« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Samfundet
Fru Dr. phil. Lis Jacobsen holdt den 28. Marts i Københavnskredsen om ovenstaaende Emne et Foredrag, som nu, - efter sigende i en temmelig afdæmpet Form - foreligger trykt i Tilskuerens Junihefte sammen med en Imødegaaelse af Fru Ellen Hørup Nielsen og et Gensvar herpaa af Dr. Jacobsen.
Foredraget har været en Del omtalt i Dagspressen og blev oftere nævnt ved Fællesmødet i Kolding, men nogen egentlig Imødegaaelse fra Kvindesagskredse har det ikke været Genstand for. Blandt de Kvinder, for hvem det er en Livssag, at der skabes alle Kvinder Mulighed for at finde deres rette Plads i Livet og Frihed til at vælge det Arbejde, som deres naturlige Evner gør dem mest egnede for, og som derfor er det der bringer dem den største Lykke, - altsaa i Kvindesagskredse har Dr. Lis Jacobsen ikke været taget alvorlig. Og den Opsigt, som Foredraget har vakt, maa utvivlsomt tilskrives selve Foredragsholderens Navn og Stilling.
Naar Dr. Jacobsen som den første kvindelige Docent ved Universitetet og Moder til flere Børn staar frem og taler imod Foreningen af to saadanne Gærninger men stadig fortsætter med sin Universitets virksomhed, saa maa den Vægt, som den personlige Erfaring ret naturlig vilde have givet hendes Ord, ganske forsvinde overfor det Sprog, som Handlingerne taler.
Foredraget, som altsaa maa betragtes ganske uden Baggrund, er i sig selv temmelig uklart og lidet overbevisende.
I faa Ord er dets Hovedpunkter omtrent følgende:
Dr. Jacobsen hævder, at det er Kvindens naturlige Livsopgave at blive Moder, at føde og opdrage Mennesker, og at denne er mest menneskelig tilfredsstillende saavel for Kvinden som for Samfundet. Ingen Kvinde mægter at være fuldt ud Moder og fuldt ud Arbejder, Købmand, Forsker o. s. v.
Det skal være Fremtidskvindens Maal at danne nye Mennesker, Kvinden maa uddannes til Moder. Men at uddanne den unge Pige, der ikke bliver Moder, til kun at kunne fyldestgøre Moder-Hvervet, vil være ligesaa skæbnesvangert som ikke at dygtiggøre den Kvinde, der bliver Moder, til sit Hverv. Der bør derfor under den unge Piges Udvikling tages ligeligt Hensyn til at gøre hende erhvervsdygtig og moderdygtig.
Noget overrasket bliver man unægtelig ved derpaa at erfare, at Dr. J. mener, at dette Maal skulde kunne naaes ved et Halvaarskursus i aandelig og legemlig Barnepleje f. Eks. paa Højskole eller ved de kommunale Fortsættelseskursus, navnlig da man lige i Forvejen har læst, at selve Opdragelseskunsten er saa vanskelig, at man egentlig ikke har nogen rigtig Kendskab dertil.
Desuden, mener Dr. Jacobsen, maa enhver ung Kvinde oplæres til et Erhverv helst af en saadan Art, at det delvis kunde fortsættes i Ægteskabet, og det bør derfor være Kvindebevægelsens Hovedopgave at muliggøre en harmonisk Udvikling fra ugift til Hustru og Moder.
Man faar uvilkaarlig det Indtryk, at Dr. Jacobsen begaar den Misforstaaelse at tro, enten at man kan blive en virkelig Opdrager uden medfødte Anlæg derfor, eller at alle Mødre er fødte med saadanne Anlæg. Ellen Hørup Nielsen skriver meget træffende herom: At mene, at alle Kvinder har Anlæg for at opdrage Børn »er lige saa urimeligt som at paastaa, at alle Mænd har Anlæg for Mathematik. En Mor har Naturen givet Mælk og et vist nedarvet Haandelag til at behandle Spædbørn. Men hele Resten skal der et Menneske til, der har Anlæg for det, og hvis Køn er ganske ligegyldigt. Eller har Fru Jacobsen aldrig været i en Familie, hvor Fa’ren havde de mest udprægede Anlæg og Mo’ren end ikke det fjærneste Begreb. Har man i det hele taget nogen Sinde set, at »den evigt strømmende Moderømhed« gjorde klartseende? Eller er det ikke snarere saadan, at alle andre ser, hvor Barnet trænger til at rettes og vejledes undtagen netop Mo’ren? Og selv om hun ser det, vil i Reglen »den evigt strømmende« hindre, at der kommer noget praktisk Resultat ud af det«.
