« Tilbage til søgeresultaterne

Skolelæge Hedvig Reinhard

« Se emneord

Kvindesagen kan atter notere en lille Sejr, idet den første Kvinde allerede siden 1ste April er ansat som kommunal Skole­læge i København.

At Dansk Kvindesamfund sikkert kan tilskrive sig en lille Del heri fremgik af Be­retningen for Udvalget angaaende Kvin­ders Adgang til Embeder, aflagt paa Fæl­lesmødet i Kolding. Formanden for Ud­valget, Overretssagfører A. Munch-Petersen, udtalte saaledes, at Udvalget havde foretaget en Henvendelse til Skoledirektio­nen og Stadslægen om at ansætte kvindelige Skolelæger og havde haft den Glæde alle­rede nu at opnaa et Resultat, idet Lægen, Hedvig Reinhard, er bleven ansat som den første kvindelige Skolelæge her i Landet.

At Autoriteterne saa hurtigt har fulgt D. K.’s Opfordring skyldes imidlertid den heldige Omstændighed, at den Kvinde, som i enhver Henseende egnede sig til Stillingen som Skolelæge netop fandtes og var rede til at overtage den.

Læge Reinhard har ikke alene Kærlig­hed til Børn og megen Sans for deres smaa morsomme Ejendommeligheder, men hun forstaar ogsaa ved sit blide, rolige Væsen at vække deres Tillid og berolige dem i de­res Ængstelse, de vil hellere behandles af »Doktorkonen« end af »Doktormanden«. Læge Reinhard er derfor ogsaa under sin Uddannelse og Lægevirksomhed ret natur­ligt kommet ind paa særligt at beskæftige sig med Børn.

Læge Reinhard, der er Datter af afdøde Overlærer R. ved Frederiksborg Latin­skole, blev i 1887 Student som Privatist ved Schneekloths Skole og i Sommeren 1895 Kandidat med 1ste Karakter. Fra Aug. 96-Okt. 98 var hun ansat som Re­servelæge paa Kysthospitalet, hvor hun i Jan. og Febr. 99 konstitueredes som Over­læge under Overlæge Schepelerns Sygdom. Efter at have gennemgaaet den sædvanlige Tjenesteturnus som Kandidat paa de for­skellige Hospitaler gjorde hun yderligere et Aars Kandidattjeneste paa Dron­ning Louises Børnehospital.

Siden Efteraaret 1901 har Læge R. vir­ket som praktiserende Læge i København, men har ved Siden heraf fra Jan. 1902 til Jan. 1907 haft Stillingen som Assistent paa Professor Slomanns orthopædiske Klinik.

Som Skolelæge er Frk. R. ansat ved Københavns to nyeste Skoler, som lige er taget i Brug, nemlig Vognmandsmarkens og Bispebjergs; begge Skoler er blandede Pige- og Drengeskoler.

En Skolelæges Arbejde bestaar i at efterse de Børn, som Lærerne mener træn­ger dertil og derefter om fornødent at hen­vise dem til Eftersyn og eventuel Behand­ling til deres Sygekasselæge, hvis de har nogen, eller til Poliklinikken efter hvad de fejler. Med selve Behandlingen har Skole­lægen derimod intet at gøre. Desforuden skal i de mindste Klasser med de nye Børn hvert Aar alle Børnene undersøges, hvert Barns Vægt, Maal almindelige Helbredstil­stand og eventuelle Svagheder opføres paa en saakaldt Tælleseddel, som derefter føl­ger Barnet op igennem Skolen eller til nye Skoler, til Oplysning og eventuelt nye Til­føjelser om Barnets Helbred, saa længe Skolen varer. For at varetage alt dette maa Skolelægen møde mindst l Gang ugentlig paa Skolen, den ene Uge om For­middagen den anden om Eftermiddagen. Endelig er Lægen Skolens hygiejniske Raadgiver i alle Retninger og skal af og til sammen med Skoleinspektøren og Skolens Ingeniør underkaste Skolen et Eftersyn med Hensyn til dens hygiejniske Forhold.

Arbejdet er jo baade stort og ansvars­fuldt, men det skal sikkert vise sig, at Læge Reinhard er Kvinden paa sin rette Plads. Som vi har vist i det foregaaende, har hun haft rig Lejlighed til at skaffe sig praktisk Erfaring, og sin videnskabelige Dygtighed har hun netop nu dokumenteret ved at faa en Afhandling om Muskel transplantation ved Lammelser antaget af Universitetet til Forsvar for Doktorgraden. Hedvig Rein-læge, vil saaledes blive vor tredje kvinde­lige Dr. med.

« til toppen

Emneord

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Perioder