« Tilbage til søgeresultaterne
Dansk Kvindesamfunds Fællesmøde i Kolding den 3., 4. og 5. Juni 1912
(Fortsat.)
e. Beretning om Danske Kvinders Nationalraad, hvoraf D. K. er Medlem. Th. Daugaard:
I Danske Kvinders Nationalraad, der er Led af det internationale Kvinderaad, staar for Øjeblikket over 30 forskellige danske Kvindeforeninger, og alene ved paa denne Maade at samle disse og have Forbindelse med dem, saaledes at man til ethvert Øjeblik har et Overblik over alt organiseret Kvindearbejde, og véd, hvad disse arbejder for, og hvor de er at finde, vil man forstaa, at dette Raad er til Gavn for vor nationale Kvindebevægelse. Hertil kommer, at det i Kraft af sin mangesidige Sammensætning finder Anledning og Lejlighed til at slaa ned paa Spørgsmaal, som vore store Kvindeforeninger med de snævrere Rammer vanskelig kunde beskæftige sig med, men som dog ikke mindre kræver Opmærksomhed fra Kvindernes Side.
Blandt det Arbejde, der er udrettet i det Aar, der er forløbet siden vort sidste Fællesmøde, kan særlig nævnes den Henvendelse, som det indenfor Raadet nedsatte Sundhedsudvalg har foretaget til Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, hvem man har ansøgt om at lade afholde en vandrende Tuberkulose-Udstilling, samt at oprette et »Friluftsdaghjem for skrufuløse Børn«. Samme Udvalg har henvendt sig til Skoleautoriteterne i de større Byer og anbefalet Oprettelse af Friluftsskoler for svagelige Børn.
Herom vil De udførligere have læst i »Kv. og Samf.«, der fornylig har bragt en Artikel herom af Raadets internationale Sekretær Henni Forchhammer. løvrigt er dette Udvalg beskæftiget med at samle værdifulde Oplysninger ang. dette Arbejde i Ind- og Udland.
Et andet stort Spørgsmaal, hvis heldige Løsning vilde være til Lykke ogsaa for Kvinderne, er Afholdssagen, og ogsaa her har Nationalraadet vist sig lydhør, og har nedsat et Udvalg, der i Efteraaret 1911 formaaede Folkeuniversitetsforeningen i København til at lade afholde
en Foredragsrække om Alkohol og dens Virkninger af Dr. med. A. Wimmer. Dette Udvalg vil, saa vidt det formaar, være behjælpelig med at skaffe Talere om Afholdssagen til Kredse i Provinsen.
Et Emigrationsudvalg er nedsat, hvis Formaal er at hjælpe emigrerende Kvinder saavel paa Rejsen som i Udlandet. Da Emigrantstrømmen fra Danmark særlig er rettet paa Amerika, har man foreløbig lagt sig efter først og fremmest i dette Land at samle paalidelige Adresser paa enkelte Personer, Hjem, Foreninger o. s. v. - Det forenede Dampskibsselskab har til Støtte for dette Arbejde indmeldt sine Emigrantoldfruer som enkelt Medlemmer i Nationalraadet.
Det Oplysningskontor om Kvinders Uddannelse til Erhverv, som N. R. har anlagt for flere Aar tilbage, og som bor Dør om Dør med Dansk Kvindesamfunds Hovedkontor, synes i det forløbne Aar at være noget mindre paaskønnet end hidtil.
Maaske har dette sin Grund i, at vort Lands unge Kvinder lettere end under de store Forhold i Udlandet, hvor tilsvarende Kontorer findes, har Adgang til at skaffe sig de fornødne Oplysninger, inden de slaar ind paa et bestemt Erhverv.
D. K., der saa vidt mig bekendt, er den største Forening indenfor Raadet, vil forøvrigt for Fremtiden have Lejlighed til at følge N. R.’s Arbejde paa et tættere Hold, idet der mellem N. R. og D. K.s Medlemsblad »Kv. & Samf.« er indgaaet Overenskomst, der gaar ud paa, at Raadet en Gang om Maaneden Vinteren igennem faar optaget kortere Meddelelser om dets Arbejdsplaner og Arbejdsresultater.