I det hele taget er det ikke frit for, at der med Moderkaldets Hellighed drives et vist Afguderi, som har udviklet en blind og kritikløs Tillid til Moderen, som den for Barnet eneste og bedste Opklækker og Vejleder. Og hvor mange Kvinder er der saa ikke, som sætter Barn paa Barn i Verden, og som Forsynet burde have nægtet enhver Evne til at forplante sig! En god Moder er en af de bedste Vuggegaver, der kan gives et Menneske i denne Verden, men det er langtfra alle, der er saa lykkelige at faa den.
Det er sikkert et Udslag af denne blinde nedarvede Tillid, naar Dr. J. skriver, at Moderpligten lider Skibbrud, naar den fattige Moder for nogle Øre overlader det syge Barns Pleje til Nabokonen eller den velhavende Moder for nogle Kroner faar en Sygeplejerske til Barnet. Det er dog det sandsynligste, at en dygtig og øvet Sygeplejerske vil give Barnet en betydelig bedre Pasning end selv den kærligste Moder. Den ret forstaaede Moderpligt burde vistnok her have bestaaet i for den fattige Moder at skaffe Barnet paa Hospitalet og for den velhavende at sørge for, at Sygeplejersken virkelig var dygtig og omhyggelig.
Det er sandt, at den Kærlighed, som den gode Moder føler for sine Børn, og som giver hende den skarpeste Iagttagelsesevne og fineste Forstaaelse for Barnets smaa Glæder, Sorger og Vanskeligheder, er en stor Livsværdi ikke alene i Barndommen, hvor den er det faste Holdepunkt, men langt ud i Livet, ogsaa efter at Hjemmet er forladt af Barnet. Men vi maa aldrig tro, hvor højt vi end værdsætter Moderkaldet, at en Moder er Barnet nok.
Der er saa uendelig meget et Barn i det moderne Samfund har at vænne sig til og at lære baade bevidst og ubevidst, at det i Virkeligheden kun er en ringe Brøkdel heraf, som Moderen kan paatage sig, og som Samfundet i det hele taget overlader til hende. Der er ikke alene Skoleundervisningen, som jo kun bedst kan meddeles af Specialister, men der er ogsaa det for den legemlige Udvikling nødvendige Friluftsliv, som jo efterhaanden mere og mere foregaar under ordnede Former som i Fodboldhold eller i Spejderpatrouiller.
Begge Dele har navnlig den store opdragende Faktor, som Samlivet med jævnaldrende rummer, og som jo Moderens Selskab ikke kan yde.
I det hele taget, naar vi vil forsøge en kritisk Undersøgelse af Moderpligterne, saa ville vi vistnok forbavses over, hvor forholdsvis faa, der bliver tilbage af dem, som vi hidtil har anset for uomgængelige.
Vi maa her gøre en skarp Adskillelse mellem Husmoderens og Moderens Pligter; der er nemlig mellem disse en stor Forskel, som ikke har staaet hverken Dr. Jacobsen eller Ellen Hørup Nielsen klar. Husmoderens Arbejde kan bedst udføres af den dygtigste og den, som har lært det, har Anlæg for Orden og Økonomi, men Moderpligterne i Ordets egentligste Betydning er de Pligter, som paahviler en Moder, fordi hun i Virkeligheden er den eneste, der kan udføre dem. Det er et Faktum, at en Kvindes Dygtighed som Husmoder ikke staar i noget som helst Forhold til Kærligheden til hendes Børn. Ja, den dygtige og interesserede Husmoder gaar ofte saaledes op i sit Arbejde i Huset, at hun ikke faar megen Tid tilovers til Børnene. Baade Madlavning og Rengøring skal udføres med Kærlighed til selve Arbejdet foruden Dygtighed og Øvelse, men Kærlighed til den, der skal spise Øllebrøden, kan umuligt lære nogen at lave den.
Det kan altsaa umuligt være en Moders medfødte Pligter at lave Mad, gøre rent og holde Børnenes Tøj i Orden, eftersom dette ligesaa godt kan gøres af en anden og i mange Tilfælde bedre.
