« Tilbage til søgeresultaterne

Kvindelig Værnepligt

Af: Ing. Lemming Mortensen

« Se emneord

Det er ganske interessant at se, hvorledes Tiden og Udviklingen ofte bevirker, at de samme Tanker fødes omtrent sam­tidig hos forskellige Mennesker. Fru Emma Gad har i Politikens Kronik d. 11. ds. (Novbr.) skrevet om »Kvindens Værne­pligt« og angivet en Vej til Løsning af Spørgsmaalet. Paa D. K.’s Aarsmøde i Kolding (i Juni) fremførtes den samme Tanke og paapegedes den samme Løsning, som Fru Gad nu anviser, af et Viborgkred­sens Styrelsesmedlemmer, Fru Gerda Videbech.

Det kunde maaske have sin Interesse for D. K.’s Medlemmer at blive gjort be­kendt med denne Tanke, som Udvalget i Fællesstyrelsen, der arbejder med Spørgsmaalet om den bedst mulige Uddannelse for Kvinder til Husmødres og Mødres Ger­ning, sikkert ogsaa har under Overvejelse. Den kunde mulig endog blive diskuteret i »Kvinden og Samfundet«, da den for en Del falder sammen med Spørgsmaalet om tvungen eller frivillig Undervisning i Hus­gerning, om end den rækker endnu videre.

Paa Dagsordenen ved Fællesmødet i Kolding fandtes to Punkter, der vakte udelt Opmærksomhed, nemlig Punkt VI: Forhandling om, hvorvidt D. K. skal tage Arbejdet op for Indførelse af en tvungen Uddannelse for Kvinder med det Formaal at dygtiggøre dem til en Husmoders og Mo­ders Gerning, og Punkt X: Hvorledes kan man afhjælpe Manglen paa Sygeplejersker til Sygeplejeforeningerne paa Landet?

Fru Videbechs Indlæg i Diskussionen, da Punkt X var til Behandling, hidsættes her:

»Paa Dagsordenen for Dansk Kvinde­samfunds Aarsmøde i Kolding findes to Spørgsmaal: Om »Dygtiggørelse af unge Piger til vordende Husmødre og Mødre«, og om »Afhjælpen af Manglen paa Syge­plejersker paa Landet«. Det første Spørgs­maal har givet Anledning til en ivrig Dis­kussion om tvungen eller frivillig Under­visning, og da jeg ser, at mange, er stemte for tvungen Undervisning, faar jeg Mod til at fremkomme med mit Forslag, som gaar ud paa at løse de to Spørgsmaal, om Dygtiggørelse af unge Piger til vordende Husmødre og Mødre og Afhjælpning af Manglen paa Sygeplejersker paa Landet, under ét.

Jeg tænker mig at opnaa det ved en tvungen halvaarlig »Værnepligt«, bestaaende i

1)    et tre Maaneders Kursus i Syge- og Børnepleje samt Madlavning paa vore Sygehuse; vi har i Læger, Sygeplejer­sker   og   Økonomer    de    nødvendige Lærerkræfter.

2)    tre Maaneders Tjenestetid som Hjæl­persker under de   lokale   Sygeplejer­sker, l à 2 Hjælper sker for hver ud­dannet Sygeplejerske, til at virke navn­lig i de Hjem, hvor Husmoderen paa Grund   af   Sygdom   savnes,   og   hvor Hjælpen trænges haardest.

Mangen en Spire til Sygdom og megen Fattigdom som Følge af Sygdom vilde paa denne Maade forhindres, og for vore unge Piger vilde det betyde Indsigt og Udvik­ling for dem selv, til at danne renlige og sunde Hjem for den kommende Slægt.«

Viborg, 24. Novbr. 1912.