Foruden dette Meddelelsesmiddel søger N. R. gennem et særligt Presseudvalg at komme i Forbindelse med Landets Blade og gennem oplysende Artikler vække Interessen for de Spørgsmaal, som er under Arbejde. Gennem Nationalraadet udgives tillige overmaade indholdsrige Beretninger om de Forhold, hvorunder Kvinder i andre Lande lever og arbejder. Jeg skal her særlig nævne en for nylig udgivet Bog om »Kvinders Retsstilling«, i alle de Lande, der er repræsenteret i det internationale Kvinderaad. I denne Bog er særlig givet Oplysninger om Uligheder i Mænds og Kvinders Retsstilling. Den faas paa N. R.s Kontor, Studiestræde 49, og koster til Medlemmer l Kr.
f. Beretning om Danske Kvindeforeningers Valgretsforbund - den internationale Kvin-devalgretsalliance -, hvoraf D. K. er Medlem. Th. Daugaard.
Alliancens Præsident Carrie Chapman Chat er for Øjeblikket beskæftiget med et interessant Rydningsarbejde, idet hun foretager en Agitationsrejse Jorden rundt, og besøger de Lande, hvor Kvinderne endnu ikke har faaet Øje paa Kvindevalgretssagen eller har samlet sig til fælles Optræden. Hendes Breve fra denne Rejse, der findes i vort internationale Medlemsblad »Jus Suffragii«, er i mere end en Henseende interessante og lærerige. Det seneste Brev, man har fra hende, er til Pastor Anna Shaw i Amerika og er dateret Madan, Sumatra, altsaa omtrent ved Ækvator. Hun skriver heri bl. a.: »I Aftes havde vi et stort Møde for Valgretten. Publikum rent ud sagt »svedte«, og begge Talerne formelig »dampede«. Da Landet er hollandsk Besiddelse, gør Dr. Alletta Jacobs naturligvis her det største Arbejde. Hun har dannet en Forening her paa 60 Medlemmer. I Morgen skal vi have Møde et andet Sted, og senere tager vi til Padang, der ligger umiddelbart ved Ækvator. Derfra rejser vi til Java, hvor vi skal holde nogle flere »Svedemøder«. Vor Bevægelse strækker sig nu faktisk fra Polarcirklen til Ækvator. I Ragoon, Hovedstaden i Burmas, gjorde vi den mærkelige Opdagelse, at Kvinderne her har haft kommunal Valgret i Aaringer. Hindu-, Muhamedan-, Kineser- og Budda-Kvinder er Vælgere og benytter ders Stemme. Kvindernes Fører er en klog og ortodoks Buddakvinde, som giver hele sit Liv og sin Formue til det sociale Arbejde, og hun har stemt i det sidste 1/4 Aarhundrede. Hvad siger Du til dette, du stakkels, stemmeretsløse Kvinde i Amerika?
Vore Planer for Fremtiden afhænger noget af Forholdenes Udvikling i Kina. Vi haaber, at disse vil tillade os at aflægge et Besøg i denne mærkelige Republik. To smaa Kineserinder var i Aftes ved vort Møde interesserede Tilhørere. Vilde det ikke være underligt om den hurtige amerikanske Hare med Hensyn til Kvindevalgrets Spørgsmaalet vilde blive distanceret af Orientens langsomme Skildpadde.«
Efter endt Jordomrejse mødes Præsidenten igen i 1913 med Repræsentanter fra de forskellige Lande - i Ungarn, i det Land, hvis Stemmeretsforkæmpere ved sine Optøjer og Voldshandlinger ganske har stillet de berygtede engelske Suffragetter i Skygge.
Da Danmark er et af de Lande man indenfor Alliancen i Øjeblikket særlig har sin Opmærksomhed henvendt paa, da Kv. Valgret jo her inden altfor længe vil blive brændende, vil det være af største Betydning for de Deltagere, der paa Kongressen skal repræsentere den danske Kvinde-Valgretsbevægelse, om de kunde berette om en stadig dyberegaaende Interesse for en tilfredsstillende Løsning af dette Spørgsmaal.
Intet er maaske saa farligt som den Vaabenstilstand, der i denne Retning for Øjeblikket hersker hos os. Det sløver stadig at høre, at det er et Spørgsmaal, hvorom man blandt Magtindehaverne »i Princippet er enige« (men dog ikke enige nok til at handle).
Der kræves for Øjeblikket en ekstra Insats af Arbejde for at holde Interessen vaagen for en Sag, som er - og nødvendigvis maa være - præget af en vis Grad af Ensformighed. Den Agitationsuge for Kvindens politiske Valgret, som D. K. nu paa 5. Aar sidst i September lader afholde, vil sikkert, som hidtil, give os Beviser i Hænde for, at D. K. Kredse med Styrke kræver denne Reform indført. Inspirerende bør denne Tanke virke, at det ikke er for danske Kvinder alene vi arbejder, men at Kvinder af 23 andre Nationer har Krav paa, vogter paa og glædes over hver Haandsrækning vi gennem vort Arbejde kan give dem. I ingen anden Sag er Solidaritetsfølelsen saa vigtig. Man kunde ønske, at Interessen herhjemme for Kvinde Valgretten i andre Lande stod Maal med den Iver, hvormed man udefra følger os.
