« Tilbage til søgeresultaterne
Et anerkendende Ord
Der var en yngre Frue, der med Bitterhed sagde til en Veninde: »Aldrig siger min Mand mig et rosende Ord, skønt Gerningen i Hjemmet tager al min Tid. Tjenestepigen faar Løn og af og til et opmuntrende Ord, jeg faar ingen af Delene«.
Disse Ord, som synes uoverlagte bittre, indeholder alligevel nogen Sandhed. Der er saa mange trætte Husmødre, optagne som de er fra Morgen til Aften af Husgerningen, Børnene, Syning o. s. v. Og der er saa mange intelligente Kvinder, der forsumper, fordi den daglige Gerning ikke levner dem Tid til at dyrke en eneste Interesse. Nogle vil maaske sige, at hvor der holdes Pige, maa Arbejdet vel kunne overkommes; men det kommer virkelig an paa, hvor meget der er at gøre. Det er dog Husmoderen, der bærer Ansvaret for, om Hjemmet er velordnet, Børnene velplejede, og om der er Balance i Budgettet. Naar Aftenen kommer, og Børnene er bragt tilsengs, saa kommer der et Tidspunkt, hvor der er Ro over hele Linien. Pigen forføjer sig op paa sit Værelse, gaar maaske i Seng og lægger sig hyggeligt tilrette med en Roman, men nede i Stuen sidder undertiden Husmoderen foran en Kurv med en Uendelighed af Strømper, der skal stoppes. Pigebørnenes Kjoler skal ses efter, og der skal rene, pæne Matroskraver i Drengenes Bluser. Da kan det hænde, at Manden siger nogle gnavne Ord om det sene Tidspunkt, hun vælger til et saadant Arbejde, og forsikrer, at det slet ikke er hyggeligt med alt det Reparationsarbejde om sig. Og saa gaar han ind til sig selv for at læse sine Aviser. Hvor havde det ikke lysnet i hendes Sind og givet hende fornyet Kraft og Styrke, om han havde sagt: »Du er da en lille tapper en, altid flittig, aldrig trættet«, blot et lille anerkendende Ord.
Der laa derude paa Hospitalet en Hustru og Moder. Hun havde gennemgaaet en stor Operation og hun maatte dø. Kræfterne ebbede langsomt ud; de vidste det alle, Lægerne, Sygeplejerskerne og den Syge selv, kun han, hendes Mand, vidste det ikke. Trofast kom han i Besøgstiden og satte sig ved hendes Seng, og han bragte hende duftende Violer, Bud om det spirende Foraar derude. »Din Frakke er daarligt børstet, Hans«, sagde hun en Dag og strøg med sin smalle hvide Haand nogle Fnug bort. »Ja, man taber jo Lysten, ser Du. Aa, Elise, det gaar saa rent galt derhjemme, det fremmede Menneske forsømmer alt. Hvor vi dog savner dig og din ordnende Haand, Du lille flittige Bi, der overkom alt og gjorde det saa godt for os alle«. Da gled der en Glædesrødme over den Syges Ansigt. »Havde Du blot sagt mig et lille anerkendende Ord før - nu er det for sent, men jeg er alligevel saa glad, Hans, for Du har jo nok tænkt saaledes, - blot aldrig sagt det.«
Husmoderens Arbejde, hvorpaa saa stor en Del af Hjemmet beror, tages ofte alt for selvfølgeligt. En Arbejder er sin Løn værd. Lad den trætte Husmoder ogsaa faa sin i Form af et venligt anerkendende Ord.
