« Tilbage til søgeresultaterne

Tvungen Undervisning i Husgerning

Af: Kath. Bjerre

« Se emneord

Paa Fællesmødet i Kolding d. A. blev der efter en Forhandling om ovennævnte Emne vedtaget en Resolution*), som gik ud paa, at D. K. skulde tage et Arbejde op for at fremme Sagen.

•) Der vedtoges ved dette Punkt ingen Resolution. Derimod vedtoges det at nedsætte et Udvalg til at overveje hvorvidt, (som det hed i Forslaget paa Dags­ordenen) D. K. skal tage Arbejdet op for Indførelse af en tvungen Uddannelse for Kvinder med det Formaal at dygtiggøre dem til en Husmoders og Moders Gerning.                                          Red.

Resolutionen ud­trykker dog ikke klart, om Fællesstyrelsen i en nær Fremtid skal henvende sig til Lovgivningsmagten med Anmodning om at indføre en tvungen Uddannelse i Hus­gerning, eller om der først skal udarbejdes et Forslag, som i sine Enkeltheder atter skal drøftes paa næste Aars Fællesmøde, inden det indsendes til Rigsdagen.

I ethvert Tilfælde maa det være be­timeligt, at Spørgsmaalet underkastes en yderligere Drøftelse i »Kv. og Samf.«, in­den der foreligger et endeligt Forslag.

Naar man paa Fællesmødet hørte Fru Thora Knudsen’s veltalende og sympativækkende Foredrag, var det uden Tvivl umuligt ikke at samstemme med Fore­dragsholderen om det ønskelige i, at hver eneste ung dansk Kvinde - ligegyldigt, om hun senere blev Husmoder eller ej, ligegyldigt, hvilken Livsstilling hun end maatte vælge - fik en praktisk Uddan­nelse i Husgerning, Barnepleje, alminde­lig Hygiejne m. m., og om, at Adgangen til en saadan Uddannelse blev saa let til­gængelig som muligt. -

Ligeledes forstod man, at Fru Berg Nielsen, som har indlagt sig saa stor For­tjeneste ved sit dygtige og ihærdige Ar­bejde for en forbedret Husøkonomi, med sin ejendommelige, djærve Veltalenhed kunde hævde, at den paatænkte Under­visning maatte være tvungen, fordi man ellers ikke naaede at faa de unge Kvinder med, som allermest trængte til en Uddan­nelse i Husgerning m. m., nemlig dem, der udgaar fra de fattigste Befolkningslag, (Der kunde tilføjes, at man ogsaa kun gennem tvungen Undervisning vilde naa at faa de unge Piger fra den saakaldte Overklasse med, og at Undervisningen og­saa for dem kunde blive saare betydnings­fuld bl. a. ved at give dem Lejlighed til at færdes Side om Side med Kvinder fra de allerfattigste Hjem).

Diskussionen om den tvungne Uddan­nelse viste imidlertid, at en Del af For­samlingen var overordentlig betænkelig ved, at Undervisningen skulde være en Tvangssag, og trods den vedtagne Reso­lution antager jeg, at denne Betænkelig­hed stadig er til Stede hos en stor Del af D. K.’s Medlemmer.

De Grunde, som Modstanderne af den tvungne Uddannelse fremførte paa Mø­det, savnede Klarhed. En advarede mod at efterligne Norge ved at skabe Tvangslove, men udviklede ikke nærmere de uheldige Følger af nogen Tvangslov. - Flere gav ikke egentlige Grunde, men ud­talte, at de havde en stærk Følelse af, at Tvang vilde virke uheldigt. Selvfølgeligt kan man ikke indrette sine Handlinger alene efter sine Følelser; men ofte kan Følelsen være ganske berettiget, selv om man ikke straks kan klare sig, hvad der er Aarsag til den. Skal den have Betyd­ning overfor andre, maa man imidlertid se at blive klar over, hvad der ligger til Grund for den. Jeg skal her fremføre forskellige Anker mod den tvungne Ud­dannelse i Husgerning, idet jeg haaber en­ten at finde Medhold og at faa mine An­ker supplerede med andre, eller at blive overbevist om, at min Frygt for Følgerne af den paatænkte Tvangslov er uberet­tiget.

1. De fleste, som giver sig af med Un­dervisning af Børn, ved, hvor betydnings­fuldt det er for Barnets Opdragelse og Udvikling, at man kan faa det til frivilligt og med Glæde at bøje sig for det Krav om et Arbejde, som Skolen med fuld Ret stiller til det. De kender ogsaa det gode Eksempels Magt overfor Elever, som be­gynder med at være modvillige; men de har sikkert tillige erfaret, at der findes Elever, som kan synes uimodtagelige for den gode Paavirkning, og som virker om ikke just nedbrydende saa dog stærkt hæmmende overfor et godt Resultat af Undervisningen, fordi de mangler den gode Vilje til at arbejde. - Selvfølgelig maa det indrømmes, at Mangelen ofte for en Del kan henføres til den paagældende Lærer, ligesom at de uheldige Elementer som Regel virker mindst hæmmende paa Undervisningen, naar de stilles overfor praktisk Arbejde som Husgerning, Haandgerning og Sløjd; men da man jo maa regne med, at alle Lærere nu een Gang ikke er fuldkomne, og at en Del Elever stiller sig modvilligt ogsaa over for det praktiske Arbejde, bliver Vanskeligheder­ne stadig tilbage.