Vi er mere end nogensinde forpligtet til at bygge med paa det Fremtidsland, der ikke er noget Paradis, thi i det lever og styrer Mennesker, men hvor Grundbetingelser for harmonisk Udvikling med samme Ret for samme Evner er til Stede.
Maatte dette Fremtidsland uden altfor megen bitter Kamp vokse op rundt om os i de Lande, der er eller bliver vore Medforbundne i Alliancen, og maatte det inden længe ogsaa hedde Danmark.
g. Beretning om Kvindernes Bygning. Anna Olsen:
Bestyrelsen af Kvindernes Bygning har i Aarets Løb forhandlet om Købet af en Grund, som imidlertid viser sig foreløbig ikke at være til Salg. Det er desuden vedtaget at købe Kre-ditforeningsobligationer for Formuen, som nu beløber sig til Kr. 114,157.31.
IV. Forslag om Nedsættelse af et Udvalg i Anledning af Sygekasselovens Revision. Gyrithe Lemche:
Da Loven om statsanerkendte Sygekasser sandsynligvis i næste Rigsdagssamling skal revideres, vil der her blive Lejlighed for Dansk Kvindesamfund til at varetage Kvinders Tarv. Vore Sygekasselove er i deres Bestemmelser med Hensyn til Barseltilfælde ingenlunde paa Højde med vor Tids Opfattelse af Barselhvilens Betydning saavel for Moderens som for Barnets Sundhed.
Dansk Kvindesamfund, som baade ved Fabrikslovens Behandling 1900 og ved dens Revision 1910 har virket for at skaffe ubemidlede Barselkvinder en Understøttelse, som satte dem i Stand til at unde sig den højst fornødne Hvile efter Nedkomsten, kan ikke andet end interessere sig for at faa denne Understøttelse udstrakt ogsaa til Kvinder, som ikke har Beskæftigelse indenfor Industrien.
Loven om anerkendte Sygekasser indeholder i sin § 21 følgende Bestemmelse med Hensyn til Barselkvinder:
»I Barseltilfælde kan Sygekassen yde den paagældende Kvinde, naar hun er Medlem af Kassen, en Hjælp, der i Vedtægten kan fastsættes til en rund Sum, ved indtræffende Sygdom har hun Krav paa den sædvanlige Sygehjælp ottende Dagen efter Nedkomsten.«
Som man ser, betragtes Barsellejet ikke som et Sygeleje, og af den Grund anses Sygekassen ikke for forpligtet til at yde den sædvanlige Hjælp i Dagpenge; men hvad enten man nu vil betragte Barselkvinden de første 10 Dage efter Nedkomsten som Patient eller ikke, kan dog ingen nægte, at hun i denne Tid er uarbejdsdygtig, og at det er med Fare for sin og Barnets fremtidige Sundhed, at hun i mange Tilfælde staar op fjerde - femte Dagen efter Fødselen og genoptager sit Arbejde, og det synes derfor temmelig inhumant, at Sygekasseloven nægter hende de sædvanlige Dagpenge og derved indirekte tilskynder hende til at udsætte sig og Barnet ved at afbryde Barsellejet. Som Forholdet nu er, sættes Barselkvinden ligefrem i Kategori med Personer, som ved egen Skyld har
paadraget sig en Sygdom, saasom Drukkenboldte, Slagsbrødre og veneriske Patienter, ja, jeg har haft en Sygekasselov for mig, hvor Barselkvinden og de ovennævnte Personer anføres under samme Rubrik som Undtagelser fra den sædvanlige Bestemmelse om Dagpenge.
At Bestemmelsen om den »runde Sum«, som Sygekassen kan yde i Barseltilfælde, ikke i Almindelighed tages til Følge, kan man overbevise sig om ved i Flæng at tage en Række Sygekasselove for sig og da navnlig Sygekasselove for Landet. Jeg har et Sted set den »runde Sum«, som det er tilladt at yde, indskrænket til siger og skriver 3 Kr.
