« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindernes Udstilling i Kolding
D. K.’s Koldingkreds havde i Dagene fra den 13.-16. Februar ladet afholde en landsomfattende »Kvindernes Udstilling« i Højskolehjemmets Lokaler der i Byen.
Kredsformanden, Fru Helen Clay-Petersen, fik denne Idé for at skaffe de fornødne Penge til det store D. K.’s Fællesmøde, som jo i den kommende Sommer skal afholdes i Kolding. Og det lykkedes.
»Kvindernes Udstilling« blev en Sukces i alle Retninger, ogsaa i den økonomiske. Da det først i December blev besluttet, at Udstillingen skulde afholdes, tog de forskellige Udvalg fat paa Arrangementet med den største Energi, der fandt sin Belønning i en Mængde Anmeldelser om Deltagelse fra hele Landet og senere i saa stor Tilstrømning til Udstillingen, at man saa sig nødsaget til at forlænge dens Varighed med en Dag ud over de tre planlagte.
Udstillingen, der aabnedes af Præsidenten, Fru Stiftamtmandinde Bardenfleth fra Vejle, var arrangeret i Højskolehjemmets store Sal og paa dennes Balkon samt i et tilstødende Værelse, hvor Tombolaen residerede. Det hele gav et særdeles fyldigt Indtryk af, paa hvilket Stade Kvindens Husflid, Haandarbejde og Kunst har staaet og staar i Nutiden. Ved et nærmere Eftersyn glædedes man over den ældre Tids omhyggeligt udførte fine Taalmodighedsværk i de forskellige Haandarbejder, af hvilke særlig bør fremhæves hele otte broderede antike Daabskjoler. Men ved det første Overblik
var det dog - som det bør sig - Nutidens Kvindearbejder, som tildrog sig Opmærksomheden.
De lokale Blade har bragt Anmeldelser af Udstillingen i spaltevis, men paa den begrænsede Plads, som her haves til Raadighed vil der ikke kunne gives nogen indgaaende Beskrivelse af alle de Ting, som hver for sig var en saadan Beskrivelse værd. Vi maa nøjes med at kaste et Blik rundt i Salen og nævne de større Ting. Væggene optoges for en stor Del af Malerier og Gobeliner. Af de udstillende Kunstnerinder var navnlig Damerne Frk. Marie Preetzmann, København, (Landskaber og Malerier fra Koldinghus, Frk. Bodil Scharling, Fredericia, (Blomstermalerier), Frk. Laurentine Jessen, Kolding og Frk. Petrine Haas, Kolding, samt Frk. Elise Konstantin-Hansen (Akvareller) rigt repræsenterede. Frk. Kristiane Konstantin Hansen, København og Frk. la Cours Væveskole i Askov udstillede pragtfulde Gobeliner. Salens ene Vindueshjørne optoges ganske af Udstillingen fra de Kellerske Anstalter i Brejning, hvis dejlige vævede og broderede Ting tiltrak sig alles Interesse. Billedhuggerkunsten var repræsenteret af Frk. Hess, Vejle og Frk. Reumert, Kolding. Den sidstnævnte udstillede ogsaa en Række Sølvsmedearbejder. Endvidere var der Sølvsmedearbejder fra Fru Annalisa Schmidt, Slagelse, Frk. Enggaard, Frk. Djørup og Fru Warming, København, Urmagerarbejde af Frk. Kirstine Pedersen, Kbhvn, Sadelmagerarbejde af Frk. Margrethe Hvidtfeldt, Kerteminde, Skomagerarbejde af Frk. Bertha Olsen, Frederikshavn, og Træskærerarbejde af Fruerne Brusendor/f og Dohse, Kolding. Paa tre Midterborde var, foruden talrige Broderier, anbragt forskellige haandmalede flora-danica-Stel, samt en lækker Udstilling af Madvarer fra Husholdningskolen »Borrehus« ved Kolding. Paa Balkonranden var anbragt en Del store vævede og syede Tæpper, blandt hvilke man særlig lagde Mærke til Alkeskinds og Edderdunstæpper udførte af grønlandske Kvinder. Af Balkonens Udstillingsgenstande bør særlig fremhæves Fru Ritmesterinde Aalborgs store hjemmevævede Smyrnatæppe, forskellige broderede Blomsterbilleder og en Samling Haandarbejder fra Udby Pigehjem paa Fyen.
I Forbindelse med Udstillingen afholdtes en Række Foredrag og Koncerter i Industriforeningen, der ligger lige overfor Højskolehjemmet. Første Dags Aften var der Koncert af et Damekor under Ledelse af Enkepastorinde Brandt, anden Dag talte om Eftermiddagen Forfatteren Thit Jensen om »Kvindens Stilling til vore Dages Moral«, og om Aftenen gengav Bestyrer P. Eliassen, Kolding, en Række spredte Træk af danske Kvinders Kulturhistorie. Den tredje Dag talte Fru Ingeborg Appel, Askov, om sin Rejse til Færøerne og om Aftenen gentoges Damekorets Koncert. Endelig den sidste Udstillingsdag var der Koncert af det blandede Dame- og Herrekor »Gapella« samt et større Strygeorkester. Til alle disse Underholdninger var der fuldt Hus. At anvende denne Betegnelse om selve Udstillingen vilde, i hvert Fald for Aftentimernes Vedkommende, være et alt for svagt Udtryk; thi Regelen var: overfyldt Hus og stor Trængsel. Den sidste Udstillingsdag var der Adgang for Skolebørn mod en særlig lav Entré, ligesom Udstillingskomitéen ogsaa denne Dag havde indbudt Beboerne af »De gamles Hjem« og »St. Jørgens Hospital« til at tage Udstillingen i Øjesyn.
Det blev i det hele taget uforglemmelige Dage baade for de besøgende og Arrangørerne. Af Paaskønnelse overfor de sidste kan nævnes, at Kredsen i Brejning sendte Telegram til Aabningshøjtideligheden, Formanden for Sydjyske Distrikt Johanne Ankjær, Pjedsted, sendte en skriftlig Hilsen ledsaget af forskellige Tombolagaver og fra Nyborgkredsen var sendt den smukkeste Hedebo-Dug.
H. Schr.
Det har været Redaktionen en stor Glæde at give Plads for ovenstaaende, og vi lykønsker D. K.’s Koldingkreds til den gode Begyndelse paa Arbejdet for vort Fællesmøde 1912. D. K.’s Medlemmer Landet over skylder Koldingkredsen Tak, fordi den paa denne Maade saa smukt har beredt Vejen for vort Aars-Stævne. Nu da de Koldingfolk har set, hvad Kvinder kan yde, vil mange af dem sikkert ogsaa forstaa deres Krav om at blive hørt i det Land, af hvis Værdier de ogsaa skaber deres
- ikke ringe Del.
Red.