« Tilbage til søgeresultaterne
Hvad har Kvinder naaet i de sidste 40 Aar, og hvad har de endnu tilbage at naa?
Fra Københavns-Kredsens Møde den 28. Septbr. 1911.
(Fortsat).
Kommunelærer Lilli Sandholt, Formand for Københavns Kommunelærerinde Forening:
Kommer De ved l-Tiden om Eftermiddagen til en af vore store Kommuneskoler, vil De se et stærkt Liv udfolde sig. Klasse efter Klasse myldrer ud, og ny Børn strømmer ind for paa ny at fylde Skolen, og mellem alle disse Børn kommer og gaar Lærere og Lærerinder. Det vil ikke undre Dem at se Lærerinder her, snarere vilde det forekomme Dem besynderligt, ja unaturligt, om alle disse Børn, Drenge og Piger, smaa og store, kun blev undervist og opdraget af Mænd. Og dog var dette Tilfældet endnu for et halvt Aarhundrede siden.
Indtil Aar 1860 var der kun ansat Lærerinder i Haandarbejde ved Københavns Kommuneskoler; andre Fag turde man ikke betro til Kvinder. Men i 1857 udtalte den daværende Skoledirektør Borgen sig til Fordel for Ansættelsen af Lærerinder, og efter Oprettelsen af Eksamen for Skolelærerinder i 1859 begyndte man at ansætte Lærerinder ved Pigeklasserne i forskellige Fag.
Det første Kursus for Uddannelse til Lærerindeeksamen var »Femmers Kursus«, stiftet af Femmer, Bohr og Frk. E. Bajer, kort efter oprettedes ogsaa »N. Zahles Kursus«. Blandt de første Damer, som tog Lærerindeeksamen, var Fru Emma Hørup, Fru Hedvig Rosing, som senere har virket i Norge, og en Jydsk Bondepige, Frk. Rasmussen.
Skoledirektionen maa aabenbart have været tilfreds med den ny Kraft, der tilførtes Skolen, thi Lærerindernes Antal voksede efter en overordentlig Maalestok: i 1857 besørgedes 8 pCt. af Skolens samtlige Timer af Lærerinder, i 1867 23 pCt. og i 1877 50 pCt.; den 1. Januar 1911 talte Skolens samlede Lærerpersonale 1568, og heraf var 884 (eller godt 56 pCt.) Lærerinder. Uden Tvivl har det ved denne stadig tiltagende Anvendelse af Lærerinder spillet en Rolle, at disse var at faa til lavere Løn end Lærerne, men dog kan man vel gaa ud fra, at en Kommune, der anvender saa store Summer, som København gør det, paa sit Skolevæsen, ikke vilde bruge kvindelige Lærerkræfter i en saadan Udstrækning, hvis deres Arbejde ikke stod paa Højde med deres mandlige Kollegers. I Virkeligheden faar da ogsaa Lærerinder nu til Dags nøjagtig samme Uddannelse som Lærere, og endda har de det store Ekstrafag: Haandarbejde. Tidligere var Lærerinder til Gengæld for dette Fag fri for Matematik og Fysik, men denne Lettelse er faldet bort, Eksamensfordringerne er ens med Undtagelse af Haandarbejde, som Lærerne er fri for.
Med Hensyn til Lærerindernes økonomiske Stilling vil et Par Tal bedst vise Fremgangen. I 1857 var Lærerindernes Løn henholdsvis 360-432 og 504 Rdl., medens Lærernes var 500-650 og 800. I 1876: Lærerindernes 1400 Kr., stigende til 1600; Lærernes 1400, stigende til 2500.
Nu er Lærerindernes 1600 Kr. paa laveste Trin, 2600 paa højeste; Lærernes 1600 og 3600.
Som paa laveste Trin, saaledes er Lønnen paa det overordnede Trin ens for Lærere og Lærerinder, idet mandlige og kvindelige Inspektører lønnes ens.
I Modsætning til vore Nabolandes Hovedstæder er der jo nemlig hos os ansat kvindelige Inspektører. Den første, Henriette Petersen, ansattes ved Dronningensgades Friskole - en ren Pigeskole - i Aaret 1894. Senere er der ogsaa ansat kvindelige Inspektører ved blandede Skoler, ja Henriette Petersen er endogsaa ansat som Inspektør ved en ren Drengeskole. Ialt er der nu 5 kvindelige Inspektører foruden en Skolekøkkeninspektrice, Eline Hansen, som har Overledelsen af hele det store forholdsvis nye Fag: Husgerning.
Af Interesse er det ogsaa at lægge Mærke til, at det af Borgerrepræsentationen er udtalt, at Kvinder har samme Ret som Mænd til alle overordnede Embeder under Københavns Skolevæsen, altsaa ogsaa Direktør- og Vicedirektørembederne. -
De vil af det, der her er sagt, se, at Københavns Kommunelærerindestand har Grund til at se tilbage paa Udviklingen med Tilfredshed, og har vi end ikke naaet helt frem til vort Maal, saa er vi dog godt paa Vej; vi har haft den Lykke at komme ind i et stort Foretagende, en stadig voksende Institution, paa et Tidspunkt, hvor der var Brug for vort Arbejde og vore Kræfter.