Den mest farbare Vej til i disse pengeknappe Tider at skaffe ubemidlede Barselkvinder Hjælp, vil sikkert være ved Sygekasselovens Revision at faa indført en obligatorisk Hjælp i Barseltilfælde, saaledes, at der skal ydes Barselkvinden de samme Dagpenge som enhver anden Patient. I Sverige har Regeringen i sidste Rigsdagssamling forelagt et Forslag om, at Staten skal yde 50 Øre daglig til hver sygeforsikret Barselkvinde mod at vedkommende Sygekasse udbetaler hende 2 Kr. i Dagpenge, saalænge hun ikke genoptager sit Arbejde.
Noget lignende vilde det være ønskeligt, om vi kunde indføre her hjemme.
Fællesstyrelsen udbeder sig Fællesmødets Bemyndigelse til at nedsætte et Udvalg, der kan virke for, at der ved Sygekasselovens Revision bliver indført en Bestemmelse om statsanerkendte Sygekassers Pligt til at yde Hjælp i Barseltilfælde.
Efter nogen Diskussion vedtoges Forslaget enstemmigt.
V. Forslag til Nedsættelse af et Udvalg til at tage under Overvejelse, hvad der kan gøres for at hindre Misbrug ved Adoption eller Anbringelse af Børn i Pleje mod Vederlag en Gang for alle. Gyrithe Lemche:
Da det er kommet til Fællesstyrelsens Kundskab, at der mange Steder i Landet drives Misbrug med Børn, som mod et Vederlag en Gang for alle antages af Plejeforældre som deres egne eller adopteres, har Styrelsen ment at burde henlede Fællesmødets Opmærksomhed paa denne Sag, der jo ligger i en af Dansk Kvindesamfunds historiske Linier, eftersom Dansk Kvindesamfund allerede den Gang Lovforslaget om offentligt Tilsyn med Plejebørn indbragtes i Folketinget 1886, støttede dette Forslag med en Adresse og senere ved Folketingsvalget 1887 interpellerede Kandidaterne om deres Stilling til dette Forslag. Det er derfor i skønneste Overensstemmelse med Fortiden, om Dansk Kvindesamfund nu søger at virke for en Forbedring af denne Lov, som paa et bestemt Punkt har vist sig at indeholde saa følelige Mangler. Jeg er overbevist om, at der er mere end én Kvinde i denne Forsamling, som kan fortælle os Eksempler paa, hvor haardt det tiltrænges, at der paa en eller anden Maade sættes en Stopper for den skændige Handel med Smaabørn, der skjuler sig under Navnet Adoption eller Antagelse af et Plejebarn som et af Familiens egne.
Loven om offentligt Tilsyn med Plejebørn indeholder følgende Paragraf omhandlende det her paatalte Forhold:
»Overalt, saavel hvor Tilsynet med Plejebørn er ordnet efter de foranstaaende Bestemmelser, som hvor det er ordnet ved Sundhedsvedtægt, kan Øvrigheden, naar den finder tilstrækkelig Anledning dertil, forlange Tilsynet udstrakt til de Børn, hvem deres Plejeforældre have antaget som deres egne, saavel som til Adoptivbørn, saafremt Adoptionen er sket mod Vederlag«.
Vi ser altsaa, at saadanne Plejeforældre, som modtager en Sum Penge én Gang for alle for at antage sig et Barn, og som altsaa skulde synes at være mest udsat for den Fristelse at befri sig for Barnet hurtigst muligt, er unddragne det lovbefalede stadige Tilsyn, som Plejeforældre, der modtager Plejegodtgørelsen maanedsvis, er underkastede, skøndt disse sidste i langt ringere Grad kan se deres Fordel i at blive Barnet kvit, da det vil være ensbetydende med Betalingens Ophør.
Det første, Dansk Kvindesamfund i denne Sag maatte foretage sig, vilde vel være at faa det offentlige Tilsyn med Børn, som tages i Pleje mod Vederlag, gjort obligatorisk i alle Tilfælde, hvad enten det drejer sig om Adoption eller Pleje paa ubestemt Tid.
Andre Udveje til Forebyggelse af de her paatalte Misbrug vil maaske vise sig, naar Sagen er taget under nærmere Overvejelse i det Udvalg, som Fællesstyrelsen udbeder sig Fællesmødets Bemyndigelse til at nedsætte.
Flere Talere udtaler sig i Tilslutning til Forslaget, og det fremhæves bl. a., at Ansvaret for Barnets Anbringelse bør lægges paa Barnets naturlige Moder.
Forslaget vedtoges enstemmig.
Kl. 5-6 havde Bestyrerinderne et Møde med de Tillidsmænd, der særlig interesserede sig for de praktiske Kursus.
Husholdningskursus.
