« Tilbage til søgeresultaterne
Straffelovskommissionens Betænkning
Den i 1905 nedsatte Straffelovskommission har for nylig udgivet sit Udkast til en ny almindelig Straffelov med Motiver. I det omfangsrige Værk er der selvfølgelig mange Bestemmelser af særlig Interesse for Kvinderne, men det vilde være for vidtløftig her at gaa nærmere ind paa disse Spørgsmaal. Disse Linier skal blot i al Korthed gøre Rede for, i hvilket Omfang Udkastet er i Overensstemmelse med de af Dansk Kvindesamfund udtrykkelig fremsatte Ønsker.
Ved den paa det offentlige Møde i Koncertpalæet den 26. Juni 1906 vedtagne Resolution anmodedes Regering og Rigsdag om at træffe Foranstaltninger til Værn mod de hyppig forefaldende Sædelighedsforbrydelser, idet Opmærksomheden særlig henlededes paa Nødvendigheden af en ændret Behandling af de saakaldte »formindsket tilregnelige« Forbrydere og det ønskelige i, at der oprettes Kriminalasyler til Anbringelse af samfundsfarlige Individer. Paa Fællesmødet 1908 vedtoges det at indbringe den samme Resolution paany, og paa Fællesmødet 1909 vedtog man at indgive Andragende om, at den absolute Strafbarhed og højere Straf, som Straffelovens § 173 hjemler for Utugt med Pigebørn under 12 Aar, maa udvides til at omfatte Pigebørn indtil 14 Aar.
Paa dette sidste Punkt er Udkastet i Overensstemmelse med Andragendet, idet § 207 fastsætter Strafarbejde indtil 12 Aar for den, der har eller forskaffer nogen Samleje med Pigebarn under 14 Aar. Bestemmelsen er efter Motiverne anvendelig, selv om Pigebarnet er den udfordrende eller for ledende; hun er et Barn og skal som saadant absolut lades i Fred.
Hvad angaar Udkastets Stilling til Sædelighedsforbrydelser overhovedet skal følgende paapeges:
For Voldtægt er Straffens Minimum forhøjet (Strafarbejde i 2 Aar, nu 8 Maaneders Forbedringshusarbejde), medens Maksimum er nedsat (Strafarbejde i 12 Aar, nu Tugthusarbejde paa Livstid, under særdeles skærpende Omstændigheder Livsstraf) ; dog vil Forholdet, hvad ogsaa Motiverne henviser til, kunne komme ind under strengere Straffebestemmelser, hvor der tillige foreligger en anden Forbrydelse, f. Eks. Legemsbeskadigelse under særlig skærpende Omstændigheder. Den tidligere Særregel for »berygtede« Kvinder med lavere Straf, naar Forbrydelsen udøvedes mod disse, er udeladt, idet man ikke har ment det rigtigt paa Forhaand i alle Tilfælde at give dem en ringere Retsbeskyttelse; det overlades altsaa til Domstolene at idømme en ringere Straf indenfor den givne Strafferamme, hvor Omstændighederne taler derfor.
Medens Straffelovens § 174 har Straf fra 2 Maaneders simpelt Fængsel til 4 Aars Strafarbejde for den, der til Utugt forfører et Pigebarn mellem 12 og 16 Aar og lader Tiltale være afhængig af Forældres eller Værges Forlangende, har Udkastets § 202 en mere omfattende Regel, idet den fastsætter Straf fra simpelt Fængsel til Strafarbejde i indtil 6 Aar for den, som forleder en Person, der er under 20 Aar til kønslig Usædelighed. Bestemmelsen omfatter altsaa baade unge Mænd og Kvinder og Paatalen er ubetinget offentlig; Aldersgrænsen, der sikkert vil forekomme mange at være for høj, er sat til 20 Aar, bl. a. af Hensyn til den Aldersgrænse, man er gaaet ud fra ved Affattelsen af den internationale Overenskomst af 4. Maj 1910 angaaende den hvide Slavehandel; endelig er brugt Udtrykket »forleder«, der omfatter flere Tilfælde end Udtrykket »forfører«. Med denne ligesom med flere andre Bestemmelser om Forbrydelser mod Sædeligheden har Udkastet udvidet Omraadet for Strafbarheden i disse Forhold.
Hvad endelig angaar Behandlingen af de »formindsket tilregnelige« Forbrydere har Udkastet, foruden den tidligere Regel om, at Straffen for disse kan nedsættes (hvilken Nedsættelse dog efter Udkastet ikke finder Sted ved selvforskyldt Beruselse) tillige den Regel, at det, naar det under en offentlig Sag findes, at en tiltalt, der ved Handlingens Foretagelse befandt sig i mangelfuld Sjælstilstand, vedblivende er farlig for Retssikkerheden, ved Dommen kan bestemmes, at der skal træffes Sikkerhedsforanstaltninger mod ham, efter Omstændighederne Anvisning af et bestemt Opholdssted eller Henvisning til Sindssygeeller Aandssvageanstalter, Helbredelsesanstalter for Drankere el. lign.; hvis disse Foranstaltninger ikke frembyder tilstrækkelig Sikkerhed, bliver den paagældende at tage i offentlig Varetægt i en af de særlig dertil indrettede Anstalter eller Anstaltsafdelinger. De trufne Foranstaltninger kan af Øvrigheden ophæves, naar de efter indhentet Lægeerklæring ikke længere findes nødvendige.
Der gives altsaa herved Adgang til Sikkerhedsforanstaltninger, ikke blot som tidligere overfor de fuldstændig utilregnelige og derfor straffri, men ogsaa de »formindsket tilregnelige«, og Udkastet hjemler endvidere Adgang til ogsaa at træffe saadanne Foranstaltninger med de Personer, der vel har været fuldt tilregnelige, da de forbrød sig, men senere under Straffuldbyrdelsen findes at være komne i en mangelfuld Sjælstilstand, der gør dem farlige for Retssikkerheden.
Endelig skal nævnes en Sikkerhedsforanstaltning, der hjemles i Udkastet overfor fuldt tilregnelige Personer. Naar nemlig en Person, der er dømt for Sædelighedsforbrydelse under den skærpende (strafforhøjende) Omstændighed, at han jævnlig har begaaet eller tidligere været straffet for lignende Forbrydelse, paany inden 3 Aars Forløb fra den sidste Doms Fuldbyrdelse gør sig skyldig heri, kan der ved Dommen gives Politiet Bemyndigelse til at paalægge ham i indtil 5 Aar fra Løsladelsen at tage Ophold i den Kommune, som maatte blive ham anvist.
Det vil af det anførte ses, at Udkastet bestræber sig for at forøge Retssikkerheden ved Foranstaltninger mod de særlig samfundsfarlige Individer, og i alt Fald forsaavidt er der Grund for Kvinderne til at ønske, at det snart maa blive til Lov. Hvor mange Ændringer end Udkastet utvivlsomt vil undergaa, inden det engang bliver til Lov, vil disse Bestemmelser antagelig i alt væsentligt blive staaende.