En Moders Pligt maa først og fremmest være den at kende sit Barn og vinde dets Tillid. Hun maa følge dets Udvikling og søge at bringe det under gavnlig Indflydelse og holde den daarlige borte. Hun maa med Omhu vælge de Mennesker, hvis Hjælp hun anvender i Hjemmet. Hun maa lægge Barnets daglige Liv til Rette for det, saaledes som det er sundest og bedst; iagttage Barnets Helbredstilstand og tage ethvert rimeligt Hensyn hertil, og hun maa vide, hvad det foretager sig og interesserer sig for. Og alt dette er netop hendes Pligt, fordi kun den, der nærer den varmeste Kærlighed og Interesse for Barnet vil kunne lægge den Inderlighed og Udholdenhed i Arbejdet som er nødvendigt for dets Gennemførelse.
Men et Barn, fra den Alder, hvor det begynder at gaa i Skole, i vort moderne Samfund har i Virkeligheden ikke mange Timer af Dagen, som det kan afse til Samlivet med sin Moder, og de mest direkte Moderpligter vil saaledes langtfra kunne lægge Beslag paa hele hendes Dag. Med Hensyn til de mindre Børn er der ingen Tvivl om, at en meget stor Del af deres Pasning i Virkeligheden ligesaa godt kan udføres af en paalidelig Medhjælper som af Moderen selv. Det er dog urimeligt at tro, at man nødvendigvis skal være Moder for at varme en Flaske eller trille en Barnevogn. Og selv i de første Aar efter den rent spæde Alder, hvor Opsynets vigtigste Opgave er at holde Barnet fra at komme til Skade og sørge for dets Renlighed og Spisning, men hvor der ikke i højere Grad kan være Tale om nogen aandelig Paavirkning, er det dog overdrevent at forlange, at Moderen i alle Tilfælde skulde gøre dette selv.
Selvom man maaske ikke vil gaa saa vidt som Ellen Hørup Nielsen og mene, at de fleste Børn vilde have bedst af som i England at anbringes paa Kostskole de ni af Aarets Maaneder, saa er det dog givet, at der navnlig med Hensyn til Drengene ikke kan opvises bedre Resultater end Englændernes, og der er desuden intet andet Land, hvor Agtelsen og Kærligheden til Hjemmet er større end netop der.
Men det, som i Virkeligheden er det eneste interessante ved Foredraget og som er Aarsagen til, at vi her ofrer det saa indgaaende en Omtale er det, at vi i dette ser et Eksempel paa, hvorledes den Kvinde maa føle, som under de nuværende Samfundsforhold foruden at have et Arbejde, en Stilling udenfor Hjemmet ogsaa har hele Ansvaret for Hjemmet og Børnene altsaa Husmoderens og Moderens Gærning. Der er en Konflikt i hendes Liv, fordi hendes Tid og hendes Tanker drages i modsatte Retninger, og hun kan ikke strække til til begge Dele.
Dr. Jacobsen har følt Konflikten - i Modsætning til Fru Hørup Nielsen, der tydelig nok slet ikke har faaet Øje paa den - men hun har ikke kunnet anvise Vejen til dens Løsning, - for der er da ingen, der tror, at det halve Aars Kursus skulde kunne fordoble en Kvindes Arbejdskraft, saa at hun skal blive i Stand til at udføre to Menneskers Arbejde, - selvom hun selvfølgelig ved Dygtighed og System kan spare megen Tid.
Et Fingerpeg har Dr. J. dog givet os ved at fremhæve, at Kvinderne fortrinsvis burde søge de Erhverv, som bedst kan forenes med Moderhvervet. Det er formentlig saadanne, hvis Udøver til en vis Grad selv kan vælge sin Arbejdstid, og hvis Arbejde maaske endogsaa kan foregaa i Hjemmet. At udfinde og udvikle saadanne Erhverv er sikkert en værdig Opgave for Kvindebevægelsen.
Et kommer vi imidlertid ikke udenom, at vort Arbejde maa vi være fuldt med i, hvis det skal give os Tilfredsstillelse og et godt Resultat. Men vi kan ikke koncentrere os om et Arbejde, naar vi ved, at vi samtidig med at gøre det, forsømmer et andet. Derfor maa der med Husmoderens Arbejde indføres en saadan Ordning, at den gifte Kvinde, som har et andet Arbejde, maa kunne lægge Ansvaret for Huset over paa en, som kan paatage sig det, eller Arbejdet maa i den Grad simplifice-res og sættes i System, at det ogsaa levner hende Tid og Ro til det øvrige. De egentlige Moderpligter, i Ordets snævreste Betydning, kan som paavist kun udfylde en ringe Del af Dagen, i Virkeligheden ikke mere, end hvad der bør være ethvert Menneskes Fritid.