Der har i det forløbne Aar været afholdt 24 praktiske Kursus med 393 Elever og 8 teoretiske Kursus med 178 Elever - ialt 32 Kursus med 571 Elever. Deraf er de 17 Kursus med 294 Elever afholdt i Provinsen og 15 Kursus med 276 Elever i København. Statens Bidrag til D. K.s Husholdningskursus, der i de sidste 6 Aar har været 4000 Kr. aarlig, er for Finansaaret 1912-13 nedsat til 2000 Kr., og det er bebudet os, at det vil blive yderligere nedsat de to følgende Aar og derefter bortfalde. Vi vil imidlertid søge om igen at faa Statens Bidrag forhøjet til 4000 Kr. og haaber, det maa lykkes os, - for dersom Statens Bidrga bortfalder, saa kan vi ikke mere holde Husholdningskursus.
Kjolesyningskursus.
I det forløbne Aar har der været afholdt 25 Kursus i Snitmønstertegning, Tilskæring og Syning af Kvinde- og Børnedragter. Der har ialt været 383 Deltagere.
I København er der afholdt 9 Kursus, udelukkende for mindre bemidlede Kvinder. Deraf har 119 Elever betalt 2-3 el. 5 Kr. 39 Elever har haft Friplads.
Deltagerne har faaet Undervisning l Aften ugentlig i 12 Uger, undtagen et Hold unge Piger, som undervistes l Aften ugentlig fra Oktober til Paaske.
De 16 Kursus er afholdt i Købstæderne og paa Landet. Det har været dels 3 dels 6 Ugers Kursus med 3 Timers Undervisning hver eller hveranden Dag.
For disse Kursus betales der 12 Kr. - Mindre bemidlede Kvinder har faaet halve eller hele Fripladser.
Mandag Aften.
Offentligt Møde.
For at vinde Tid ved Mødet Tirsdag Formiddag var det blevet vedtaget at henlægge Forhandlingen af Punkt IX til Mandag Aften. Sangen: » Vi fik ej under Tidernes Tryk« blev afsungen og Overretssagfører Astrid Rickmann valgtes til Ordstyrer.
IX. Opfordring til Kredsene om at lade afholde Kursus i Samfundslære. Marie Riising-Ras-
mussen:
Hvad kan Dansk Kvindesamfund gøre for at opdrage Kvinderne til Deltagelse i kommunalt og politisk Liv?
Det er det Spørgsmaal, der kommer igen atter og atter i vore Overvejelser, i vore Taler,
ved vore Møder. Det er af saa stor Betydning for Kvindesagens Vækst og Trivsel, at vore Kvinder - netop D. K.s Medlemmer - er vaagne, interesserede og udviklede nok til at have en Mening om de forskellige Spørgsmaal, der er oppe i Tiden. Det er af saa stor Betydning for Samfundet, at det gode, kvindelige Element kommer til at raade med, og derfor gælder det om, at Kvinderne ikke bliver Halen i Mændenes Partier, men at de kan gøre sig gældende som Kvinder.
Thi det er Drivfjederen til vort Arbejde for Kvinders Deltagelse i offentligt Liv, at vi tror, Kvinderne har en særlig Indsats at give. Det er Kvindernes Trang til at hjælpe, lede og støtte, hvor Støtte gøres Behov, det er deres varme Interesse for og Forstaaelse af Børn, af de gamle, svage, der faar dem ind i Arbejdet for Skolevæsen, Alderdomsforsørgelse o. lign.
Nu vil vi tænke først paa den store Almenhed, de meniges Rækker. Dem, hvortil ogsaa jeg selv hører, det er de fleste af os. Hvorledes skal vi arbejde for ret at komme ind i alle de sociale og politiske Spørgsmaal, og hvorledes faa andre med?
Det gælder først at faa Interessen vakt. Der er jo desværre saa mange Kvinder, hvis Tanker ikke rækker længere end Dagen og Vejen. Det er dem, der keder sig, blot de skal være en Times Tid alene. Deres eget Selskab er ikke saa interessant, deres Tanker ikke saa vidtrækkende, saa de kan have noget Udbytte af dem.
Det være langt fra mig at sige noget ondt om de kvindelige Haandarbejder, men naar man ser disse endeløse Broderier, det tager Maaneder at forarbejde, tænker man da alligevel ikke undertiden: »Ak, de skønne, spildte Kræfter!« Mænd tænker i al Fald ofte saaledes. En Mand har engang sagt: »Kvinderne tilbringer deres meste Tid med at klippe Huller i Tøjet og sy dem sammen igen, og det kalder de at arbejde«. Forstaar De hvilken Haan, der ligger i disse Ord?
