« Tilbage til søgeresultaterne
Kvindelig Værnepligt
Kvindelig Værnepligt*).
*) Flere Indlæg er indsendt og vil blive optagne efterhaanden som Pladsen tillader det.
Idet jeg gaar ud fra, at de forskellige Udvalg, som nedsattes paa Mødet i Kolding i Sommer, nu er traadt sammen til Arbejde, men dog endnu ikke er naaet ud over det mere forberedende Stadium, turde Tidspunktet være gunstigt for at fremsætte nogle Meninger mod et bestemt af disse Udvalgs Opgaver og mod den Tendens, som her gør sig gældende.
Jeg tænker paa det Udvalg, der skal behandle Spørgsmaalet om Nytten og Nødvendigheden af at faa en Lov for tvungen Undervisning i Barnepleje og Madlavning: Dygtiggørelse til Hustru og Moder for alle Landets Kvinder - en, som den ogsaa kaldtes, Art kvindelig Værnepligt, at aftjene engang i Alderen mellem 14. og 20. Aar.
Jeg var til Stede i Kolding og hørte Fru Thora Knudsens indledende Foredrag om dette Emne, et Foredrag, der visselig var baaret af de varmeste Ønsker om at forbedre de daarlige Hjem ved at faa Lovens Støtte, saa alle Kvinder maatte lære, hvorledes et spædt Barn skal behandles og sund, nærende Kost tillaves o. s. v.
Miseren i saa mange Hjem, saaledes omtrent faldt Fru Knudsens Ord, er de mange ukyndige Husmødre; men de gode Hjem er Samfundets Grundvold, saa dem kan vi ikke undvære. Videre udtalte Fru Knudsen, at det netop var den Anke, at Hjemmene vilde lide derved, som Kvindesagens Modstandere stadig fare frem med mod Kvindernes Delagtighed i det offentlige Liv - lad os derfor modbevise denne Paastand ved at værne om og søge at forbedre Hjemmene.
Efter Foredraget viste det sig af den efterfølgende Diskussion, at den tvungne Undervisning havde saavel Forsvarere som Modstandere indenfor Forsamlingen; men naar man møder - som de fleste - paa Forhaand helt eller delvis ukendt med Spørgsmaalets Rækkevidde og dets Udformning i Enkeltheder, maa de Udtalelser, der saaledes kommer, mere anses som Udtryk for en umiddelbar Stemning end for en grundig genenmtænkt Overbevisning. Men da dette Spørgsmaal er af en saa stor Rækkevidde, og da den tvungne Undervisning er en ny Tendens, der her stikker Hovedet frem, er det, at ieg vil forsøge at faa en mere frugtbringende Diskussion i Gang her i Bladets Spalter.
Lad os tænke os denne eventuelle Lov i Praksis.
Fru Berg Nielsen, der kraftigt støttede Fru Knudsen, havde tænkt sig, at den lovbefalede Undervisning skulde foregaa i Aftentimeren nogle af Ugens Dage - saa var baade Husmødre og Principaler nødt til at slippe de unge Piger af Sted, saa ogsaa, og især disse fra de mindre heldigt stillede Samfundslag kunde faa Del i Undervisningens Goder«. Udmærket i Teori; men i Prakis vil det sige, at disse unge Piger, der daglig arbejder fra Kl. 6, 7, 8 om Morgenen til Kl. 6, 7 og 8 Aften: i Fabrikker, som Tjenestepiger, i Forretninger o. 1. skulde berøves Dagens Lyspunkt, Sliddets Belønning - Hvilen og Friheden i de alt for korte Aftentimer. Og til Nytte og Glæde for hvem og hvad, vil disse unge Piger spørge. Jo, svares der snusfornuftigt, til Nytte og Gavn for det mulige Hjem og de eventuelle Børn, som du en Gang om 10 Aar eller mere vil faa Ansvaret for. (Lad mig saa indskyde et Spørgsmaal: hvor mange Gennemsnitsmennesker erindre en otte-ti Aar efter Afslutningen af deres Skolegang Enkelthederne fra Historie, Matematik og Sprog, naar de i det mellemliggende Tidsrum ikke har haft ringeste Berøring med disse Fag?). Jeg vil rent ud erklære: jeg tror ikke, at den tvungne Undervisning i denne Form i fjerneste Maade vil bære de Frugter, som de store Ofre turde lade vente. For man er vel opmærksom paa Ofrene: de økonomiske Ofre fra det offentliges Side og de private Ofre, fra Arbejdsgivernes og - jeg fristes til at sige Delinkventernes Side! Jeg tænker med Gru paa, om jeg selv i mine Studie- og Læreaar havde levet under en saadan Tvangslov - for det kunde saamænd saa let hændet: jeg er nemlig fra Norge, det frie Norge med kvindelig Stemmeret, men ogsaa med et helt Net af snusfornuftige Indgreb i de hæderlige Borgeres Bevægelsesfrihed; jeg tænker paa, om jeg efter mine 6 Timers Skoletid og ligesaa mange Stile- og Lektietimer hjemme skulde hastet til et andet Kursus med nye Undervisningsemner og nye Lektier; eller jeg tænker paa, om jeg, da jeg 17 Aar gammel var kommet ind i Telegrafvæsenet, efter Arbejdstiden skulde have forberedt mig og gaaet til Husmoder-Kursus! Arbejdsbyrden var i Virkeligheden i Forvejen for stor for den næppe udviklede 17-aarige spædes Kræfter. Og som med mig selv, saaledes med alle mine læsende eller selverhvervende Jævnaldrende.
