« Tilbage til søgeresultaterne
Kvinden og Samfundet
Svar til Fabriksinspektør Fru Julie Arenholt og Forfatterinden Fru Thit Jensen Fenger.
Fru Fabrikinspektør Julie Arenholt har i sidste Hæfte af »Kvinden og Samfundet« rettet et Angreb paa mig, fordi jeg i mit noksom omtalte Foredrag ikke havde taget Hensyn til »den utallige Skare af Kvinder, . . . der tvinges ud paa Arbejdsmarkedet« paa Grund af »Arbejdsløsheden, Drikkeriet og Ansvarsløsheden hos den mandlige Forsørger«, ligesom ved den mere undskyldelige Brøde hos Manden: hans, Forsørgerens, Død. »Mod alle disse Kvinder,« fortsætter Fabrikinspektøren, »er vi andre [d. e. vi, som »i vore lune, hyggelige Stuer kan sidde og filosofere . . .«] kun en Draabe i Havet og derfor uden særlig Interesse.« Og Angrebet samles i disse Ord: »Kærnepunktet i Fru J.’s Foredrag burde have været: Hvorledes kan vi hindre, at gifte Kvinder i stadig stigende Antal tvinges bort fra Hjem og Børn? Fruen har ikke besvaret dette Spørgsmaal, maaske fordi hun slet ikke har anet, at Spørgsmaalet forelaa. Hun mener, at de kan vælge!!«
Dette Angreb falder vistnok i alt væsentligt sammen med det, der af Fru Thit Jensen er rettet mod mig i et Foredrag, som hun i det sidste Fjerdingaar er rejst Landet rundt med. Afklædes hendes fantastiske Veltalenhed dens Lyrik, og iføres hendes Meninger sømmelig Dragt, kunde de sikkert udtrykkes i Fru Arenholts ovenfor citerede Ord.
Jeg vil derfor nytte den gode Lejlighed til at svare de to Damer under eet. De bebrejder mig, at jeg siddende i min lune Stue har været uvidende om, at der var Kvinder, som sultede og frøs, og som ikke af fri Vilje, men af den haarde Nød blev tvunget baade til hæderligt og uhæderligt Erhverv. Ja i Sandhed. Jeg er de to Damer taknemmelig, fordi de har belært mig om disse Samfundsforhold, som jeg »slet ikke har anet« eksisterede. Ganske vist har jeg i mit lille Foredrag (trykt i »Tilskueren«s Junihæfte 1912) sagt: »Man kan formentlig uden Modsigelse hævde, at det for den fattige Husmoder er en Ulykke at være tvungen til Arbejde paa Fabrik eller i Vaskekælder, at dette ofte, ja oftest, bliver Aarsag til Børns og Hjems Ødelæggelse.« (Tilsk. S. 554). Ganske vist har jeg - desværre med for faa Ord og for mange Tal for de to Damers Fatteevne - undersøgt Forholdet mellem Kvindens Stilling i Hjemmet og hendes Erhverv i Samfundet i de forskellige Samfundslag, i Landbefolkning og i Bybefolkning, i Underklasse og Mellem- og Overklasse. (Tilsk. S. 557—59). Og jeg naaede da til det Resultat, at Disharmonien i Kvindens Livsførelse intetsteds er saa grel som i Byernes Overklasse. I ingen anden Samfundsklasse ofres gennemgaaende saa mange Aar paa Kvindens Specialuddannelse, og intetsteds er Sandsynligheden for Arbejdets Fortsættelse i Ægteskabet mindre. Og fortsætter Moderen sit Erhverv, da maa det nødvendigvis føre til Konflikt med hendes Gerning i Hjemmet, fordi Erhvervet er stedbundet udenfor Hjemmet og fordrer hele hendes Arbejdstid, saa vel som Mandens Erhverv fordrer hele hans Tid. Det moderne Kvindeerhverv er beregnet paa den ugifte Kvinde. Jeg sagde nu, at det syntes mig at være en værdig Opgave for Kvindebevægelsens mange udmærkede Kræfter »at muliggøre en harmonisk Udvikling fra Ugift til Hustru og Moder«, (Tilsk. S. 558), at søge at løse »den Konflikt mellem Erhvervsuddannelse og Erhvervsforhold og det naturbestemte Moderhverv, som By-Kvinden og da særlig Byernes Overklassekvinder lider under.« (Tilsk. S. 567).
Jeg var mig altsaa meget vel mit Spørgsmaals Rækkevidde og dets Begrænsning bevidst. Og jeg søgte ikke at skjule det under skønne Paaskud af, at jeg vilde undersøge, hvordan man skulde hindre unge Kvinder i at sælge sig af Fattigdom eller af Letsind, hvordan man skulde hindre forladte Mødre i at sulte og fryse, hvordan man skulde hindre Mændene i at drikke og Tyrkerne i at mishandle de Kristne.
Skønt Fru Thit Jensen og Fru Arenholt endnu ikke havde fortalt mig det, havde jeg jo nok hørt lidt om, at der uden for min lune Stue var noget, der hed Prostitution og Sult og Kulde og Massakre, og hvis jeg havde haft Tro paa, at det kunde hjælpe at holde en Tale derom, saa er det saamænd ikke umuligt, at jeg havde valgt et af disse lidet kendte Emner hin Aften i »Dansk Kvindesamfund«; men jeg har manglet Tillid til min egen Magt i den Henseende, og saa var det, jeg begik Forbrydelsen: at tale om et Emne, som navnlig vedrørte Overklassen.
Men at de to Damer tillader nogen Kvinde (for Mændene har de naturligvis opgivet som umoralske) at drøfte et saa specifikt Overklassespørgsmaal som f. Eks. den højere Almenskole, det forstaar jeg ikke! De maa dog vide, at Overklassen kun er en Draabe i Havet og derfor ikke er gode Kvinders Interesse værdig.