Jeg tror, at hvis vi virkelig vil give Kvinderne Interesse for Samfundets Anliggender, saa er det ikke nok, at vi holder Foredrag om disse Ting, men vi maa lære dem at tage dem op i det daglige Liv.
Avislæsning tager altfor megen Tid i vore Dage. Bladene er fyldte af alt muligt Nyhedsstof, som jo egentlig ikke interesserer os det mindste - eller ikke burde interessere os. Hvad Glæde har vi af at faa at vide, at en Mand har brækket et Ben et Sted, et Par Heste kørt løbsk et andet o. s. v.? Man kan ikke bebrejde Bladene det, thi »saadan vil Folk nu engang have det«. Men vi skal opdrage os selv til at springe alle disse Nyheder over, og læse det, der er mere lødigt. Se, kunde vi lære Folk ret at læse, saa vilde deres Interesse for Samfundet vaagne, og de vilde blive virkelig interesserede for, hvorledes Sagerne ordnes.
Saa behøver vi ikke at gaa og hale dem ud ved Haarene til Kommunevalg, thi saa vilde de af sig selv forstaa, at nu gjaldt det om at faa Sagerne i Hænde paa de rette Folk, saa Børnene kunde faa en god Skole at gaa i, de syge et godt Sygehus at ty hen til, og Skatterne noget mindre trykkende for os alle. Lær Kvinderne at læse paa rette Maade - og Mændene med - saa vil meget blive anderledes.
Men inden vi naar saa vidt, hvad skal vi, D. K., da gøre for at faa Kvinderne med. Vi skal jo have Byraads- og Sogneraadsvalg til Vinter, og Sagen er aktuel. Vi maa vise, at vi har forstaaet vor Pligt og vore Opgaver paa rette Maade. Hvis Kvindernes Deltagelse i de kommunale Valg gaar tilbage, kan det skade os umaadeligt, det er Vaaben i Hænde paa vore Modstandere.
Vi maa purrre Kvinderne ud og lære dem, at det er deres simple Pligt at gaa op og stemme ved de kommunale Valg. Alene det at komme til Valg giver Interesse, de begynder at spørge sig for, og det er jo som bekendt den første Begyndelse til al Visdom.
Men hvorledes skal vi faa Kvinderne i Tale. Vi kan dog ikke uden videre gaa ind i Husene - skønt maaske ogsaa det.
Her er det, jeg mener, det vilde hjælpe meget, om D. K. rundt om i sine Kredse kunde afholde nogle Kursus i Samfundslære. Det er ikke nok med Foredrag, dem hører de, gaar hjem - og glemmer dem. Det skal være Kursus med en paafølgende Spørgetime, hvor de selv kan faa Lov at spørge om, hvad de ikke forstaar. En saadan Spørgetime interesserer ogsaa alle dem, der ikke selv kan faa Munden paa Gled, det morer dem at høre andre, og saa vaagner Interessen.
Men det skal være et Kursus, hvortil man tegner sig og betaler forud. I Frederikshavn tog de l Kr. for Medl., 2 Kr. for Ikke-Medl. Det er utroligt, hvor det hjælper paa Besøget, naar Folk har betalt forud. Det har ogsaa den Fordel, at man i Forvejen kan beregne Indtægter og Udgifter ved et saadant Kursus.
Saadanne offentlige Kursus skulde holdes i hver eneste Kreds i hele Landet.
Men jeg tror, det var godt, om Distrikterne vilde holde noget, jeg vilde kalde for Instruktionskursus, beregnet paa de ledende Kræfter og de mest interesserede Medlemmer indenfor Dansk Kvindesamfund. Undervisningen maatte da samles paa nogle Dage. Vi har f. Eks. tænkt paa ovre paa Fyn at søge at faa et saadant Distriktskursus, maaske i eller ved Odense. Vi indbyder da Medl. af D. K. fra hele Fyn, de skal dels bo i Byen, dels paa Stedet. Der gives da Undervisning det meste af Dagen, og i Mellemtiden diskuterer vi alle Spørgsmaalene. Mad faar vi paa Skolen, og jeg tænker vi slutter med en lille Fest. Ganske faste Rammer kan jeg ikke trække op for Dem foreløbig.
Det er Meningen, at det fynske Distrikt og Odense-Kredsen skal ordne Sagen i Forening. - Det er min faste Overbevisning, at der kan høstes baade Gavn og Glæde af en saadan Ordning, og jeg vil sige til hvert eneste Distrikt: Prøv det.