I Barneskolen maa man imidlertid have alle Børn med, men over for Fortsættelsesskoler stiller Spørgsmaalet sig an­derledes. Gang paa Gang hører man er­farne Lærere udtale, at skal der komme et virkelig godt Resultat ud af Fortsættelsesskolens Arbejde, saa maa Tilgangen af Elever være frivillig, og saa maa man i Nødsfald have Ret til at bortvise de daarlige Elementer, som muligvis alligevel melder sig til Undervisningen, hvis de ødelægger Arbejdet for de andre eller dog virker uheldigt paa de andre Elever.

De daarlige Elementers uheldige eller nedbrydende Indflydelse paa Arbejdet vil man næppe undgaa at mærke i større eller mindre Grad i de paatænkte Hushold­ningsskoler, hvis enhver ung Kvinde bli­ver tvungen til at underkaste sig Uddan­nelsen i Husgerning, og man vil i mange Tilfælde staa magtesløs over for den, fordi man vil savne Midler til at gribe ind der­imod ud over dem, som ligger i den paa gældende Lærers Personlighed.

2. Iflg. Forslaget*) skulde der gives Un­dervisning nogle Aftener om Ugen i 3 à 4 Vintermaaneder og i 2 eller 3 paa hin­anden følgende Vintre.

*) Der forelaa intet bestemt Forslag, men forskel­lige Talere antydede, hvorledes man kunde tænke sig Sagen udført i Praksis.                          Red.

Undervisningen skulde falde mellem Elevernes fyldte 14de og 20de Aar, saaledes at den unge Pige - eller hendes Forældre - kunde vælge, i hvilke af disse Aar den skulde finde Sted.

Nu tillader Loven en Kvinde at gifte sig, naar hun er fyldt 16 Aar. Hvorledes vilde man nu stille sig overfor de unge Kvinder, som giftede sig uden forinden at have underkastet sig den tvungne Ud­dannelse? Vilde man fritage dem for den, eller skulde de stadig være forpligtede?

Selvfølgelig kunde der tænkes Tilfælde, hvor en ung Hustru kunde være vel tjent med - og ogsaa glad ved - at deltage i den tvungne Undervisning; men man kunde lige saa godt tænke sig en Mængde Tilfælde, hvor det vilde være meget uhel­digt for Hjemmet, om Hustruen var plig­tig til at give Møde ved Undervisningen.

3. Endelig forekommer det mig, at Dansk Kvindesamfund ved paa det nu­værende Tidspunkt at arbejde for Gen­nemførelsen af en saa gennemgribende Tvangslov som den omtalte vil komme i Strid med Aanden i den Resolution, som man paa Fru Gyrithe Lemches Opfordring vedtog paa sidste Fællesmøde. Resolutio­nen krævede, at der ikke gennemførtes nogen større Revision af Grundloven, før Kvinderne ved en mindre Grundlovsæn­dring havde faaet politisk Valgret, saa de gennem denne kunde faa Lejlighed til at øve deres Indflydelse paa de Love, hvor­under de fremtidig skulde leve. - Vilde det ikke i Henhold til denne Resolution være rigtigst at udsætte Arbejdet for at faa indført tvungen Uddannelse i Husger­ning til et Tidspunkt, da alle Landets valgberettigede Kvinder kunde øve deres Indflydelse paa dette Spørgsmaal ved gen­nem deres Stemmeafgivning at tage Hen­syn til de paagældende Kandidaters Stil­ling dertil?

Kunde man ikke indtil videre arbejde paa at skaffe alle unge Kvinder, der øn­skede det, gratis Uddannelse i Husgerning m. m., samtidig med, at Husmødre og Principaler forpligtedes til at give dem den fornødne Frihed til at deltage i Under­visningen.

Burde man ikke endvidere gennem Fo­redrag og gennem Artikler i Dagbladene søge at skabe en mere almindelig Inter­esse for Sagen og derved faa den alsidig belyst, inden man tog fat paa Arbejdet for at gennemføre en Lov, som det maaske vil være lettere at faa indført end atter at faa ophævet, hvis den skulde vise sig uheldig i sine Virkninger.

Aarhus, i August 1912.

« til toppen

Teksttype

Forfattere

Initialer

Omtalte personer

Organisationer

Professioner

Perioder

Regioner