mel.: Ja, den Gang jeg var Pige.
Lad os nu ikke glemme
for Nutids Krav og Kvindesag :
fra Arilds Tid vi Stemme-
ret har og Valgretsdag!
Ej meget vides om den,
vides om den,
hvert fjerde Aar saa kom den,
- det fandt man da var nok!
I Almanakken Bud fra
de gamle Tider bedst man faar,
der ser man, det er Skuddag
i dette Herrens Aar, -
saa frir vi Kvinder, - hør nu,
Kære, hør nu,
naar Du har Valgret, bør du
altid benytte den.
Men du vil maaske svare
mig overlegent: Kære, - fri ?
vi Nutidskvinder bare
vil én Ting : være fri.
Dansk Kvindesamfunds Lære,
skønne Lære :
»Vi Kvinder fri vil være«,
den er vort Feltraab nu.
Trods alt, - skal vi ej nyde
vor gamle Ret i Aar igen
og Haand og H j ærte byde
vort Samfunds kære Mænd ?
Jo, lad dem faa dem begge,
aa, dem begge,
for Livets Læs vi trække
bedst sammen Haand i Haand
C. M