Tidsrummet mellem 14 og 20 Aar er jo den Periode, da man paabegynder eller uddanner sig for sin Livsstilling; det skulde da synes indlysende, hvor uheldigt det vilde være at forkludre de Unges Evner til at kunne koncentrere sig om de foreliggende Eksaminer, Kursus eller Stillinger, som maaske er grundlæggende for hele deres Fremtid.
Og nu de unge Piger, hvis Uddannelse af en eller anden Grund skulde foregaa i Udlandet, de skulde altsaa løsrives fra deres Studier og sendes hjem for at gaa paa Husmoder-Kursus! Loven maatte jo være lige for alle. Jeg kunde fremdrage flere Eksempler paa, hvordan en saadan Lov vilde virke i Praksis, men de anførte faar foreløbig være nok.
Jeg vil derefter vende mig mod det, jeg vil kalde en saadan Lovs Tendens. Jeg har været en begejstret Læser af Fru Lemches Bog om Dansk Kvindesamfunds Historie; jeg har derigennem faaet Øje for D. K.’s historiske Linier, der har været et stilfærdigt, men maalbevidst Frigørelsesarbejde: Hjælp til Selvhjælp, Bestræbelse for ogsaa at skaffe os Kvinder Betingelserne for den frie, selvvalgte Livsvej og en Nedbryden af de Fordomme og den Tvang, den én Gang - kanske til Dels endnu - begrænsede Kvindernes Virkefelt. Én saadan Tvangs-lov som den i Kolding omtalte vil efter min Mening være intet mindre end et Brud med D. K.’s Fortid; det vilde være at trække en Linie, der ikke fortsatte eller fulgte, men krydsede de historiske Linier. Det vilde rentudsagt være en reaktionær Linie: ved Tvang søge at drive Kvinderne mod en bestemt Interesse-Sfære, og samtidig vanskeliggøre og sinke deres Uddannelse til andet Erhverv.
Men der er ogsaa en anden Tendens og af langt videre og mere skæbnesvanger Betydning: Tvangen som et Princip, der ved denne første Tvangslov fik sin Autorisation i den danske Forfatning. At Statsmagterne: det vilkaarlige Rigsdagsflertal senere hen vil erindre og benytte dette nye Middel til at tvinge visse tvivlsomme Programsager igennem, det har jeg oplevet i Norge, saa hvorfor skulde Danmark ikke ogsaa kunne faa sit Net af Tvangslove. Skal D. K. - Emancipationens Forkæmper - være den, der viser Statsmagterne Tvangslovene som politiske Vaaben? Man ser vel den tragiske Ironi, der er fuldstændig ved, at det ikke er mod de mange eller faa Individer under visse Forhold, en saadan Tvangslov skulde rettes, men mod alle Kvinder qua Køn!
Der kan indvendes, og vil sikkert ogsaa blive indvendt, at det dog kan være nyttigt ogsaa for mange ugifte Kvinder at kunne behandle Børn og lave Mad; hertil vil jeg svare, at det ogsaa vilde være nyttigt for dem at kunne lappe sine Sko og sy sine Klæder selv - skulde vi ikke ogsaa have en Tvangslov om det? Ja, for Hus og Børn kommer da virkelig ikke saadan helt pludseligt og naturnødvendigt til alt Kvindekøn!
Silkeborg, i Oktober 1912.