Det er de Meniges Rækker, jeg her har talt om, men ud af dem vokser jo de aktive Politikere i Rigsdag og Kommune, og dem trænger vi ogsaa til. Har vi først en dygtig Hær, saa kommer der ogsaa Førere frem, der kan befale, men ogsaa de maa uddannes. Man kan ikke saadan springe lige ind i offentligt Liv. De Kvinder, der har Lyst og Tid til mere aktiv Del i Samfundets Arbejde, maa da først og fremmest komme paa disse Instruktionskursus. Først for at lære, siden for at lære os.
Der er mange praktiske Ting, man maa kende, før man gaar ind i offentligt Liv, smaa Ting, der kan blive til store.
Man maa ogsaa forstaa Nødvendigheden af Partier og Partidannelse. Men paa den anden Side burde der være mere Frihed indenfor Partierne til at tage selvstændigt Standpunkt. Gruppespørgsmaalene maa indskrænkes. Derom er sikkert mange, baade Mænd og Kvinder enige. Ved at give mere Bevægelsesfrihed vilde vi sikkert kunne faa flere dygtige Mænd og Kvinder ind i baade Raad og i Rigsdagen, Folk, der nu holder sig tilbage, fordi de har vanskeligt ved at indordne sig under Partidiciplinen.
Jeg gaar ud fra, at alle Partier sætter Samfundsinteresser over Partiinteresser, og de vil og bør derfor søge de dygtigste Kræfter. En Forandring til det bedre af dette Forhold vil sikkert tilføre alle Partier en Indvandring af nye, gode Kræfter.
Paa denne Maade vilde Kvinden ogsaa faa Lejlighed til at kunne gøre sig mere gældende som Kvinde.. Og det trænger vi til. Vi ønsker jo alle - ogsaa Partierne - at Kvindens Indtrædelse i det offentlige Liv skal betyde noget mere end en blot og bar Forøgelse af Vælgertallet, men et virkeligt Plus.
Derfor har det saa uendelig meget at betyde for os, at vi faar dygtige, selvstændige Kvinder ind, som har en Mening og har Lov til at sige den. Og derfor maa vi i D. K. gøre noget for at skaffe saadanne Kvinder.
Her mener jeg, disse Kursus i Samfundslære vil kunne gøre stor Nytte. De har vist alle gjort den Erfaring, at netop ved at diskutere en Sag, faar man selv større Klarhed over den.
Har man tillige en Indleder, der forstaar at fremlægge Sagen paa en klar og tydelig Maade, set fra alle Sider, vil vi kunne høste stort Udbytte af en saadan Time.
Fagene paa et saadant Kursus skulde være dels almindelig Samfundslære, Statens og Kommunens Forvaltning, dels de Sager, der angaar Nutidens Politik, f. Eks. Parlamentarisme, Valgmetoder o. s. v. Desuden alle de store sociale Spørgsmaal. Der er jo nok at vælge imellem.
Jeg tror, det vilde være til stor Gavn, om man kunde ordne saadanne Instruktionskursus i D. K.s forskellige Distrikter. Og jeg vil derfor anbefale Sagen til Dansk Kvindesamfunds varmeste Støtte.
Efter en Diskussion stillede Overretssagfører A. Munch-Petersen følgende Forslag til en Resolution, som vedtoges med alle Stemmer mod en.
Forsamlingen udtaler som sit Ønske, at Fællesstyrelsen arbejder for, at der oprettes Kursus i Samfundslære i saa vidt Omfang som muligt og under de Former, som Fællesstyrelsen anser for de rigtige.
Man gik derefter over til Aftenens oprindelige Emne, nemlig:
VI. Forhandling om, hvorvidt D. K. skal tage Arbejdet op for Indførelse af en tvungen Uddannelse for Kvinder med det Formaal at dygtiggøre dem til en Husmoders og Moders Gerning. Thora Knudsen:
Taleren udtaler sin Glæde over, at det er blevet hende overdraget at indlede Forhandlingen om denne Sag; hun har altid lagt Kvinderne paa Sinde, at de i deres berettigede Kamp for politisk Stemmeret ikke maa glemme deres Pligter i Hjemmene. Samfundet kan ikke undvære de gode Hjem, og en af Betingelserne, for at Hjemmene kan blive gode, er den, at Kvinderne forstaar sig paa Husmoderens og Moderens Gerning.
