« Tilbage til søgeresultaterne
Vor internationale Kvindevalgrets-Kongres i 1913
Vor internationale Kvindevalgrets-Kongres i 1913
finder Sted i Budapest i Dagene fra den 15. - 20. Juni 1913.
Vi har modtaget interessante Meddelelser fra Kongressens energiske Værtinde, den kendte Journalist, Rosika Schwimmer, hvori hun blandt andet meddeler os, at Handelsministeren i Ungarn for alle Kongresdeltagerne har indrømmet lavere Jærnbanetakster, og at Kongres-Komitéen vil forsøge paa ogsaa i de Lande, hvorigennem Kongresdeltagerne maa rejse at skaffe Billetrabat.
Byen Budapest har til Kongresfonden bevilliget 5000 Kr. I denne Forbindelse nævner hun, at en af Byens Fædre, da dette Punkt var til Behandling i Byraadet, protesterede imod en saadan Bevilling, idet han ansaa det for uværdigt for Ungarns Hovedstad at række Haand til de »Vindueshærgende Suffragetter«. I værste Fald kunde han gaa med til, at Byen gav Pengene men ikke lod sig repræsentere paa Kongressen.
Imod ham talte energisk 2 Rigsdagsmedlemmer, en polyteknisk Professor (Næstformand i den ungarske Mandsforening for Kvindens Stemmeret) samt Borgmesteren. De hilste med Glæde Kongressen Velkommen til Budapest. Borgmesteren, Dr. Stefan von Barczy sluttede med følgende Ord: »I denne Bevægelse deltager Kulturverdenens aandelige Elite«. - Det vedtoges derefter under stort Bifald at bevilge Tilskuddet. Kongressens Finanskomité har endvidere henvendt sig om og modtaget Tilskud fra flere ungarske Byraad og Sogneraad. Den ungarske Handelsminister har ydet et Tilskud paa Kr. 1500, og Landbrugsministeren har ogsaa stillet et Bidrag i Udsigt.
Kongressens Kunstnerkomité lader en kunstnerisk Plakat fremstille. Denne opslaas paa alle befærdede Steder, og et Antal af den vil blive sendt til hvert Lands Stemmeretskontor.
Byen Budapest har skænket Kongressen et større Antal af et smukt illustreret Album
over Ungarn. Ogsaa dette Album vil blive sendt rundt til de i Alliancen staaende Organisationer, for at de derigennem kan interessere deres Medlemmer for det mærkelige Land, hvor denne syvende Kvindevalgretskongres skal afholdes. Yderligere sender den virksomme Kongreskomité en Serie Lysbilleder rundt, og den anmoder indtrængende om, at man i de forskellige Lokalforeninger vil lade holde Foredrag om Ungarn ledsaget af disse Billeder.
Fra Præsidenten, Mrs. Chapman Catt, der som vore Læsere vil vide, for Tiden foretager en Jordomrejse til Agitation for Kvindevalgretten, har Kongresbureauet modtaget Meddelelse om, at der er stor Udsigt til, at Kongressen bliver besøgt af 2 indiske Kvinder, l Japanerinde og l Ægypterinde.
Endvidere har den ungarske Mandsforening for Kvindens politiske Valgret besluttet at indbyde den internationale Mands-Alliance for Kvindens politiske Valgret til at lade afholde sin første internationale Generalforsamling samtidig med Kvindernes Kongres.
En Række Festligheder, saavel officielle som private vil finde Sted, blandt andet vil det østrigske Kvindevalgretsforbund lade afholde en international Demonstrationsforsamling i Wien umiddelbart inden Kongressen i Budapest aabnes.
Naar vi hertil føjer, at vor utrættelige Præsident allerede fra Java har udsendt den første Skrivelse angaaende Kongressens Arbejdsprogram, som nu er til Forhandling i de forskellige Landes Organisationer, saa vil vore Læsere vist have forstaaet, at »Eftermiddagsmennesker« er Kongressens Ledere i hvert Fald ikke.