« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinderne ved det kommunale Valg i København
Den 12te Marts var, - som tidligere omtalt, - Dagen for de kommunale Valg i København. Endnu foreligger der ikke nogen Statistik, hvoraf man kan se, hvor stor Kvindernes Deltagelse har været, men for en almindelig Iagttager ved de forskellige Valgsteder gjorde den Indtryk af at være meget livlig. Ogsaa forud for Valgene ved Vælgermøderne lagde Kvinderne deres Interesse for Dagen. Dansk Kvindesamfunds altid aarvaagne Københavnskreds havde som sædvanlig grebet netop det Rette ved at sammenkalde til et offentligt Vælgermøde den 7. Marts med en kvindelig Kandidat fra hver af de forskellige Lister. Styrelsen, der ikke er bange for at prøve noget nyt, havde i Løbet af Dagen ladet Plakater med Meddelelse om Mødet bære rundt i Byens Hovedgader af en Række Kvinder. Salen var ogsaa om Aftenen stuvende fuld. Med stor Interesse fulgte Forsamlingen de fire Taleres Redegørelse for deres forskellige Partiers Standpunkt. De mange Punkter, der blev fremdragne tjente alle til at bevise, at intet kommunalt Anliggende er Kvinder uvedkommende.
Det var glædeligt at lægge Mærke til den saglige og beherskede Form, som trods de modsatte politiske Anskuelser, prægede de fire Kvinders Optræden. Man maa haabe, at Kvinderne altid maa forstaa at hævde den gode Tone i det offentlige Liv, saaledes, at den hidtil kendte Vælgermødetone med tarvelige personlige Angreb paa Modstanderen ganske overlades til Mændene, som forhaabentlig med Tiden vil følge Kvindernes Eksempel.
Naar Statistiken over Valget foreligger, skal vi omtale denne; først da vil man kunne have nogen Mening om, hvorvidt de københavnske Kvinder bør roses eller dadles.
Kvindernes Repræsentation i Københavns Borgerraad er talmæssig den samme som før Valget. To af de tidligere Medlemmer, Fruerne Arenholt og Knudsen blev ikke genvalgte, Fru Arenholt fordi hendes Liste ikke fik Stemmer nok, og Fru Knudsen af Grunde, som hun selv gør Rede for andet Steds her i Bladet. De er blevet erstattede af Journalist Karen Hessel og Kommunelærer Anna Hoff-
mann. De genvalgte Kvinder er: Typograf Henriette Crone, Læge Alvilda Harbou-Hoff, Herreskræder Anna Johansen, Grosserer Vilhelmine Rerup og Lotterikollektør Vibeke Salicath.