Kvindens Frigørelse er ikke naaet, før hun frit kan vælge sit Arbejde, og det kan hun ikke, naar hun, fordi hun gifter sig er tvungen til at gøre Husmoderens Arbejde og derved splittes i det, som er hendes Livsinteresse.
Hvis det skulde lykkes D. K., som ved Fællesmødet i Kolding har vedtaget at arbejde for en forbedret Ordning af det huslige Arbejde, at udrette noget i denne Retning, vilde det ikke blive dets mindst fortjenstfulde Gærning.
Ved nogle statistiske Oplysninger paaviser endelig Dr. J., at der nu til Dags er en aftagende Chance for at blive Moder baade paa Grund af Kvindernes Overtal og det som Følge af den forhøjede Ægte-skabsalder forholdsvis store Antal barnløse Ægteskaber. Hun udtaler i Anledning heraf, at vi maa opdrage vore Døtre til at ville være frodige Matroner. Spørgsmaalet om Ønskeligheden for Samfundet af en forøget Befolkningstilvækst er saa vidtrækkende, at vi slet ikke skal komme ind derpaa, saa meget mindre, som Dr. J. ikke gør blot Antydning af et Forsøg paa Udredning heraf. For Dr. J. staar det imidlertid som det for Kvinden individuelt mest tilfredsstillende at være Moder til en talrig Børneflok; - vi tillader os dog at hævde, at Tilfredsstillelsen er i høj Grad afhængig af mange forskellige ydre Forhold.
Hvad Dr. Jacobsen skriver om Kvindebevægelsen vidner om en mærkelig Ukendskab dertil. Naar hun saaledes skriver, at Kvindebevægelsen har sit Hjemsted i Bybefolkningens*) Overklasse, og at Kvindernes Krav om Arbejde er fremgaaet af Trang til en Beskæftigelse til at fylde Tiden med, saa er dette en grundig Fejltagelse.
*) Af D. K.’s ca. 120 Kredse er ca. 70 Landkredse.
Den er udgaaet fra Middelstanden, hvis Døtre paa Grund af Storindustriens Overtagelse af Hjemmets Virksomheder, var blevet arbejdsløse, henviste til at dø af Sult eller leve af andres Naade, og altsaa af den haarde Nødvendighed blev tvungne til at søge Arbejde og saa viste den Selvopholdelsesdrift og Intelligens at søge det Arbejde, som de kunde eksistere ved.
Hvis Underklasse-Kvinden, som Dr. Jacobsen skriver, ingen Interesse har af politisk Ret og anden slig abstrakt Ret, beviser dette dog ikke, at denne ikke kan have den aller største Betydning netop for hende. Og fordi Spørgsmaalet om Forholdet mellem Kvindens Moderhverv og ydre Samfundshverv er livsbetydende for hende, saa udelukker det dog netop ikke, at Moderhvervets Forhold til Samfundslivet er af en saa vital Interesse for Kvinden, at det kun er hende selv, der gennem Valgretten kan varetage denne. Dette overser Dr. Jacobsen, ligesom hun lader til at være uvidende om, at Kvindebevægelsens Maal, at ligestille Kvinden og Manden, - netop i Forhold til Samfundet - finder sin Begrundelse i Forskelligheden i Mandens og Kvindens Anlæg og Ejendommeligheder, som bør samvirke og udfylde hinanden.
Alt i alt gør Foredraget ikke Indtryk af at være Resultatet af et meget grundigt Overlæg. Det har, fordi det kom saa overraskende - ikke mindst for Københavnskredsens Styrelse, der nærmest maat-te føle det som en Overrumpling - vakt en Del Opsigt. Men mere Betydning vil det ikke faa, end om en stod op og talte mod Jærnbanerne, fordi der var saa meget større Charme ved den Tid, da vi havde Postvogne til Befordring.
Det er sikkert ikke for dristigt at sige, at Udviklingens Retning allerede er givet. Kvindernes Arbejde og Opgave i Hjemmene vil kun blive mere og mere indskrænket, ligesom Jærnbanerne og Befordringsmidlerne kun vil blive hurtigere og hurtigere Det er ikke Menneskenes Opgave at begræde de svundne Forhold men at finde sig til Rette i de nye. Vi kan faa nok at gøre dermed.