En af de oftest fremførte Indvendinger mod Kvindesagen er den, at Hjemmene vil lide under Kvindernes Deltagelse i det offentlige Liv. Denne Indvending har faaet nyt Liv ved Dr. phil. Lis Jacobsens Foredrag, eller rettere Bekendelse i Dansk Kvindesamfunds Københavnskreds i Vinter. Til dette er kun at sige, at naar Dr. Jacobsen har gjort den Erfaring, at hun ikke kan være baade selverhvervende og Hustru og Moder, saa kan hun ikke deraf slutte, at Kvinder ikke kan løse denne Opgave, - der kan anføres mange Beviser paa det modsatte. - Men Dr. Jacobsen har selvfølgelig ikke andet at gøre end hurtigst muligt at frasige sig alt offentligt Arbejde, for en gift kvindes første Pligt er at passe sit Hjem og sine Børn. Naar en Kvinde, naar hun gifter sig, er udrustet med det fornødne Kendskab til en Husmoders Gerning og Pligter, saa hun forstaar at indrette sit Arbejde, saa vil hendes Tid imidlertid slaa langt bedre til, end hvis hun selv skal prøve sig frem.
De unge Piger nutildags opdrages til et Erhverv, men faar meget sjældent nogen Uddannelse i Huslighed, og naar de saa gifter sig, mangler de de nødvendigste Forudsætninger for at styre et Hus eller pleje et Barn; navnlig i de smaa Hjem er dette den rene Ruin.
Det er sikkert paa Tide at tage under Overvejelse, om vi ikke bør indføre en tvunden Uddannelse med det Formaal at dygtiggøre Kvinderne til en Husmoders og Moders Gerning, og bl. a. faa undersøgt, hvad der tilfører Samfundet størst Værdier (for gifte Kvinders Vedkommende) Hjemmets Arbejde eller Selverhverv.
At Øjeblikket er gunstigt for at føre dette Spørgsmaal frem, er der ingen Tvivl om, da Folketinget i dette Foraar fornylig har taget under Overvejelse Spørgsmaalet om Skoler for den konfirmerede Ungdom.
Umuligt var det maaske ikke, at man kunde faa disse to Ting til at mødes, der vil sikkert findes Mænd i Rigsdagen, som vil tage vel imod denne Sag, om den slaar an, og det vil jo sikkert tildels bero paa, hvordan D. K. vil tage den op og føre den frem.
Naar man har tænkt sig Undervisningen tvungen, er det fordi den ellers kun vil komme dem til Gode, som i Forvejen har Forstaaelsen af deres Pligt mod Samfundet, og det er dem, der mindst trænger til den.
Mod den Indvending, at vi jo har Skolekøkkener, bemærker Taleren, at disse kun bør betragtes som et Grundlag for en Fortsættelse efter Skolens Afslutning. Enhver ung Mand her i Landet maa paa sin Værnepligt anvende fra ½ Aar til 14 Maaneder og Taleren anfører herimod norske Kvinders Syn paa Sagen:
»Manden maa gøre Værnepligt for i Krigstilfælde at værne Landet udadtil, skulde enhver Kvinde ikke kunne ofre en Tid paa at dygtiggøre sig til at værne Landet indadtil imod de Fjender, som kan true Hjemmene og Moderens Pligter.«
Fru Knudsen havde i Overensstemmelse hermed ønsket at fremføre Sagen under Navn af Værnepligt for Kvinder, men var ved Fællesstyrelsesmødet bleven overstemt paa dette Punkt.
Pengene til Sagens Gennemførelse vil komme dobbelt igen ved den forbedrede Økonomi og Sundhedstilstand. Hvormange Sygdomme vil ikke kunne undgaas, naar Børnene faar en omhyggeligere Pleje og god sund Kost!
Undervisningen bør gives i Alderen fra 14 til 20 Aar, dog bør alle Enkeltheder overlades til det Udvalg, som maa nedsættes, hvis Sagen skal tages op.
Gid Dansk Kvindesamfund maatte komme til at løse denne Opgave, thi her ligger en Opgave og venter paa Løsning, hvorigennem vi vil kunne komme til at give vort Fædreland en værdifuld Støtte.
Efter Foredraget fulgte en livlig Diskussion, under hvilken der fremkom Udtalelser baade for og imod Tanken om at gøre en saadan Undervisning tvungen. For Tanken var bl. a. Skolekøkkeninspektrice Eline Hansen, der talte ud fra sine Erfaringer fra den kommunale Fortsættelsesundervisning i København.
Imod Tvangen talte en norsk Dame, Fru Eide fra Silkeborg, der mente, at man i Norge følte den megen Tvang som en Byrde.
Forslaget om Nedsættelsen af et Udvalg vedtoges imidlertid med overvejende Flertal.
(Fortsættes.)
